Månedlig opsummering: Bittersøde juli

Juli var: Bittersød. Fyldt med forventninger og sommerfugle, ting at se frem til og ting at gøre, som efterlod mig helt tom, når de så var forbi. Forventningens glæde er en smuk ting, men den bliver så hurtigt overhalet af nutiden.
Juli var fødselsdag og fødselsdagsfest; søde mennesker, skinnende balloner og dekorative guirlander som stadig hænger i mit vindue og vajer frem og tilbage, når vinden blæser. Juli var lange gåture, spontane møder ved is-butikken, forberedelse og planlægning, en udskudt eksamensopgave, massevis af danske jordbær, velduftende grillmad, Grøn Koncert og så mange solskinstimer, at jeg til sidst slet ikke anede, hvad jeg skulle stille op med dem.
Juli har efterladt fregner på min næsetip, en forbrændning på mit inderlår (som er et næsten pinligt præcist aftryk af mit krøllejern), en pakket kuffert i min stue og tilføjet et endnu et år til min alder. Mit største problem med juli er nok altid, at jeg gerne vil have mere end 31 dage. 

I juli læste jeg: 17 bøger, hvoraf to af dem var vidunderlige genlæsninger. Desuden har jeg afviget en smule fra min læse-liste og fået flettet et mindre Jane Austen-tema ind i månedens læsevalg. 

I juli købte jeg: Kun en enkelt bog. (Hvilket slet ikke er så imponerende, som det lyder. Jeg fik, trods alt, også 22 bøger i fødselsdagsgave). 

Julis store læseoplevelse: Det er altid enestående at genforenes med sin yndlingsbog, og jeg fristes således til at skrive "Persuasion" på som månedens mest funklende læseminde. Uanset hvor mange gange jeg læser den bog, tager den mig med storm, efterlader mig åndeløs, og med et hjerte der både knuses og heles, helt forfra igen. Jeg elsker den. Den er ikke kun julis store læseoplevelse, den er mit livs store læseoplevelse.

Julis mest skuffende læseoplevelse: "Death Comes to Pemberley" af P. D. James. Uden konkurrence og uden tvivl. Alene tanken får mine fingre til at hamre lidt hårdere på tastaturet. Jeg hadede den bog.

Julis lyrikvalg: Faktisk har jeg brudt skemaet og systemet, og færdiglæst hele to digtsamlinger i løbet af julis bagende hede. Jeg har læst "Faces of Love", som er en digtsamling bestående af udvalgte digte fra 1300tallets Persien. Det var en meget anderledes og mystisk oplevelse, som jeg endnu ikke er helt sikker på, hvad jeg synes om. Julis sidste dage brugte jeg på at læse "Poems That Make Grown Men Cry", som er en vidunderlig digtsamling, nøje udvalgt af interessante mænd.
På augusts læse-liste står der: "More Than This" af Patrick Ness, som Camilla så venligt har udvalgt til mig i en Goodreads-udfordring, fransk middelalderlitteratur om Kong Arthur som materiale til en snarlig eksamensopgave og muligvis en roman af Joyce Carol Oates, hvis forfatterskab jeg gerne vil bevæge mig nærmere ind på. 

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i juli? Hvilke læseoplevelser var særligt smukke, og hvilke var skuffende?

Tema-tirsdag #57: “We read to know we're not alone.”

Da jeg voksede op, var alting anderledes. Sociale medier var en stjerne fjernt ude i horisonten, og de fleste af os havde slet ikke internet. Når jeg stod på biblioteket, stod jeg der alene. Ingen af bøgerne var velkendte for mig, og ingen af dem vakte vage erindringer om, at jeg "havde hørt om dem før", set dem på Goodreads eller fået dem anbefalet af andre end bibliotekaren eller min mor. Bøgerne var fremmede, og læsningen var privat. Og når jeg foretog et valg, var det altid et uklart valg. Der var ingen mulighed for at tage min iPhone op, google en forfatter eller tjekke en Goodreads-bedømmelse først. Hver gang jeg tog en ny bog, tog jeg en chance, og jeg tog den blindt.

