Konkurrence #21: Første adventssøndag

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Politikens Forlag og Høst & Søn. 

Jeg har ventet, og jeg har glædet mig. For mig er December ikke blot en julemåned; det er min yndlingsmåned. Jeg elsker det tidlige mørke, den hjemlige hygge, de små gøremål i form af julegaveindkøb, oppyntning og planlægning. Jeg elsker at binde sløjfer, flette hjerter og tænde lys. December er magisk. Og derfor vil jeg selvfølgelig gerne fejre julemåneden sammen med jer.

Hver adventssøndag vil der derfor være en konkurrence om en særligt sammensat bogstak. Temaet er, ganske enkelt, bøger jeg elsker, og bøger jeg gerne vil anbefale. Derfor er det kun passende, at første søndag starter med årets største stjerneskud; John Green.

Politikens Forlag har været så venlige at sponsorere to bøger i den forbindelse. Dene ene bog er "Will Grayson, Will Grayson" som er en vidunderligt tankevækkende fortælling om to drenge, der deler skæbne og navn. Med i stakken er også den helt juleperfekte "Let It Snow", som indeholder tre vidunderlige julenoveller om vintermørke og juleromantik.

Forlaget Høst & Søn sendte mig desuden for et par uger siden den nylige, danske oversættelse af "Paper Towns", som snart bliver filmatiseret. Bogen ejer og elsker jeg allerede, så jeg tænkte, jeg ville smide den med i konkurrencepuljen og således udlodde en gennemført John Green-bogstak. 

For at deltage i konkurrencen og vinde de tre bøger skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg – fortæl gerne om jeres største julegaveønske i år. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 5/12, hvorefter jeg hurtigst muligt offentliggør den heldige vinder.

"Emily's Quest" (Emily of New Moon #3) af L. M. Montgomery

"Emily's Quest" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1927). 5/5 stjerner. 

Da Emily vender tilbage til New Moon efter sit High School-ophold i Shrewbury er alting forandret. Hendes nære barndomsvenner er spredt for alle vinde for at studere videre, arbejde og opbygge forbindelser. En del af fortryllelsen er forsvundet fra Emilys barndomslandskab, og hun kaster sig derfor over sine manuskripter for at skrive sig ud af sine hjertesorger.

Men selv Emilys manuskript svigter hende. Da hun genlæser sine ord, er de ubrugelige, ligegyldige og kun egnet til at brænde og blive til aske. Efter en lang periode af sygdom lægger Emily sin pen helt, glemmer sine drømme og hengiver sig til et ægteskab med en mand, som hun ikke elsker. Skyggerne af alt det der kunne have været, torturerer hende hver eneste dag.

“The ghosts of things that never happened are worse than the ghosts of things that did.”

Det her er en umulig opgave. Uanset hvad jeg skriver, og uanset hvordan jeg får det formuleret, vil det aldrig lykkedes mig at videregive min kærlighed til denne bog. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg læste den på en enkelt nat, da jeg var blot tolv år. Hvordan jeg overtalte min far til at kopiere hele kapitler fra den slidte biblioteksbog, så jeg kunne lære mine dyrebare yndlingslinjer udenad og altid have dem hos mig. Hvordan denne sidste bog i min elskede serie indeholdt akkurat den slutning, som jeg havde håbet på. Den slutning jeg ville have ønsket for mig selv.

Jeg husker det så tydeligt. Og nu har jeg tilføjet et nyt minde; et 24-årigt jeg, der for nyligt genlæste min barndomsfavorit og læste dagen væk med et hjerte ligeså håbefuldt og ligeså bankende, som det fortidige jeg der havde læst bogen 12 år før. Jeg færdiglæste bogen på en enkelt formiddag, lukkede den med tårer i øjenkrogen, og stillede den tilbage på reolen med en øjeblikkelig trang til genlæsning. Jeg overvejer stadig, om jeg snart skal læse den igen. Bogen har åbnet et tomrum i mit hjerte, der ikke kan fyldes op med andet end Montgomerys sødmefyldte, melankolske og sommerfuglelette ord. Jeg er atter blevet til pigen, der bare vil genlæse sit yndlingskapitel igen og igen for at være sikker på, at Emilys skæbne blev forseglet værdigt. Med det guldbånd, som hun fortjener.
Selvom jeg elsker alle tre bøger i Emily-serien, er det denne tredje bog, jeg elsker højest. Der er noget ved det sidste, skælvende punktum der rører mig igen og igen. Noget ved Montgomerys historiemagi, der gør mig sentimental og overstrømsk. For "Emily's Quest" er en kærlighedshistorie. En lang og indviklet kærlighedshistorie, der involverer et hint af det overnaturlige, talrige misforståelser og en beslutning der er lige ved at få det hele til at gå galt. Det som Montgomery allerede hinter i sin første bog, bliver til virkelighed her. Barndomsvenner bliver til kærester. Men vejen dertil er lang. 

