En Austen-vinder, en video og en smule højtlæsning

Egentligt ville jeg have filmet og fundet en vinder af den skattede Austen-stak, da jeg kom hjem i onsdags, men mine dage er forsvundet i praktikstart, en kuffert fyldt med vasketøj, togture og dovneri. Mine planer om kameraleg og lodtrækning blev hurtigt skubbet i baggrunden – indtil nu.
Jeg har således brugt min morgen på at skrive navne, folde sedler og finde den heldige vinder. Ovenstående video er en blanding af konkurrenceafgørelse og højtlæsning af en mine yndlingspassager fra en af mine yndlingsbøger (og de utålmodige kan spole frem til 01:30 for at opdage vindernavnet).
Slutteligt vil jeg gerne takke alle, der har deltaget i den lille konkurrence. Det har været så fint at læse jeres søde fødselsdagshilsner og at sprede lidt Austen-kærlighed. Jeg hygger mig altid med jeres kommentarer, når det er konkurrencetid her på bloggen, og jeg håber på, snart at kunne præsentere en ny. Indtil da håber jeg, at I alle har en vidunderlig lørdag. Det fortjener I nemlig. 

Boggaveprojektet #3

For tredje gang har Irene afholdt sit famøse boggaveprojekt, og for tredje gang har jeg både afsendt og modtaget en lille bogpakke fyldt med herligheder. Boggaveprojektet går i al sin enkelhed ud på at udvælge en boggave til en tilfældigt sammensat partner og derved overraske og glæde hinanden med en bog eller to. Det er noget af det hyggeligste i verden at bruge tid på at granske hinandens Goodreads-stjerner i søgen på den perfekte bog, og derefter at finde en bog i sin egen postkasse, som man aldrig selv har fået læst eller købt.

Denne gang blev Michelle min partner, og vores bogudveksling har været en fornøjelig bytteleg.

Da Michelle udtrykte en præference for velskrevet fantasy og forunderlige hændelser, vidste jeg med det samme, hvilken bog jeg ville sende afsted. Jeg holdt vejret i spænding, da jeg scrollede igennem hendes Goodreads-liste for at finde ud af, om hun havde læst den mærkværdige fantasybog, som stjal mit hjerte sidste sommer. Det havde hun (heldigvis) ikke og med alverdens ros og forventning, sendte jeg Gaimans "The Ocean at the End of the Lane" afsted til hende. 

Sammen med Gaiman sendte jeg også Eleanor Cattons imponerende, ærefrygtindgydende og på alle tænkelige måder storslåede roman, "The Luminaries". Bogen er en uigennemskuelig blanding af historie, mysterier, astrologi og overjordiske sjæleforbindelser, og det er en læseoplevelse, jeg endnu ikke selv er kommet mig over. Selvom den så langt fra kan kategoriseres som fantasy, er den alligevel magisk. Og jeg forestiller mig, at den vil falde i god jord hos enhver.

I midten af juli ankom en pakke til mig, fra Michelle. Hun havde i forvejen sendt mig en mail og advaret mig om dens snarlige ankomst samt tilknyttet et par ord til dens firkantede indhold. Jeg vidste derfor, at en fantasy-sammensætning ventede. Men jeg anede ikke hvilken, og derfor var overraskelsen fuldendt.

"Cinder" af Marissa Meyer har jeg ofte hørt omtalt i rosende toner. Det er en af de bøger, der har hjemsøgt og hærget hele Booktube-samfundet, og dens gennemsnitlige bedømmelse på Goodreads hviler på et solidt 4.11 ud af 5 stjerner. Det er en eventyrsgenfortælling af Askepot, og den udspiller sig i en fremtidsverden bestående af såkaldte cyborgs. Jeg er både spændt og forvirret, og jeg har ingen idé om, hvor bogen vil føre mig hen.