Af en eller anden grund var læsning noget, der udspillede sig langt mere stilfærdigt dengang. Selvom skolen havde ugentlige bibliotekstimer på skemaet, selvom mange af mine veninder ofte læste en bog, og selvom vi  talrige gange fik til opgave at skrive boganmeldelser i dansktimerne, så var bøger ikke noget, man snakkede om. Hvorfor, aner jeg ikke. Det var ikke fordi, at jeg var flov over min læsning; jeg identificerede mig selv som en læser, og jeg bragte mine bøger med mig overalt. Men læsningen foregik i stilhed. Og hvis jeg endelig delte mine læseeventyr med nogen, så delte jeg dem med min mor.

Det var kun bøgerne og jeg. Den stille bladren og de mange karakterer. Karakterer som dansede ud fra siderne, og som fyldte mit værelse og mit hjerte. Bøgerne var mine venner, mine fortrolige, mine forbilleder og mit selskab. Og når jeg læste, vidste jeg, som C. S. Lewis engang sagde, at jeg aldrig var alene.

I dag er jeg stadig ikke alene, når jeg læser. Men i stedet for et stille fællesskab mellem bøgerne og jeg, er jeg indblandet i store læsefællesskaber på tværs af tid og sted. Genfærd af Goodreads-opdateringer, blogindlæg, booktuber-anbefalinger, studie-diskussioner og forelæsninger, er med til at styre mine fingre, når en bog hives ud, købes og bringes hjem. Det er uhyre sjældent, at jeg vælger en bog i blinde og tager en chance, for ofte kender jeg allerede en, der har læst den, eller også finder jeg tiden til at tjekke den gennemsnitlige Goodreads-bedømmelse i forbifarten. Tingene har forandret sig meget med de sociale medier. Ikke kun bogmarkedet, bogsalget og forfatter-afstanden; men også læsningen selv.

Og selvom det ville være nemt at romantisere og længdes tilbage til dengang, min læsning foregik i stilhed, er jeg ikke længere sikker på, hvad jeg egentligt foretrækker. For jeg er ikke længere tilfreds med blot at læse en bog i stilhed; jeg vil dele den, anbefale den, analysere den og diskutere den. Jeg vil give min læseoplevelse liv, selv efter den er afsluttet. Jeg vil sende den videre. Jeg vil dokumentere og arkivere den; og således inviterer jeg selv flere mennesker ind i mit snævre læserum, når jeg begiver mig ind i en bog. De sociale medier (og sandsynligvis også min alder og mit studie) har så afgjort forandret og påvirket min læsning og tilføjet en hel ny dimension til bøgerne; nemlig fællesskabet, som kan bygges rundt om dem. Jeg læser ikke længere for at vide, at jeg ikke er alene. Men jeg ved, at jeg ikke er alene, når jeg læser.

Har de sociale medier også påvirket jeres læsning i en høj grad? I så fald, på hvilken måde? Og ser I det som en positiv eller negativ ting? 

Heltinde-hyldest #4: Anne Elliot, baggrundsskyggen i forgrunden

Dette er et diskussionsindlæg om Anne Elliot, heltinden i Jane Austens "Persuasion". Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Austens smukke plot.

