søndag den 27. november 2016

Spørgerunde #4: Om bloghemmeligheder, bogskønhed og bogkøb

Jeg fortsætter (som lovet) spørgerunden og giver jer svar på alle jeres skønne, sjove og tankevækkende spørgsmål. Denne gang handler det især om bogskønhed og bogkøb – og om tilhørende bloggerhemmeligheder.
På nuværende tidspunkt mangler jeg stadig en lille håndfuld spørgsmål. Dem samler jeg snart i en lille videoblog. Indtil da skal I bare have tak; for jeres interesse og for alle jeres gode spørgsmål.

Har du nogensinde overvejet at købe vitrineskabe i stedet for reoler til dine bøger, så at de bliver mere beskyttet mod støv? Det har jeg. Mange gange. Det er den bedste måde at passe på sine bøger, men omvendt synes jeg også, det hurtigt bliver for aflukket. For privat. 
Hvor irrationelt det end lyder, ville det gå mig på ikke at kunne slentre langs mine bogreoler og glide fingrene over de mange bogrygge. Det ville irritere mig, at min bogreol ikke var åben for mine gæster; at lågerne ville signalere, at bøgerne ikke måtte trækkes ud eller bladres i. Derfor har jeg indtil videre besluttet mig for et åbent læselandskab – selvom vitrineskabe ville være langt bedre for bøgernes holdbarhed. 

Hvor mange bøger ejer du, kun for udseendets skyld? Som sådan ikke nogen. Når jeg beslutter mig for at købe en bog, er det altid fordi, jeg oprigtigt gerne vil læse den. Der findes mange smukke bøger i verden, som jeg har stillet tilbage på hylden i boghandlen, fordi de ikke lød som noget, jeg ville læse. Uanset hvor smukke de var. Alle bøger i mit hjemmebibliotek er bøger, jeg gerne vil læse. Før eller siden. 
Når det er sagt, er jeg også bogsamler. Jeg samler på smukke udgaver af bøger, der betyder noget særligt for mig. "Little Women" af Louisa May Alcott, "Winnie the Pooh" af A. A. Milne, Jane Austens bøger og Lewis Carrolls historier om Alice. Jeg køber dem i flere udgaver, fordi der findes så mange smukke – men jeg samler på dem, fordi de betyder noget for mig. Jeg kunne aldrig drømme om at købe et ekstra eksemplar af en bog, jeg ikke bryder mig om. Og på den måde er mine samleprojekter ikke udelukkende forsidebaserede alligevel. 

Hvilket dansk forlag laver, efter din mening, de smukkest indbundne bøger? Med fare for at lyde farvet eller forudindtaget, synes jeg, at vi på min arbejdsplads, Lindhardt og Ringhof, producerer virkeligt smukke bøger. Især klassikeroversættelserne. Forlagets Hemingway-serie er så enkel og fin, Austen-serien er så bedårende, og den nyligt udgivne "Jane Eyre"-oversættelse er urimeligt smuk og afgjort på højde med de amerikanske forlag. Og det gør mig så stolt at arbejde et sted, hvor bøger produceres med så stor omhu og kærlighed.
Til gengæld synes jeg også, at Forlaget Vandkunsten udøver fantastisk bogbinderkunst, og jeg kan ikke stå for de danske børnebogsforlags nostalgiske genudgivelser af børnebogsklassikere.
Hvis man interesserer sig for dansk bogdesign kan jeg varmt anbefale at klikke forbi her

Har du nogle læse guilty-pleasures? Guilty pleasures er svære. Udtrykket modsiger lidt sig selv, for hvorfor i alverden føle sig skyldig over noget, der bringer en glæde? Omvendt genkender jeg også princippet; jeg har selv læst store portioner Jane Austen-fanfiction, som jeg på den ene side har hadet for deres banalitet, og på den anden side virkelig har moret mig over. Det er nok også det eneste eksempel, jeg rigtigt kan komme i tanke om.
  
