fredag den 6. marts 2015

Mit (dansksprogede) yndlingsdigt

Jeg skriver sjældent om lyrik. Og jeg skriver endnu sjældnere om dansksproget lyrik. Ikke fordi, det ikke interesserer mig, men fordi jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg ved ikke meget om lyrik. Jeg ved næsten intet om dansk lyrik. Men omvendt ved jeg også, når noget rører mig. Den slags behøver man ingen lyrisk-analytiske eller dansk-historiske kompetencer for at vide.
Og Henrik Nordbrandts digt "På Israels Plads" rørte mig. Det rører mig stadig. Jeg læser det igen og igen, og undres over den melankolske sandhed der ligger i ordene. Jeg undres over de beskrivelser, Nordbrandt skaber med sine ord, uden at beskrive noget som helst. 
"På Israels Plads" er en yndig samling af modsætninger, der beskriver adskillelsen som mødets konsekvens. Når noget først er sket, er det også slut; når noget man har drømt om, fantaseret om og glædet sig til oprinder, bliver det også omdannet til uelastisk virkelighed.  Uvished bliver til vished, nærhed bliver til fravær, og man bliver efterladt med en form for antiklimatisk tab; afskeden med noget, der aldrig bliver igen.
Jeg læser det som et digt om fantasi. Forhåbning. Forventning. Og den bittersøde smag, man sommetider får i munden, når noget længe ventet er udlevet, og man ikke længere har noget at vente på. Hvor forventningen er uendelig, indebærer virkeliggørelsen en afslutning.

Jeg vil rigtig gerne læse flere smukke og danske ord. Hvad er dit dansksprogede yndlingsdigt?

Henrik Nordbrandt – "På Israels Plads" (fra "Drømmebroer", 1998) 

“Jeg ville ønske, du aldrig var kommet 
så natten heller aldrig var gået. 

Og jeg ville ønske, du ikke var blevet 
så morgenen heller aldrig var kommet. 

Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer 
så sommeren altid var på vej.

11 kommentarer:

  1. Skønt digt. Lyrik er noget særligt! Man burde nyde noget mere af det i hverdagen - især af sådan nogle som denne, der deler noget drømmerigt og håb!
    // thuleana.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig så fint og rørende. Jeg elsker det.

      Slet
  2. Mit absolutte yndlingsdigt læste og analyserede jeg i gymnasiet. Det er skrevet af Grethe Risbjerg Thomsen og hedder "Maaske en Martsnat". Efterfølgende fik jeg digtsamlingen "Dagen og Natten" i den smukkeste, gamle udgave, som mine forældre fandt i en antikvariat.

    Maaske en Martsnat

    Jeg dør en lille Smule
    for hvert Sekund, der gaar,
    jeg bærer Døden med mig
    igennem Livets Aar.

    En Nat, maaske en Martsnat,
    saa mild af Regn og Tø,
    skal jeg gaa bort i Mørket
    og holde op med at dø.

    SvarSlet
    Svar
    1. Smukt. Virkelig smukt og så rammende på en helt jordnær almen-menneskelig måde.

      Slet
  3. Jeg beskæftiger mig mest med dansk lyrik, når det er tilsat musik. Noget af det sjoveste, veludførte og ordspils-jonglerende danske lyrik, fra nyere tid synes jeg man finder hos Malk De Kojin og Balstyrko. Deres ord univers, er helt formiddabelt.

    Hvis du ikke har hørt Balstyrko, så synes jeg virkelig du skal give det et shot.

    Elsker fx disse passager: "Regn"

    kryber sniger smyger ned af gyder
    banegaardens lyde blander sig med byens attituder
    skyller skum igennem groenne flaskehalse og ler
    et grin som ingen hoerer fra en mand som ingen ser
    laederhalsen siger ting den aldrig skulle have fortalt
    ingen kender dagen for vi laegger planer om alt
    og ser ikke de saakaldte udvalgte faa
    gaar som kejsere og baroner kun med kjoebehatten paa
    natten viser sine taender naar dit hjem er cement
    og dem du stadig skaendes med er borte og glemt

