"Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant fra Chicken House. Udgivet i 2016. 3/5 stjerner.
Lydia er den mest udskældte Bennet-søster i Jane Austens "Pride and Prejudice". Hun er næsten kun placeret i romanen som en form for forhindring; den søster, hvis ry familien må kæmpe imod for at indgå gode ægteskaber og forbindelser. Hun er egoistisk, skødesløs og uansvarlig. Fjantet, tankeløs og upassende. Men hun er også – hvad man ofte glemmer – en teenager.
Jeg har naturligvis aldrig brudt mig om Lydia Bennet. Austen har ikke designet hende med henblik på sympati. Men i mine seneste genlæsninger af "Pride and Prejudice" har jeg alligevel spekuleret på, om hun er den skurk, plottet gør hende til. Og i så fald: om hun er det med vilje?
Det er den samme den tanke, Farrant skriver ud fra. "Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" er et pudsigt genskrivningsforsøg, hvor Austens "Pride and Prejudice" fortælles gennem Lydias dagbogsoptegnelser. Sproget er derfor irriterende muntert og overfladisk, og Lydias foragt for samfundsregler og konventioner gennemsyrer hver eneste side. Det er lige dele troværdigt og trættende.
Jeg har naturligvis aldrig brudt mig om Lydia Bennet. Austen har ikke designet hende med henblik på sympati. Men i mine seneste genlæsninger af "Pride and Prejudice" har jeg alligevel spekuleret på, om hun er den skurk, plottet gør hende til. Og i så fald: om hun er det med vilje?
Det er den samme den tanke, Farrant skriver ud fra. "Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" er et pudsigt genskrivningsforsøg, hvor Austens "Pride and Prejudice" fortælles gennem Lydias dagbogsoptegnelser. Sproget er derfor irriterende muntert og overfladisk, og Lydias foragt for samfundsregler og konventioner gennemsyrer hver eneste side. Det er lige dele troværdigt og trættende.
“Books may not judge you, but people do.”
Fordi Farrant skriver fra Lydias synsvinkel, giver hun også læseren mulighed for at opleve de scener, som "Pride and Prejudice" elegant udelader. I denne bog kan man således få Farrants bud på, hvad Lydia lavede på tur i Brighton, hvordan hun udtænkte sin plan om at løbe bort med Wickham, og hvad der drev hende til at kaste sit gode navn – og illusionen om manerer – bort.
Dagbogsformen er en fremragende mulighed for at kaste lys over Lydias karakter og hendes tvivlsomme valg, men desværre synes jeg ikke, Farrant udnytter den til fulde. I stedet for at bore dybere i Lydias karakter, nøjes Farrant med en overfladisk beskrivelse af en teenagepige uden én eneste dyb eller selvstændig tanke. Farrant forsøger desuden at gøre Lydias plotlinje mere romantisk med en forelskelse – problemet er bare, at forelskelsen kun er et forsøg på at gifte sig til penge, og at den derfor ikke tilføjer yderligere nuance til Lydias karakter.
Egentligt kunne bogen have været et interessant projekt – hvis den altså ikke bare genfortalte den historie, som jeg kendte i forvejen.
Det er så ærgerligt, at den skuffede lidt. Jeg havde sådan håbet, at den ville være skøn!
SvarSletDen havde også potentiale! Men hey, måske vil du elske den?
SletTak for anmeldelsen! Det var lige sådan en bog jeg kunne have kastet mig over, udfra nøjagtig de tanker du beskriver, men nu tror jeg bare jeg vil spare mig selv ulejligheden ;) Så mange bøger, så kort tid - så gælder det om at prioritere!
SvarSletPræcis! Og sommetider ville jeg ønske, jeg var bedre til det.
SletHvor er det ærgerligt - det er ellers en fremragende idé! Lydia kan for mange i dag ved første øjekast virke som den rebelske og beundringsværdige heltinde. Da jeg så BBC-filmatisering med min kæreste, sagde han, da Lydia første gang kommer på, 'er det vores heltinde?'. Og jeg kan egentlig godt forstå, at han troede det ...
SvarSletDet er nemlig en god idé at give Lydia lidt mere taletid!
SletSjov observation fra din kæreste. Men ja, egentligt. Moderne fortællinger favoriserer i højere grad de unge og livlige heltinder!