Har du nogle hemmeligheder om bøger som du ikke har delt med dine læsere? (Fx. Er der en af dine læderindbundne skønheder fra Barnes and Noble som du aldrig har fået læst/faktisk slet ikke kunne lide efter at have læst den? Eller har du nogensinde levet af havregrød i en halv måned for at få råd til en flot bog mens du var på SU?) Jeg må indrømme, at jeg har moret mig lidt over det her  spørgsmål. Jeg forstår godt behovet for at komme bag om bloggerkulissen og få en hemmelighed eller to af vide, men jeg betragter som sådan ikke mine læsevaner som hemmeligheder. Der står så mange bøger på min bogreol, og jeg vil gerne indrømme, at jeg langt fra har læst dem alle. Heller ikke alle mine læderindbundne bøger, da nogle af dem er samlede forfatterskaber, som jeg ikke har læst til ende endnu. Men faktisk har jeg læst langt de fleste af bøgerne på min bogreol – også de læderindbundne skønheder – og dem, jeg endnu ikke har læst, har jeg alle intentioner om at få læst. En dag.
Hvad havregrøden angår, har jeg ofte levet skrabet på min SU. Det gør man jo. Jeg ved dog ikke, om man direkte kan bebrejde mine bogindkøb – de stramme måneder var ofte en kombination af flere ting; det har aldrig været et bevidst valg, i hvert fald. 
Skal jeg grave en hemmelighed frem om bøger og bloggen, må det være denne; jeg elsker at fotografere, og jeg elsker især at fotografere udendørs. Men jeg er meget stædig hvad mine billeder angår og duer ikke til at instruere andre i at tage dem, så i stedet slæber jeg kamerastativ og fjernbetjening med mig ud på kilometerlange gåture og sætter mig ned og forsøger at se fredfyldt læsende ud – selvom folk vandrer forbi og sender nysgerrige blikke, det småregner eller jeg får ondt i hånden af at holde bøger i en kunstigt-idyllisk læseposition. Bloggen er sjov på den måde; og hver gang I ser et harmonisk naturbillede herinde, ser I i virkeligheden mig bakse med kamerastativ og bogstakke i fuld offentlighed. Det er egentligt ret komisk.

Hvor mange penge bruger du på bøger om måneden? Jeg har ikke et fastlagt bogbudget. I stedet køber jeg bøger, når jeg mangler læsestof, eller når en ny, længe ventet bog udkommer. I nogle måneder køber jeg ingen bøger, i andre måneder køber jeg ti. Det varierer helt vildt – og efter jeg har færdiggjort studiet, bruger jeg langt flere penge på bøger, fordi jeg har langt mindre tid til at læse.

Hvor foretrækker du at købe dine bøger? Mine bogindkøb skifter lidt, alt efter hvad jeg er på udkig efter. Hvis jeg har en liste over titler, jeg drømmer om, klikker jeg mig altid ind på saxo.com, hvor jeg har plusmedlemsskab, og hvis det er Folio Society-bøger, jeg søger, køber jeg dem selvfølgelig på foliosociety.co.uk. 
Men jeg bruger i høj grad også de danske boghandlere. Ikke til specifikke titler eller bøger, jeg bare eje i en bestemt udgave (for ofte har de dem ikke, eller også har jeg undersøgt på forhånd, om de er billigere andetssteds), men til bøger jeg ikke anede, jeg manglede. Det er dét, boghandlerne kan; skubbe bøger ind på ens radar, som man aldrig har tænkt på før, minde en om forfattere man engang skrev på sin læseliste, eller lokke en til at læse bagsidetekster og granske forsider på lange romaner, som tilfældigt fangede ens øjne. Jeg elsker at gå i boghandlen for at lede efter bøger, jeg endnu ikke har opdaget. Jeg elsker at gå ind mellem reolerne og blive overrasket.

Hvilken bog ligger på dit natbord fortiden? Jeg har lige færdiglæst "Et lille liv" af Hanya Yanagihara, som ellers har været fast inventar på mit natbord de sidste to uger. Det er den første lange roman, jeg har læst i lang tid; og jeg har opdelt den i små bidder og drysset dem ud over mine hverdagsaftener. Nu, hvor jeg har færdiglæst den, føler jeg mig helt tom ... 
Den næste bog ligger dog allerede klar på mit natbord. Jeg skal nemlig have færdiglæst "The Christmas Cookie Club" af Ann Pearlman, inden mødet med læseklubben på lørdag. Jeg tror dog også, den hurtigt er læst.

