"Emily Climbs" (Emily of New Moon #2) af L. M. Montgomery

"Emily Climbs" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1925). 4/5 stjerner. 

Emily Byrd Starr har altid vidst, at hendes fremtid lå i hendes pen. Hun har altid vidst, at hun vil være forfatter, og derfor er betingelserne for hendes ophold på High School et stik i hendes hjerte. For at følge med sine venner til Shrewsbury for at studere, må Emily opgive skriveriet og love sin Tante Elizabeth, at hun ikke vil skrive "noget der ikke er sandt". Det føles som et umådeligt offer, da Emily overgiver sine kladdehæfter og flytter ind hos tante Ruth.

Ikke alene må Emily pludselig vænne sig til et nyt hjem med en tante, som hun ikke kan udstå; hun må også vænne sig til en ny by, en ny skole og helt nye samfundsregler. De venskaber som Emily satte så stor pris på hjemmefra begynder at forandre sig. Teddy, Ilse og Perry udgør stadig hendes indercirkel – men ikke på samme måde som før.

“If we don't chase things, sometimes the things following us can catch up.” 

Måske er "Emily of New Moon" et eventyr. En smuk, legende, dansende og drømmende fortælling om en forældreløs pige, der finder en familie; en hjemløs pige der finder et hjem; en enspænder der knytter tætte venskabsbånd. Selvom fortællingen begynder med melankoli, er den gennemsyret af håb. Af tiltro og af magi.
Men "Emily Climbs" er anderledes. I den er Emily ikke længere et vidunderligt naivt barn – i stedet er hun en ung pige. Og selvom hun stadig er en drømmer, så antager hendes drømme en mere konkret form. Historien ændrer sig fra børnebog til ungdomsbog – fra et eventyr til en stejl klatretur.
Plotmæssigt indeholder "Emily Climbs" hverken store revolutioner eller uhørte afsløringer. Montgomery følger sit stjernebarns skrivedrømme, og dokumenterer hvordan avisernes mange afslag pludselig vendes til talrige trykte digte i de snævre spalter, dekoreret med Emilys navn. Det er ærligt og hårdt arbejde, der fører Emily tættere på sit mål – og selvom man som læser aldrig tvivler på Emilys skriveevner, er bogen fyldt med Emilys egen usikkerhed, sårbarhed og tvivl. For findes der noget sværere end at betragte sin ønskedrøm lige inde for rækkevidde, men dog så uopnåelig og urørlig som en fjern, funklende stjerne? 
Altimens Emily skriver, går verdenen omkring hende videre. High School er larmende, forvirrende og sanseberigende. Gamle venskaber knækker næsten over i kølige misforståelser, intriger spirer op fra det rene ingenting, og følelser som Emily slet ikke anede, hun var i stand til at føle, banker på hendes inderste hjertevægge. Selvom bejlere melder sig på banen, smigrer bliver uddelt, og stammende kærlighedserklæringer bliver fremsagt, er det aldrig den rigtige, der taler. Emilys første forelskelse er bittersød.

“The world is always young again for just a few moments at the dawn.”

Med et anstrøg af det okkulte åbner Montgomery en dør til Emilys sind, som før kun stod på klem. Emily sensitivitet er så nuanceret, at hun kan betræde linjen, der skiller overtro fra magi. Hele sit liv er hun blevet kaldt et alfebarn – og hun illustrerer med ubevidst ynde gang på gang, hvorfor hun minder folk om de fjerne alfelande. Hun er noget særligt.
Selvom "Emily Climbs" ikke er begivenhedsrig, er den et følelsesfyrværkeri. Montgomery sætter med lethed ord på, hvordan det føltes, da man for første gang oplevede sin verden blive vendt på hovedet i en stormende, knugende, endeløs forelskelse. Ligeledes behandler bogen også den præcise følelse af at være anderledes, at være den udenforstående betragter til andres øjeblikke af morskab. På tværs af et århundrede nikker jeg genkendende til Montgomerys ord og Emilys tanker; teenageårenes følelseskaos og ambitionens bitre eftersmag.
Emily var altid forudbestemt til at blive en forfatter. En indfanger af ord, følelser og øjeblikke. En nedskriver af skønhed, af håb og af dagligdags eventyrlighed. "Emily Climbs" er først og fremmest fortællingen om Emilys pen og dens vej til papiret. Og mellem linjerne strømmer en langt mere utrolig fortælling om en pige, der vokser op, og to hjerter der vokser sammen. En fortælling så genkendelig, at den næsten gør ondt at læse. Det er som en tidsrejse hver eneste gang. Et ungt pigehjerte er gemt mellem siderne på denne bog.

