søndag den 29. januar 2017

5 film for bogelskere

Ah, søndag. Søndag er sådan en oplagt filmdag, synes I ikke? Jeg får altid lyst til at krølle sammen på  sofaen med dryppende, nyvasket hår iført overdimensionerede sweatshirts og pelsede strømmer og bare se film dagen lang. Eventuelt akkompagneret af en kop te og en lille skål med småkager.
På det seneste har jeg gjort et stort nummer ud af at se film fyldt med litterære referencer og bogkærlighed. Kort sagt: oplagte film for bogelskere! Her får I mine 5 bedste filmanbefalinger med:

84 Charring Cross Road (1987)
Denne film er baseret på bogen af samme navn og handler om en amerikansk kvinde, som ikke kan få fat på de britiske bøger, hun søger. I ren desperation skriver hun til en antikvarisk boghandel i England, 84 Charring Cross Road, og får sendt bøgerne hele vejen fra England til USA sammen med et brev, hun ikke kan lade være med at svare på. Et venskab begynder hurtigt at blomstre mellem den excentriske amerikanske forfatterinde og den engelske boghandler – et venskab kun udført gennem breve fyldt med bogsnak, undren over verdenssituationen og gætterier på, hvordan livet mon er, på den anden side af atlanten.
Det er virkelig en sød og hjertevarm film – og så er den endda baseret på en sand historie! Anthony Hopkins er eminent i sin rolle som godhjertet, overhøflig og pertentlig boghandler, og også Judi Dench og Anne Bancroft skinner igennem. Det er på ingen måde en film fyldt med action eller så meget som en svag spændingskurve, men den halvanden times film føles som selskab med ligesindede bogelskere.

Matilda (1996)
Ironisk nok, er jeg ikke vokset op med Roald Dahls elskede børnebog "Matilda". Jeg læste den først i mine tidlige tyvere, og i sidste måned så jeg filmatiseringen for første gang. Det er en skam, for jeg ville have elsket historien om den alt-læsende Matilda som barn. Ikke desto mindre, elsker jeg den alligevel. Også som seksogtyveårig.
Filmen – og bogen – er en vidunderlig absurd fortælling om Matilda, som vokser op med en hæslig familie. Hendes følelsesliv og hendes behov bliver ignoreret, og hun føler sig overset og alene. Så naturligvis vender hun sig mod bøgerne og læser alt, hvad hun kan få fingrene i. Bøgerne giver er hendes medicin mod ensomheden – lige indtil hun møder den honningsøde lærer ved navn Miss Honey. Miss Honey forstår hende, og det er dem to mod resten af verden. I særdeleshed Matildas familie og den voldelige skolerektor.
Filmen er virkelig en fantastisk kreation, som fuldt ud lever op til bogen bag. Den er absurd, mystisk og mærkelig. Ondskab og godhed er fuldstændig blæst ud af proportioner, og Matilda er en slags læsende superhelt. Det er en film for alle bogelskende børn – eller voksne, som har tilbragt en stor del af barndommen på det lokale børnebibliotek.

You've Got Mail (1998)
Jeg har tidligere skrevet en kærlighedserklæring til 'You've Got Mail'. Det er min absolutte yndlingsfilm og go-to komedie på en dårlig dag, og den hører hjemme på enhver bogelskers filmliste. Også denne.
'You've Got Mail' er egentligt en klassisk 90'er komedie. Det er fortællingen om to boghandlere, som forelsker sig gennem e-mails og tidlige chatsystemer. Det eneste problem er blot, at de viser sig at kende hinanden i forvejen. Og være i skarp konkurrence; Kathleen ejer en børnebogsbutik som hun har overtaget efter sin afdøde mor, og Joe er i fuld gang med at opstarte en boghandlerkæde, som vil udkonkurrere Kathleens charmerende butik. På den måde er det en utrolig tidstypisk fortælling om internettets opstart, om kædebutikker som udkonkurrerer lokale forretninger, om hverdagsfortællinger og småtingsglæder.
Men det geniale ved 'You've Got Mail' er, at selvom den er så tidsbestemt, så er den også stadig relevant. Online dating og tilhørende personaer, personlig betjening eller priskonkurrence, og boghandlers konkurrencevilkår er stadig relevante i dag. Tilsat en håndfuld smukke bogreferencer, scener i overfyldte boghandler, kloge refleksioner og Meg Ryans lysende humør er det verdens bedste film. For bogelskere og for fans af rom-coms generelt.