Hvor meget tid bruger du på at læse i hverdagen? Det varierer meget. Jeg forsøger altid at læse lidt i toget på vej hjem, men halvanden time går hurtigt med alt muligt andet, når man er træt eller har hovedet fyldt af tanker. I hverdagen er den halvanden time ofte den eneste læsetid jeg har – og så selvfølgelig den obligatoriske halve time inden sengetid, hvis jeg ikke er for træt. Jeg læser langt mere i weekenderne.

Læser du mere eller mindre efter du har fået bloggen? Mere. Det tror jeg i hvert fald – men omvendt kan det også godt skyldes, at jeg ikke førte regnskab over min læsning på samme måde, før jeg fik bloggen. Jeg har altid læst meget, men bloggen har fået mig til at reflektere mere over de bøger, jeg læser. Og på den måde er det altid de seneste års læsning, der står tydeligst i min hukommelse, både hvad indgår antal og indhold.


fredag den 25. november 2016

"A Young Doctor's Notebook" af Mikhail Bulgakov

"A Young Doctor's Notebook" (org. titel "Записки юного врача") af Mikhail Bulgakov fra Alma Classics. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1925). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 3/5 stjerner.

Mikhail Bulgakov er en højt anerkendt russisk forfattere. Hans navn nævnes ofte i sammenhæng med Dostojevskij, Gogol og sågar Tolstoj, og hans roman "Mesteren og Margarita" er en del af den næsten ufravigelige klassikerkanon. Han er kendt for at være en mester med ord; men før han var forfatter, var han faktisk læge. Og det er det, "A Young Doctor's Notebook" handler om.
I bogen følger man Dr. Bomgard, som netop har færdiggjort sit medicinstudie. Blot et par måneder efter hans sidste eksamen kastes han ud i en verden af dilemmaer og komplekse operationer, da han får et job som landsbylæge. Helt alene skal han styre en praksis bestående af to sygeplejerske og en apoteker, og han alene har ansvaret for at behandle og diagnosere patienterne korrekt. Han får ingen oplæring, ingen træning, ingen hjælp; bortset fra den han selv kan opstøve i sine studiebøger.
Det resulterer hurtigt i mange groteske scener. Det ene øjeblik står den stakkels Dr. Bomgard og bladrer febrilsk i sin studiebog for at slå en operation op, og det næste udfører han den med rystende hænder. Som så mange andre lærer han ved at prøve sig frem; men det han prøver sig frem på er mennesker, og det han lærer er på deres livs bekostning. Det er grufulde vilkår, og alligevel formår Bulgakov at gøre dem ganske underholdende. Næsten morsomme, faktisk.
Ah, what stars there are in the Ukraine. I’ve been living in Moscow almost seven years, but I still feel drawn to my homeland. My heart aches, I get a terrible urge to board a train and be off. To see the cliffs covered in snow, the Dnieper … there’s no more beautiful city in the world than Kiev.
For Bulgakov skildrer ikke kun lægens usikkerhed under de kritisable vilkår. Han skildrer også landsbyboerne med al deres uvidenhed og forvirring. Deres skepsis for operationer (og foragt for sund fornuft) står side om side med lægens indre monologer om, hvorvidt han burde hjælpe dem eller hjælpe sig selv. Og det er faktisk en morsom kontrast at være vidne til, for Dr. Bomgard ved udmærket godt, at han er nødt til at pakke sin fornuft sammen for at hjælpe de uoplyste landsbyboere. Han må handle på deres præmisser – selvom de ser ham som en alvidende gud, og han selv føler sig som en nyudklækket student.
Bulgakov formår at tegne et fuldendt billede af landsbylægens kvaler og de mange mærkelige situationer, han må finde sig i. Det er sjovt, skarpt, samfundskritisk og tankevækkende – og alligevel vil jeg ønske, det var gjort skarpere endnu, at bogen ikke gentog sig selv så meget, og at hele plottet havde mere sammenhæng. Men det skyldes måske mest af alt bogens struktur.
I am a doctor, thrown straight from the university bench into a far away village, in the beginning of the revolution.
 "A Young Doctor's Notebook" er ikke helt en roman, men det er omvendt heller ikke rigtigt en novellesamling. Det er nok snarere en episodisk roman, hvor hvert kapitel byder på en ny episode i lægens liv. Det har lidt karakter af serielæsning og føljetonroman; et lille drama i hvert kapitel, som løses og afsluttes, inden det næste kapitel går i gang. I sin helhed får det bogen til at virke afstumpet og gentagende; de mange episoder ender nemlig alle med doktorens sejr, for derefter ikke at blive refereret til igen. 
Måske burde jeg have læst bogen i flere små bidder i stedet for ud i én køre. Måske ville de små episoder have været sjovere, hvis de havde været adskilt af flere pauser. Eller måske er Bulgakovs bog bare repræsentant for en populær struktur, jeg aldrig har lært at forene mig med. Jeg ved det ikke.