“This afternoon I sat at my window and alternately wrote at my new serial and watched a couple of dear, amusing, youngish maple-trees at the foot of the garden. They whispered secrets to each other all the afternoon. They would bend together and talk earnestly for a few moments, then spring back and look at each other, throwing up their hands comically in horror and amazement over their mutual revelations. I wonder what new scandal is afoot in Treeland.”

Den Emily man møder i "Emily's Quest" er en helt anden Emily, end den håbefulde Emily man vinkede farvel til i "Emily Climbs" og den drømmende Emily, man for første gang blev introduceret til i "Emily of New Moon". For i denne tredje, afsluttende bog er Emily ramt af melankoli. Hun ser verden glide forbi sig, sine venner forsvinde ind i en lysende fremtid, og det går gradvist op for hende, at hendes glitrende barndomsdrømme er ved at miste deres guldstøv. Med et opgivende suk lader hun sin pen falde, hun binder sig til en mand, hun ikke elsker, og hun opgiver håbet om, nogensinde at fremkalde et smil hos ham, der betyder mest. Hun er en smule fortabt.
I min nylige genlæsning af bogen, gik det op for mig, at jeg ved, hvorfor Emilys drømme knækker. For hvad stiller man op, når det liv, man havde forestillet sig som 12-årig er helt ude af rækkevidde? Og hvad gør man, når man bliver færdig med sin uddannelse og pludselig indser, at man ikke aner, hvad det næste skridt skal være? Og, værst af alt, hvad hvis alt det, man har drømt om, slet ikke var det, man ønskede sig alligevel? Det er let for mig at forstå Emilys situation og det tomrum, som en færdiggjort uddannelse kan efterlade. Jeg står snart overfor det selv.
Men Montgomery skaber håb, selv når håbet er helt forsvundet. Og månebarnet Emily forbliver en genstand for beundring. Hendes blik fanger stadig træernes dans, stjernernes hvisken og gennem sit vindue hører hun stadig et hemmeligt kald fra en skikkelse, der står og venter på hende i lysningen. Bogseriens finale er et rørende, tårefremkaldende klimaks, der forener Emilys fremtid med læserens håb i en blanding af ironi, skæbne og forelskelse. Det er til dato det mest indflydelsesrige, jeg nogensinde har læst.

“A house isn't a home without the ineffable contentment of a cat with its tail folded about its feet. A cat gives mystery, charm, suggestion.” 

"The Count of Monte Cristo" af Alexandre Dumas

"The Count of Monte Cristo" (org. titel "Le Comte de Monte-Cristo") af Alexandre Dumas, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1844). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 4/5 stjerner. 

"The Count of Monte Cristo" er en roman med et svimlende sideantal og et sitrende komplekst plot. Hovedpersoner og bipersoner vimler rundt mellem hinanden i et plot, som vi alle før eller siden er stødt på.

I romanens begyndelse møder man Edmont Dantés, en ung mand, som går en lysende tid i møde. Han er forlovet med sit livs kærlighed, den smukke Mercédès, og venter på en fortræffelig forfremmelse som kaptajn på et handelsskib. Men pludselig vender alting; misundelige fjender plotter mod Dantés, og han ender i fængsel for en forbrydelse, han slet ikke har begået.

I cellen fortæres Dantés af tanker om uretfærdighed og hævn. Da han en dag begynder at tale med fangen i cellen ved siden af, indvies han i en hemmelighed om en ventende skat. Dantés begynder derfor at lægge planer i mørket; planer om at flygte, finde skatten og tage hævn over alle de mennesker, der spillede en rolle i det liv, der så pludselig blev taget fra ham. 

“For all evils there are two remedies - time and silence.”

