Tema-tirsdag #71: Coffee table books

Bøger så store, at de ikke kan passe ind på reolens hylder. Bøger så fyldt med billeder, farver og med så sparsom tekst, at de snarere skal bladres i end læses. Bøger så dekorative og kunstneriske, at det næsten er synd, at de skal gemmes væk i en bogreol. Bøger der er designet til at ligge fremme. Til at ligge på sofabordet som en indbydende invitation til bladren og kiggen af gæster og besøgende. Coffee table books.

Jeg har efterhånden en hel samling af sjove bøger i skæve formater. Nogle af dem består næsten udelukkende af billeder og malerier, mens andre fungerer som opslagsværker. Nogle af dem er egentligt almindelige bøger med enkelte billeder, som blot er for store til at have stående i min bogreol, og andre er smalle samlinger af tegneseriestriber og  akvareller. Fra en gennemgang af Harry Potter-filmene til en samling af citater udtalt af interessante kvindelige hovedpersoner, en oversigt over Jane Austen liv og en næsten pop-op-lignende billedbog om Beatrix Potters elskede Peter Kanin, spænder min samling vidt og bredt. Jeg elsker de store bøger og det, de indeholder. Det sjove er bare, jeg ikke helt aner, hvad jeg skal stille op med dem. 

Det er nok ikke meningen, at man skal læse coffee table books. Bøgerne er ikke designet til hyggelæsning i sengen – oftest er de for tunge til at sidde med, eller også er teksten for kort til egentligt at blive læst som en almindelig bog. I stedet er de netop designet til det, som deres navn antyder: til at lægge fremme på et stuebord og indbyde til bladren, snak og  let tidsfordriv. Jeg ender bare altid med at forsøge at læse dem alligevel.

Det strider nok lidt imod min natur bare at have bøger til at bladre i. Jeg vil læse dem, og jeg gør det helst fra ende til anden. Således tilbragte jeg rent faktisk en hel julemorgen i sengen med den umuligt massive bog "Harry Potter: From Page to Screen" og læste om spændende ting som koncept-udvikling, kostumer og filmforhold, og om ting der slet ikke interesserede mig overhovedet, såsom special effects og teknologi. Det samme skete i øvrigt, da jeg ville læse "My Ideal Bookshelf", hvor jeg læste samtlige essays i en enkelt læsesession – også selvom de pågældende personer ikke nødvendigvis interesserede mig. Ligeledes har jeg tydet svungen skråskrift i "Beatrix Potter: A Journal", og omhyggeligt gransket hvert eneste citat i "Well-read Women". 

I virkeligheden egner jeg mig ikke til at udvælge og til at skimme. Jeg kan ikke læse en bog tilfældigt og lemfældigt; jeg har brug for at læse siderne kronologisk, og jeg kræver et helhedsindtryk. Coffee table books eller ej – de er bøger, og jeg læser dem. Alt det jeg kan. 

Har I også nogle fine coffee table books i jeres bogsamling? Og læser I dem, eller nøjes I med at bladre dem tilfældigt igennem? 

Skal vi læse en bog sammen?

De står der endnu. På rad og række, sart matchende med deres lyse pastelfarver. Slidte, ødelagte og elskede er de blevet låst inde i mit blå opbevaringsskab på mit barndomsværelse.  Jeg har nemlig ikke kunne nænne at skille mig af med dem, for de minder mig om den læser, jeg var engang – og som jeg delvist stadig er i dag.

Sophie Kinsella var mit ungdomsidol. Hendes bøger var alt, hvad jeg havde brug for at læse i de trættende teenage-år, hvor handelsskolen fyldte, og fritiden var sparsom. Med min evige forkærlighed for bøger om forelskelse, umuligt perfekte slutninger og velkendt klodsethed dryssede Kinsella en lykkelig eskapisme ud over min hverdag. Jeg læste alt, hvad hun skrev, og jeg nød hvert ord.