“I've a pocket full of dreams to sell," said Teddy, whimsically... "What d'ye lack? What d'ye lack? A dream of success--a dream of adventure--a dream of the sea--a dream of the woodland--any kind of a dream you want at reasonable prices, including one or two unique little nightmares. What will you give me for a dream?”

Tema-tirsdag #72: Klassikere – refleksioner, myter og anbefalinger

Klassikere. Jeg tror, det er en betegnelse, der har spillet mange læsere et puds. En betegnelse der har indgydt unødvendig ærefrygt, skabt panderynker og skruet forventninger og forhåbninger håbløst op i vejret. Faktisk tror jeg, det er et ord, der har været til mere skade end til gavn.

For hvad betyder det, når man taler om litterære klassikere? Jeg er endnu kun stødt på abstrakte definitioner og subjektive vurderingskriterier. Overordnet set burde det at tale om litterære klassikere være lig med at tale om bøger, der har overlevet tidens gang og derfor endnu er relevante, endnu har noget at sige. Men hvordan i alverden bedømmer man dét?

Jeg har intet endegyldigt svar. Men for mig er klassikere bøger, der er over 100 år gamle og endnu er i print. Og ligeledes er moderne klassikere bøger, der er udgivet for 30-50 år siden og stadig bliver genoptrykt. For hvis noget endnu trykkes, købes og læses efter så mange års stilhed, har det vel bevist sin kostelige tidsløshed. Ikke sandt?

Med denne definition er klassikere ikke bestemt ud fra deres indhold, deres kvalitet eller deres sværhedsgrad. Derimod blot ud fra deres alder og ud fra den interesse, læserne endnu har for dem. Og det tror jeg er vigtigt at holde fast i. For at læse en klassiker er ikke med garanti lig med at læse en svær bog, en historisk vigtig bog eller endda blot en god bog. At læse en klassiker er ganske enkelt lig med at læse en bog, der blev udgivet for længe siden og stadig er i print. En upoetisk, men målbar definition. 

Klassikere er en misforstået genre. Faktisk er det slet ikke en genre overhovedet. Ordet er en paraplybetegnelse, der dækker over børnebøger såvel som politiske tekster, samtidsromaner og dystopier. Fra Jane Austen til Nathaniel Hawthorne, William Shakespeare og H. C. Andersen favner klassiker-betegnelsen bøger på tværs af genrer, årstal og kulturer. Af samme grund kan man ikke bedømme én klassiker på en anden; for oftest har de slet intet til fælles overhovedet. At man ikke bryder sig om fortællingerne om Peter Plys har ikke umiddelbart nogen indflydelse på, hvad man synes om Platon. I mine øjne kan man derfor ikke udtale sig kollektivt om genren – at sige "man ikke bryder sig om klassikere" er at udelukke alt for mange bøger, alt for hurtigt.
Der hviler en mærkelig form for ærefrygt overfor klassiker-begrebet. Mange betragter ordet som et slags garantistempel; en klassiker må være en god læseoplevelse, for "det er jo en klassiker", ligesom at en klassiker nødvendigvis må være imponerende og intellektuelt udfordrende. Mange nægter at tro på, at klassikere kan være noget, man læser for sjov – og mange bliver skuffede, når de opdager, at klassikere ikke nødvendigvis lever op til den universelt ophøjede status, man troede, de havde.
Sandheden er, at jeg aldrig har mødt ét eneste menneske, der synes, at "Robinson Crusoe" af Daniel Defoe er en god bog. Det er dog alligevel en indiskutabel klassiker; udgivet i år 1719, stadig i print og stadig betragtet som en milepæl inden for realistisk fiktion. Klassiker-betegnelsen dækker i dette tilfælde ikke over andet, end at bogen stadig udgives, stadig har interesse og stadig regnes som enormt indflydelsesrig. Underholdsningsværdi, sværhedsgrad og kvalitet har intet med regnestykket at gøre. 
Omvendt tror jeg også, at flere har læst klassikere i deres barndom uden at vide det. Jeg læste "Little Women" i en ganske ung alder, ligesom jeg voksede op med historierne om Peter Plys og Peter Pan og Brødrene Grimms eventyr. Og der var intet svært, intet udfordrende eller imponerende ved det. Jeg læste og elskede historierne, før jeg overhovedet anede, at der fandtes litterære klassikere.