    "Ved Hvor Du Bor":

    tiderne er skiftet og jeg er gået af led
    de gamle dage bider
    han blev jo bare ved
    hvisker under loftet
    følger hvor jeg bor
    under disse gulve
    som ingen andre tror
    der ulmer skjulte ting
    de lever for sig selv
    hvordan jeg slipper festen
    det kan man ikke vide

    Ellers må jeg sige at "Livet er en morgengave" er en af mine favoritter - selvom man jo nærmest er helt på autopilot, når den høres, fordi den er en sangbogs-klassiker. Og glemmer budskabet.
    Men bemærker man teksten, så er den altså pragtfuld - helt simpel taknemmlighed, hverdagskærlighed og trangen til ikke at imponere, er bare fantastisk relaterbar.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. Sangbogs-klassikerne gemmer tit på smukke tekster, som vi ikke ser i vores indsnævrende skolesyn. Jeg er vild med det.

      Og smukke tekster du også deler her. Der er helt sikkert mange perler i sangskrivningen, der netop også involverer fint ordjongleri.

      Slet
  4. Jeg kender godt den type digte. Dem der rører direkte ved hjertet. De optræder også sjældent for mig, men når de gør, er det helt fantastisk.

    Det digt, der rørte mig på den måde aller første gang, rører mig i ligeså høj grad i dag. Det er Emil Aarestrups "Angst", som jeg også planlægger at lave et lille indlæg om på et tidspunkt. Det er så fint, så sart, så dybt og skrøbeligt.

    Hold fastere omkring mig
    Med dine runde Arme;
    Hold fast, imens dit Hjerte
    Endnu har Blod og Varme.

    Om lidt, saa er vi skilt ad,
    Som Bærrene paa Hækken;
    Om lidt, er vi forsvundne,
    Som Boblerne i Bækken

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Og når man finder dem, når man læser så få, simple ord, der omvender en hel dag, så er de værd at holde fast på. De er noget særligt.

      Smukt digt du deler her. Jeg er særligt vild med de to sidste vers. Forstummende og forsvundet, ligesom teksten selv ...

      Slet
  5. Lyrik er virkelig en svær størrelse. Altid så meget usagt mellem linjerne og nærmest aldrig bare lige til. Jeg har sjældent tålmodighed til lyrik, for jeg sjældent forstår det nok. Egentligt ærgerligt, for det kan være så uendeligt smukt. På den anden side så giver det ofte meget mere mening for mig, hvis bare der bliver sat musik til, men det er vel i bund og grund en anden diskussion.
    Når det er sagt, så må jeg være enig med dig: når noget rammer er man ikke i tvivl, og dette digt rammer helt bestemt.

    www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Lyrik kan være svært, især i en verden som vores, hvor prosateksten har indvundet den højeste plads på tekstalteret. Lyrik kan dog noget, som ingen andre tekster kan; det er brugen af de få ord, der indrammer den store mening. Det kan jeg virkelig godt lide.

      Ord tilsat musik er også smukt. Enestående. Uundværligt. Men samtidig er det også større, mere rummeligt end ordene for sig selv, som man som menneske selv tilsætter melodien til. Giver det mening?

      Slet
  6. Mit yndlingsdigt er egentligt ikke skrevet af en dansker, men det er stadigvæk (næsten) lige så smukt på dansk:



    Af Edith Södergran

    H vad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
    Jeg er en del af altets store kraft,
    en ensom verden blandt millioner verdner,
    som en stjerne af første grad der slukkes sidst.
    Triumf af leve, triumf at aande, triumf at være til!
    Triumf at føle tiden iskold løbe gennem sine aarer
    og høre nattens tavse flod
    og staa paa bjerget under solen.
    Jeg gaar paa sol, jeg staar paa sol.
    Jeg ved ikke af noget andet end sol.
    Tid - forvandlerske, tid - ødelæggerske, tid - fortryllerske,
    kommer du med nye rænker, tusinder rænker for at byde mig en tilværelse
    som et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet.
    Tid - du morderske - vig fra mig!
    Solen fylder mit bryst med liflig honning til randen
    og den siger: engang slukkes alle stjerner,
    men de lyser altid uden angst.

    SvarSlet