Læsekroge og bogoaser #1: Akademisk Antikvariat

Jeg betragter mine yndlingsbogbutikker som oaser. Steder der indgyder mig med ro og hensætter mig i fascination, når verdenen udenfor larmer og braser forbi. At træde ind i den rigtige boghandel på det rigtige tidspunkt er som at trykke på en pauseknap. Tiden står stille, og bøgernes lokkende hviskeri er det eneste, man kan høre. 

At gå på opdagelse i en boghandel er en hel opdagelsesrejse. Og jeg vil gerne invitere jer med mig. Dette er derfor starten på en ny indlægsserie, hvor jeg fra tid til anden vil introducere mine yndlingslæsekroge for jer; private små bikse såvel som store kædebutikker, forhandlere af nye bøger såvel som af gamle, og alfabetisk sorterede hylder såvel som sande boglabyrinter. Sammen kan vi færdes i Odense, København, Esbjerg og Varde; og sammen kan vi opdage de fineste bogperler og udforske de mest oplagte bogkøbsmuligheder.

Når solen skinner, er indgangen til Akademisk Antikvariat markeret med to store, blå kasser fyldt med bøger. Når det regnfulde mørke sænker sig, er butikken oplyst indefra, og silhouetter kan anes mellem reoler og bøger. Uanset vejret viser antikvariatet sig dog aldrig fra sin bedste side set udefra. Det er et af de steder, man ikke kan bedømme på butiksfacaden eller udstillingsvinduet; det er et af de steder, man slet ikke kan forestille sig, før man åbner døren og træder ind. Det er et Narnia – med bøger overalt. 

Fra gulv til loft strækker reolerne sig. I tre smalle rum står bøgerne opstillet, side om side, bogryg mod bogryg. I vindueskarmene hober romanerne sig op, i hulrummet mellem reol og loft ligger de stablet, og overalt i hjørnerne på gulvet tårner der sig bogstakke op i knæhøjde. Det er svimlende og berusende. Det er kaotisk og uoverskueligt. Det er karismatisk, charmerende og helt umuligt. Der er intet overblik. Der er ingen logisk rækkefølge at bevæge sig rundt i. Der er bare bøger, bøger, bøger så langt øjet rækker.

Jeg ved aldrig, hvad jeg kan forvente, eller hvad jeg kan finde, når jeg månedligt kigger forbi. Læderindbundne udgaver af John Keats' digte, en yndigt gulddekoreret version af Leonora Christinas "Jammersminde", en bog om Peter Plys med mærkeligt bamselignende illustrationer, Yahya Hassans digtsamling og "Forbrydelse og straf" i hardback er blot nogle af de fund, jeg har gjort mig derinde. Nyt blandes med gammelt, og det bagerste lokale er en imponerende samling af filosofi, psykologi, litteraturkritik og andre fagbøger – ofte frekventeret af universitetsstuderende på udkig efter en specifik pensumbog. Deraf også antikvariatets navn.

Butikkens klassikerudvalg er sublimt – Brontë, Austen, Dickens og Dostojevskij pryder hylderne i engelske såvel som danske udgaver. Priserne er ligeså brogede som udvalget; sommetider må en bog hastigt stilles tilbage på grund af en tårnhøj pris, mens den andre gange hurtigt må føres op til kassen til ære for et godt kup. Men egentligt er det underordnet, for jeg holder mest af butikken på grund af butikken selv; det er et sted, der emmer af atmosfærisk bogkærlighed, elskeligt samleri og historie. Jeg har flere gange taget en læderindbundet roman ned fra hylderne for derefter at konstatere, at bogen blev trykt for over hundrede år siden. Der er så mange forunderlige kuriositeter at finde, hvis man tager sig tiden til at gennemtrave hylderne, stakkene og bogkasserne. Hele butikken summer med det; luften er tyk af de historier, der gemmer sig. Og de historier som historierne har.

Akademisk Antikvariatet ligger i Odense Centrum på Klaregade 27. Butikken har åbent mandag-fredag fra kl. 12.00 - 17.30 og lørdag fra 11.00 - 14.00. Prisniveauet er varierende, men udvalget er altid imponerende.

"Storhed og fald" af Tom Rachman

"Storhed og fald" (org. titel "The Rise and Fall of Great Powers") af Tom Rachman, fra Politikens Forlag, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5 stjerner.

Tooly befinder sig ved verdens ende. Næsten bogstavelig talt. Hun er nemlig indehaveren af en afsides boghandel med det mundrette navn World's End. Hun tilbringer sine dage omgivet af bøger og køber langt flere, end hun får solgt.