tirsdag den 22. november 2016

De fineste notesbøger

Dette indlæg er sponsoreret på den måde, at jeg har fået tilsendt notesbøgerne som en gave, uden at jeg garanterede omtale af dem. Jeg vælger bare at omtale dem alligevel, fordi de er så fine.


Jeg er for evigt tiltrukket af notesbøger. Jeg tiltrækkes af dem, hver gang jeg slentrer ind i Søstrene Grene, selvom der ligger stakkevis på mine hylder. Helt uberørte naturligvis, for jeg får så sjældent skrevet i dem.
I virkeligheden har min kærlighed til notesbøger nok noget med deres potentiale at gøre. Der er noget mærkeligt forventningsfyldt ved at bladre igennem de blanke sider, stirre på de tomme linjer og spekulere over, hvad i alverden man skal udfylde dem med. Så længe de er blanke, kan de blive til alt muligt; citatsamlinger, arbejdsredskaber, skriveværktøjer, fantasiindfangere ... Der er ingen grænser for, hvad man kan udfylde dem med. Lige indtil man begynder, altså.
Jeg har langt flere notesbøger, end jeg nogensinde får brug for. Men det betyder ikke, at jeg stopper med at købe dem. I virkeligheden elsker jeg dem næsten lige så højt som trykte bøger; for hvor almindelige bøger indeholder en historie, indeholder notesbøgerne håbet om en. Og det er lige så fint, synes jeg.
Jeg hvinede derfor lidt, da jeg fik tilsendt disse skønheder af en repræsentant fra firmaet Paperblanks. For de her notesbøger er noget af det fineste, jeg har set. Særligt Jane Austen-notesbogen vækker min begejstring. Den er i rødt skind og er dekoreret med et tryk af manuskriptet til "Persuasion". Den er helt perfekt for en Austen-fan som jeg. At jeg så ikke kan finde på noget, der er værdigt til at blive skrevet ned i den, er så den anden side af sagen ... 

Paperblanks har en hjemmeside her, og fås hos langt de fleste Bog & Idé-forretninger. Se deres notesbøger med forfattertryk her

torsdag den 17. november 2016

Mød mig i Fredericia til blog- og bogsnak

At bogblogge har ændret mit liv. Det lyder så pompøst, men det er faktisk sandt. Min bogblog blev startet som et nyt fritidsprojekt og udviklede sig hurtigt til mit eget lille onlineunivers. Det var bloggen, som i sin tid banede vejen til min praktikplads hos Lindhardt og Ringhof. Det var bloggen, som gav mig en anledning til at opstarte verdens bedste læseklub. Det var bloggen, som introducerede mig til andre bogbloggere, hvoraf flere af dem i dag tæller blandt mine nære venner. Og det var bloggen, der gav mig et lille ånderum, et sted at dyrke min passion for bøgerne – en passion, der til tider kan føles så isoleret. Bloggen gjorde min læsning til noget socialt.
Jeg har meget, jeg kan takke bloggen for – og til alle, der selv overvejer at starte en bogblog, kan jeg kun sige: gør det. Alt efter ambitionsniveauet kan det være hårdt arbejde, men det er også det værd. Jeg har fået så mange positive oplevelser gennem min blog.