Den anden bog i pakken er en, jeg aldrig har hørt om før. Ikke desto mindre er det en bog, jeg er overordentligt spændt på. Michelle har beskrevet "Old Magic" af Marianne Curley som en af de bøger, der har fulgt hende gennem hele hendes ungdom. En af de bøger som hun har læst og genlæst i det uendelige. Og jeg glæder mig til at opleve en bog, der er blevet dekoreret med så smuk en anbefaling. Bogens bagsidetekst afslører ikke meget om dens indhold, men jeg ved, at der venter mig både fantasy og kærlighed. Og jeg ved, at jeg vil læse den snart.

"The Namesake" af Jhumpa Lahiri

"The Namesake" af Jhumpa Lahiri, fra forlaget Houghton Mifflin Harcourt, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2003). 4/5 stjerner.

"The Namesake" er en roman, der er svær at opsummere, fordi så meget af dens betydning hviler i dens detaljer. Overordnet set, er det en roman, der følger to generationer og deres liv i USA. Den begynder med Ashoke og Ashima, som tager en chance og flytter fra Indien til USA for at leve og for at arbejde. Den slutter med deres børn, Gogol og Sonja, som gradvist bevæger sig længere væk fra deres forældres indiske traditioner, og i stedet identificerer sig med det land, som de er opvokset i. Det land som de kender.
Fra start til slut er "The Namesake" således en fortælling om tilhørsforhold og identitet. Det er en roman, hvis karakterer konstant er fanget mellem to kulturer og to traditioner, som tilsyneladende er umulige at forene. Og slutteligt, er det en roman om accept af den arv og den historie, som er tildelt dem.

“That's the thing about books. They let you travel without moving your feet.”

Der hersker en næsten mærkbar angst i første halvdel af "The Namesake". Når Lahiri skriver om Ashoke og Ashimas rejse til USA og deres start på et nyt liv, skriver hun ikke om ønskedrømme, der går i opfyldelse eller om øjeblikkelig lykke; i stedet skriver hun om to menneskers nervøsitet og undren i et land, hvor alting er anderledes. Ashoke og Ashima forstår ikke USA og den regelfaste procedure, der indgår i alle aspekter af hverdagen. Størst er deres chok, da de skal tage deres førstefødte med hjem fra et amerikansk hospital, og straks bliver bedt om at udfylde blanketter og nedskrive hans navn. I Indien er traditionen, at der kan gå uger, måneder og endda sommetider år, før det rigtige navn er fundet, og indtil da kan man nøjes med at benytte et hjemligt kælenavn i stedet. Da en sygeplejerske ikke vil lade Ashoke og Ashima gå, inden et navn er blevet nedskrevet, går de i panik og ender med at skrive "Gogol"; efternavnet på Ashokes yndlingsforfatter, som snarere er et kælenavn end et egentligt fornavn.
Gogol bliver dermed navngivet ved en fejltagelse og en misforståelse. Og da hans forældre, flere år senere, søger at udrette fejlen, vil Gogol ikke godtage et nyt navn. I stedet ender det, der skulle have været et midlertidigt kælenavn, med at blive et permanent fornavn. Og hvor den seks-årige Gogol er lettet over ikke at skulle foretage en navneændring, er den tolv-årige Gogol dybt frustreret over det selvsamme. Som årene og tiden går, kommer Gogol til at blive hjemsøgt af sit eget navn, og det bliver et brændemærkende stempel, der adskiller ham fra sine omgivelser, en mærkelig fremmedhed der skaber afstand mellem ham og de andre. Hver gang han ser sit navn, bliver han mindet om sine forældres historie, og han begynder at skamme sig; at skamme sig over sin kultur, sine forældres fejltagelse og sin immigrantfamilie. Overalt hvor han tager han, dukker han sig og frygter for at skulle forklare sit usædvanlige navn, og hans største ønske er at viske sin tavle ren – blot at blive en ganske almindelig amerikaner med et almindeligt amerikansk navn.
Ashoke og Ashimas forvirring over navne-systemet, Gogols midlertidige navn der bliver permanent, og den gradvise afstand mellem forældrene og sønnen, er hvad der giver romanen sin titel. Identitet er ikke kun et tema i romanen, men et omdrejningspunkt, for ved at sætte spørgsmålstegn ved noget så basalt som et navn, ender Gogol med at sætte spørgsmålstegn ved hele sin familie.

