torsdag den 19. januar 2017

"Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant

"Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant fra Chicken House. Udgivet i 2016. 3/5 stjerner.


Lydia er den mest udskældte Bennet-søster i Jane Austens "Pride and Prejudice". Hun er næsten kun placeret i romanen som en form for forhindring; den søster, hvis ry familien må kæmpe imod for at indgå gode ægteskaber og forbindelser. Hun er egoistisk, skødesløs og uansvarlig. Fjantet, tankeløs og upassende. Men hun er også – hvad man ofte glemmer – en teenager.
Jeg har naturligvis aldrig brudt mig om Lydia Bennet. Austen har ikke designet hende med henblik på sympati. Men i mine seneste genlæsninger af "Pride and Prejudice" har jeg alligevel spekuleret på, om hun er den skurk, plottet gør hende til. Og i så fald: om hun er det med vilje? 
Det er den samme den tanke, Farrant skriver ud fra. "Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" er et pudsigt genskrivningsforsøg, hvor Austens "Pride and Prejudice" fortælles gennem Lydias dagbogsoptegnelser. Sproget er derfor irriterende muntert og overfladisk, og Lydias foragt for samfundsregler og konventioner gennemsyrer hver eneste side. Det er lige dele troværdigt og trættende.
Books may not judge you, but people do.” 
Fordi Farrant skriver fra Lydias synsvinkel, giver hun også læseren mulighed for at opleve de scener, som "Pride and Prejudice" elegant udelader. I denne bog kan man således få Farrants bud på, hvad Lydia lavede på tur i Brighton, hvordan hun udtænkte sin plan om at løbe bort med Wickham, og hvad der drev hende til at kaste sit gode navn – og illusionen om manerer – bort. 
Dagbogsformen er en fremragende mulighed for at kaste lys over Lydias karakter og hendes tvivlsomme valg, men desværre synes jeg ikke, Farrant udnytter den til fulde. I stedet for at bore dybere i Lydias karakter, nøjes Farrant med en overfladisk beskrivelse af en teenagepige uden én eneste dyb eller selvstændig tanke. Farrant forsøger desuden at gøre Lydias plotlinje mere romantisk med en forelskelse – problemet er bare, at forelskelsen kun er et forsøg på at gifte sig til penge, og at den derfor ikke tilføjer yderligere nuance til Lydias karakter.
Egentligt kunne bogen have været et interessant projekt – hvis den altså ikke bare genfortalte den historie, som jeg kendte i forvejen.

fredag den 13. januar 2017

Firkantede pakker

Lige om lidt er det snart en måned siden, vi alle sad samlet om træet, og uddelte gaver og kram i en lind strøm. En af årets smukkeste aftener virker allerede langt væk, og på en måde er det sært irrelevant at sidde nu, i januar, og skrive om julegaver og opfyldte bogønsker. 
Ikke desto mindre er det, det jeg vil i dag. Juleaften fik jeg nemlig den smukkeste bogstak overrakt af mine forældre og svigerforældre. Nogle af bøgerne har jeg allerede læst i en hastig iver, mens andre står højt på læselisten for 2017. Det er gaver, jeg har planer om at tage øjeblikkeligt i brug. Jeg kan nemlig ikke lade være.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, som gemte sig i firkantede pakker under juletræet. Hvad med jer? Fik I også firkantede pakker i julegave – eller har I måske shoppet bøger til januarudsalget i stedet? I så fald, hvilke? 