Jeg har fundet meget fornøjelse, meget lærdom og meget skønhed i klassikere. Jeg har læst "Little Women" og drømt mig væk i en gammeldags, romantiseret verden, hvor kjoler og sløjfer udgjorde væsentlige overvejelser. Jeg er forsvundet ind i Jane Austens humoristiske fortællinger om hjerteknugende situationer. Jeg har læst "The Monk" af Matthew Lewis som en intetsigende sensationshistorie i et gammelt sladderblad. Jeg er vokset op med historier om den gule plysbjørn, altimens jeg som voksen har genbesøgt hundredemeterskoven og måbet. Med opspilede øjne og et hamrende hjerte har jeg bevæget mig igennem Edgar Allan Poes forfatterskab, og med mange, mange, mange gab og tunge øjenlåg er jeg blevet tvunget til at færdiglæse "Don Quixote" af Miguel de Cervantes. Aldrig i mit liv har jeg læst noget så kedeligt som "The Swiss Family Robinson" af Johan David Wyss, og aldrig nogensinde har jeg stødt på noget så vidunderligt som "Persuasion" af Jane Austen. 
Selv ud af det lillebitte klassikerudsnit, jeg kender til, er mine oplevelser så forskellige og forvirrende, at jeg slet ikke tror på, at klassikere har andet til fælles end tidens gang. For er det ikke det, ordet klassiker henviser til? Noget der er tidsløst – eller i hvert ikke er tidsbestemt.

En række helhjertede klassikeranbefalinger; 

- Til de der læser ungdomsromaner og Young Adult, anbefaler jeg, hvad der kunne minde om den første Young Adult-roman nogensinde. "Little Women" af Louisa May Alcott er en simpel fortælling om fire piger, der vokser op sammen, møder deres første forelskelse og overkommer livets forhindringer. I samme omgang bør jeg nævne "I Capture the Castle" af Dodie Smith, som er en ung piges dagbog, nedskrevet i glæde og i desperation.
- Til romantikerne anbefaler jeg Emily-trilogien af L. M. Montgomery for en gradvis dannelsesroman fyldt med de sødeste drømme og den mest levende romantik. Ønsker man  hjerteblødende romancer med en ironisk distance, er Jane Austens værker nødvendige at nævne. Særligt "Persuasion" er en indiskutabel kærlighedshistorie – selvom det måske ville give mere mening at starte sit Austen-bekendtskab med "Northanger Abbey". Shakespeares episke kærlighedshistorie om "Romeo and Juliet" kan umiddelbart være svær at gå til – men dens indhold er fundamentalt. 

- Til de der læser for eventyr, for plot og for handling, anbefaler jeg "Greven af Monte Cristo" af Alexandre Dumas. I Dumas' mørke labyrintgange af subplots lurer mysterier og noget, der kunne minde om action. Ligeledes er Jules Vernes forfatterskab fyldt med lun humor og håbløst forbiflimrende plot. 
- Til de der søger barndomsmagi og sødme, anbefaler jeg "The Secret Garden" af Frances Hodgson Burnett for en livsbekræftende fortælling om venskab, naturlighed og hverdagsskønhed. "The Wind in the Willows" af Kenneth Grahame, "Winnie the Pooh" af A. A. Milne og "Watership Down" af Richard Adams indeholder også smittende orddrømme. For en mere melankolsk barndomsrejse anbefaler jeg at flyve med "Peter Pan" af J. M. Barrie, som indeholder langt større dybde, end man indså som barn.