“Remember that you and I made this journey together to a place where there was nowhere left to go.”

Lahiri skriver så levende og så malerisk, at frustrationen og magtesløsheden over et nyt samfund med uforståelige regler næsten flyver ud af siderne. Karaktererne er komplekse,  umulige ikke at sympatisere med, men samtidig så fyldt med fejl og nuancer, at de føles næsten pinefuldt virkelige. Ved at lade sin roman spænde over to generationer, favner Lahiri bredt, og tillader læseren at se den hårde virkelighed og affortryllelse, der medfølger immigranterne Ashoke og Ashima. Deres kamp for at bevare deres kerneværdier midt i en integrationsproces er i virkeligheden en kamp for at bevare dem selv og alt det, de er blevet opdraget til at tro på.
Den anden generation, Gogol og Sonia, eksemplificerer en dyb forvirring, forbundet med deres kulturelle identitet. Gogol prøver desperat at distancere sig selv fra sine forældre ved at give sig selv et nyt navn, og derved forsøge at skabe en genfødsel af sin identitet. Hans kamp er af en anden slags, og enhver teenager, der nogensinde har følt sig anderledes vil kunne sympatisere med hans følelsesoprør, og al den skam han føler over sine forældre.
For selvom "The Namesake" i bund og grund er en immigrationsroman, er den også noget langt mere alment end det. Den er en dannelsesroman, en rejse fra barndom til ungdom, fra ungdom til alderdom og fra identitetskamp til accept. Lahiris roman handler, måske først og fremmest, om at forstå sig selv og om at skabe sig selv. Og selvom historieforløbet næsten er uudholdeligt barskt, er det også fyldt med håb, med accept, forståelse og tilgivelse; en langsom forening mellem to generationer og to kulturer.

Tema-tirsdag #59: Om at læse med fløjlshandsker på

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

Der eksisterer få spørgsmål, der kan splitte læsere så tydeligt ad, som disse kan. Spørgsmålet om at knække ryggen på paperback eller at gøre læsningen besværlig med en smalt åbnet bog. Spørgsmålet om at lave æselører frem for at bruge bogmærker. Spørgsmålet om at understrege og overstrege, frem for at indsætte post-its med noter på. Spørgsmålet om at behandle sine bøger skødesløst frem for at læse med fløjlshandsker på. Spørgsmålet om at betragte bogen som en tekst, der skal læses eller som et objekt, der skal bevares. Og naturligvis hører jeg til i den sidstnævnte kategori. Det siger næsten sig selv.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget forsigtig med den måde, jeg behandler mine bøger på. Nogle vil måske endda kalde mig for sart, og det er jeg egentligt slet ikke i stand til at argumentere imod. Tanken om et bøjet sidehjørne, en chokoladeplet eller en knækket paperbackryg i mine bøger, kan næsten gøre mig helt grædefærdig, og det er også derfor, jeg så nødigt låner mine bøger ud til andre. For jeg har brug for at vide, at mine bøger bliver behandlet nænsomt og håndteret varsomt; jeg har brug for snorlige rygge, kridhvide sider og en fejlfri forside. Akkurat som da bøgerne blev købt.

I sidste ende er det nok i virkeligheden blot en personlig definition af bogskønhed og af købsmotiv, som spiller ind. Jeg betragter mine bøger som byggesten til mit livs bibliotek, og derfor opsporer jeg gerne dekorative forsider og overdådige bogrygge, som jeg forestiller mig vil pryde og pynte i mange år fremover. Jeg køber mine bøger i en øjeblikkelig forelskelse af, hvordan de ser ud nu, og jeg forsøger desperat at bevare mit førstehåndsintryk af min nye skatte. Fordi jeg betragter bogen som et objekt i ligeså høj grad som en læseværdig tekst, behandler jeg den forsigtigt. Jeg har næsten gjort det til en videnskab at læse en paperback uden at knække dens ryg undervejs. 