onsdag den 11. januar 2017

"Nutshell" af Ian McEwan

"Nutshell" af Ian McEwan fra Nan A. Talese. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Ian McEwans seneste romanudgivelse indeholder en historie, som er blevet fortalt mange gange før. En historie om utroskab, begær og om at hengive sig til en idé opstået i vrede, hvis konsekvenser aldrig er tænkt til ende.
"Nutshell" er på mange måder en klassisk fortælling om en kvinde og hendes elsker, som sammen plotter på at slippe af med ægtemanden. I McEwans tilfælde er der tale om en gravid kvinde, som har bedt sin mand flytte ud under dække af, hun gerne vil have ånderum. I virkeligheden er hun sammen med mandens bror, og sammen hvisker de om, hvordan de bedst og hurtigst muligt slipper af med manden, så de kan sælge hans hus, tjene penge og leve sammen i velstand.
Det lyder på mange måder som en simpel historie med en forudsigelig slutning, gør det ikke? Det er ganske rigtigt også en velkendt historie, McEwan fortæller. Han fortæller den bare på en måde, jeg aldrig har set før. Hovedpersonen og jeg-fortælleren i denne bog er nemlig det ufødte barn, som ligger i sin utro moders mave, og som er et stille vidne til mordet på sin egen far.
It's already clear to me how much of life is forgotten even as it happens. Most of it. The unregarded present spooling away from us, the soft tumble of unremarkable thoughts, the long-neglected miracle of existence.
Første side i denne bog var et mærkeligt chok. McEwan dummer nemlig intet ned; babyens fortællerstemme er både ironisk og intelligent og samtidig hæmmet af ikke at vide, hvad abstrakte begreber som "blå" og "grøn" betyder.
I starten er bogen næsten latterligt grotesk. En ufødt baby som filosoferer over at dele vin såvel som seksuelle oplevelser med sin mor, og som gennem flere hudlag lytter med til samtaler, hvisken og hemmeligheder. Sprogbillederne er absurde; lige indtil de ikke er det mere. Lige indtil historien vender, og det næsten samtidigt går op for babyen og for en selv, hvad det er, der foregår. 
Don't unpack your heart. One detail tells the truth.
McEwan er genial. Da den ufødte baby indser, hvad der foregår omkring den, forvandles romanen fra en bizar kuriøsitet til et klaustrofobisk menneskestudie. Babyen er fanget; velvidende om at et af de to mennesker, den elsker allerhøjest er i fare, men uden i stand til at handle. Det eneste den kan er at sparke. Selv dens skrig bliver ikke hørt fra indersiden af moderens mave.
Og det sjove er, at den ufødte baby forekommer langt mere moden end de voksne mennesker, babyen er omgivet af. Mens moderen falder i søvn til radioudsendelser om terror og klimaforandringer, lytter babyen og bekymrer sig om den fremtid, den går i møde. Den vil langt hellere blive i sit fængsel – også selvom det indebærer at være vidne til sin egen fars undergang.

"Nutshell" er en mærkværdig bog med et fascinerende præmis, som man bliver nødt til at acceptere for at værdsætte bogens skønhed. For skønhed er der. I massevis. Sætningerne er vidunderlige konstruktioner, som bør nydes linje for linje. Og historien selv? Historien selv er fyldt med drama, med angst, med klaustrofobi – og mindede mig i høj grad om stemningen i Émile Zolas "Thérèse Raquin". Større ros er næsten umulig at få.

mandag den 9. januar 2017

De 5 bedste bøger i 2016

Selvom kalenderen minder mig om, vi er i anden uge af januar, har jeg det som om, måneden først lige er begyndt. Sidste uge var en anelse desorienterende for mit vedkommende; juleferien forsvandt i et virvar af travle gøremål, familiebesøg og vennegensyn, og jeg havde det som om, jeg næsten havde brug for en ferie for at komme mig over ferien. Hvor paradoksalt dét end lyder.
I mellemtiden håber jeg, I alle er kommet godt ind i det nye år. At I har haft en vidunderlig jul og godt et nytår, som har gjort jer klar til 2017 – og alt det, der er i vente. 

I anledning af årsskiftet har jeg kastet blikket lidt tilbage og kigget på min læseliste fra 2016. Ud af de 115 bøger, jeg har læst, vil jeg her fremhæve fem favoritter. Fem bøger som er blevet hos mig, selvom året er forsvundet.