Hvor meget modgang kan et menneske klare uden at få lyst til at opnå hævn? Hvor meget uretfærdighed kan et menneske møde uden at begynde at skabe sit eget retfærdigsbegreb? Og hvad er retfærdighed i grunden? Et øje for et øje, en tand for en tand? I "The Count of Monte Cristo" stiller Dumas tunge spørgsmål og pakker dem ind i et næsten eventyrslignende plot. Og her mener jeg ikke eventyr som i den romantiserede, klassiske H. C. Andersen og Brødrene Grimm tradition; jeg mener eventyr i form af opdagelsesrejser, farefærd og spænding i stil med Jules Verne, Robert Louis Stevenson og Rudyard Kipling. Episke, plotprægede, hurtigtbevægende og labyrintmørke eventyr.
For Alexandre Dumas' roman er en labyrint. Den er, som så mange bøger fra sin samtid, originalt udgivet som føljetonroman i et tidsskrift, og kapitlerne bærer præg af en konstant udvidelse. I en hvirvelvind af subplots, sammenviklede skæbner og bipersoner der pludselig bliver til hovedpersoner, taber Dumas dog aldrig sit tempo eller sin læser. Selvom historien, ord for ord, bliver mere og mere indviklet, bliver man også som læser mere og mere medrevet af Dumas' franske hævnhistorie. Jeg kan så levende forestille mig at leve i Paris i 1840'erne og hungrende afvente den næste udgave af avisen "Journal des Débats" for at få den næste historiebid, den næste overraskelse og det næste plottwist med ubarmhjertige cliff-hangers. Bogen er uden tvivl blevet konsumeret som en TV-serie i dens samtid; en sæbeopera der er ligeså karikeret og usandsynlig, som den er besættende. Spørgsmål som "Hvad sker der i næste kapitel? Hvem er greven af Monte Cristo?" har udgjort mange samtaler på tværs af de franske spiseborde, fornemmer jeg. Bogen er en sensationshistorie.
Faktisk er bogen mange ting, men hvad den ikke er, er troværdig. Dumas' karakterer er overraskende flade og ensidige, plottet er spændende men på ingen måde plausibelt, og de mange bipersoner kravler igennem romanen som myrer, man hurtigt kan stirre sig blind på. Romanen har både karakter af skæbneroman, eventyr og fabel, og Dumas tilføjer en orientalsk atmosfære, der leder tankerne hen på "1001 nats eventyr". Dumas ofrer mange ting til ære for plottets fremgang – og dog er plottet det eneste, man behøver i denne gigantroman. For handlingen er så spændende, så forblændende, så feberdøsigt medrivende, at alle romanens fejl forsvinder som dug for solen. Troværdighed har ingen plads i Dumas' roman – men spændingen har.

“Life is a storm, my young friend. You will bask in the sunlight one moment, be shattered on the rocks the next. What makes you a man is what you do when that storm comes. You must look into that storm and shout as you did in Rome. Do your worst, for I will do mine! Then the fates will know you as we know you.”

To store, åbenlyse temaer strømmer gennem "The Count of Monte Cristo". Hævn og sjælefred er de to essentielle drivkrafter i Dumas' historie. Bogens hovedperson, Edmond Dantés, er besat af tanken om hævn, fordi han tror, at når hævnen over alle hans fjender er opnået, vil den bringe ham fred. Men Dumas sætter ikke lighedstegn mellem sjælefred og lykke, og bogens slutning er berørt af en vis grad af melankoli. Edmon Dantés får sin hævn – men hævnen har en høj pris for alle, også Edmond selv.
Bogen er gennemgående præget meget af handling og dialog; hemmeligheder, rænkespil og karakterer der aldrig er, den de ser ud til at være. Min udgave af bogen er pyntet med masker, og det symboliserer bogens handling på smukkeste vis. For hele historien er et stort maskespil, en konstant og vedvarende afsløring af de mange roller, et mennesker kan spille, og hvor mange masker der kan smides, før et sandt ansigt nogensinde træder frem.
Af samme grunde er bogen meget kompleks. Til tider forvirrende. Og måske endda overpyntet. Men det imponerende er, at Dumas slutter bogen efter 1200 sider og ikke har en eneste løs tråd tilbage. Alting rundes op. Alle spørgsmål bliver besvaret. Og romanen slutter i en overdådig finale, hvor alle masker smides, og alle hemmeligheder bliver afsløret. Som læser kan man ikke andet end at ånde lettet op, lægge bogen fra sig og sukke over den storhed, som man lige har været vidne til. "The Count of Monte Cristo" er en gigantroman skrevet af en gigantisk forfatter, og for dens handling alene er den alle dens sider værd.