I dag læser jeg stadig chick-lit. Jeg elsker stadig lyserøde, pinke og sarte forsider, og jeg rynker aldrig på næsen af en god kærlighedshistorie – hvad enten den er udgivet i 1800tallet eller i går. Ikke desto mindre har min dosis af chick-lit ændret sig. Procentvis udgør genren ikke længere størstedelen af min læsning, men derimod blot en lille brøkdel. Det er ved at være længe siden, at jeg har læst en Kinsella-bog. Men nu er det atter tid.

I lørdags gæstede Sophie Kinsella BogForum i anledning af hendes nyeste bog. På grund af min forlagspraktik hos Lindhardt og Ringhof var jeg så heldig at opleve hende flere gange i løbet af dagen – og mit fortidige teenage-jeg jublede. Det var stort for mig at møde en forfatter, der har præget min ungdom i så høj grad. Især fordi hun var så sød, så skarp, så velformuleret og vidunderligt britisk. Jeg var imponeret, og de stjerner hun tegnede i min bog vil skinne lang tid endnu.
Jeg glæder mig til at læse "Shopaholic stiler mod stjernerne", og jeg vil gerne læse den sammen med jer. LOVEBOOKS, som er en del af Lindhardt og Ringhof og et vidunderligt sted for alle læsere af kærlighedsbøger, har nemlig arrangeret en read-along af den lyserøde bog.
En read-along er, basalt set, blot en form for online-fælleslæsning. Via et hashtag diskuterer man løbende en bog på Instagram, Facebook og Twitter, og på den måde kan man følge hinandens læsning. For at deltage i denne read-along skal du ganske simpelt blot bruge de to hashtags #KinsellaKærlighed og #Lovebooksdk til at vise dit yndlingscitat, fremhæve en komisk scene eller dele en tanke om et særligt kapitel. Det bliver sjovt. Og noget så hyggeligt.
Denne read-along begynder i dag og varer hele måneden ud. Selvom du ikke nødvendigvis starter bogen i dag, kan du sagtens påbegynde læsningen i næste uge og være med. Der er ingen tidslinjer og ingen stress – hashtagget og diskussionen af bogen fortsætter ligeså længe, der er nogen, der har noget at sige. 

Skal du være med? 

Ps, Jeg synes bestemt, at I skal følge LOVEBOOKS, hvis I elsker kærlighedshistorier. Det er sådan et spændende projekt, og jeg ved, at der er endnu flere spændende ting i vente.
Pps, Jeg er i praktik hos Lindhardt og Ringhof, og jeg er en del af LOVEBOOKS-redaktionen. Det ændrer dog ikke på min oprigtige begejstring overfor projektet, og de ting det kan (og skal) bruges til. Jeg fortæller nærmere om min praktik snart, men indtil da er det vigtigt for mig at klargøre, at min blog og ordene på den er mine egne. Jeg vil så nødigt blande tingene sammen, men faktum er, at jeg deltager i denne read-along, og at jeg glæder mig. Derfor har det også fået en plads på bloggen. Alt andet ville være fjollet.

En stille læseverden

Der findes mange læsescenarier, og så mange af dem er lokkende perfekte. For uanset om man læser i en propfyldt bus på en sparsom sædeplads, i et rungende bibliotek med uendelige rækker af bøger eller i sin egen stue i det begyndende tusmørke på en stille sommernat, vil man finde ro. Hvis bogen er god nok, bliver man væk i den. Man forsvinder, og smelter sammen med bogstaverne på papirssiden.

Det er netop, hvad Wallace Stevens' smukke digt handler om. "The reader became the book" skriver Stevens, og intet kunne være sandt. I den sande og rene fordybelse, forsvinder læseren, og bogen bliver til virkelighed. Det er vidunderligt velskrevet; et sandt læseglimt fra en larmende verden.

Wallace Stevens – "The House Was Quiet and the World Was Calm"

“The house was quiet and the world was calm. 