Anne Elliot er for mange en svær karakter og en næsten umulig heltinde. Austen selv havde også sine tvivl om Annes karakter og udtalte med et suk, at "she is too good for me". Og med lige netop dén udtalelse satte Austen ord på, hvad der senere skulle blive hendes læseres største problem med "Persuasion". For Anne Elliot er god, og mange vil mene, at hun er for god. Anne Elliot er på ingen måde den typiske hovedperson eller heltindeskikkelse – hun er ikke den kvinde, man forventer at finde hverken i en Austen-roman eller i hvilken-som-helst-roman. Ikke kun fordi hun er god, men fordi hun er anderledes. Hun er ikke en hovedperson; hun er en skygge.
Det tager bogen fire sider om blot at nævne Anne Elliot, og det tager yderligere tre kapitler, før hendes baggrundshistorie introduceres. Når man læser "Persuasion" for første gang, er det meget muligt, at man vil undres over, hvem hovedpersonen egentligt er, for de første mange sider og ord bruges på Annes far, Annes storesøster, faderens advokat, faderens advokats datter, og først derefter på Anne selv. Når hun endelig beskrives for første gang, skrives der: "She was only Anne". Alting peger på, at det ikke er Annes historie, vi befinder os i. Hun virker mest af alt som en baggrundskarakter, der ved et uheld er snublet ind i bogens rampelys; og i hvilken som helst anden af Austens bøger, havde hun også udgjort en del af tapetet. For Anne Elliot er snarere den glemte Mary Bennet end den boblende Elizabeth. Men det betyder ikke, at Anne ikke er en heltinde. Snarere tværtimod, synes jeg, at det gør hende til den mest heroiske af alle Austens karakterer. 

“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.” 

Jeg skriver og siger altid, at "Persuasion" er anderledes. At det er en bog, der vil overraske selv den mest gængse Austen-læser, fordi den er opbygget efter en helt anden skabelon. Og en del af grunden til dette er Anne Elliot, baggrundsskyggen der er blevet skubbet i forgrunden.
For ikke alene er Anne Elliot en tilbageholdende, selvopofrende, melankolsk og moralsk korrekt karakter; hun er også (efter datidens standarder) en moden kvinde. Hun burde være blevet gift allerede, og hendes historie burde have fundet sin konklusion – hvilket den på sin vis også allerede har. For når romanen begynder, har Annes "little history of sorrowful interest" udspillet sig, uden vi som læsere har hørt om det. Anne har allerede mødt Kaptajn Wentworth, modtaget hans frieri og afvist ham, og hun har allerede brugt årevis på at reflektere over det. I virkeligheden kan man betegne "Persuasion" som en slags 2'er, en fortsættelse på en historie der aldrig er blevet skrevet. For Austen bygger videre på en kærlighedshistorie, der ligger forud for den egentlige historie.
Jane Austen er kendt for sine dannelsesromaner. Hun er kendt for at skrive om unge heltinder, der endnu ikke kender sig selv og derfor begår fejl; fejl der fører til en åbenbaring og derefter en forløsning. Men "Persuasion" er ikke en dannelsesroman, for Anne Elliot er allerede voksen. Hun gennemgår ikke en forandringsproces, for hun kender sig selv og sin egen karakter. Selvom hendes beslutning om at afvise Kaptajn Wentworths frieri smerter hende, så fortryder hun den ikke, for med tilbageblikkets kraft har hun indset, at beslutningen var rigtig, da den blev taget. Anne Elliot oplever ingen transformation, for hun er karakterfast. Og heri ligger hele bogens værdi.

“But Anne at seven-and-twenty, thought very differently from what she had been made to think at nineteen. — She did not blame Lady Russell, she did not blame herself for having been guided by her...” 
 