Men det har ikke altid været sådan. Ingen bøger er så tydeligt ramponerede og har været udsat for en ligeså stor kærlighedsmassakre som mine danske Harry Potter bøger. Det er på sin vis også smukt; for selvom bøgerne er mærket af juicepletter og chokoladefingre, tårer og noter i marginen, så er de også mærket af kærlighed. Af minder. Det er en næsten fysisk læseglæde, der er at spore i deres ridser og folder.
Det er netop også altid dét modargument, som jeg hører. At velholdte bøger er sterile og upersonlige, mens slidte paperbacks er elskede beviser på læsning og genlæsning. På sin vis er det også sandt; for de bøger jeg har ejet længst og elsket længst bærer tydeligt præg af det. Der er en vidunderlig skønhed i slitage, men der er, for mig, en mere storslået skønhed i velholdte overflader. For selvom slidte bøger er mærket af kærlighed, er velholdte bøger beskyttet af den selvsamme kærlighed. Og begge dele, på hver sin måde og i hver sin bogreol, er en form for bogskønhed, der siger ufatteligt meget om læseren selv.

Hvordan behandler I jeres bøger? Bruger I bogmærker eller laver I æselører? Knækker I bogrygge, eller stræber I på at bevare dem? Foretrækker I bøger med synlige slidmærker, eller ønsker I at bevare bøgerne i nykøbt stand? Og kan I se skønheden i begge dele? 

"The English Patient" af Michael Ondaatje

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"The English Patient" af Michael Ondaatje, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1992). 3/5 stjerner.

Med udgangspunkt i Hana, en canadisk sygeplejerske udsendt i Italien under Anden Verdenskrig, fortæller Ondaatje en historie om fire vidt forskellige individer, der bringes sammen på tværs af alder og omstændigheder. Historien begynder, da Hana får besked på at drage videre til det næste hospital og den næste opgave. Hana nægter at forlade det italienske kloster, som har fungeret som midlertidigt sygehus. Hun vil blive, og hun vil passe på den unavngivne engelske patient, som ved en ulykke er blevet så forbrændt, at han ikke længere kan genkendes.
Hana gør det til sin største opgave at passe den engelske patient, at give ham morfin og at læse højt for ham. Hun undrer sig flere gange over, hvem han egentligt er, men hun har ingen spor at gå efter – pånær en slidt udgave af Herodot som patienten knuger ind til sig, altid.
I løbet af bogen slutter yderligere to væsener sig til det lille hjem i Villa San Girolamo; Caravaggio, som er en ven af Hanas afdøde far, og Kip som hver dag søger efter landminer og bomber.
"The English Patient" er således en bog om sorg, om krig, om søgen på identitet og om nuet, de flygtige øjeblikke, som karaktererne lever i.

“She had always wanted words, she loved them; grew up on them. Words gave her clarity, brought reason, shape.”