Selvom Toolys tilværelse ved romanens begyndelse er ganske stilfærdig, har den ikke altid været det. Som barn rejste hun med sin far rundt mellem hans konstante jobskifte, og som 8-årig blev hun bortført af en excentrisk trio af trickmagere. I mange år var hendes liv et sløret kaos af indsmigring hos lette ofre, hemmelige planer og en skiftende identitet. Tooly blev forladt af trickmagerne, før hun helt forstod, hvad der egentligt skete, og da en Facebook-besked fra en ekskæreste giver hende chancen for at opsøge hendes fortid igen, griber hun den med det samme.

“Har du ikke hørt det? Alle er deres eget land med deres egen private blog. For alle har noget vigtigt at sige. Alle sender pressemeddelelser ud om, hvad de har fået til morgenmad. Det er 'selvoptagethedens tidsalder'. Alle er deres egen verden. Det er lige meget, hvor folk er.”

I denne bog er tidsaksen splittet i tre. Kapitlerne skifter mellem 1988, 1999-2000 og 2011, og dokumenterer tre vidt forskellige faser i Toolys liv. Rachman bevæger sig i zigzag mellem de tre tidslinjer og fletter dem til sidst sammen til et helt livsforløb. I takt med at Tooly i 2011 rejser afsted for at finde svar på spørgsmålene fra sin fortid, lærer læseren om denne fortid, og de elementer af tvivl, ensomhed og rodløshed som den indeholder. 

"Storhed og fald" kan let opsummeres om en jagt på identitet. Toolys tidlige adskillelse fra sin travle far, hendes sammenføring med trickmagerne og deres senere bratte farvel, gør romanen til en lang refleksion over betydningen af et hjem og de bånd, der udgør en familie. Tooly har aldrig haft en fast bopæl og en traditionel familie – men betyder det, at hun er alene og hjemløs? Med sin roman lader Rachman til at spørge, hvilke elementer en identitet overhovedet udgøres af.

Romanen undersøger også vigtige begivenheder – personlige ligesåvel som historiske – og dens tre tidslinjer befinder sig alle på vippekanten af altafgørende datoer. Historien bevæger sig fra murens fald til 9/11 og op gennem den digitale tidsalder og efterlader således et stort albuerum til refleksion over de seneste årtiers udvikling. En udvikling der også har sat sine spor på Tooly og hendes verdensopfattelse.

Rachman favner bredt, og fortæller om adskillige verdenskroge ligesåvel som historiske knudepunkter. Han fører sine karakterer fra Wales til Bangkok, fra støvede bogbutikker til larmende natklubber og lader dem opleve næsten umulige hændelser undervejs. Men på trods af romanens grandiøse landskab og store armbevægelser, er det en fortælling, der er gennemsyret af ensomhed. Tooly er rodløs, uden tilknytning til steder eller personer, og føler sig kun hjemme, når hun læser en bog. I bogens fysiske skønhed, dens duft og dens slidte sider, finder Tooly en trøst og et værn mod den ensomhed, som omringer hende. Hendes yndlingsforfatter er Charles Dickens, og indflydelsen fra hans bøger kan føles overalt i Toolys liv. 

“Folk beholdt deres bøger, tænkte hun, ikke fordi de havde tænkt sig at læse dem igen, men fordi det var genstande, der indeholdt fortiden – fornemmelsen af at være sig selv på et bestemt sted, et bestemt tidspunkt, hvert bind et stykke af ens intellekt, lige meget om det havde været et værk, man holdt af eller afskyede eller havde fået en til at døse hen på side 40.” 

Faktisk ville det være nærliggende at sammenligne Rachmans skrivestil en smule med Dickens'. Som den typiske Dickens roman er "Storhed og fald" fyldt med pudseløjerlige, skæve og næsten karikerede karakterer. De mennesker der har influeret Toolys liv mest, er den besynderlige trio, som i sin tid bortførte hende. Der er den upålidelige Sarah, som bruger al sin energi på at klynge sig til Venn, gruppens leder og den ultimativt manipulerende mastermind. Der er den melankolske russer Humphrey, der får sine bøger tilsendt i kasser, hver gang gruppen flytter videre. Det er Humphrey, der introducerer Tooly til bøgerne og til Dickens, og det er Humphrey der med sit gebrokne sprog ender med at give Tooly de svar, som hun leder efter. Han er umulig ikke at holde af – og han var også min yndlingskarakter under læsningen.