The reader became the book; and summer night 

Was like the conscious being of the book. 

The house was quiet and the world was calm.

The words were spoken as if there was no book, 

Except that the reader leaned above the page, 

Wanted to lean, wanted much to be 

The scholar to whom his book is true, to whom 

The summer night is like a perfection of thought. 

The house was quiet because it had to be. 

The quiet was part of the meaning, part of the mind: 

The access of perfection to the page. 

And the world was calm. The truth in a calm world, 

In which there is no other meaning, itself 

Is calm, itself is summer and night, itself 

Is the reader leaning late and reading there.”

"The Blue Castle" af L. M. Montgomery

"The Blue Castle" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1926). 5/5 stjerner. 

Den 29-årige Valancy Stirling vågner op på sin fødselsdag med gråd i øjnene og en knugende fornemmelse i maven. Hun føler sig som en fiasko, da hun endnu ikke er blevet forelsket og stadig bor hjemme ved sin dominerende og dikterende familie. Det værste er, at der ikke er håb i horisonten; aldrig udsigt til mere eller andet end det monotone liv, hun altid har levet. Hendes eneste trøst er de smukke, naturalistiske bøger af forfatteren John Foster og dagdrømme om et blåt slot – et tilflugtssted i Valancys fantasi, hvor alting er, som hun har drømt det.
Valancys rutineprægede tilværelse ophører dog brat, da et lægebesøg resulterer i alarmerende nyheder, og Valancy tvinges pludselig til at se sin fremtid i øjnene. Med en nyfundet lethed befrier hun sig fra sin familie, møder nye mennesker og nærmer sig gradvist det blå slot, der før skinnede så uopnåeligt ude i horisonten.

“Who would endure life if it were not for the hope of death?” 

Jeg ved godt, at man skal leve hver dag, som var det ens sidste. Jeg ved godt, at hver eneste dag er en gave og at hver eneste sekund tæller. Det ved vi allesammen godt. Men faktum er, at dage er upålidelige begreber, bestående af sekunder og minutter, der så hurtigt klistrer sammen. Sommetider kan man slet ikke se, hvor den ene dag ender, og hvornår den næste begynder. Og så er det svært at huske at værdsætte de dyrebare minutter, som dagene indeholder.
Det vidste L. M. Montgomery også godt. Og derfor handler "The Blue Castle" ikke om en kvinde, som nyder hver eneste dag. I stedet handler det om en kvinde, der kun er i stand til at udnytte sine dage, når hun ved, de ikke varer for evigt. Valancy Stirling bliver ikke lammet af frygt, da hun får af vide, at hun snart skal dø; i stedet bliver hendes sind fjerlet. Den ventende død er det bedste, der nogensinde er sket for hende – for pludselig er dagene foran hende ikke en uendelig masse. De er talte, og de er unikke.
Måske lyder det som en kliché, og måske lyder det uendeligt forudsigeligt. Men faktisk er det både menneskeligt og sandt; Valancys hverdag er et frivilligt fængsel, som hun ikke kan slippe ud fra, før hun ved, hvor få dage hun har tilbage. Hun er fanget af de forventninger som samfundet og som hendes familie har til hende, og først da hun indser, at hun har formet sit liv efter andre, kan hun forme sig selv.
"The Blue Castle" er præget af en melankolsk munterhed, og Montgomery skriver sig ind i en tradition, der er Austen værdig. Karikerede mødre, firkantede onkler og skrappe tanter dominerer Valancys hjemmeliv, mens uanstændige venskaber formes, når hendes lænker løsnes. Men selvom Valancy tager sit liv i sine egne hænder, bryder med konventionerne og fanger sine drømme, så er der hele tiden en understrøm af sørgmodighed. Hun skal snart dø, og ligesom Austens Anne Elliot fra "Persuasion" er Valancys liv begyndt for sent.

“Thirty seconds can be very long sometimes. Long enough to work a miracle or a revolution.”