For grunden til at Anne Elliot kan betegnes som værende "for god", er at hun ikke begår nogle fejl. Og grunden til at hun ikke begår nogle fejl, er at hun har lært af sine forrige fejl og har reflekteret over det forløb, der ledte op til dem. Grunden til at Austen skabte en heltinde, hun ikke nødvendigvis selv brød sig om, var at hun skrev en roman om en verden, hvor alt var forandret. Hun placerede to forrige elskere overfor hinanden og omvendte alt mellem dem; hun gav den ene status og rigdom, imens hun lod den andens gods forfalde. Hun lod syv år gå mellem Wentworths og Annes farvel og deres gensyn, og i mellemtiden lod hun dem gå fra at være forelskede til at være næsten fremmede. Hun ændrede alt mellem dem; hun gjorde alt anderledes, og samtidig havde romanen behov for en bevaret kærlighed. Der var brug for, at noget skulle være som før. Der var brug for karakterfasthed. Og derfor skrev Austen om den engleblide Anne Elliot. Hun placerede hende i romanens midte, som et uforanderligt punkt i en forandret verden. 
Anne Elliot er en af verdenslitteraturens smukkeste heltinder. Hun er heroisk, ikke fordi hun er god, men fordi hun er karakterfast. Selvom hun bliver terroriseret af sine omgivelser, selvom hun må bevidne, at hendes store kærlighed flirter med hendes bekendte lige foran øjnene på hende, selvom alt omkring hende forandres, og hendes hjem fraflyttes, selvom hun ikke tør at håbe, så lader hun stadig sit sårbare hjerte elske. Hun er heroisk, fordi hun møder sit spejlbillede med sorg, men uden fortrydelse. Ved historiens begyndelse har hun allerede opnået det, som Austens heltinder bruger hele bøger på; hun har accepteret sine omstændigheder, sine fejl og sig selv.

Har I læst "Persuasion"? I så fald, hvordan betragter I bogens heltinde? Synes I, ligesom Austen, at hun er for god – eller indtager hun også en stor plads i jeres hjerter? Elsker eller hader I hende? 

"Rereadings" af Anne Fadiman

"Rereadings" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner.

Da Anne Fadiman blev bogredaktør for det amerikanske tidsskrift The American Scholar og skulle udfylde spalterne med litterære indslag, fik hun en idé. I en verden hvor alting altid er så fokuseret på det nye; de nye udgivelser, de nye bestsellere og den næste forfattergeneration, ville hun i stedet fokusere på noget gammelt. Og således begyndte hver udgave af The American Scholars bogsektion med et essay af en amerikansk forfatter eller litteraturkritiker, som skrev om en bog, de lige havde genlæst. I stedet for at opsøge noget nyt, vendte Anne Fadiman tilbage til noget glemt; genlæsningens glæde.
"Rereadings" består netop af 17 udvalgte essays, som tidligere er blevet trykt i The American Scholar. Med en understrøm af nostalgi reflekterer Patricia Hampl over sin kærlighed til Katherine Mansfields noveller, Barbara Sjoholm vender tilbage til H. C. Andersens eventyr om snedronningen, altimens David Samuels fortæller om sit første møde med J. D. Salingers "Franny and Zooey". 

“...the reader who plucks a book from her shelf only once is as deprived as the listener who, after attending a single performance of a Beethoven symphony, never hears it again.” – Anne Fadiman

For mit vedkommende er genlæsningen af en yndlingsbog en form for kærlighedserklæring. Det at vende tilbage til en bog, man allerede er bekendt med, selvom der er så mange uudforskede bøger i verden, er en smuk omprioritering af læsetid og af læsekærlighed. Og når man åbner en bog for anden gang, opdager man ofte, at læseoplevelsen er en helt anden, end den var første gang; for bogen spejler sig i dens læser, og dens ord ændrer mening, alt efter hvilken vinkel de læses fra.
Jeg elsker at genlæse bøger. Jeg elsker at vende tilbage til noget højtelsket, noget velkendt og noget forandret. Jeg elsker at forelske mig i nye detaljer, nye sproglige finesser og små øjeblikke jeg hidtil aldrig har overset. Og jeg elsker at læse om genlæsning; om de bøger, som andre læsere elsker så højt, at de aldrig, aldrig, aldrig bliver færdig med dem. Det var derfor, at jeg læste "Rereadings" – og det var også derfor, at jeg skiftevis både nød de korte essays og efterlod dem ulæste. For det var ikke forfatternes syn på en specifik bog, jeg ville læse om; det var snarere læsekærligheden selv, jeg var interesseret i.
På mange måder bærer de 17 udvalgte essays i "Rereadings" tydeligt præg af at være blevet trykt i et litterært tidsskrift. De fleste essays tenderer i højere grad mod litterær kritik end mod personlige holdninger, og de er ofte langt mere videnskabelige, end de er personlige. Det betyder også, at forfatterne er meget tekstnære og deres diskussioner af karakterpræferencer og tekstforståelse er svære at forholde sig til, når bogen de skriver om er ukendt for læseren. Det er afgjort ikke et tilfælde, at seks ud af syv af mine yndlingskapitler i Fadimans essaysamling omhandler en bog, jeg selv har læst (og elsket). For det er dét, teksterne lægger op til; det er dét, man som læser kan forholde sig til.