#5: "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman. For én gangs skyld har jeg skrevet en nonfiction-bog på årslisten. Det er en sjældenhed – men med Neil Gaimans navn på er det samtidig ikke en overraskelse. Jeg elsker hans måde at sammensætte ord på, hvad end der er tale om essays, fantasyromaner, tegneserier eller offentlige taler. "The View from the Cheap Seats" er en litterær skattekiste; fyldt med boganbefalinger og referencer til kendte værker såvel som genredefinitioner og litteraturforskere. Jeg nød rejsen gennem Gaimans ordunivers. 
#4: "The Little White Horse" af Elizabeth Goudge. Jeg tror, "The Little White Horse" kan smelte ethvert hjerte. Det er en klassisk børnefortælling om en pige, der kommer ud for en lang række eventyr og derefter ikke helt kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er også en vaskeægte sprogperle; fyldt med gammeldags charme og yndige beskrivelser. 
#3: "The Underneath" af Kathi Appelt. I sommeren havde jeg en læsepause. Og en blogpause. Det var ikke planlagt, men det skete bare som en naturligvis konsekvens af en fyldt kalender og ganske få feriedage. Jeg læste ikke noget i flere måneder. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Lige indtil jeg fik "The Underneath" i hænderne. Bogen var så nervepirrende, så intens og samtidig så stilfærdig at jeg ikke kunne undgå at vende side efter side. Det var den perfekte bog på det perfekte tidspunkt. Og så er det en stærk fortælling om kattekillinger, krokodiller, ondskabsfulde mennesker og hjælpsomme hunde. Hvor usandsynligt det end lyder. 
#2: "Et lille liv" af Hanya Yanagihara. Jeg brugte næsten en måned på at læse mig igennem "Et lille liv", og jeg har brugt dobbelt så lang tid på at forsøge at definere mine følelser for den. I lang tid vaklede jeg mellem en enkelt stjerne og fem; og nu er jeg endt på fem. Ikke fordi det er en perfekt bog (snarere tværtimod!), men fordi jeg har så mange følelser for den og dens karakterer. Det er en bog, jeg har grædt over. Smilet over. Været sur på. Det er en bog, jeg decideret har hadet – og alligevel er det også en bog, som har efterladt sig et enormt tomrum. Jeg læste i den hver aften i en måned, og aftenen efter jeg færdiggjorde den, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Den barske fortælling både knuste og vandt mit hjerte. Modvilligt, endda.
#1: "Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor. "Daughter of Smoke and Bone" var den første bog, jeg læste i 2016 og så afgjort den bedste. Det er en fantasybog, jeg i lang tid har fået anbefalet og i lang tid har ignoreret. Men det viste sig hurtigt at være en fantasybog med alt det bedste fra genren. Den transporterede mig med lethed fra én verden til en anden; introducerede mig til kimærer, engle, dæmoner og en blåhåret pige som trådte ind og ud af verdenssprækker for at opsamle kindtænder til perlekæder. Laini Taylor skriver med atmosfærisk lethed og bruger lige dele fantasi og poesi til at opbygge sit kongerige. Det er en bog, man lever i, mens man læser. Og derefter lever bogen i én. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2016? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?

lørdag den 24. december 2016

Glædelig jul!

Det er jul, og familien er kommet fra nær og fjern for at samles om god mad, julemusik, fjolleri og snak. Jeg ankom i forgårs; forkølet og forvirret med minus stemme og plus feber. Min lillebror ankom i går, og med sig havde han Rasmus, verdens sødeste lille hunkat. Min storesøster ankom i går aftes i en rædsom gul bil, hun havde lejet til anledningen. Min faster kommer om lidt; fanget i en regnbyge i Esbjerg. Og sådan er vi snart fuldtallige. Vi er en lille familie, men det er stadig sjældent, vi samles. Og derfor elsker jeg julen så højt.
Denne december er fløjet afsted. Det siger jeg altid, men i år har jeg faret rundt til det sidste. Hver weekend siden midten af november har været booket til julefrokoster, fødselsdage, vennegensyn og andre arrangementer. Jeg har været til julefrokost i København, afholdt en i Odense, og rejst til Esbjerg for at ses med mine handelsskoleveninder. Jeg har drukket solide mængder glögg, og næsten alle decembers søndage har jeg vandret rundt i nattøj og udvekslet kys med Nico under misteltenen. Der har ikke været så meget tid til at tage den roligt; men det er jo vidunderligt at have travlt, når det er med rare ting. Og det har det bestemt været.
Og nu er det så jul. På uforklarlig vis. December er blevet kortere og kortere med årene, men julen er hvad den altid har været; et vidunderligt pusterum med familiehygge, kærlighed og tilbagevendende traditioner. Jeg ville ikke ønske mig det anderledes.

Rigtig glædelig jul til jer, verdens bedste læsere. Jeg er, som altid, så glad og taknemmelig for at I læser med. I har om nogen formet mit 2016, og for det ønsker jeg jer en stor tak. Jeg håber, I får den bedste juletid sammen med jeres kære. Det fortjener I nemlig. 

fredag den 23. december 2016

"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay

"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay fra Poisoned Pen Press. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1936). 3/5 stjerner.