Allerede inden jeg startede at læse om Valancys og hendes lavendelblå luftkastel, vidste jeg, at der ventede mig et uimodståeligt læseeventyr. For Montgomery indarbejder altid sødmefyldte drømme ind i hendes tekster; hendes ord er altid silkebløde, vittige og charmerende, og hendes hovedpersoner er altid levende. "The Blue Castle" var ingen undtagelse – faktisk var den langt mere og bedre, end jeg kunne have ønsket.
Der var noget i Montgomerys omhyggelige blanding af tragedie og komedie, der ramte mig. Overraskede mig. Overvældede mig. Ikke alene er "The Blue Castle" en tragisk historie om en kvinde, der aldrig har fået en chance for at leve – det er også en sand ønskedrøm, en askepothistorie om en drøm, der bliver til virkelighed. Valancy får lov til at betræde sit blå slot, og selvom det er med en truende dødsdom over sit hoved, får hun lov til at opleve en flig af alt det søde, som hendes liv har manglet hidtil.
Bogens slutning er en pudsig, og måske enormt forudsigelig, afrundning. Ikke desto mindre er den alligevel svimlende romantisk. Bogens bagsidetekst erklærer den som en historie, der er Austen værdig – og her må selv jeg smide en rose og give anmelderen ret. Bogen er Austen værdig, romantikken er smittende, og fortællingen har tydelige paralleller til mit yndlingsværk, "Persuasion" af Jane Austen. Større ros kan jeg slet ikke formulere.
"The Blue Castle" er en roman med stærke feministiske undertoner; og jeg kunne forestille mig, at hovedpersonens Valancy frigørelse fra sin egen familie var decideret chokerende, da romanen blev skrevet. Ligeledes er det en rørende fortælling om at finde sig selv og være sig selv – uanset hvad normerne omkring en dikterer. Men mest af alt er det en historie om håb, når alt håb ellers synes at være forsvundet. Montgemery skrev hovedsageligt for børn, men "The Blue Castle" er hendes første roman for voksne. Og med den understreger Montgomery, at drømme og livsforandringer ikke kun er for børn. De er for alle.

Tema-tirsdag #70: Om at læse børnebøger (#ReadKidsLit)

Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg er fortabt for verden, gemt væk med en børnebog og faret vild i et drømmende barndomsunivers, kommer folk altid med den samme konstantering. "Du genlæser rigtignok en barndomsfavorit," siger de med et smil. De spørger aldrig, men konstaterer blot som var det den mest selvfølgelige ting i verden. Som om læsning af børnebøger ikke kan være andet end en genlæsning.
Jeg er en meget nostalgisk person, og jeg elsker at genlæse bøger. Jeg elsker at være omgivet af hjertevarme og bittersøde minder, og jeg læste så mange smukke bøger i min barndom, som jeg endnu ikke er færdig med at tænke på, reflektere over og at læse. Naturligvis genlæser jeg børnebøger – men det ville være ufattelig forkert at gå ud fra, at alt den børnelitteratur jeg læser er genlæsning. 
Jeg læser børnelitteratur, børnebøger, klassiske fortællinger og eventyr, fordi jeg ganske enkelt nyder det. C. S. Lewis udtalte engang, at “A children's story that can only be enjoyed by children is not a good children's story in the slightest”, og det er jeg fuldstændig i. Uanset om der er tale om nylæsning eller genlæsning, finder jeg børnebøger ligeså vigtige som anmelderroste romaner. Jeg har lært langt mere af Tove Janssons melankolske Mumitrolde, end jeg har lært af Hilary Mantels "Wolf Hall", og jeg værdsætter E. B. Whites "Charlotte's Web" langt mere end Fitzgeralds "This Side of Paradise". For selvom de er at finde i boghandlens børneafdeling, så slår de hurtigt rod i et voksenhjerte.
I sidste ende er målgruppe og aldersmarkering på bøger ikke andet end marketing. Tomme begreber, tanker om salg og en taktisk indsnævring af et bredt læserpublikum. Da jeg var et barn, læste jeg både Charles Dickens og Mark Twain, og da jeg begyndte på universitetet stødte jeg atter på forfatterne pakket ind i tunge tolkninger og solid symbolik. Hvis man træder ind i barndomsuniverset med voksenbrillerne på, vil man kun få bekræftet, at der sjældent er tale deciderede børnebøger. Der er tværtimod tale om bøger med så subtilt skjulte budskaber, at de er usynlige for børneører. Bøger der kan læses i uendeligt mange lag og med et væld af perspektiver. Bøger der hvisker deres budskaber, i stedet for at råbe dem.