Tema-tirsdag #73: Om at eje flere udgaver af den samme bog

Det startede af helt uskyldige og praktiske årsager. Min bogreol var fyldt med tunge, smukke og omfattende antologier; fem Charles Dickens romaner indbundet som en enkelt bog, Jane Austens samlede værker og alle Brødrene Grimms eventyr. Der var noget majestætisk over bøgerne, der udfyldte mine reolhylder med statelig elegance. Og de var ikke blot til pynt; en kold februar måned blev brugt på at læse alle Brødrene Grimms eventyr, og en eftermiddag sad jeg i min vindueskarm med tårespor ned af kinderne og læste Jane Austens "Persuasion" i en bog så tung, at mine arme knap nok kunne holde den.
Jeg var glad for mine bind med samlede værker, der tillod mig at have hele forfatterskaber indenfor let rækkevidde. Men efterhånden som jeg læste min vej igennem dem, begyndte jeg at ønske, jeg også ejede bøgerne i et tyndere, mere simpelt format, der kunne passe ned i min rygsæk og holde mig med selskab på togrejser og busture. Derfor købte jeg alle Jane Austens romaner i enkeltformat, så jeg også havde dem i en bærbar version, der kunne transporteres med mig hvor som helst.
Derefter fik jeg en dag brug for en ekstraudgave af "Persuasion", som jeg kunne understrege, overstrege og skrive noter i. Jeg købte en paperback til formålet, faldt over en stofindbundet skønhed i forbifarten og købte en mini-udgave i lommeformat. Og pludselig havde jeg fem udgaver af min yndlingsbog; fem bøger med samme indhold men med vidt forskellig fremtoning. 
Hvad der startede af praktiske årsager udviklede sig med tiden til et samlerprojekt. Jeg ejer i dag fem udgaver af "Persuasion", fire udgaver af "Pride and Prejudice", fem udgaver af "Alice's Adventures in Wonderland", tre udgaver af "Peter Pan", seks udgaver af "Little Women" og så mange forskellige udgaver af "Peter Plys", at jeg knap nok kan holde rede på det. Min bogsamling er fyldt med gengangere og tilbagevendende titler.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du køber en bog, du allerede har, når der er så mange andre bøger, du også gerne vil læse. Det er da fjollet," siger venner og bekendte ofte, når de betragter min bogreol. Og på sin vis har de ret. Pladsen i min bogreol er knap, mængden af mine nye bogbestillinger er begrænsede og min læse-liste er uendelig. Hvorfor i alverden skal man bruge penge på en bog, man allerede har, når der står ti nye titler på ens ønskeliste? Det er ikke rationelt, og det er ikke logisk. Men det er selvfølgelig heller ikke meningen.
Selvom jeg ejer seks udgaver af Louisa May Alcotts børneklassiker "Little Women", synes jeg ikke, at jeg ejer seks ens bøger. Teksten indeni er den samme – en vidunderlig tekst fyldt med hjertevarme og barndomsminder – men bøgernes udformning er vidt forskellig. På én udgave er gammeldags hjemlighed vægtet højt med et indtryk af håndarbejde og korssting. På en anden udgave udgør fire objekter i form af en dukke, en klemme, en bog og en handske, bogens dominerende elementer. På fire udgaver er der en illustration af fire piger; i form af finurligt barnlige ansigter, skøjtende, leende og vinterklædte unge kvinder og sirligt udskårne, elegante silhouetter. Der er ingen tvivl om, hvem pigerne er; men de fire ansigter på de fire bøger har ikke det mindste til fælles. Det er fire fortolkninger, fire forestillingslege, fire billeder på, hvem March-søstrene kunne være. Og det er dét, der gør bogdesign så interessant. At sammenligne to udgaver af den samme bog, giver en idé om, hvor forskelligt en bog kan opfattes, og hvor forskelligt en tekst kan læses.
Der kan være mange grunde til, at jeg ejer en bog i flere udgaver. Sommetider skyldes det praktiske behov for forskellige formater, noteapparater, forord eller oversættelser; andre gange er det en direkte påvirkning af uimodståelig bogskønhed og et ønske om at eje mine yndlingsbøger i smukke udgaver. Men oftest ejer jeg flere udgaver af en bog, fordi bogdesign fascinerer mig. Fordi jeg tror på, at to bøger med samme titel slet ikke er den samme bog overhovedet. Og det er hverken spild af penge, tid eller reolplads i min optik.