I England taler man ofte om såkaldte cozy crimes. Uden at være ekspert på området, er det vist en betegnelse for hjemlige detektivhistorier; om romaner med opklaringer og forviklinger krydret med piberøg, ternede tæpper og småkager. Om forbrydelser i hjemmet, hvor forbrydelsen egentligt ikke er i centrum, og fokus i stedet er de humoristiske fadæser, de mistænkte kaster sig ud i. Sådan en bog er "The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay.
Bogen er skrevet som en slags efterforskning, og dens første kapitler er vidneforklaringer på, hvad der er sket hvornår. Scenen er en familieforsamling i anledning af julen. Familien Melbury er valfartet til den smukke familiejendom, Flaxmere, hvor Sir Osmond Melbury bor. Næsten alle spekulerer på Sir Osmonds ventende testamente, og da han bliver skudt, har næsten alle et motiv. Alle pånær den gæst i julemandskostume, som er den hovedmistænkte i sagen ... 
There is a tacit understanding among the Melburys that there shall be no more family gatherings at Christmas time at Flaxmere.
Det her var en virkelig sjov bog. Og en meget mærkelig bog. Lige dele familiedrama, opklaring og endeløst renderi gennem utallige stuer gjorde den let at læse. Selve politiets opklaringsarbejde er håbløst dysfunktionelt, og det tager flere dage for politiet overhovedet at få gennemsøgt huset. Vidnerne er forvirrede familiemedlemmere, der alle anklager hinanden og skjuler noget selv, og alle de vigtigste afsløringer kommer altid fem minutter for sent. Det er en farce. Men en ganske morsom en af slagsen.
Jeg er ikke selv den store krimilæser og har bestemt aldrig tænkt på krimier som hyggelig læsning; men jeg er tilbøjelig til at overgive mig og indrømme, at denne engelske cozy crime faktisk var ganske hyggelig læsning. Den er hverken nytænkende, sindsoprivende spændende eller umulig at regne ud; men den var til gengæld vidunderligt britisk, pudseløjerlig og morsomt tidsfordriv. 



søndag den 18. december 2016

At gøre sig kontorklar;

Det lurende nytår giver mig altid lyst til at købe nye kontorartikler. Til at spidse blyanter, købe notesblokke, udskifte min vægkalender og til at finde en ny tro følgesvend; en ny årskalender, som kan hjælpe mig med at holde styr på mine aftaler, deadlines og to-do lister.  For mig er der noget rituelt ved at købe en ny kalender; de blanke sider varsler om en ny begyndelse, og da jeg før i tiden sværgede til Maylands spiralkalendere med udskiftelige forsider, brugte jeg lang tid på at overveje, hvilket billede jeg skulle bruge som forside. Hvilket billede der skulle symbolisere det ventende år.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men mit valg af kalender er altid en meget langsommelig proces. Jeg vil nemlig gerne finde den helt rigtige – og det synes jeg heldigvis også, jeg har formået i år. Jeg har nemlig fundet den yndigste lyserøde herlighed fra Rifle Paper Co. Med stofindbinding, guldtryk, læsesnor og litterære citater på hver eneste side er den muligvis den yndigste kalender, jeg nogensinde har set. Og jeg glæder mig sådan til at fylde den med notater og fine minder. Jeg bruger jo nærmest min kalender som en slags dagbog.
Og da jeg nu alligevel klikkede rundt på Rifle Paper Co., endte jeg naturligvis med at klikke lidt ekstra papirgodter med hjem. Jeg har fundet den fineste skrivebordskalender med Anna Bonds smukke Alice-illustrationer, en blomsterdekoreret vægkalender, blokke med to do-lister og et sæt blyanter. Og så tror jeg vist også, jeg er helt kontorklar til 2017. 

Du kan besøge Rifle Paper Co. her og finde deres smukke (og mange!) kalendere her. Hvis designstilen forekommer dig bekendt, kan jeg desuden afsløre, at Anna Bond som står bag Rifle Paper Co., også er designeren bag de smukke Puffin In Bloom-classics. Hendes streg er så fin og let at genkende.
Vær desuden opmærksom på, at Rifle Paper Co. sender fra USA, og du derfor typisk vil blive pålagt told. Det blev jeg i hvert fald.