Sommetider kan det være trættende at forsvare det. At høre andre bagatellisere det. At udtale "børne" delen af børnebøger og ikke være et barn. Ikke desto mindre gør jeg det. Jeg er en glødende fortaler for den værdi, der ligger i barndomsbøger, og som har større tyngde end basal nostalgi.
For nylig stødte jeg på et spændende projekt. Min yndlingsbooktuber har dedikeret hele denne måned til børnelitteraturen og læsningen af de vidunderlige barndomshistorier. Projektet hedder #ReadsKitLit og Lesley opfordrer alle elskere af børnebøger til at benytte hashtagget på Instagram, Facebook og Twitter til at gøre opmærksom på børnelitteraturen og til at fortælle, hvad man læser.
Jeg har ikke tiden eller bøgerne til at forsvinde ind i børnelitteraturen hele måneden. Men jeg vil indimellem læse en børnebog, bruge hashtagget og huske på, hvor vigtigt det er. Hvor vigtige de historier er, der har magten til at ændre unge læseliv og glæde og overraske selv de mest rutinerede læsere. Der er så meget dybde i Peter Pans omflakkende flyveri, så megen filosofi i den gule plysbjørns enfoldighed og så meget hjerteknugende skønhed i fortællingen om min elskede Emily fra "Emily på Månegården". Jeg vil genlæse de historie resten af mit liv og altid finde noget nyt at sukke over, stirre på og leve i; ligesom min søgen efter nye tilføjelser vil fortsætte, og nye verdener vil opstå – såsom Catherynne M. Valentes funklende Fairyland-serie. Det er sådan en rig genre, der spænder så bredt, og den har så meget at byde på – også for voksenøjne.

Læser du børnelitteratur, som du ikke læste som barn? Eller genlæser du stadig de nostalgiske barndomsfavoritter? Hvilke perler er du stødt på inden for børnelitteraturen? Deltager du I #ReadKidsLit og i så fald, hvilke børnebøger skal du læse i november? 

To bog-filmatiseringer i omvendt rækkefølge; The Maze Runner og Gone Girl

Det regnfulde efterårsvejr rimer på biografture. Der er intet mere efterårsperfekt end at synke ned i et rødt sæde i en mørk sal i selskab med en god veninde og en stor portion popcorn. Særligt ikke når der er tale om bog-filmatiseringer.

I september og oktober har jeg fået fine invitationer fra 21th Century Fox, der var så venlige at invitere mig ind for at se både 'The Maze Runner' og 'Gone Girl'. Jeg takkede lykkeligt ja i begge tilfælde – selvom det på mange måder var bagvendt og omvendt, da jeg slet ikke havde læst de bøger, som det hele tog udgangspunkt i. Og jeg plejer ellers at være meget striks med at læse bogen først.
I virkeligheden burde det ikke gøre nogen forskel; en historie er en historie, og at se en film siger ikke nødvendigvis meget om at læse en bog. Sommetider kan det endda være en hjælp ikke at åbne bogen med blinde øjne. Ikke desto mindre er det blot en inkarneret regel i ethvert læseliv: se aldrig filmen, før du har læst bogen bag. En regel som jeg nu har brudt, to gange i træk.