“I think unfolding is what rereading is about. Like pleated fabric, the text reveals different parts of its pattern at different times. And yet every time the text unfolds, in the library, or in bed, or upon the grass, the reader adds new wrinkles. Memory and experience press themselves into each reading so that each encounter informs the next.” – Allegra Goodman

Nogle essays sprang jeg over på grund af deres indforståethed, mens andre dragede mig ind med deres gennemtrængende entusiasme og personlige vinkel. Diane Kappel Smith formidler i sit essay en levende kærlighed til en fagbog om vilde blomster i naturen, som hun læste som barn. Med blomsterguiden under armen drog hun ud på eventyr i skoven, samlede og pressede sarte blomster mellem bogens sider, og lærte komplicerede latinske betegnelser for de mest gængse blomsterarter. Smiths essay formåede at vække enhver forståelse for hendes yndlingsbog, som jeg kun kunne nikke genkende til. Ikke fordi fagbøger om blomster interesserer mig; men fordi hun med sine minder, lukkede mig ind i en verden af barnlig fornøjelse, som vi alle har kendt engang. Jeg ville ønske, at alle de 17 essays havde været som hendes.
Blandt mine andre favoritter var Anne Fadimans forord, som er en velformuleret fortælling om den ambivalens, man så nemt kan føle, når man vender tilbage til Narnia-universet som voksen. Ligeledes bankede mit hjerte hurtigt, da jeg læste Patricia Hampls rosende ord om den ofte så oversete Katherine Mansfield, og også da jeg fandt danske citater fra H. C. Andersens forunderlige eventyr i Barbara Sjoholms essay om "Snedronningen". Evelyn Toyntons kærlighed til "Brideshead Revisited" stemte fuldstændig overens med min egen beundring af selvsamme bog, altimens Allegra Goodmans essay om Jane Austens "Pride and Prejudice" viste sig at være den skinnende juvel i essaysamlingen; i ligeså høj grad et essay om Goodmans kærlighed til Austen som til genlæsningen selv. 
Jeg forsvandt således med glæde ind i syv essays, ligesom jeg sprang fire essays over med en høj grad af ligegyldighed, og knap nok kan huske de resterende seks essays i samlingen. Procentdelen af min begejstring er således ikke imponerende, men det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at den bør være. For med så varierende essays om så vidt forskellige bøger, kan det umuligt være meningen, at én læser skal kunne elske dem alle. I stedet er "Rereadings" en essaysamling, man kan dyppe ud og ind af, lægge fra sig og samle op igen, og læse i brudstykker alt efter interesse og nysgerrighed. 

"The Age of Innocence" af Edith Wharton

"The Age of Innocence" af Edith Wharton, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1920). 3/5 stjerner.

På trods af at "The Age of Innocence" er skrevet i 1920'erne, udspiller den sig i 1870'ernes New York. Bogen fungerer som en slags samfundskommentar samt en litterær undersøgelse af den evige kærlighedstrekant og den effekt, som den altid udøver på de involverede.