Jeg købte "The English Patient" af praktiske årsager, og jeg læste den delvist fordi, at den for 22 år siden vandt den prestigefyldte Man Booker Prize, og delvist fordi at Ondaatje snart kommer til Danmark. Jeg læste bogen på en nådesløs sommerdag under en strålende sol, og dens ord smeltede på papiret; bogstaverne hoppede og dansede for mine øjne, og jeg blev efterladt forvirret og døsig. Jeg blev væk og forsvandt ind i den lille bog som en mus i en kornmark; dens ord var akkurat ligeså uigennemskueligt sammenvævet som de enkelte kornstrå, der på afstand udgør et lokkende og bølgende fløjlstæppe.
For sagen er den, at "The English Patient" er en bog uden et plot, uden en tidslinje og uden en decideret retning at bevæge sig imod. Ondaatje fører ikke karaktererne nogen steder hen, men spekulerer i stedet på hvor de er i nuet, og hvordan de er nået dertil. Ligesom når Hana i sin højtlæsning for den engelske patient lister ind i biblioteket og lader sine fingerspidser udvælge en vilkårlig bog, for derefter at åbne den på et tilfældigt sted og læse tilfældige ord, er rækkefølgen af begivenhederne, deres kontekst og deres fuldbyrdede mening ikke vigtigt hos Ondaatje. Det er nuet, sanseligheden, følelsen og det spindelvæv af tanker der rører sig, der i stedet er i fokus. Og det er svært. Det er så svært, at jeg færdiglæste bogen uden den fjerneste idé om, hvad den egentligt handlede om. Men måske handler den slet ikke om noget; måske er den blot en samling af indfangede, stillestående øjeblikke der tilsammen udgør en bog. Jeg er ikke helt sikker længere, for det er ikke sådan, jeg plejer at læse en bog. Men jeg kunne ikke lade være med at læse den alligevel.
For Ondaatje skriver smukt. Hans sætninger er små gennemarbejdede mirakler, og de oplyser siderne i en vedvarende sanseeksplosion, ord for ord. Der er øjeblikke, hvor man næsten tror, man er i den engelske patients indre, i hans minder midt ude fra den endeløse ørken. Der er glimt af Kips motiver, hans evige søgen efter den næste fare, efter den næste bombe, der er så desperate, at krigstraumer bliver mere end bare en klinisk term og næsten omdannes til en decideret følelse i ens egen krop. Og i den tunge morfin-døs er det muligt at finde og forstå Caravaggio, og den generelle fortabthed der gennemsyrer ham; tyven uden tommelfingre og manden uden et mål. Og så er der Hana, som binder alt sammen med sin kærlighed og mangel på samme; hun er i centrum som et lille barn, en hjælpeløs skygge der har dedikeret sit liv til at hjælpe andre. Karakterernes oplevelser bliver læserens oplevelser, og deres omgivelser og minder tårner sig op omkring en, som et landskab man kan færdes i, en verden man kan røre omend ikke forstå. Ondaatjes ord er så organiske og pulserende, at de vækker et sovende univers til live. 

“Moments before sleep are when she feels most alive, leaping across fragments of the day, bringing each moment into the bed with her like a child with schoolbooks and pencils. The day seems to have no order until these times, which are like a ledger for her, her body full of stories and situations.” 

Hvis jeg skulle skrive et par ord om, hvad bogen egentligt handler om, ville jeg gætte på, at den handler om identitet. Den engelske patients ansigt er udslettet og uigenkendeligt, og de omgivende karakterer er løsrevne fragmenter, overlevende flygtninge, fra en verden de ikke passede ind i. Måske handler bogen om, hvordan man genkender, føler og skaber sig selv, når ens ydre kendetegn er visket væk og ens identitet er fuldstændig usynlig for omverdenen. Måske handler bogen om, hvordan man ser sig selv, når ingen andre kan genkende en.
Men bogen handler også om mere og andet end det. I den engelske patients slidte udgave af Herodot findes spor af en dødsdømt kærlighedsaffære, altimens Hana nedskriver sine egne følelser i tilfældige bøger i klosterets bogreol. Kip søger efter bomber for at kontrollere en smule af sine omgivelser og influere sin egen skæbne, altimens Caravaggio gør det til sit primære projekt at finde ud af, hvem den engelske patient er, og om han virkelig er engelsk, som alle andre påstår. Alle karaktererne har en tung fortid bag sig, fyldt med sorg, tab, ødelæggelse og tortur. Alle karaktererne bærer rundt på et traume, og alle karakterne har været omgivet af død. Deres lille mikrosamfund er måske et forsøg på at opbygge deres splitrende verdener op på ny; men i så fald er jeg ikke sikker på, at det lykkedes. Ondaatje samler ikke alle trådene sammen, og alle hjerteknuderne løsnes ikke.
Jeg vil uden så meget som et nanosekunds tøven erklære "The English Patient" for en god bog. Den er en sanseligt forførende rejse gennem tid og sted, et utrætteligt karakterstudie og kapitlerne indeholder så megen skønhed og grusomhed, at mindet alene kan gøre mig helt svimmel. Men, som jeg skrev tidligere, er det også en svær bog, en tung bog, en bog ladet med problematisk meningsløshed og en tyk symbolik. Jeg vil ikke lade som om, jeg forstod den til fulde, for det gjorde jeg ikke. Samtidig tror jeg ikke, at forståelsen er bogens endelige mål, for ingen af karaktererne opnår den. Men det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med eller udlede af. Manglen på forståelse er, for mit vedkommende, ganske enkelt uforståelig.