Har I også gengangere i jeres bogsamling? Bøger I ejer i flere udgaver med forskellige forsider? I så fald – hvorfor? Og hvordan forsvarer I det? 
Eller er I måske af en anden mening, og kunne I aldrig drømme om at eje flere udgaver af en bog? Fortæl mig endelig jeres tanker i kommentarfeltet. 

"The Shadow of the Wind" (The Cemetery of Forgotten Books #1) af Carlos Ruiz Zafón

"The Shadow of the Wind" (org. titel "La sombra del viento") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

Vinden kaster sin skygge over Barcelonas gader i 1945. Byen er halvvejs opbygget, halvvejs i ruiner, og hver aften forsvinder mørke skikkelser iført lange frakker ind i skyggerne mellem høje bygninger og labyrintlignende gader.

En enlig far begiver sig en dag med sin søn, Daniel, afsted for at besøge et sted gemt i Barcelonas skygger. Et sted kendt som de glemte bøgers kirkegård. Her får Daniel lov til at vælge en bog og bringe den med ham hjem; ved et tilfælde eller et skæbnespil, vælger Daniel "The Shadow of the Wind" af Juliàn Carax. En bog han kommer til at tilbringe en feberhed nat med at læse, fra ende til anden.

Med en barnlig entusiasme beslutter Daniel sig for at opspore flere bøger af sin nye yndlingsforfatter, blot for at opdage at Carax's bøger er forsvundet, udslettet og brændt af en mystisk person, hvis hovedærinde er, at destruere alle Carax's bøger. Daniels bog er en uhørt sjældenhed, og den kaster sin skygge over hele hans tilværelse. Da Daniel beslutter sig for at belyse sin yndlingsforfatters fortid, bliver han en del af et indviklet mysterie om besættelse, galskab, mord og umulig kærlighed. 

“Keep your dreams. You never know when you might need them. ”

For næsten præcis en måned siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg beskrev mine efterårslæsevaner. Jeg dryssede tillægsord ud over efterårssæsonen og sammenknyttede dem med bøger; jeg beskrev den dystre, gotiske, desperate, smukke og atmosfæriske fornemmelse, som jeg søgte i bøgerne på min efterårslæse-liste. Jeg forklarede min higen mod stemninger og følelser. Og uden at vide det beskrev jeg således "The Shadow of the Wind", som allerede på dét tidspunkt befandt sig i min snarlige fremtid. Ventende, lurende, lokkende. Det er den perfekte efterårsbog.

Det hele er der. Et gotisk mysterie, destruktive ildebrande, en dødsdømt kærlighed, en sløret skikkelse skjult bag en sort maske, omhyggeligt beskrevne gadehjørner med lygtepæle der kaster et klart lys på fortidens Barcelona, en bogkærlighed så håndgribelig at den får karakter af en kærlighedserklæring og en skrivestil så atmosfærisk, at jeg forsvandt for en stund, transporteret ud af toget, lænestolen, kroppen og ind i en bog. Jeg slugte ikke bogen – den slugte mig.

Jeg vidste det allerede, da jeg læste bogens første side. Jeg vidste, at jeg sad med noget særligt, for allerede på første side var der en sætning, der standsede mig, og som jeg blev nødt til at læse igen. Ord for ord. “I was raised among books, making invisible friends in pages that seemed cast from dust and whose smell I carry on my hands to this day.” Det er udsædvanligt, at en bog kan give en lyst til genlæsning, før man overhovedet er kommet igang.

Jeg har intet andet ord for Zafóns skrivestil end atmosfærisk. Zafón rekonstruerer 1930'ernes Barcelona og kaster en stemning af skødesløs hemmelighedsfuldhed over byen. Det er som om, hver en gade gemmer på et mysterie, der venter på at blive opklaret. Daniels egen opdagelsesrejse er kun en ud af mange, og bogen har efterladt mig med en gribende rejsetrang. Zafón har vækket en drøm om en vandretur i Barcelonas gader, en jagt efter et nyt eventyr i en by udgjort af skønhed og hemmeligheder.