Desværre må jeg indrømme, at al den besynderlighed i både karakterer og hændelser indimellem blev mere trættende end underholdende. Nogle af Rachmans litterære krumspring klinger en anelse hult; som finurlighed for finurlighedens skyld, mere en gimmick end originalitet. Der er afgjort både humor og hjerte at finde i "Storhed og fald", men måske i en lidt for høj dosis. 

Jeg nød at læse "Storhed og fald", for den er en vittig og skarp fremstillingen af nutidens frembrusende tempo. Toolys liv er så utroligt, at man hurtigt drager med hende på hendes rejse for at finde svar på hendes spørgsmål. Men hendes rejse bliver en anelse for lang, hendes fortid en anelse for kludret, og det endelig svar er en antiklimatisk konklusion på bogens store spørgsmål. Rachman leder med sin slutning tankerne hen på en både sand og overbrugt frase: “Home is where the heart is.” 

"Cat Stories" af Diane Secker Tesdell m.fl.

"Cat Stories" af Diane Secker Tesdell m.fl., fra forlaget Everyman's Library, udgivet i 2011. 3/5 stjerner. 

"Cat Stories" er en atmosfærisk novellesamling fyldt med miav-lyde, spinden og ubetryggende gule øjne, som stirrer ud i mørket. Det er en novellesamling, der handler om katte og de mennesker, der omgås dem. 

Fra filosofiske forsøg i Ursula K. Guins "Schrödinger's Cat" til en morders nagende samvittighed i Edgar Allan Poes "The Black Cat", er samlingen af noveller både klassisk og moderne, skummel og munter, overnaturlig og hverdagslig, og variationen novellerne tilbyder er imponerende. 

“What does it mean to love an animal, a pet, in my case a cat, in the fierce, entire, and unambivalent way that some of us do?” – Alice Adams 

Af en eller anden grund forbinder jeg katte med hyggelige læsestunder. Måske er det på grund af talrige sene nætter tilbragt med en tændt natlampe, en opslået bog og en spindende kat i min fodende. Måske er det fordi, Rasmus så ofte er faldet i søvn på min mave, på min seng og endda på min bog under min læsning. I hvert fald er der i mit indre en uundgåelig forbindelse mellem den ideelle læsestund og min kat.

Noget af det bedste jeg ved er også, når der er katte til stede i de bøger, jeg læser. Der er noget uendeligt fascinerende ved en kats selvstændige væsen, gådefulde øjne og temperament, der næsten gør dem til historier i sig selv. De er værd at skrive om, og de er værd at læse om – akkurat ligesom at de også er værd at læse med. Da Amazon tilfældigt foreslog mig at købe "Cat Stories" tog det mig derfor heller ikke lang tid. Jeg blev nødt til at eje den bog og læse fine, atmosfæriske og pudsige noveller om verdens smukkeste dyr.

Mange af novellesamlingens små historiebidder leger også med det uudgrundelige glimt i kattens øjne. I Sakis "Tobermory" fortælles der om en kat, der kan tale og dermed afsløre aldrig udtalte hemmeligheder til gæsterne ved et fint middagsselskab. Saki forvandler katten til et alvidende væsen, der med lethed kan se igennem facader og skuespil; en næsten uhyggelig iagttagenhed afsløres fra katten, der kan spankulere uset rundt og observere med sine gule øjne. Rudyard Kipling gør katten til en snu skabning, der hverken bøjer eller kompromitterer sig overfor mand og hund, og spinder således en oprindelseshistorie om kattens medfødte selvstændighed, ensomhed og vilje i "The Cat Who Walked By Himself". Det er vidunderligt skrevet – et præcist indblik i kattens natur.

“He and the Cat looked at each other across that impassable barrier of silence which has been set between man and beast from the creation of the world.” – Mary E. Wilkins Freeman

Men novellesamlingen handler ikke blot om katten som en slags mytisk figur; den handler også om katten som et elsket kæledyr, en trofast vogter og ven af de, der står den nær. Neil Gaiman beskriver så smukt, hvordan en sort kat bliver en vogter over en hel families lykke, da den hver nat bekæmper mørke rædsler på dørtærsklen. Ligeledes står Mary E. Wilkins Freemans novelle mit hjerte nær, da den så yndigt beskriver, hvordan en kat binder sig til sin ejer – og hvordan denne forbindelse er et bevidst valg fra kattens side præget af kærlighed, tryghed og varme. Hendes lille novelle "The Cat" er et melankolsk mesterværk på kun otte sider og på en måde er den essensen af alt det, som kattedamen indeni mig værdsætter.