Stranger than Fiction (2006)
Ordensmennesket Harold Crick hører stemmer. Eller egentligt bare én stemme. En kvindestemme som fortæller ham, hvad han tænker, hvad han laver, og hvad han skal til at gøre. Hun fortæller ham også, at han snart skal dø – og det er information, han helst ville have været foruden.
Det viser sig, at stemmen Harold Crick hører tilhører en kendt forfatter, som er ved at skrive en bog. Om ham. Alt hvad hun skriver om ham, bliver til virkelighed, og hvis hun skriver slutningen på sin roman, vil han dø. Han er på forunderlig vis blevet til en fiktiv karakter i hendes bog, samtidig med han lever sit almindelige rutineliv.
'Stranger than Fiction' er virkelig en pudseløjerlig film. Tonen er nøgtern, Harold Crick spilles af en lettere akavet Will Ferrell, imens Emma Thompson brilliant spiller den depressive forfatter, hvis ord potentielt kan dræbe Harold. Maggie Gyllenhaal, Dustin Hoffman og Queen Latifah udgør de øvrige nøglekarakterer, der alle gør den stakkels Harolds liv lidt sværere. Det er på én gang en typisk lidelseshistorie og samtidig en fin refleksion over, hvordan det ville føles at befinde sig en bog. Vidunderligt tragikomisk! 

Lost in Austen (2008)
'Lost in Austen' stiller det omvendte spørgsmål af 'Stranger than Fiction': Hvad ville du gøre, hvis du kunne hoppe ind i din yndlingsroman? Den mulighed får Amanda Price nemlig foræret. Efter sin tusinde genlæsning af Jane Austens "Pride and Prejudice" dukker bogens hovedperson, Elizabeth Bennet, pludselig op og opfordrer Amanda til at bytte plads med hende – så hun kan teste den moderne verden, imens Amanda tager til bal på Netherfield og møder Mr. Darcy. Det lyder som en drøm for Amanda, men undervejs må hun indse, at livet i det 19. århundrede ikke er helt så let, som romanerne får det til at lyde.
'Lost in Austen' er virkelig et sjovt eksperiment. Miniserien følger gennem fire afsnit Amanda gennem Austens handlingsforløb og ender med at introducere de skøreste alternative plotlinjer. Filmen kan varmt anbefales til alle Austen-fans, romantikere og læsere, som har spekuleret på, hvordan de ville begå sig i deres yndlingsroman. 

... Honourable mentions
The Neverending Story (1984) The Princess Bride (1987), The Pagemaster (1994), Adaption (2002), Midnight in Paris (2011) og sikkert mange flere ... 

Hvilken film vil du til anbefale til bogelskere? 

10 kommentarer:

  1. Mathilda er en af mine "hjertebørn", den ser jeg hvertfald mindst en gang årligt <3

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, herligt! Den er altså også vidunderfin. Ville ønske jeg havde set den før!

      Slet
  2. Havde aldrig hørt om 84 Charring Cross Road! Den skal jeg virkelig have set. En af mine yndlings er The Jane Austen Book Club. Den er bare så fin og sød og varm, og ret cheesy, men jeg elsker den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig god. Og bogen er endnu bedre!

      Og ja, jeg elsker også 'Jane Austen Book Club'. Den er så skøn!

      Slet
  3. 'Becoming Jane' er en fantastisk film, især til dem der elsker Jane Austen, da den handler om hende. Anne Hathaway og James Mcavoy er begge med i den og gøre et fremragende job

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg har det faktisk ret anstrengt med 'Becoming Jane'. Til gengæld er jeg helt vild med 'Miss Austen Regrets'. Den er smadderfin!

      Slet
  4. Jeg ville anbefale You've Got Mail - men den har du jo allerede med på listen ;) Den er så vidunderlig! Finurlig, hyggelig, og med skønne Meg Ryan; absolut yndlings-chick-flick <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er bare fantastisk! Jeg kan slet ikke få nok af den film!

      Slet
  5. Åh, Lost in Austen og You've Got Mail er da bare total yndlings! Det er snart ved at være alt for lang tid siden jeg har set LiA, og det må jeg snart få gjort noget ved tror jeg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de nemlig! Jeg ser altid 'You've Got Mail' på gråvejrsdage, og den hjælper hver gang!

      Slet