"To the Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey

"To The Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey fra Little, Brown and Company. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Eowyn Iveys første bog, "The Snow Child", tog mig med storm. Jeg læste den på en grå martsdag, og blev øjeblikkeligt revet med af dens stærke atmosfære. Det føltes som om, jeg var i Alaska, omgivet af glitrende snefnug og hylende ulve. Iveys ord var så velskrevne og føltes så ægte. Det er en læseoplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Så da jeg så, hun havde udgivet en ny bog, tøvede jeg ikke længe med at anskaffe mig den og læse den. Og selvom den ikke har meget andet end landskabet til fælles med Iveys første roman, var den alligevel alt, jeg havde håbet på. Stemningen var intakt. Ivey kender Alaska landskab så godt, at hun kan vække det til live med sine ord. Igen og igen.

"To the Bright Edge of the World" beskriver en storslået opdagelsesrejse – komplet med bjørne, indianere, ukendte landskaber og larmende floder som truer med at drukne alle, der vover at krydse dem. Romanen udspiller sig i 1885, hvor oberst Allen Forrester får til opgave at kortlægge Alaskas hidtil ukendte ødemark og bevæge sig langs Wolverine-floden, hvor ingen amerikansk mand tidligere har færdes.

Imens Allen kæmper sig igennem ukendte landskaber og farer, går hans gravide kone Sophie derhjemme, og føler sig mere og mere begrænset af 1800-tallets etiketteregler. Hun er omgivet af sladder, restriktioner og formaninger – og i hendes krop hviler en ønske om at forenes med sin mand, at tage del i hans farer og det store eventyr, han bevæger sig ud i. 

“That is excitement. We catch only glimpses, a burst of movement, a flap of wings, yet it is life itself beating at shadow's edge. It is the unfolding of potential; all of what we might experience and see and learn awaits us.” 

Ivey leger med romanens struktur og kombinerer flere fortælleformer. Allens rejse bliver gengivet i breve, han skriver hjem til sin Sophie, og parallelt læser man uddrag fra Sophies dagbog. De to parallelle handlingsforløb står i tydelig kontrast til hinanden; Allen færdes ude i den fri natur, imens Sophie er underlagt etikette og kultur i Vancouver og knap nok kan ånde frit. Skiftene mellem de to narrativer er bratte, og til tider kan det føles som om, man læser to vidt forskellige bøger. Og dog – for den melankolske stemning er allestedsnærværende.
Personligt holdte jeg mest af at læse om Allens rejse gennem den barske natur. Ivey maler så poetiske og livagtige billeder af tårnhøje isblokke, iskolde bjergfloder, ulvehyl og det indfødte folk, som færdes med lethed og respekt i det arktiske landskab. Pointen er naturligvis også, at Allens rejse og hans kortlagte rute er et forsøg på at tæmme landskabet. Et forsøg på at forstå det, nedskrive det, og gennemskue hvad der venter sig. Når først Allens rejse er til ende, og ruten er optegnet, banes vejen for at flere kan rejse igennem Alaska. Og at flere kan forstyrre det uspolerede økosystem, der har hersket hidtil. Uanset hvor vild, umenneskelig og uretfærdigt hård Allens rejse kan forekomme, må man som læser huske, at det er den sidste af sin slags. Og det gør hele beretningen så skrøbeligt fin. 

 “There is a mythical element to our childhood, it seems, that stays with us always. When we are young, we consume the world in great gulps, and it consumes us, and everything is mysterious and alive and fills us with desire and wonder, fear, and guilt. With the passing of the years, however, those memories become distant and malleable, and we shape them into the stories of who we are. We are brave, or we are cowardly. We are loving, or we are cruel.”  

Sophies del af fortællingen er, naturligvis, mere indadvendt. Hvor Allen vandrer igennem et nådesløst frostlandskab, er hun fanget i et værelse, hvor hun skal forholde sig i ro, indtil hun skal føde. Hendes plotlinje er fyldt med sorg og bliver kun afløst af en form for opgør. Hun kæmper sig igennem talrige fordomme og velmenende forbud, for at få lov til at gå uden for, få nye hobbyer og møde nye mennesker. Hun bruger den lange adskillelse fra Allen til at blive klogere – på sig selv og på verden. Og hendes indre rejse er ikke uden umenneskelig sorg, tab og melankoli. De lange, mørke dage fyldt med ængstelse og længsel er heller ikke uden deres egne farer.
På mange måder er "To the Bright edge of the World" ikke den bog, jeg ville have forventet Eowyn Ivey ville skrive. Bogen er blottet for magi og eventyrsreferencer, men er i stedet fyldt til bristepunktet med naturbetragtninger og poetiske beskrivelser. Det er en stærk historisk roman, som man bliver øjeblikkeligt medrevet af, og som man for en stund lever i. Jeg læste den selv på en enkelt dag – på trods af dens store omfang og mange historiske detaljer. Det er noget nær den perfekte vinterbog; fyldt med stemning og snefnug.