Der er også enkelte forfattere i novellesamlingen, der spiller på kattens rolle som rovdyr og jæger; Steven Millhauser omskriver en voldelig Tom & Jerry scene til en næsten tragisk novelle og fremhæver på den måde meningsløsheden og absurditeten i TV-showets enfoldige karakterer. Patricia Higgsmith omvender rollerne, da hun lader katten blive den jagtede, dyret på flugt, og resultatet er både ildevarslende og skrøbeligt på samme tid. Jeg holder enormt meget af samlingens noveller, der beskriver dobbeltheden i kattens natur; det elskede kæledyr overfor den utilpassede jæger. Det er en fin balancegang, og det er ikke tilfældigt, at en af novellerne involverer en kvinde, der bliver ængstelig ved tanken om alt det, som hun ikke ved om sin kat. For hvad ved man egentligt om disse elegante væsner, der stirrer så tålmodigt ud i luften?

Som med alle novellesamlinger var der noveller i "Cat Stories", som jeg hurtigt bladrede forbi. Der er mange noveller, der omhandler bortløbne katte, og jeg må indrømme, at de føltes kedsommeligt gentagende i længden. Ligeledes var der også et par science-fiction lignende fortællinger, der fik mig til at gabe, sukke og miste al koncentration. Men når novellesamlingen rammer plet, er den perfekt. Jeg blev næsten reduceret til tårer, da jeg læste om en hjemløs kvinde og hendes kats kamp for at overleve i kulden; der var så megen basal  sandhed i den måde, kvinde klynger sig til katten på for at have noget at klynge sig til overhovedet. Og det mindede mig om, hvor stærke og gensidige bånd der kan opstå mellem  katte og mennesker.

I sidste ende gjorde novellesamlingen alt det, jeg havde håbet på. Den introducerede mig til nye forfattere, handlede om et virvar af katte og gennemgik forskellige vinkler og sider af kattens natur. Jeg kan nemt se igennem fingre med de intetsigende noveller til fordel for de velskrevne; og jeg vil anbefale denne lige bog til enhver katteelsker, katteejer og katteven. 

Noget om stjerner

Da jeg i sin tid valgte at gøre brug af stjernebedømmelse på bloggen, forsøgte jeg at gøre det let for mig selv. Jeg overførte ganske enkelt Goodreads' system, og besluttede mig for, at fem stjerner var alt, hvad jeg skulle bruge. Jeg vidste udmærket godt, at jeg indimellem ville komme til at mangle den sjette, men jeg vidste også, at hvis jeg brugte seks stjerner, ville jeg mangle den syvende. Bøger er jo skabt til at splitte meninger.
Desuden har fem stjerner også den fordel, at de skaber et midtpunkt, der hverken læner til den ene eller den anden side. Og netop treeren er min mest brugte stjerne. Det er en flerfacetteret stjerne, jeg tildeler bøger, der enten morede eller fornøjede mig, men ikke efterlod indtryk, og det er en stjerne, jeg tildeler bøger, jeg både kan se værdier og problemer i. Jeg har ofte hørt, at mange opfatter tre stjerner som en advarsel, men sådan ser jeg det slet ikke. Mine tre stjerner tildeles til middelmådige bøger; og det er oftest ment mere positivt end negativt.

Måske var det en fejl ikke fra start at have en anmeldelsespolitik og stjerneforklaring. Måske afkoder vi alle stjerneuddelingen forskelligt. Jeg ved det ikke, men for mit vedkommende ser det sådan ud;

1 stjerne: En enkelt stjerne er for bøger, der har gjort mig sur. Det er en ekstrem stjerne, som jeg gemmer til de bøger, jeg ikke kan udstå synet af; bøger jeg decideret fortryder, at jeg har læst.

2 stjerner: To stjerner symboliserer irritation og kedsomhed. Bøger jeg har læst på grund af stædighed og ikke af fornøjelse. 

3 stjerner: Min elskede treer. Midterpunktet, vippepunktet. Bøger jeg kan lide, har nydt at læse, men som har svage punkter undervejs. Eller bøger som jeg ikke kan sætte en finger på – men omvendt heller ikke vil kunne huske. Bøger der gør det, de skal (og gør det godt), men ikke gør mere end det. Bøger der ikke overrasker eller tilføjer noget nyt. Eller bare bøger som ikke vækker store følelser i mig undervejs.