- Til krimilæserne anbefaler jeg det åbenlyse: Arthur Conan Doyles "Sherlock Holmes"-noveller og romaner. Den ultimative detektiv er en excentrisk personlighed, og hans eventyr er mange. 
- Til læserne der søger dyster stemning og mørke øjeblikke, anbefaler jeg "Jane Eyre" af Charlotte Brontë eller "Rebecca" af Daphne du Maurier for page-turnere fyldt med mystik, gotik og en snert af dramatisk kærlighed. Alternativt er "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson en anden atmosfærisk roman om menneskets indre mørke. 

- Til de der er interesserede i samtidshistorie og samfundskritik, anbefaler jeg "Middlemarch" af George Eliot. Det er en svær, tung og lang roman, hvor et helt landsbysamfund flettes ind i en lysende finale. Desuden er Charles Dickens' romaner om Englands arbejderklasse et smukt og dystert glimt af 1800-tallets samfund, ligesom Harper Lees "To Kill a Mockingbird" er et slående portræt af 1960'ernes USA.
- Til de der læser dystopier og elsker science-fiction, anbefaler jeg uden et sekunds tøven "The Island of Dr. Moreau" af H. G. Wells for en skræmmende fortælling om videnskabens eksperimenter. Banebrydende dystopier såsom George Orwells "1984" og Ray Bradburys "Fahrenheit 451" er også både letlæselige og interessante, ligesom Mary Shelleys "Frankenstein" er en science-fiction roman uden sidestykke.
- Til de der ikke ved, hvor de skal starte, anbefaler jeg eventyrssamlinger og novellebidder. Brødrene Grimms eventyr er legendariske, Æsops fabler er grundlæggende genkendelige, og Bibelen kan udgøre spændende læsning, delt op i mindre etaper og flere bidder. Edgar Allan Poes dystre noveller (særligt "The Tell-tale Heart"), Katherine Mansfield smukke karakterportrætter (særligt "Miss Brill") og Ivan Turgenevs psykologiske noveller (særligt "Drømmen") er alle læseværdige, spiselige og interessante steder at begynde uden at fordybe sig i en hel roman.

Hvordan definerer du begrebet "klassikere"? Oplever du ofte, at andre betragter begrebet på en anderledes måde end dig? Læser du klassikere, og i så fald – hvilke er blandt dine favoritter? 

Biografvinderen

Med et trylleslag er det blevet efterår. Rigtigt efterår af den mørkeste slags. Dagene er svundet ind til det rene ingenting, og jeg vandrer forvirret rundt, og tror det er midnat, når klokken er 17.

Jeg aner ikke, hvor tiden er blevet af, eller hvor lyset er forsvundet hen; men vinteren banker på døren, og rødligt glitterstads indtager hylderne i den lokale Netto. Det er snart vinter, og jeg byder december velkommen med et kærlighedskys. Jeg glæder mig til en ny version af min absolutte yndlingsmåned. Julen er det smukkeste, jeg ved, og "Little Women" ligger allerede klar til endnu en genlæsning. 

I dette begyndende vintermørke er der intet, der virker mere kærkomment end en ventende biograftur. Jeg takker af hele mit hjerte for jeres store deltagelse i den nylige konkurrence, og jeg glæder mig over at udråbe Natasja som en heldig biografvinder. Jeg glæder mig til at udbyde flere vinderchancer og holde flere (jule)konkurrencer snart. 

Jeg håber, at I har en skøn novembermandag. 

"Cinder" (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer

"Cinder" af Marissa Meyer, fra forlaget Square Fish, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner.  