“She entered the story knowing she would emerge from it feeling she had been immersed in the lives of others, in plots that stretched back twenty years, her body full of sentences and moments, as if awaking from sleep with a heaviness caused by unremembered dreams.”

En gavebog, en mindebog

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

Som tidligere skrevet, befinder jeg mig lige nu under Spaniens skarpe sol med lyden af bølgebrus i ørerne og en salig ro i hele kroppen. Jeg går lange ture med bare fødder i vandkanten, og ser på himlen når den males i solnedgangens lyserøde farver. Jeg fotograferer palmer, og jeg spiser paella. Jeg køber alt for mange luftige kjoler med blomstret mønster, og fylder mit hår med saltvand. Jeg er i Spanien, og jeg nyder hvert sekund. Men grunden til at jeg overhovedet er i Spanien er mere end blot simpel afslapning; jeg er her for at fejre min mor og hendes 50års fødselsdag.

En fødselsdag af den milepælsrunde slags, skaber altid panik i min familie. For hvad giver man, når det skal være noget helt særligt, dybt personligt og samtidig skal kunne transporteres rundt i en kuffert? I år har mine søskende og jeg valgt at give en håndfuld gode minder, pakket ind i en bog.

Efter kyndig vejledning fra Emily Salomons indlæg og en lang række spørgsmål til Gitte, satte min storesøster, lillebror og jeg os ned, og begyndte at lede efter feriebilleder til en feriemindebog. Udvælgelsesprocessen var lang, pinefuld og næsten umulig, og involverede  syv grynede billeder fra en tur til Disneyland Paris i 1997 samt en grovsortering i over tusind billeder fra en ferie i Florida i 2010. Fotobogen er således fyldt med billeder af variende kvalitet og størrelse; billeder af små piger med rottehaler, surmulende teenagere og en hele tiden voksende lillebror, der nu tårner op på alle billederne. Men mest af alt, er bogen fyldt med minder. Smukke minder, der er værd at bevare, indsamle og indbinde i en bog som denne. Jeg synes, det er noget nær den fineste gave, man overhovedet kan give. Efterhånden overvejer jeg også at skabe en til mig selv fyldt med de øjeblikke, som jeg gerne vil huske på.

Er I ligeså begejstrede for idéen om fotobøger, som jeg er? 

"Tales of the Jazz Age" af F. Scott Fitzgerald

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"Tales of the Jazz Age" af F. Scott Fitzgerald, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2010 (org udgivet i 1922). 4/5 stjerner.

Dette er et af de få tilfælde, hvor ét blik er nok. Denne bog indeholder akkurat, hvad dens titel og dens glamourøse indbindning lover; fortællinger fra en brusende, blæsende, hektisk og larmende jazz-tid. Noveller om sene aftener på intime barer, om begyndende ægteskaber og gradvist forfald, om den ulykkelige mangel på penge og den mindst ligeså ulykkelige overflod af dem. Fitzgerald beretter med sin funklende prosa om 1920'ernes sorger, glæder og nagende tomhed.

“The whole scene was a colourful circus of beauty and riotous pleasure.”