Romanen begynder og slutter med den succesfulde advokat Newland Archer. Newland er ved at indgå et formidabelt ægteskab med den smukke og velopdragne May Welland, da Mays kusine, Ellen Olenska, pludselig træder ind på New Yorks glitrende samfundsscene, og fremkalder tvivl og spørgsmålstegn i Newlands sind. Ellen er ved at forlade sin mand på trods af sin families frygt for skandale, og hun er et af de få mennesker, som ikke er tilfreds med at leve et poleret facadeliv. Hun vil have mere; og det vil Newland efterhånden også. 

“We can't behave like people in novels, though, can we?”

På én gang vidunderligt komisk og overraskende mørk, er denne roman en skarp satire af overklassens hykleri og de bånd, som datiden lagde så brutalt over kvinderne. Da Newland Archer møder Ellen Olenska, har han selv haft en affære med en gift kvinde, og hans indiskretion er blevet elegant og høfligt ignoreret af hans omgivelser. Ellen Olenska bliver derimod ydmyget og hånt, fordi hun har haft en affære, og som følge deraf overvejer at forlade sin mand. Alle i Ellens omgangskreds forsøger at tvinge hende tilbage til hendes mand, fordi det er 'det mest respektable valg',  på trods af det faktum at ægteskabet gradvist har været ved at kvæle hende.
Luften er således tyk af intriger og dobbeltmorale; og Newland Archer bliver også gradvist opmærksom på det og træt af det evige skuespil, som han ufrivilligt er en del af. Ellen er hans opvågning, hans redning og hans håb  – og han bruger hele romanen på at jagte hende.
Wharton fremstiller et New York, der på én gang er glitrende og dragende, frastødende og klaustrofobisk. Historien bevæger sig fra overdådige selskabslokaler til forfinede advokatkontorer, fra fejende kjoler til tung cigarrøg. Men undervejs skifter alting farve og mening; efterhånden som Newlands forlovelse modnes, efterhånden som Ellens fangenskab understreges og efterhånden som samfundsreglerne fremhæves, bliver de funklende lysekroner og de yndige pyntegenstand til symboler på alt det, som er galt med livet. Karaktererne bliver usympatiske, fordi de stræber mod det forkerte; velstand, prestige og social status reduceres til fiktive begreber, der kun dækker over en gnavende tomhed.
Hvad Newland gennemgår er en form for desillusion, en affortryllelse af den verden, som han troede, han ønskede at være en del af. Det er let at sammenligne Whartons New York med Fitzgeralds i "The Beautiful and Damned", for tomheden og hykleriet vejer tungt hos begge, og det New York der fremstilles lever på én gang op til alle forestillingerne og drømmene om datidens glamour, og knuser samtidig enhver form for romantisering med benhård, ødelæggende og bittersød realisme.

“In reality they all lived in a kind of hieroglyphic world, where the real thing was never said or done or even thought, but only represented by a set of arbitrary signs.” 