Med "Cinder" genfortæller Marissa Meyer et kendt eventyr om en forældreløs pige, en glemt sko, et stort bal og en ventende kærlighed. Cinder bor i New Beijing og er en talentfuld mekaniker. Omkring hende er verdenen i kaos, en dødbringende sygdom hærger, og en voksende hær truer fra det ydre rum. Verdensfreden hænger i en tynd tråd.

Cinder er en cyborg, og derfor indtager hun en lav plads i samfundet. Hendes forældre er døde, hun aner intet om sin fortid, og hun bor sammen med sin hjerteløse stedmor, der ikke under hende så meget som et sekunds opmærksomhed.

Men alt det ændres, da tilfældighederne fører Prins Kai til Cinders værksted. Pludselig befinder Cinder sig i en intergalaktisk konflikt, altimens hun føler en hjælpeløs tiltrækning overfor den charmerende prins. 

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.” 

Det klassiske eventyr om Askepot og hendes efterladte sko hører til blandt mine absolutte favoritter. Ikke alene er jeg vokset op med den funklende Disney-version, som jeg så lige indtil mit VHS-bånd blev slidt, jeg er også vokset op med højtlæsning fra både Brødrene Grimms og Charles Perraults folkeeventyr. Historien står mit hjerte nær på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Og derfor var jeg både bekymret og begejstret, da jeg hørte om "Cinder".

Marissa Meyer bør have stor ros for hendes friske vinkel på den gamle fortælling. Askepot som en halvt programmeret, halvt menneskelig cyborg i et futuristisk Beijing med et bedragerisk Lunar-folk som en fjende, der konstant overvåger jorden fra stjernehimlen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og hendes frygt for at få afsløret sin sande identitet har intet med fattigdom at gøre – snarere hendes programmerede indre.

I en blanding af eventyr og science-fiction vrider Meyer de velkendte ord om til noget helt nyt, noget helt særligt. Naturligvis gør eventyrgrundlaget historien ganske forudsigelig (det ventende bal, den ventende prins og den ventende afsløring) er selvfølgelig elementer i enhver Askepot-historie. Men vejen dertil er hos Meyer markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo. Slutningen er en nådesløs cliff-hanger, der lover flere afsløringer og mere spænding, og giver flere spørgsmål end svar. Og det er måske i virkeligheden mit største problem med bogen; mængden af spørgsmål og manglen på svar.

“She was a cyborg, and she would never go to a ball.”

Cinder bliver set ned på, fordi hun er en cyborg. Fordi hun er halvt mekanisk, har kunstige hænder og fødder, og fordi hendes indre organer er forbundet af ledninger. Gennem hele bogen bliver hun mødt med skulende blikke og nedladende kommentarer. Da hun gradvist forelsker sig i Prins Kai, er det et tilbagevendende problem, at han ikke ved, hun er en cyborg. "Er cyborgs overhovedet i stand til at elske, eller er det bare en del af deres programmering?" bliver Cinder spurgt. Der er bare ingen, der kan svare.

Når man læser bogen og befinder sig i Cinders tanker, er det tydeligt, at Cinder er i stand til at føle, at elske og at håbe. Hun er mere menneskelig, end de mennesker der omgiver hende. Men hvordan hænger det sammen? Hvor stor betydning har Cinders programmering for hendes følelser? Når alle ser ned på cyborgs på grund af deres mekaniske tankegang, er det så bare en fordom, eller er Cinder en undtagelse? Jeg ved det ikke.

Ligeledes ved jeg heller ikke, hvorfor jorden er i begyndende krig med Lunar-folket fra månen. Konflikten bliver aldrig forklaret, baggrundsinformationen bliver aldrig afsløret. Som sagt mister "Cinder" aldrig sit tempo – men plottet mister dets dybde. Meyer bygger et helt univers, men det er overfladisk. Der er grobund og potentiale for alskens store diskussioner, men i stedet navigerer bogen elegant uden om og efterlader læseren med en hurtigtlæst bog og resterne fra et velkendt eventyr.