Hvis du selv drømmer om at starte en bogblog – eller bare gerne vil vide mere – vil jeg gerne invitere dig til et lille arrangement, jeg afholder i samarbejde med Fredericia Bibliotek. De har nemlig booket mig til en boglig hyggeaften, hvor jeg vil tale om bogblogging, dele tips, tricks og historier, og hvor jeg desuden tager en stor stak boganbefalinger med. Jeg glæder mig helt vildt til en aften i bøgernes tegn og til at møde flere ligesindede læseheste.

Kunne du tænke dig at komme med? Arrangementet finder sted mandag den 21. november fra kl. 19 til kl. 21, og du kan læse mere om det samt bestille (gratis) billetter lige her.

onsdag den 16. november 2016

"Radiance" af Catherynne M. Valente

"Radiance" af Catherynne M. Valente fra Tor Books. Udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Catherynne M. Valente er en af mine yndlingsforfattere, men hun er også en mystisk forfatter. Jeg læser hende ikke nødvendigvis for hendes historier og plots, men snarere hendes skrivestil som altid er så fantastisk og fremmedartet. Hendes bøger, er bøger man fordyber sig i. Man skal tage sig tid til at smage på snørklede sætninger, læse et par ordspil højt for at værdsætte deres lyriske kvalitet, og så skal man lære at leve med, at stemningen er vigtigere end forståelsen. For jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår, hvad hun vil sige. Jeg værdsætter bare, hvordan hun gør det.
"Radiance" er en klassisk Valente-bog. Det er en mærkværdig kombination af science-fiction, mysterie, steampunk, kærlighed og dokumentation af stumfilm. Bogen kredser primært om en forsvundet datter af en stor filmmager, som har viet sit liv til at dokumentere livet på de omkringliggende planeter. Bogen fører os dermed fra jorden til dekadente værtshuse på Mars og forskellige kultmøder på Neptun. Og på Månen danser tusinde kvinder i en glamourøs verden, der mest af alt minder om 20'ernes Hollywood. 
Rent strukturelt er bogen opbygget i mange kapitler med skiftende stilarter; Valente inkluderer brudstykker af de filmmanuskripter, hovedpersonen har udfærdiget, og skifter mellem synsvinkler på de, der kendte hovedpersonen og undrer sig over hendes forsvinden. Der er også inkluderet dagbogsnotater, avisartikler, interviews og lyriske passager i denne bog, som synes at bryde med enhver form.
The Moon cares nothing for our cute little problems. She ate a thousand girls for lunch yesterday, and she was hungry again in an hour. She barely even looks at us. But I only have eyes for her.
Jeg nød virkelig at læse "Radiance", men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg forstod bogen. Plottet var som sådan nemt at forstå – men på grund af bogens hoppende struktur og aldrig helt introducerede omgivelser, var det svært at følge med. Den kludredede tidslinje, de konstante skift mellem fokus på fader og datter, og de mange fortællestemmer gjorde bogen til sit eget mysterium.
Men det er netop det, man skal vide om Valente: hun er ikke bare en historiefortæller, hun er en stemningsformidler. Hendes bøger er forvirrende, fordi man skal føle forvirringen; hovedpersonens skæbne bliver uklar, og ligesom bogens mange karakterer, skal man som læser undre sig over, hvad i alverden, der er sket hende. For det handler ikke blot om at løse et mysterie om en forsvunden kvinde – det handler om etableringen af en myte, om de efterladte som i desperationen efter et svar, opfinder deres egne svar og historier. Det handler om at viderefortælle historier, og om det unikke filter vi alle kaster ned over virkeligheden.
“It's a fairy tale. A children's story. Not a funny or silly one, but one with blood and death and horror, because that's fairy tales, too. A kid got swallowed by a whale. A little Pinocchio. A little Caliban. It's all there. 