“The moment you stop to think about whether you love someone, you've already stopped loving that person forever.”

Bogen indeholder så mange historietråde, så mange livlige, tragiske og farverige karakterer, så meget historie og så stort et mysterie, at der er et utal af ting, jeg gerne vil dvæle ved og hive frem for at eksaminere i dagslyset. "The Shadow of the Wind" er en skæbnefortælling om en forfatter og en læser, der spejler sig i hinanden. Daniel vokser, ligesom sin forfatterhelt Julián Carax, op bag en butiksfacade med et familieliv, der ikke kan kaldes ideelt. Daniel og Julián forelsker sig begge i deres bedste vens søster; en rigmandsdatter med en truende faderfigur, der stiller sig i vejen for de unges lykke. Efterhånden som Daniel lærer mere og mere om Juliàn Caraxs skæbne, opstår parallelle linjer mellem forfatteren og læserens liv. Objekter som bøger og kuglepenne binder dem sammen på tværs af årtier.
Der hviler en følelse af noget forudbestemt i bogens præmis. Daniel vælger tilfældigt Juliàn Caraxs bog ud af en hel labyrintgang af bøger. Eller vælger bogen ham? Forude venter et mysterie, der ændrer en hel livsbane, sammenfiltrer nutid med fortid og forbinder mennesker med hinanden i et farligt net af løgne. Juliàn Caraxs skæbne viser sig at være en næsten uundgåelig tragedie, der truer med at hive Daniel med sig i et altfortærende mørke. Men på trods af de mange opdagelser, paralleller og spejlinger har Daniel ingen skæbne – han vælger den selv. Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste pointe.
"The Shadow of the Wind" er en bog, der fortjener sammenligning med tidens største, gotiske mesterværker. Med en ildevarslende stemning på højde med Daphne du Mauriers "Rebecca", en rammefortælling ligeså kompliceret som Diane Setterfields "The Thirteenth Tale", en kærlighed så desperat og dødsdømt som Emily Brontës "Wuthering Heights" og en antihelt så tortureret som Heathcliff, et eventyr ligeså vidtomspændende som Alexandre Dumas' gigantromaner, gør "The Shadow of the Wind" sig fortjent til en plads mellem de allerstørste, de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er ting i Zafóns roman, der er et helt litteraturstudie værdigt. Elementer af metafiktion, intertekstualitet, indforståede referencer, debatter om forfatteridentitet og en vedvarende vekselvirkning mellem en nutid og en fortid, der bliver mere og mere sammenblandet. "The Shadow of the Wind" er ikke bare en fortælling; det er en fortælling om fortællingen, om at være forfatter og læser, og hvad der kan ske i krydsfeltet derimellem. Det er en fortælling om bøger, der kan forandre liv og liv, der kan forandre bøger. Det er en kærlighedserklæring til litteratur og til kultur, til Barcelonas smalle gader og store katedraler, en hyldest til Victor Hugo og en tilbageskrivning til Cervantes. Det er en bog, der modsiger sig selv, og som både idylliserer og dæmoniserer den første kærlighed og det første kys. Det er en symbolladet tekst med tilbagevendende figurer af engle og djævle, og ordet "skygge" som har en dobbeltbetydning, hver eneste gang det dukker op.
Men alt det kan ignoreres. For bogen er, mest af alt, en af de magiske bøger, der også er en portal. Det er en bog, man kan træde ind i for en stund. 

“I felt myself surrounded by millions of abandoned pages, by worlds and souls without an owner sinking in an ocean of darkness, while the world that throbbed outside the library seemed to be losing its memory. ”

"Wolf Hall" (Thomas Cromwell Trilogy #1) af Hilary Mantel

"Wolf Hall" af Hilary Mantel, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). 2/5 stjerner. 

"Wolf Hall" vandt den prestigefyldte Man Booker Prize i 2009. Det er en historisk roman, der fortæller om en tid, hvor England var plaget af tumult. Bogen følger Thomas Cromwell, som blev født i 1485 og var søn af en smed. Thomas havde dog større ambitioner for sit liv end en karriere som smed, og han kæmpede sig stædigt op af en enormt stejl social rangstige.
Mantel fortæller historien om, hvordan Thomas endte med at blive Kong Henry VIII rådgiver og vejleder i kongens skilsmisse med Catherine af Aragon og snarlige ægteskab med Anne Boleyn. Mantels historie udspiller sig i en af Englands blodigste perioder, og hun lader Thomas Cromwell bevæge sig forsigtigt rundt i et politisk minefelt. 