"Heidi" af Johanna Spyri

"Heidi" af Johanna Spyri, fra forlaget Puffin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1880). Læst på engelsk - orginalsproget er tysk. 4/5 stjerner. 

Heidi er kun fem år, da hun bliver revet fra sine trygge omgivelser. Hun er forældreløs og hjælpeløs, og hendes tante kan ikke længere passe hende. Derfor bliver Heidi sendt op til hendes bedstefar, som bor i Alperne. Tunge rygter og frygtsomme blikke omgiver den gamle mand, som generelt er genstand for megen sladder i den lille by. Men Heidi er ikke bange for den gamle mand – hun er snarere fascineret.

Heidi elsker sit nye liv i de smukke bjerge, hvor hun passer geder, kigger på fugle og danser i solskinsstriber. Hun er endelig begyndt at føle sig hjemme, da hendes tante en dag atter dukker op for at føre Heidi til en ny dagligdag i en nærliggende storby. Med et knust hjerte skal Heidi vænne sig til et nyt liv – altimens hun længdes tilbage til det lille hus i bjergene. 

“Saying good night to the mountains, the sun throws his most beautiful rays to them, that they may not forget him till the morning.” 

Det er sjovt, hvordan bøger kan spille en et puds, lege med ens hukommelse, og hvordan læseminder pludselig kan strømme frem efter flere års glemsel. Jeg kan godt huske, at jeg har læst "Heidi" som barn. Jeg husker en billedbogsversion af bogen, som jeg altid læste med min hjerteveninde, inden vi lagde os til at sove i hendes køjeseng. Jeg husker billeder af en lyshåret pige med håret i fletninger og en seng af halm. Jeg husker princippet af en naturalistisk fortælling om røde kinder, sund kost og lange dage i solrige bjerge. Men jeg troede jo ikke, at jeg kendte hele historien.

Da jeg læste "Heidi" til årets read-a-thon, var det med troen om, at historien i store dele ville være ukendt for mig. Jeg vidste godt, at jeg havde læst den tidligere – men i en udgave med flere billeder end ord, og derfor troede jeg, at historien ville have nye elementer. Det havde den ikke. I stedet ringlede små klokker i mit indre, hver gang jeg nåede et nyt kapitel. Og det gik langsomt op for mig, at jeg vidste, hvad der ville ske.

På den måde blev min læseoplevelsen end anden, end jeg havde forventet. Den blev til et gensyn med et kært barndomsminde, og imens jeg læste den, fik jeg ondt i mine kinder. Et smil blomstrede op på mine læber i løbet af det første kapitel, og det forlod mig ikke, før bogen var læst færdig. Den var vidunderligt sød, fyldt med charme og sødme, håb og naivitet. Den var et stykke af en barndom, jeg svagt kunne erindre.

“I want to go about like the light-footed goats.”

Egentligt kan "Heidi" med lethed sammenlignes med Frances Hodgson Burnetts "The Secret Garden". Begge bøger er udødelige klassikere skrevet i slutningen af 1800tallet og videreleveret til en ny generation; begge bøger er naturalistiske refleksioner over barnets frihed og sundhed. Begge bøger diskuterer vigtigheden af et selvvalgt hjem; et sted man kan høre til, vokse op og gro fast. Og vigtigst af alt, maler begge bøger et yndigt billede af en flygtig idyl; mennesker i harmoni med dem selv og den natur, som omgiver dem.

Men Johanna Spyri skriver med en sødme, jeg ikke har fundet andetsteds. Hendes naturbeskrivelser er levende billeder, Heidis sind er ligeså lyst som de solstriber, hun leger i, og familieforholdene der skitseres gør næsten ondt i ens hjerte med deres oprigtighed. Historien er indbegrebet af hjertevarme, af livsglæde og barnesind – uanset om man læser den som voksen eller som barn.

Konkurrence #20: En efterårsperfekt biograftur

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Force of Nature.

Efteråret rimer på læsning, på hjemlig hygge og på gode film. Det grå vejr er en oplagt mulighed for at synke ned i et rødt plyssæde i en fyldt biograf og forsvinde væk i et gigantisk lærred. Min egen kalender er fyldt med røde krydser og ventende biografture.