4 stjerner: Jeg er ikke enig, når folk skriver, at fire stjerner har et men. At en bog er fire stjerner værd, men ikke helt opnår de fem. I mine øjne betyder fire stjerner ikke, at der mangler noget, istedet betyder det, at jeg har læst en fantastisk bog. Forskellen mellem fire og fem stjerner er for mig en fornemmelse. Fem stjerner er til det exceptionelle – men bare fordi en bog ikke er exceptionel, betyder det ikke, at den mangler noget.
5 stjerner: Fem stjerner er sjældne. De er til juvelerne i samlingen, til bøger der er blevet hos mig lang tid efter, den er færdiglæst. Ud af 152 læste bøger i år, er jeg kun stødt på ni femstjernede bøger, og af dem er tre endda genlæsninger. På en måde kan jeg godt lide, at de fem stjerner er så sjældne. Det gør dem til noget særligt.

Til alle andre bogbloggere og Goodreads-brugere: hvordan bruger I stjernerne? Benytter i jer af fem eller seks stjerner, og hvad betyder den enkelte stjernebedømmelse for jer? Og til alle jer andre: hvordan opfatter I stjernebedømmelserne? Ser I tre stjerner som noget meget kritisk, eller betragter I fem stjerner som noget mere almindeligt? 

Tema-tirsdag #66: "Hvordan har din læsesmag udviklet sig gennem årene?"

Mange læsere har en historie. En historie og et udviklingsforløb. De kan fortælle vidt og bredt om, hvordan deres læsning har forandret sig; hvordan de før nærmest udelukkende læste om kærlighed, senere om science-fiction og derefter blev fristede til at hive Tolstojs "Krig og fred" ud af bogreolen. De kan tegne kurver og identificere store udsvingninger. "Jeg startede der, og jeg endte her," siger de. Og selvom det på sin vis er interessant og spændende, at alder og personlig udvikling afspejles i læsevalgene, har det aldrig været sådan for mig. I hovedtræk minder bøgerne, jeg elsker i dag, om bøgerne jeg elskede som 12-årig. Nogle af dem er endda endnu de samme.

Her på bloggen får jeg ofte spørgsmål om klassikere. Et af de spørgsmål der går igen og igen, er altid: "Hvornår startede du med at læse klassikere?", og til det kan jeg kun svare, at det har jeg næsten altid gjort. Naturligvis ikke bevidst. Sommetider ikke engang af eget valg. Men ikke desto mindre har jeg altid gjort det.

Da jeg voksede op, læste min mor højt for mig. Sammen travede vi igennem Alices Eventyrland, fløj langt oppe over Londons tage med Peter Pan, og bladredede i en særligt stor jubilæumsudgave af H. C. Andersens eventyr. Jeg nød billederne og de velkendte navne, som jeg kunne kæde sammen med Disney-filmene nede i stuens summende VHS-maskine. Min yndlingsbjørn var den enfoldigt elskelige Peter Plys, og da jeg begyndte at læse selv opstøvede jeg også fortællingerne om Bjørnen Paddington på bibliotekshylderne.

Jeg var en drømmer, og af en eller anden grund udviklede jeg som 10-11årig en forkærlighed for 1800-tallet (sandsynligvis på grund af tanken om brusende kjoler og store balsale med funklende lysekroner), og jeg læste min vej gennem samtlige af Herta J. Enevoldsens bøger om fortidens kongehuse. Måske var det på jagt efter flere kjoler, flere baller, mere 1800tals romantik, at jeg faldt over "Pigebørn" af Louisa May Alcott. I hvert fald lånte jeg den med hjem, og læste til mine øjne blev trætte. "Emily på Månegården" fulgte hurtigt efter, og mit liv blev hurtigt forandret. Jeg eksperimenterede med børnebogsudgaver af "Oliver Twist", "Huckleberry Finn" og "Jorden rundt i 80 dage", altimens jeg læste folkeeventyr fra hele verden.

Jeg læste ikke efter noget system. Jeg blev draget af "det gammeldagse" (som jeg kaldte det dengang), af kærlighed og af historisk drama. Jeg elskede at læse om stille hovedpersoner, som jeg kunne spejle mig i, og jeg kunne ofte genkende mig selv i hovedpersoner, der enten læste eller skrev. 

Det sjove er, at jeg faktisk læste efter et system alligevel. Og det skræmmende er, at jeg basalt set, læser det samme i dag, som jeg gjorde dengang. Min læsesmag blev cementeret i mine barndomsår, og er nu bare en indgroet del af mig, og det jeg leder efter i en bog.