Da Stine og jeg tog i biografen for at se 'The Maze Runner' havde jeg ingen idé om, hvad der var i vente. Jeg kendte hovedoverskrifterne for den ventede ungdomsfilm; et dystopisk overlevelsesspil mellem en flok forvirrede drenge, men jeg anede intet om handling eller plot. Jeg havde ikke engang set traileren først.

Filmen efterlod mig mest af alt forvirret. Jeg undrede mig over sammenhængen i den verden, der blev fremvist, og sad tilbage med langt flere spørgsmål end svar. En stor del af karaktererne forekom mig afstumpede og urimelige; Thomas' mange spørgsmål og mangel på svar irriterede mig, og flere plottwists og blindgyder havde Stine og jeg hvisket om, lang tid før de indfandt sig på skærmen – lige fra det obligatoriske offer af den godtroende følgesvend til den ventende forbindelse mellem filmens eneste kvindelige hovedperson og den mandlige hovedrolle. Det hele blev hurtigt lidt for nemt og lidt for stor en kliché.
Ikke desto mindre var jeg dog underholdt. Filmen har mange scener, der udspiller sig i et hæsblæsende tempo, bratte labyrintgange og højlydte skrækmelodier. De grålige, brunlige, grønlige og dystre farvetoner understreget dystopiens mørke, altimens karakterernes mange skænderier afspejler deres desperation. Særligt Gally den selvskrevne bølle, spillet af Will Poulter, havde desperationen, konflikten og fortvivlelsen malet i sit ansigt. Han var en af de få karakterer, der tilføjede en smule dybde til persongalleriets overfladeleg – samtidig med, at han var en tilbagevendende forhindring og frustration for hovedpersonens heltefærd.
Da jeg så 'The Maze Runner', var jeg overbevist om, at dens flade karakterer og papirstynde plot var en medfølge af historiens transformation fra bog til skærm. Da jeg derefter læste bogen, blev jeg klar over, at filmen for mit vedkommende var at foretrække. Bogens problemer var tydeligere end filmens.
Faktisk er meget ændret og forbedret i filmens spilletid. Karaktererne er, om muligt, lettere at holde af, forstå og sympatisere med i filmen, end de er i bogen. Enkelte plotelementer tilpasses også filmformatet, og rækkefølgen af hændelserne ændres, så der ikke er ét stille sekund på skærmen. Det er en actionfilm og et opdagelseseventyr – hvorimod bogen i højere grad er spekulativ, stillestående og tilbagevendende. 

Rosamund Pikes porcelænsfine ansigt stirrer udtryksløst ud i luften, mens Ben Afflecks desperation langsomt udvikler sig til irritation. En hel landsby leder efter en kvinde ved navn Amy, som er sporløst forsvundet – og dog. For små spor dukker op og de peger i stigende grad på Amys mand Nick, der i forvejen ikke har formået at fremstille sig selv i et sympatisk lys. Amys forsvinden udvikler sig til en gådefuld spøgelsesleg, og hvad der i starten virkede som et lykkeligt ægteskab, ændrer pludselig form til et truende mørke. Var Nick og Amy så lykkeligt gift, som Nick har ladet sine omgivelser tro? Og hvilken rolle spillede Nick selv i sin kones forsvinden? Spørgsmålene kører, filmen ruller, og mysteriet begynder.

Jeg vidste ikke meget, om 'Gone Girl', inden jeg så filmen. Men jeg vidste noget. Og derfor ventede jeg. Jeg ventede på den drejning, som jeg vidste, det hele ville tage, og jeg ventede på den afsløring, som jeg vidste ville komme. Jeg befandt mig på kanten af mit sæde – og jeg ventede.