Ironisk nok er min yndlingskarakterer i denne bog den mest ulidelige af dem alle. Newlands forlovede, og senere hans kone, May Welland er romanens udprægede antagonist. Med sin næsten fordummende uskyld kommer hun gang på gang i vejen for Newlands lykke, og med sin blotte eksistens er hun den forhindring, der vanskeliggør Newland og Ellens forening. Men samtidig er hun også uimodståeligt karikeret og dybt nuanceret. Slutningen er en bittersød afsløring af hvor høj en grad af manipulation, hun er i stand til at udføre, og det er således May, der med sin naive camouflage, determinerer hele romanens udfald. Hun vender historien på hovedet, og dét er jeg hende uendeligt taknemmelig for.
For hvor malende, atmosfærisk og satirisk Whartons roman end er, er den også gennemsyret af en dræbende forudsigelighed. Newlands vægren mellem den kvinde han officielt har givet et løfte, og den kvinde han begærer, trækker i langdrag, og hans forsøg på at opsøge og overtale Ellen gentages næsten flere gange ord for ord. Wharton portrætterer næsten aristokratiets konformitet for grundigt, for tydeligt og for ofte til at det kan vedblive med at være interessant. Flere gange føles det som om, romanen kører i ring.
Jeg har set flere kategorisere "The Age of Innocence" som en kærlighedsroman og beskrive forholdet mellem Newland og Ellen som en umulig længsel og inderlig forelskelse. Men jeg er ikke enig; jeg tvivler på Newlands oprigtighed og Ellens klarsyn. Jeg tror snarere, at Newland er forblændet af de nye muligheder og den nye livsstil, som Ellen repræsenterer, altimens Ellen er for klar over realiteterne til at overgive sig med hjerte og sjæl. Det er hele tiden tøven, fumlen og spildte chancer, som karakteriserer forholdet. Og jeg læser denne usikkerhed som et spørgsmålstegn overfor kærlighedens egentlige eksistens.
"The Age of Innocence" er netop det modsatte af, hvad dens titel indikerer. Der er ingen uskyld, ingen blid romantik og ingen nostalgisk længsel i den tidsalder, Wharton skriver om. I stedet er uskylden og lykken dræbt af tidsalderen selv; af samfundets forventninger, indgroede normer og uskrevne regler, der fastlåser karaktererne i positioner, som de slet ikke ønsker at befinde sig i. 

“When he thought of Ellen Olenska, it was abstractly, serenely, as one might think of some imaginary beloved in a book or in a picture; she had become the composite vision of all that he had missed.”

Et digt der både bringer Colin Firth og jeg til tårer;

Jeg er begyndt at læse lidt i min nye digtsamling. Jeg bladrer frem og tilbage mellem de berømte navne og dypper mine tåspidser i de ord, som har fremkaldt et hav af følelser hos deres læsere. Digtene varierer og skifter farve for hver eneste side; Ken Follett har udvalgt et digt af Thomas Hardy, Stephen Fry fremhæver et digt af den amerikanske gigant Walt Whitman, altimens Sebastian Faulks lader Coleridges romantiske ord genopstå fra deres glemsel. "Poems That Make Grown Men Cry" er en smuk digtsamling fyldt med store personligheder og rørende ord af legendariske digtere.

Men det digt der får alvor har fanget min opmærksomhed, det digt der har efterladt mig med en klump i halsen, befinder sig på en af digtsamlingens sidste sider. Colin Firth tog pusten fra mig med det digt, som han har udvalgt. "Regarding the Home of One's Childhood, One Could" af Emily Zinnemann er nemlig et digt om forsvindende hukommelse, om tiltagende og aftagende nostalgi og om abrupte, afbrudte linjer. Der er noget næsten uhyggeligt klarsynet og ulideligt realistisk over det. Det er et digt med stor effekt, og jeg har aldrig nogensinde hørt om det eller dets forfatter før nu. Og derfor tænkte jeg, at jeg ville dele det med jer.

Emily Zinnemann - "Regarding the Home of One's Childhood, One Could"

"Regarding the Home of One’s Childhood, One Could: 

forget the plum tree;

forget its black-skinned plums;

also the weight
of their leaning as they leaned

over starry hedges;
also the hedges,
the dew that turned them starry;
the wet-bellied pups who slunk there

trailing ludicrous pedigrees;
even the eyes

of birds
glittering

in the branches;
even the branches"

Tema-tirsdag #56: Kan man udelukke en hel genre? (Om at være ikke-krimi læser)

Jeg betragter ikke mig selv som en litterær kræsenpind. Der er ikke mange bøger, jeg rynker på næsen af og skubber væk uden at have smagt på deres ord, og ofte tygger jeg min vej gennem hele romaner, bare for at se om deres eftersmag er sødere end den første mundfuld. Jeg er stædig, og jeg er nysgerrig. Og i al almindelighed ynder jeg at sige, at jeg læser det meste. Noget min mor er fuldstændig uenig med mig i. Jeg har nemlig undgået mange af hendes yndlingsforfattere. Jeg har nemlig i lang tid nægtet at læse krimier.