Jeg genlæser stadig "Little Women" af Louisa May Alcott. Jeg er stadig ellevild med 1800-tallet. Jeg foretrækker stadig bøger med et hint af kærlighed. Jeg nyder stadig at læse historisk fiktion – og børnebøgerne om Alice og Peter Pan, for den sags skyld. De bøger som jeg læste i børneudgave som barn, læser jeg nu i fuld udgave som voksen. Min senere kærlighed til Jane Austen har en altoverskyggende plads i mit læser-hjerte, men er denne yndlingsforfatter netop ikke affødt af selvsamme interesse for 1800-tallet, for baller, for kærlighed og for "det gammeldagse", som jeg dyrkede så meget for ti år siden? Er det ikke kun en logisk konsekvens af barndommens læsevalg, alting taget i betragtning? 

Naturligvis har min læsesmag gennemgået forandringer i løbet af årene. Som 13-årig opdagede jeg Harry Potter, og forsøgte derefter at finde lignende fantasy. Som 16-årig havde jeg ikke meget læseoverskud og læste derfor næsten udelukkende chick-lit. Som 19-årig læste jeg Donna Tartt og fik en bedre forståelse for nutidig litteratur. Og som 24-årig læser jeg langt mere varieret, end jeg gjorde som 12-årig. Men hovedingredienserne, som jeg leder efter i en bog? De har ikke forandret sig meget. Ej heller har mine yndlingsbøger, yndlingsforfattere og yndlingstidsperioder. Det er både pudsigt og fint, rammende og lettere tragisk, at mit læsemønster blev lagt for så lang tid siden. For jo mere jeg tænker over det, desto mere synes det, det samme.

Kan I se lignende mønstre i jeres tidlige læsning og jeres læsning i dag? Leder I stadig efter de samme ting i en god bog? Eller har jeres læsning forandret sig fuldstændig, og læser I nu helt andre genrer, end I gjorde engang? 

"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates

"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates, fra forlaget Corvus Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2010). 4/5 stjerner.

Giv mig dit hjerte. En simpel bøn i et høfligt brev sendt til en tidligere elsker, begynder Joyce Carol Oates' novellesamling. I en tiltagende besættelse, en feberhed bøn, en umulig hævn, bevæger den kvindelige skribent sig fra høflighed til vanvid, da hun skriver til sin tidligere elsker og beder om hans hjerte, fordi hendes eget fejler. Novellen begynder fjerlet og ender i et fortærende mørke. Bitter jalousi indrammer ordene, og den fine linje mellem bøn og trussel, kærlighed og had sløres mere og mere, efterhånden som den kvindelige afsender giver sig tydeligere og tydeligere til kende.
"Give Me Your Heart" er den første novelle i denne novellesamling og også den, der giver titlen til bogen. Stemningen fra den første novelle er toneangivende, og hele novellesamlingen er bundet sammen af hjertet og de upålidelige følelser, der er tilegnet det bankende organ. Kærlighed er temaet, der samler disse noveller – men også det, der river dem fra hinanden. 

“You're frightened. Your heart, that guilty organ, has begun to pound. At a second-floor window of your house on Richmond street (expensively restored Victorian, pale gray shingles with dark blue trim, "quaint," "dignified," among others of its type in the exclusive old residential neighborhood east of the Theological Seminary), you stare out anxiously at – what? Not me, obviously. I'm not there. At any rate, I'm not in sight.”

Jeg læste "Give Me Your Heart" i et bumlende tog, mens landskabet omkring mig hele tiden ændrede sig. Jeg læste en historiebid af gangen, en lille rystende episode delt op over flere dage, små jordskælv i små portioner. Det var meningen, at jeg skulle se Joyce Carol Oates, da hun var på Louisiana, og "Give Me Your Heart" blev valgt som min introduktion til hendes forfatterskab af ingen anden grund, end at den befandt sig, hvor jeg var; i et lille hjørne af et stort indkøbscenter i Spanien. Jeg endte dog med aldrig at få hende set, tiden fløj forbi mig, og jeg kom ikke på Louisiana den dag, da hun var der. Til gengæld fik jeg læst en novellesamling så voldeligt chokerende og elegant sammenvævet, at jeg endnu får kuldegys ved tanken. Jeg anede det ikke, da jeg købte den – men "Give Me Your Heart" var den perfekte introduktion til Oates' forfatterskab. Det er en af de bedste novellesamlinger, jeg nogensinde har læst.
Hver af de ti noveller i samlingen er små mesterværker, små fortællerlege og mindeværdige edderkoppespind. De er bizarre, endda makabre, og de ender alle med et uforudsigeligt plottwist, der efterlader læseren med et hamrende hjerte og opspilede øjne. Oates demonstrerer så tydeligt den brutale og rå grimhed, der kan gemme sig i et menneskehjerte; den lethed hvormed det hele kan vende i løbet af et enkelt sekund, situationer kan løbe løbsk, og følelser kan fortære. Og noget så basalt ømt som sætningen "Give me your heart" omdannes til en grufuld romantik.
Hjertet er et upålideligt organ tillagt endnu mere upålidelige følelser, og eftersom alle Oates' karakterer handler efter hjertets impuls, er de også upålidelige. Det er svært at vide, hvad man skal tænke eller tro; novellerne fremsætter mysterier, der aldrig bliver løst, og som i deres tvetydighed næsten bliver til decideret gys. Fra titelnovellens tiltagende terror til den ildevarslende atmosfære i novellen "Strip Poker", hvor en ung pige forledes til at deltage i et spil, hun ikke helt forstår, er novellerne fyldt med grusomheder så hverdagslige, at det næsten ikke er til at bære. 