And, you know, in a fairy tale, the maidens are never dead - not really. They're just sleeping.
Man kan mene, hvad man vil om Valente. Jeg vil godt kunne forstå, hvis flere ville kalde "Radiance" en forvirrende, usammenhængende og måske endda kedelig bog. For der sker så meget, at det sommetider føles som om, der slet intet sker overhovedet. Det er svært at følge med, og det er svært at regne ud, hvad det præcist er, man følger med i. Jeg tabte selv pusten flere gange.
Historien alene er ikke nok til at læse denne bog. Men det er sproget. Hvis du elsker lyriske stemningsbeskrivelser, dekadente og overpyntede sætninger, og et mærkværdigt univers helt ulig noget, du er stødt på før, så skal du læse denne bog.  

mandag den 14. november 2016

T A K

Bogforum er netop overstået for denne gang, og efter en forkortet arbejdsdag er jeg kravlet i nattøjet og sidder nu under dynen med ømme fødder og et lykkeligt hjerte. Der skete nemlig noget til Bogforum. Noget jeg aldrig vil glemme, og noget jeg gerne vil takke jer for. I lørdags modtog jeg en pris for min blog. En pris I har stemt mig videre til.

Kan I huske, at Plusbog tidligere på efteråret nominerede en række bogbloggere til en bogbloggerpris? De 15 nominerede blev via læserstemmer indsnævret til 5 bogbloggere, som skulle bedømmes af en jury, hvorefter modtageren af prisen ville blive offentliggjort på Bogforum.
Takket være jeres stemmer blev jeg en af de fem bloggere. Og pludselig befandt jeg mig så på Plusbogs stand på Bogforum, midt i en travl arbejdsdag sammen med en flok af verdens sødeste bogbloggere. Med et glas champagne i hånden og skønne bogbloggere ved min side, stod jeg og nikkede til den smukke tale om vinderbloggen  – for derefter at måbe vantro og løbe helt tør for ord, da jeg indså, at det var mit paperbackslot, der blev talt om. Det hele gik så stærkt, og jeg var slet ikke forberedt. Jeg blev så rørt. Af talen, af æren, af anerkendelsen, af overraskelsen – og af tiltroen. Det betød så meget, at jeg slet ikke kunne finde den rette reaktion. 

Selv nu, to dage senere, har jeg svært ved at finde de helt rigtige ord. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for at jeg startede min blog i 2013 som et lille hyggeprojekt, og skabte det bogunivers jeg drømte om. Taknemmelig for de mennesker jeg har mødt, de kommentarer som har udviklet sig til venskaber, og de læsermails som sommetider har reddet min dag. Jeg er taknemmelig for de muligheder og oplevelser, bloggen har givet mig, og jeg er taknemmelig for det bogbloggermiljø, jeg er blevet en del af. Jeg er taknemmelig for Plusbog, som har oprettet en pris dedikeret til de læsende ildsjæle, og jeg er taknemmelig for jer. Jer der stemte, jer der læser med, og jer der indimellem klikker forbi. I er de vigtigste byggesten i mit paperbackslot.

Tak. Bare tak.

... Min veninde, læseklubsmedlem, navnesøster, medblogger og mednominerede Rikke har lånt mig et par billeder til dette indlæg. Tak for lån, Rikke <3

onsdag den 9. november 2016

Optakt til Bogforum, en konkurrencevinder og mit eget Bogforum-program

I sidste uge begav jeg mig fra Nørreport til Bella Centret og tog en angstprovokerende glaselevator op på 23. etage på Bella Sky for at møde en flok bloggere og tre forfattere, som Bogforum så venligt havde indbudt til bogsnak, boblefyldte glas og fremragende snacks.
Arrangementet var tænkt som en slags opvarmning til Bogforum – og det mindede mig også om, hvor tæt på Bogforum er. Det er jo nu; den sære fremtidsagtige begivenhed, som jeg har tænkt på og talt om siden januar er pludselig ankommet. Og som altid er det kommet fuldstændig bag på mig.

Bloggerarrangement med Bogforum

Bortset fra min (chokerende) genfundne tidsfornemmelse, var det et vidunderligt arrangement. Det var så hyggeligt at møde – og gense – en række bogbloggere, som jeg har fulgt så længe. Og det var mindst lige så hyggeligt at høre Anne-Cathrine Riebnitzsky fortælle om sin nye roman "Stilheden og orkansæsonen", Kenneth Bøgh Andersen om "Den store djævlekrig"-serien og Sara Blædel om "Bedemandens datter". De er tre vidt forskellige forfattere, men sammen fungerede de perfekt. Og jeg fik lyst til at læse alle deres bøger.