Den første novelle i denne udgave af "Tales of the Jazz Age" er den mest surrealistiske af dem alle. Med en ukarakteristisk fantasme skriver Fitzgerald om Benjamin Button; en mand der blev født gammel og som gradvist voksede sig ung. Med en næsten ironisk elegance omvender Fitzgerald et helt livsforløb, og lader det alligevel ende med akkurat det samme mørke, akkurat den samme infantile glemsel og gradvise forfald, som et almindeligt livsforløb har. På trods af sin næsten eventyrslignende formular ender Fitzgerald således med at tydeliggøre den cirkelbevægelse, som livet altid vil have; uanset hvordan det  end begyndes, udleves og afsluttes.

"The Curious Case of Benjamin Button" er novellesamlingens mest iøjenfaldende krumspring; resten af novellerne passer bedre med hinanden og med Fitzgeralds generelle skrivestil. Som små led i en skinnende perlekæde befinder de sig side om side og bliver sammenholdt af den samme røde tråd; 1920'ernes vekselvirkning mellem overdådighed og desperation.
Fitzgerald har en enestående evne til at skrive om selv de mest trivielle og mindst flatterende menneskelige kvaliteter og forvandle dem til rå drivkraft, til hele handlingsforløb og til mørke skyggesider. Uanset hvilke hverdagslige hændelser, han skriver om, gør han det med ynde, med lethed og med elegance. En simpel beskrivelse af blæsten i New Yorks gader ender med at blive en personifikation af skyskraberne, der tårner sig op i den mørke himmel, som ensomme symboler på 1920'ernes storhed og tomhed, altimens en banal novelle om en pige, der får klippet sit hår bliver til en bidende kommentar om menneskehedens smålighed. I løbet af blot få sætninger, river Fitzgerald ægteskaber fra hinanden, og beskriver den uudholdeligt lange proces fra begyndende irritation til indædt had. Og hans prosa er så blændende smuk, at det sommetider er svært at gennemskue den bitterhed, der gennemsyrer novellerne og langsomt knækker karaktererne, ord for ord.

“A breeze was crying down the streets, whisking along battered newspapers and pieces of things, and little lights were pricking out all the windows- it was so desolate that one was sorry for the tops of sky-scrapers lost up there in the dark green and gray heaven.” 

Men selvom der er megen melankoli, mange liv der hensmuldrer i skuffelse og forspildte chancer, mange væsener der vælter rundt i en endeløs tomhedsdøs uden sans eller fornemmelse for, hvad de mangler i deres liv, så er der også en lille snert af spidsfinding humor at finde i Fitzgeralds noveller. "Bernice Bobs Her Hair" er en pudsig fortælling om forholdet mellem to kusiner, og den gradvise misundelse der opstår mellem dem, når den hidtil oversete kusine begynder at overstråle hende, der er vant til at befinde sig som det glitrende midtpunkt i natklubbens mørke og i mændenes øjne. Fitzgerald skriver med en solid dosis ironi om den dobbelthed der eksisterer mellem veninderne; og om hvordan nogle mennesker kun kan være i et venskab, hvis de selv er øverst på den sociale rangstige. 
Jeg har aldrig læst Fitzgeralds noveller før, ligesom jeg ikke har læst mange af hans værker fra før "The Great Gatsby"'s stråleglans og modenhed. Derfor indeholdte "Tales of the Jazz Age" en dobbelt interesse for mig; den gav mig lov til at opleve en del af Fitzgerald tidlige forfatterskab, og den gav mig lov til at smage på hans ord i en kondenseret novelleform – uden et sekund at reducere det diamantskær af skønhed, som spejler sig i hans sætninger og formuleringer.
Fitzgerald efterlader mig altid åndeløs og en smule tummelumsk. For at læse Fitzgerald er at se, hvad sproget kan vrides, bøjes, drejes og ændres til. At læse Fitzgerald er at se, hvor klart ord kan skinne, og hvor hårdt metaforer kan ramme. At læse Fitzgerald er altid en stor og virkningsfuld oplevelse. Også i novelleform.