“Very possibly this was a dream of such anguish he could scarcely bear it, and yet Jess knew it could not be a dream, for you can determine a dream by its texture. Dreams are soft-edged as watercolors, while waking life is hard-edged as a photograph.”

Oates skraber atmosfærer, der er kvælende klaustrofobiske, levende og psykologisk realistiske. Alle hendes scenarier befinder sig på en vippekant mellem forestillingen og virkeligheden, og novellerne efterlader en med forvirring og frygt – konklusionen skal foretages i læserens hoved, og uvisheden er pinefuld. Denne uvished opleves så tydeligt i novellen "Split/Brain" hvor en ung kvinde sidder i en bil og venter på at træde ind i sit hjem. Hun ved, at hendes nevø er der, og hun er bange for at møde ham. Hun sidder derfor i bilen og opbygger scenarier; det ene grusomt, det andet simpelt. Novellen slutter med, at hun rejser sig og træder ind af døren. Men hvad vil hun finde? Hvilket scenarie vil blive det sande? 
Oates' karakterer lider af besættelser. Kærligheden har gnavet i deres hjerner, fordøjet deres fornuft og blændet deres synscenter. I "The First Husband" bliver en mand besat af sin kones første ægteskab og bruger al sin tid på at opspore hendes første ægtemand, i "Smother" fortælles to historier om den samme opvækst med en fiksering på en særlig barndomshændelse som enten er oplevet eller indlevet, og i "Bleed" forvandles en god gerning til en faretruende trussel, blod på hænderne og arrest. Alting tog en drejning, som jeg aldrig havde forudset. Et hamrende hjerte er et ildevarslende tegn.
Det er længe siden, at jeg har læst noget så kraftigt, så åbenlyst voldeligt og grafisk, som disse noveller. Men selvom mange af Oates' karakterer får blod på hænderne og pletter på samvittigheden, så er det skræmmende ved volden ikke fysisk, men psykologisk. Der er noget ufatteligt skræmmende, ufatteligt tankevækkende, ufatteligt mørkt ved den måde, hvorpå Oates hiver fat i menneskets skyggesider og skriver om, hvad man egentligt er i stand til, hvis man overlades til hjertets passioner. Det er dyrisk. Det er fælt. Og det er så velskrevet og så fantastisk skarpt observeret, at jeg stadig er målløs.

"Stop What You're Doing and Read This!" af Carmen Callil m. fl.

"Stop What You're Doing and Read This!" af Carmen Calil m.fl., fra forlaget Vintage, udgivet i 2011. 3/5 stjerner.

I en tidsalder hvor telefonen konstant lyser op med beskeder om Instagram-opdateringer, Facebook-likes og fjernsynet evige summen kan høres i baggrunden af enhver samtale, er det sommetider en god ting at stoppe op, trykke på off-knappen og forsvinde ind i en bog. Tiden er blevet mere og mere kostbar, spildtiden er blevet mere og mere synlig, og det er nødvendigt at gøre bøgerne til en prioritet. Til at huske at tage sig tiden til fordybelse og til læsning. Det er i hvert fald udgangspunktet for denne essaysamling, der allerede i sin titel opfordrer til handling og forandring.