Anne-Cathrine Riebnitzsky fortalte så smukt om at skrive en roman, der for hende havde været svær at komme i gang med. Om at researche, og om at skrive karakterer der afbalancerede hinanden – men også om læsernes reaktioner, der så ofte er umulige at forudsige. Med et smil på læben konstaterede Riebnitzsky, at når hun holdt foredrag i Jylland, nikkede publikum genkendende til hendes jagtbeskrivelser, hvorimod det på Sjælland frembragte mange spørgsmål om, om det virkelig er sådan, man gør. Riebnitzsky er en fantastisk fortæller, og jeg var så lykkelig for at få hendes nyeste bog med mig hjem – den vil jeg læse så snart, jeg kan! Jeg elskede "Forbandede yngel". 

Jeg har derimod aldrig læst noget af Kenneth Bøgh Andersen, men det gjorde ikke spor – han var nemlig fuld af sjove anekdoter og interessante betragtninger om en bogserie, det aldrig var meningen skulle blive til en bogserie overhovedet. Faktisk fortalte han om, hvordan han som ung havde bombarderet et forlag med manuskripter, at han var blevet så overrasket over, da han endelig fik et ja. Det var så levende fortalt og så utrolig morsomt at høre om.

Da aftenen lakkede mod enden ankom Sara Blædel for at tale om sin nye roman, "Bedemandens datter", som ikke helt er en krimi – men som alligevel står sammen med krimierne i boghandlen. Det afføder (tilsyneladende) mange pudsige læserreaktioner, og Blædel selv er ikke helt sikker på, hvad bogen præcis skal kategoriseres som. Men er en kategorisering så nødvendig, spurgte hun. Og jeg har stillet mig selv det samme spørgsmål lige siden. 

Bogforum skabte således rammerne for et fint arrangement med talrige input, anekdoter og så mange gode historier. Den brede forfattersammensætning viste sig hurtigt at være helt perfekt. 

En konkurrencevinder

I forlængelse af arrangementet gav Bogforum mig mulighed for at holde en lille konkurrence. Tak til alle jer, der deltog. De heldige vindere blev Linea og Janni, som jeg straks sender en mail. 

Mine Bogforum-planer

Umiddelbart skal jeg arbejde hele weekenden til Bogforum – men det gør mig ikke spor, når arbejdet går ud på at tage billeder, opfange citater og indsamle fine øjeblikke som kan deles med andre. Jeg står for Lindhardt og Ringhofs sociale medier, et par bloggerarrangementer – og så skal jeg sørme også møde LOVEBOOKS-følgere og læsere. Alt tyder på, det bliver en kaotisk, hektisk og sjov weekend, hvor jeg helst vil være to steder på samme tid.
For det er jo netop det, ikke? Bogforum giver mig altid lyst til at klone mig selv, så jeg kan overvære flere arrangementer, møde flere forfattere og opsnuse endnu flere indtryk. Programmet er et tag-selv-bord af litteraturoplevelser og interessante mennesker. Der er meget at se.

Personligt glæder jeg mig helt vildt til at opleve Meredith Russo, når hun skal tale om sin debutroman "Hvis jeg var din pige". Jeg ser også frem til at høre Lise Lotte Frederiksen tale om stærke kvinder i litteraturen (herunder Jane Austens Elizabeth Bennet og Shakespeares Juliet), og hvis jeg kan nå det, vil jeg også smaddergerne høre Anne-Cathrine Riebnitzsky endnu engang – måske endda når hun skal tale med Leif Davidsen om Hemingway. Derudover skal jeg på en eller anden måde også få tid til at skåle for den seje bogblogger, som vinder Danish Book Blog Awards, nå til så mange paneldebatter som muligt, snige mig over for at møde Don Rosa, få signeret den nyeste Jussi-bog til min mor, få signeret mit eget eksemplar af Patrick Ness' "Monster" og få anskaffet mig de sidste firkantede julegaver. Altsammen i løbet af en enkelt weekend.

Skal du til Bogforum? Hvad skal du se? Og hvad glæder du dig allermest til? Kig i øvrigt endelig forbi Lindhardt og Ringhofs stand og hils på mig, hvis du har lyst!