En af de efterårsfilm jeg glæder mig allermest til er den næste del af den storslåede Hunger Games-filmatisering. Den anden film efterlod mig åndeløs og ordløs; hungrende efter mere. Den dystre filmverden komplimenterede bogens sider perfekt, og jeg elskede visualiseringen af den dystopiske verden.

Lige om lidt har den næste film i Hunger Games-serien premiere. Og takket være reklamebureauet Force of Nature (som har lavet ovenstående viralfilm) kan én af jer vinde to billetter til den ventende storfilm og træde ind i biografens mørke med forventningsfulde sommerfugle i maven.

Billetterne der er på højkant er fribilletter til filmen og kan indløses i alle Nordisk Films biografer fra d. 24/11 til d. 22/12. 

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg. Fortæl mig evt. om en film som I glæder jer til at se i det tidlige efterårsmørke. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 17/11 kl. 12.00, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

Tema-tirsdag #71: Coffee table books

Bøger så store, at de ikke kan passe ind på reolens hylder. Bøger så fyldt med billeder, farver og med så sparsom tekst, at de snarere skal bladres i end læses. Bøger så dekorative og kunstneriske, at det næsten er synd, at de skal gemmes væk i en bogreol. Bøger der er designet til at ligge fremme. Til at ligge på sofabordet som en indbydende invitation til bladren og kiggen af gæster og besøgende. Coffee table books.

Jeg har efterhånden en hel samling af sjove bøger i skæve formater. Nogle af dem består næsten udelukkende af billeder og malerier, mens andre fungerer som opslagsværker. Nogle af dem er egentligt almindelige bøger med enkelte billeder, som blot er for store til at have stående i min bogreol, og andre er smalle samlinger af tegneseriestriber og  akvareller. Fra en gennemgang af Harry Potter-filmene til en samling af citater udtalt af interessante kvindelige hovedpersoner, en oversigt over Jane Austen liv og en næsten pop-op-lignende billedbog om Beatrix Potters elskede Peter Kanin, spænder min samling vidt og bredt. Jeg elsker de store bøger og det, de indeholder. Det sjove er bare, jeg ikke helt aner, hvad jeg skal stille op med dem. 

Det er nok ikke meningen, at man skal læse coffee table books. Bøgerne er ikke designet til hyggelæsning i sengen – oftest er de for tunge til at sidde med, eller også er teksten for kort til egentligt at blive læst som en almindelig bog. I stedet er de netop designet til det, som deres navn antyder: til at lægge fremme på et stuebord og indbyde til bladren, snak og  let tidsfordriv. Jeg ender bare altid med at forsøge at læse dem alligevel.

Det strider nok lidt imod min natur bare at have bøger til at bladre i. Jeg vil læse dem, og jeg gør det helst fra ende til anden. Således tilbragte jeg rent faktisk en hel julemorgen i sengen med den umuligt massive bog "Harry Potter: From Page to Screen" og læste om spændende ting som koncept-udvikling, kostumer og filmforhold, og om ting der slet ikke interesserede mig overhovedet, såsom special effects og teknologi. Det samme skete i øvrigt, da jeg ville læse "My Ideal Bookshelf", hvor jeg læste samtlige essays i en enkelt læsesession – også selvom de pågældende personer ikke nødvendigvis interesserede mig. Ligeledes har jeg tydet svungen skråskrift i "Beatrix Potter: A Journal", og omhyggeligt gransket hvert eneste citat i "Well-read Women". 

I virkeligheden egner jeg mig ikke til at udvælge og til at skimme. Jeg kan ikke læse en bog tilfældigt og lemfældigt; jeg har brug for at læse siderne kronologisk, og jeg kræver et helhedsindtryk. Coffee table books eller ej – de er bøger, og jeg læser dem. Alt det jeg kan. 

Har I også nogle fine coffee table books i jeres bogsamling? Og læser I dem, eller nøjes I med at bladre dem tilfældigt igennem?