'Gone Girl' er en øvelse i perception. En bevidst leg med publikum om opfattelsen af mennesker og af verden. En omvendt perlekæde af logik og fragmenterede argumenter, der skal kædes sammen. En løsning der ikke er givet på forhånd. Et mysterie i ligeså høj grad som et spørgsmål om tiltro.
Filmen var dyster, nervepirrende og diabolsk. Handlingen var fyldt med skarpe drejninger; skuespillerne spillede med adskillige masker, der røg af én for én og alligevel aldrig afslørede det sande ansigt bag. Ben Affleck var på én gang bragende usympatisk og hjælpeløst efterladt i sin rolle som Nick, Rosamund Pike bar en overflade af blankpoleret glas og afslørede indimellem glimt af et indre, eksplosivt kaos. Neil Patrick Harris var besat, gal og genial, en ufrivillig skurk i et større puslespil. 
Filmen var eminent udført. Men den var også for lang. Dens afslutning var for udpenslet, for bizar og for overdrevet til min smag. I virkeligheden så jeg helst, at filmen sluttede, da mysteriet gjorde; de efterfølgende scener fungerede som en alt for udpenslet epilog med intet andet formål end at dræbe ethvert spor af tvivl. Og eftersom at netop tvivlen er det bærende element i filmen, ville jeg have foretrukket, at det blev bevaret. Men det havde selvfølgelig ikke være nogen slutning overhovedet.
Filmen har dog overbevist mig om én ting: jeg vil aldrig komme til at læse bogen. Det er en af den slags historier, der mister dens kraft, ligeså snart mysteriet afsløres. Og selv hvis bogen er mere veludført end filmen, tror jeg ikke, den vil kunne bevare min interesse. Jeg har fået mine svar. Måske endda i en lidt for grundig form.

Har I set 'Gone Girl' eller 'The Maze Runner'? Hvad synes I om dem? Og hvordan har I det med at se film, før I har læst bogen bag? Ender I også med ikke at få læst bogen?

Heltinde-hyldest #5: Emily Byrd Starr og et stykke af mig selv

Dette er et diskussionsindlæg om Emily Byrd Starr, heltinden i L. M. Montgomerys Emily-serie. Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Emilys gradvise drømmerejse. I kan læse min anmeldelse af den første bog i Emily-serien, "Emily of New Moon" lige her.

Jeg er ikke klar over, hvor Emily slutter, og hvor jeg selv begynder. Jeg mødte hende i en så tidlig og afgørende alder, og hun har været en del af mig lige siden. Hun gjorde indtryk på mig, da jeg var nem at gøre indtryk på, og hele mit liv har været præget af de ord, som Montgomery lagde i hendes mund. Jeg fandt aldrig en sjælefrænde i Anne Shirley, men i Emily Byrd Starr fandt jeg et stykke af mig selv.
Jeg var et mærkeligt barn, da jeg voksede op. En smule for inderlig og alt for flyvsk. Jeg læste bøger i hobetal, og jeg ledte altid efter karakterer, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var tiltrukket af bøger med hovedpersoner, der elskede at læse eller skrive, og det var også derfor, jeg forelskede mig så hovedkuls i "Pigebørn" af Louisa May Alcott og forsøgte mig med "Anne på Grønnebakken" af L. M. Montgomery. Problemet var bare, at selvom Jo March og Anne Shirley læste og skrev med en feberhed iver, så kunne jeg ikke genkende mig selv i dem. De var larmende, dansende, udadvendte karakterer, og det afskrækkede mig. Jeg forstod dem ikke, og jeg vidste, at jeg aldrig kunne være som dem.
Og så stødte jeg på Emily. Emily trådte ind i mit liv med en stille melankoli. Hendes fortælling startede med et dødsfald, og hendes øjne var både fjerne, fordi hun drømte, og fordi hun savnede. Hun var stilfærdig af karakter og ikke, som jeg var sommetider, af frygt. Hendes personlighed blev ikke nedtonet, fordi hun havde færre replikker end Anne Shirley, men derimod blev den blot forstærket, fordi hun havde et så farverigt indre liv. Da jeg stødte på Emily kunne jeg for første gang relatere til en karakter af hele min sjæl. Når Emily blev misforstået, fordi hun ikke råbte op eller talte direkte, græd mit hjerte med hende. Jeg forstod hende og alt det, som hun aldrig fik sagt.