Det er sjovt, hvordan hele Danmark kan være ramt af en så kraftig krimi-feber, hvordan krimi-sektionen er boghandlernes mest fyldte, når jeg samtidig kender så mange, der nægter at læse dem. På mit studie diskuteres det ofte, om krimier overhovedet kan betegnes som god litteratur, men det er ikke af kvalitetsmæssige årsager, at jeg holder mig fra dem. Jeg læser trods alt med glæde chick-lit romaner med yndigt lyserødt dekorerede forsider, som er mindst ligeså kvalitetmæssigt udskældt som krimierne. Grunden til at jeg ikke læser krimier er en mere personlig en; det er ganske enkelt fordi, jeg ikke tror på, at jeg vil kunne lide dem.

Da Dan Brown-feberen rasede og var på sit højeste, begyndte jeg at læse "Da Vinci Mysteriet". Jeg færdiglæste den faktisk, og synes egentligt den var ganske fin – men hvad jeg ikke fortalte andre, var at jeg i min læsning havde sprunget hver andet kapitel over, fordi jeg hurtigt opdagede, at kapitlerne om Opus Dei (i mine øjne) ikke havde andet formål end  spændingsopbygning. Og det synes jeg var noget pjat.
Et par år senere forsøgte jeg mig med "Mænd der hader kvinder". Mange af mine Harry Potter-elskende veninder var forsvundet ind i Stieg Larssons univers, og jeg ville så gerne drage med dem, tage del i deres diskussioner og deres begejstring. Så jeg begyndte at læse, stoppede efter 50 sider og fik aldrig nogensinde taget mig sammen til at læse mere.
For nylig prøvede jeg igen. Jeg læste en krimi, som jeg tænkte ville være et godt bud på et brud af min krimiskeptiske opfattelse. Jeg læste en krimi, som rent faktisk havde potentialet til at interessere mig; "Death Comes to Pemberley" af P. D. James, som blander Austen-elementer med mordopklaring. Det virkede som den perfekte øjenåbner, men det var det slet, slet, slet ikke. Jeg hadede den.

Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at jeg ganske enkelt ikke duer til den slags bøger. Jeg har givet lidt op, hvilket er dybt komisk, når jeg kun har læst tre bøger fra genren i løbet af de sidste mange år. Selvom jeg godt kan nyde en novelle om Sherlock Holmes i ny og næ, selvom jeg elsker krimiens forfader Edgar Allan Poe, så synes jeg ikke rigtig, at jeg kan finde en moderne krimi af den slags, som er så oppe i tiden, som tiltaler mig. Så i stedet rynker jeg på næsen, lukker tvært både mund og øjne og skubber bøgerne væk som et trodsigt barn. Jeg har udelukket en hel genre på baggrund af tre læseoplevelser.
Men det er måske ikke ligeså meget mine erfaringer, som spiller ind, som det er en nagende fornemmelse af, at "det bare ikke er mig". Måske er det fordi, jeg er typen, der falder i søvn til mordopklaringer og actionfilm. Måske er det fordi, jeg til enhver tid hellere vil læse om kærlighed end om mord. Måske er det fordi, at jeg er bange for at spilde min tid. Eller måske er det bare en form for læsemæssig intuition, der hvisker i mit øre. Ikke desto mindre er mine arme krydset, og jeg er på tværs. Men samtidig irriterer det mig også en smule grusomt, at det skal være sådan. For jeg nægter at tro på, at en hel genre kan udelukkes så hurtigt og så nemt. Det går imod min idé om, at der altid er en bog for alle i enhver kategori. Og det er en idé, jeg helst ikke vil give slip på.

Er der genrer som I ikke læser, og som I måske har udelukket helt? Hvis ja, så ud fra hvilket grundlag? Og hvis jeg skulle læse en god moderne krimi, hvilke titler og forfattere skulle jeg så overveje?