“Local libraries are gateways – not only to other people, but to other lives.” – Zadie Smith

Påvirker den kostant voksende, revolutionerende og hverdagslige brug af teknologi vores læsning? Spørgsmålet giver næsten sig selv; selvfølgelig gør den det. Teknologi påvirker alle aspekter af vores liv og dermed også læsningen af en bog. Ofte ligger min mobil side om side med min bog på bordet; parat til at opdatere læse-status på Goodreads eller instagramme et lille læseøjeblik. Ofte sørger jeg også bevidst for, at den ikke ligger der; at den befinder sig i et andet rum, for at jeg kan få ro. For teknologi distraherer og forstyrrer, den larmer og den fylder.
Men er teknologi djævelen? En pestilens der udelukkende ødelægger dannelsen, læsningen og fordybelsen? Bliver bøgerne udkonkurreret af en tændt iPhone, en ny film på Netflix eller opdateret Twitter-konto? Disse spørgsmål synes jeg er mindst ligeså indlysende som foregående. Selvfølgelig er der ikke en konkurrence eller et kapløb. Læsere læser stadig – selvom de læser på andre måder.
Da jeg læste "Stop What You're Doing and Read This!" blev jeg først og fremmest irriteret. For mellem disse smukke, tankevækkende og velskrevne hyldester til læsningen skjulte der sig en mørk dommedagsstemning; en slags håndgribelig desperation. Flere af forfatterne fik det til at lyde som om, bogen gik sin ventende død i møde grundet teknologien. Men gør den virkelig det? 
Jane David fortæller i sit essay "The Reading Revolution" om en national organisation, der sørger for, at socialt udsatte mennesker kan få lov til at læse. Der er tale om en slags læse-terapi, hvor der højtlæses i fællesskab, og hvor bøgerne deles og diskuteres og dermed tillægges ny mening på fællesmøder. I mine øjne er det akkurat det samme, der kan ske på Twitter, på Facebook og på internettet generelt; læsningen kan deles. Tingene er slet ikke så sort/hvide, som man skulle tro.
Forlæggeren Carmen Callil bruger sit essay "True Daemons" til at forklare den særlige magi, der kan opstå mellem en læser og en bog. Hun forklarer, hvordan bøger kan afspejle og vise en sjæl. Og samtidig slutter hun sit essay af med at affærdige e-bøger og e-bogslæsere. Selvom jeg selv ikke er udpræget e-bogslæser, må jeg stille mig uforstående overfor hendes holdning og ord; for er udviklingen af e-bøger netop ikke en forsikring om, at læsningen godt kan overleve og videreleveres i en digitaliseret verden? Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvordan "Stop What You're Doing and Read This!" skal være en essaysamling om læsningens plads i vores digitaliserede verden, hvis der ikke er plads til nye måder at læse på?

“The book was sent to me and because books and doors both need to be opened, I opened it. A book is a door; on the other side is somewhere else.” – Jeanette Winterson

Der hviler på den måde en mærkelig selvmodsigelse i sammenhængen mellem essaysamlingens tema og de forskellige skribenter. I bogens sidste essay skriver Dr Maryanne Wolf og Dr Mirit Barzillai, at læsningen står overfor et paradigmeskift. De indrømmer, at de ikke ved, hvordan teknologien vil influere den næste generation af læsere – men de har tiltro til, at læsningen vil udvikle sig og tilpasse sig til deres behov. Og dét er jeg fuldstændig enig i.

På trods af klodsede formuleringer og dommedagslignende udsagn er "Stop What You're Doing and Read This!" sammenholdt af en rørende læsekærlighed; en kærlighedserklæring til ordene og det de kan, til bøgerne og til følelsen af at træde ind i en anden verden. Zadie Smiths essay "Library Life" er blandt samlingens bedste (også selvom jeg tidligere er stødt på det i "The Library Book"), for Smith skriver så simpelt og så sandt om det at vokse op på et bibliotek og leve et liv blandt bøgerne på hylden. Hendes ord blev næsten et spejlbillede.

Jeanette Winterson benytter sine sider på at fortælle om, hvordan en bog kan blive ens egen, og hvordan et møde mellem en læser og en bog skaber et rum helt for sig selv. Winterson maler et tydeligt billede af den dobbelthed, der hviler i på den ene side at læse en bog om bjergbestigning og på den anden side ligge i sin sofa, mens man gør det. Man er både inde i bogen og udenfor den. Man er på toppen af et bjerg og på sofaen under et dovnetæppe. Bøger skaber deres egne virkeligheder – og de tager læseren med.

Jeg vil ikke kalde "Stop What You're Doing and Read This!" en dårlig essaysamling. Den er fyldt med vigtige forfattere, der både benytter sig af videnskabelige læserteorier og personlige minder til at forklare bogens plads i deres, og vores, liv. Det er en bog, der er fyldt med kærlighed – men desværre også med bekymring. Og alt for ofte omdannes bekymringen til et angreb på teknologien end et forsvar af læsningen. Er det virkelig nødvendigt at fremhæve bogens kvaliteter frem for filmens, at diskutere Facebook-forstyrrelserne i stedet for at fokusere på læsefordybelsen og at sukke over e-bøgerne i stedet for at glæde sig over læsningen?