"Et lille liv" af Hanya Yanagihara

"Et lille liv" (org. titel "A Little Life") af Hanya Yanagihara fra Politikens Forlag. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 5/5 stjerner.

Er du nogensinde blevet forfulgt af en bog? I lang tid føltes det som om, jeg var forfulgt af denne. Den dukkede op overalt i min YouTube-feed, jeg stødte på den dagligt, når jeg scrollede igennem Goodreads, og da den ikke vandt Man Booker Prize i 2015, holdt hele internettet vejret i en stund. I hvert fald i de litterære kredse. Det var årets storfavorit, den uomgængelige bog. Og jeg undgik den alligevel.

Da bogen senere blev oversat til dansk, og forfatteren sågar gæstede Danmark, var det som om, alle i min omgangskreds kastede sig over bogen. Men jeg gjorde ikke. Ud fra alt det, jeg havde hørt om historien, havde jeg vurderet, at den ikke var noget for mig. Den var for lang, emnet for følelsesmæssigt tungt, og den virkede sært besværlig at sætte sig ind i. Så jeg læste den ikke. Jeg lod mig ikke lokke af forfattermøder og bogtilbud. Jeg havde ikke lyst. Indtil jeg pludselig havde alligevel.

Det sjove er, at alt det, der fik mig til at tøve med at læse bogen, stadig irriterer mig ved endt læsning. Den er for lang. Dens indgående beskrivelser grænser til følelsesmæssig afpresning – næsten latterligt insisterende på tårer. Den var tung læsning på alle tænkelige måder, men den var også det værd. I to lange uger læste jeg et par kapitler før sengetid, og i dagene efter bogen var færdiglæst, savnede jeg den og de karakterer, jeg i så lang tid havde grædt over og med.

Plotmæssigt handler "Et lille liv" om fire venner; fire unge mænd, som har studeret sammen, og som tilbringer store dele af deres ungdom og voksenliv sammen. Der er den ambitiøse, narcissistiske og næsten ondskabsfulde JB som drømmer at blive kunstner, den tålmodige og klarsynede Malcolm som drømmer om at blive arkitekt, den smukke og kærlighed Willem som drømmer om at blive skuespiller – og så er der Jude, en stille og tilbagetrukket dreng og gruppens usandsynlige midtpunkt, som forfølger en karriere inden for jura.

De fire mænd flytter alle til New York, for at udleve og forfølge deres drømme med varierende grader af succes. Bogen følger deres liv og deres valg; styrken af deres venskab testes og forandres under karriereskift, ambitioner, parforhold og afhængighed – hele tiden med et særligt blik for Jude, som skjuler mørke hemmeligheder fra sin barndom. Hemmeligheder, som i stigende grad gør ham sværere at bevare et venskab med.

“Da de var unge, havde de kun deres hemmeligheder at give hinanden: betroelser var en gangbar mønt, og afsløringer var en form for intimitet. At holde detaljerne i ens liv hemmelige for ens venner blev betragt først som en art mysterium og dernæst som en art nærighed, som det var underforstået ville udelukke sandt venskab.”

Egentligt er "Et lille liv" en lang lidelsesfortælling. Det er en bog om misbrug, seksuelle overgreb, psykisk såvel som fysisk vold, og om hvordan man skaber sig et liv i skyggen af så voldsomme oplevelser. Det er hård læsning – ofte unødvendig hård – og det forekommer urealistisk, at ét menneske har kunne udstå så megen lidelse. Hvilket det måske desværre ikke er.

Men ud over at være en lidelsesfortælling er "Et lille liv" også en overlevelsesfortælling. Det er en fortælling om, præcist hvor meget kroppen og sindet kan udholde, og hvor meget man kan tvinge sig selv igennem med ren stædighed og fortrængning. Dermed ikke sagt, at det er beundringsværdigt håndteret: og det er måske, bogens største kvalitet. Den skildrer nænsomt og fint, hvordan man kan overleve uden rigtigt at leve. Det er ikke en solstrålehistorie, der er ingen pludselig bedring, det er ikke Hollywood, og Jude er ikke en helt; det er ægte og hjerteknusende hverdagslighed.

Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at rose romanens hverdagslighed. For selvom Yanagihara portrætterer sorgen så autentisk, er en stor del af bogen ude af takt med virkeligheden. Klichéer vælter frem på hver eneste side; den største findes nok i karaktererne, som alle på forunderlig vis bliver succesfulde inde for fire meget forskellige og krævende karriereveje, og den engleblide Jude som vækker øjeblikkelig kærlighed i alle – på trods af hans skavanker og indadvendte sind. 

Bogen grænser til triviallitteratur i dens ekstremer; alle er ekstremt succesfulde, ekstremt elskelige eller hadefulde, og lidelsen? Lidelsen er mere end ekstrem, Yanagihara svælger i den, trækker den ud i det uendelige og beskriver rædselsscener så indgående og så vedholdende, igen og igen, at man undrer sig over, om det er overhovedet er meningen, noget menneske skal kunne udholde at læse det. Det er grufuldt, nådesløst og voldsomt. Og sommetider helt unødvendigt. 

“Det skal nok blive bedre," sagde hun, og han nikkede, for han kunne overhovedet ikke forestille sig sit liv hvis det ikke blev bedre. Hans dage var opdelt i timer nu: Timer uden smerter og timer med smerter.”

I dag, flere måneder siden jeg færdiglæste "Et lille liv", har jeg stadig svært ved at bedømme og anbefale den. Jeg var udmattet, da jeg færdiglæste den. Jeg havde grædt over Jude i flere uger, og da  min læsning sluttede, føltes min tilværelse mærkeligt tom. Jeg savnede bogen. Og samtidig kunne jeg ikke få mig selv til at svare ja, når andre spurgte, om det var en god bog. 

For er det en god bog? Jeg ved det virkelig ikke. Det er en bog med så mange fejl, med så meget elendighed for elendighedens skyld og med fuldstændigt urealistiske karakterer. Det er følelsesporno, trukket i langdrag. Triviallitteratur forklædt som en stor amerikansk roman. Og dog. 

Og dog fik bogen mig til at føle, som jeg aldrig har gjort før. Den gjorde mig vred, forbløffet, rørt og taknemmelig. Den fik mig til at tænke, og selvom jeg kun læste få kapitler hver aften, tænkte jeg på den hele dagen. Det er en bog med enormt mange fejl og lige så mange stærke kvaliteter, og jeg aner ikke, om den er god. Men måske er mærkater som 'god' og 'dårlig' også irrelevante, når historien er så rørende. Jeg aner det ikke. Jeg aner det stadig ikke.