L. M. Montgomerys Emily-serie har aldrig opnået samme popularitet som hendes Anne-serie. Anne-serien var en bestseller, en larmende succes allerede da den udkom. Men Lucy Maud Montgomery foretrak selv Emily. Faktisk påbegyndte forfatteren Emily-serien, fordi hun var træt af at skrive om Anne Shirley.
Det er almindelig kendt, at Montgomerys egen favoritkarakter var Emily. Hun udtalte flere gange, at Emily var den af hendes hovedpersoner, der mindede mest om hende selv, og det er måske også derfor, at så mange (jeg selv inklusiv) hævder, at der gennem Emily-bøgerne strømmer en langt mere dybtfølt inderlighed, end der gør i Anne-serien. Men det er selvfølgelig bare et spekulativt argument.
Historien om Emily adskiller sig dog skarpt fra historien om Anne ved først og fremmest at være en historie om en spirende forfatter. Anne Shirley skriver ganske vist også; noveller, digte og brudstykker, men hun ofrer sine skriblerier, da hun bliver gift. Emily ofrer aldrig det aldrig; hun vil ikke adskilles med sin pen for noget, og selv da hun forsøger at konformere sig til sine omgivelsers forventninger, fejler det fatalt. Hun kan ikke leve uden at skrive. Hun kan ikke undertrykke eller undvære den del af sig selv. 
Jeg siger ikke, at Emily er en bedre karakter end Anne, fordi hun holder fast i sin barndomsdrøm. Faktisk er Emily ofte en mere nådesløs, mere stædig og mere kompromisløs kold karakter end Anne – netop fordi hun så indædt har besluttet at følge sin ambition. Hun kravler, trin for trin, op af sin såkaldte alpevej, og hun bevæger sig målrettet mod sine forfatterdrømme. Hun er en karakter, der selv når alt omkring hende fejler, ved hvad hun vil. Hun er en forfatter skabt af en anden forfatter.

På en måde er Emily Byrd Starr revolutionerende. For hun er en karrierekvinde i en tid, hvor kvinder ikke havde nogle karrierer. Hun tilpasser ikke sig selv til sine omgivelser. Hun ofrer intet til ære for ægteskab eller samfundsnormer. Hun er modig, for hun lader sig ikke undertrykke.
Og alligevel er hun så blid. Så romantisk, så rosenrød drømmebyggende og forhåbningsfuld. Hendes hjerte banker med store følelser, hendes violetgrå øjne er gemt under kaskader af tykke øjenvipper, og gennem dem ser hun verden indhyllet i et fortryllet drømmeskær. Emily taler med sit eget spejlbillede, ser Vindpigen løbe igennem skoven og løfte træernes grene til en farveldans, og overalt hvor Emily færdes opfanger hun glimt af en skønhed så blændende, at det næsten er ubærligt. Emily er en drømmer, der ikke bliver knækket af verden. Emily får den største gave, fordi hun er et blidt menneske, som verden ikke formår at gøre hård eller bitter, selvom hun går jernhårde realiteter i møde.
Det er en historie, der rammer mig i hjertet hver gang. Da jeg var elleve år, genkendte jeg mig selv i Emily af simple grunde. Fordi hun var stille. Fordi hun skrev. Fordi hun elskede katte. Fordi hun drømte, og fordi hun tænkte lyserødt. I dag håber jeg, at jeg havde ret dengang. Der er ingen i verdenslitteraturens farverige persongalleri, jeg hellere vil være end Emily Byrd Starr. Der findes så få intakte drømmere.

Har I prøvet at læse en bog i barndommen og genkende jer selv? Har I også en barndomskarakter fra en barndomsbog, som I inderligt beundrer? Og har I også læst historien om Emily? I så fald, hvad synes I om hende? Og hvordan synes I, hun tager sig ud i en sammenligning med Anne Shirley?