“Some of these things are true and some of them lies. But they are all good stories.” 

Jeg begyndte at læse "Wolf Hall" sammen med min mor. Hun læste den fordi, hun elsker historisk fiktion, jeg læste den fordi, jeg plejer at finde skjulte diamanter blandt vinderne af Man Booker Prize. I juni måned begyndte vi at bladre vores vej gennem bogen, og i juli måned var ingen af os endnu færdige med den. Min mor endte med at give op, jeg endte med at tvinge mig selv videre. Fælles for os begge var dog, at vi ikke fandt det i bogen, som vi havde håbet på. Mest af alt husker jeg den som værende umuligt lang, uendeligt tung og med en besynderlig skrivestil, der forvirrede mere end den gavnede.
Som læser falder man direkte ind i bogen, når man slår op på den første side. I løbet af tyve sider udpensles Thomas Cromwells problematiske barndom og de første femten år af hans liv. I det første kapitel er Thomas Cromwell et barn, og i det næste er han næsten tredive år gammel. Tiden går urimeligt hurtigt, og som læser undrer man sig over, hvad i alverden der er sket i mellemtidens huller. Til det spørgsmål tilbyder Mantel intet svar.
Bogen omhandler måske i virkeligheden ikke så meget Thomas Cromwell som person eller karakter, men derimod de historiske begivenheder der tilegnede ham en høj position ved Kong Henry VIII's side. Fra smedens søn til kongens rådgiver bevæger Thomas sig op gennem samfundet. Og dermed er Hilary Mantels roman vel egentligt mest en karriereroman.

“It is all very well planning what you will do in six months, what you will do in a year, but it’s no good at all if you don’t have a plan for tomorrow.”

Mantels research og historieoverblik er imponerende og skinner overlegent gennem romanen ved enhver given lejlighed. Med et omfattende persongalleri navigerer romanen rundt om kendte personligheder fra 1500-tallets England, og både Boleyn-familien, Thomas More og Jane Seymour gør deres entré i historiens forløb.

Det store persongalleri er nødvendigt for at fortælle den historie, Mantel vil fortælle. Men måden hun skriver på, gør det umuligt at overskue alle de forskellige navne, der nævnes i forbifarten. Af en eller anden grund nævner Mantel nemlig aldrig sine karakterers navne, når der tales. Næsten uden undtagelse skrives der, at han sagde, han gjorde, hun troede og så videre. Derefter er det op til læseren selv at udregne eller beslutte, hvem der sagde og gjorde hvad hvornår. Bogen bliver derfor næsten håbløst læsestof – og det gøres bestemt ikke lettere af, at Mantel introducerer fire-fem forskellige karakterer ved navn Thomas og næsten udelukkende kalder dem ved fornavn. 

Der er ingen tvivl om, at "Wolf Hall" er et fascinerende værk. Thomas Cromwell er en person, der ofte er blevet dæmoniseret gennem historien, og at se Henry VIII og Anne Boleyn gennem hans øjne er at se dem fra en helt ny vinkel. Bogen var en tung læseoplevelse, og jeg måtte kæmpe mig igennem den – men den lærte mig også noget nyt på vejen om en indviklet periode i Englands historie. Dog er jeg ikke sikker på, at jeg forstår pointen med det hele.

Bogen ender med et tomrum; en ligegyldig følelse af at have læst en historisk redegørelse frem for en deskriptiv roman. Der er ingen konklusion, intet højdepunkt og ingen pointe – bogen er snarere en serie af mindre episoder end ét helt historieforløb. Og hvis bogens største brillians er, at den er historisk korrekt og velresearchet, kunne jeg så ikke ligeså godt have læst en historiebog i stedet?

"Den flammende verden" af Siri Hustvedt

"Den flammende verden" (org. titel "The Blazing World") af Siri Hustvedt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner. 

"Den flammende verden" er en roman, der udspyder røde flammer af arrigskab og vrede. Det er en fortælling om den indebrændte kunstner Harriet Burden, hvis udstillinger aldrig har fået den mindste anerkendelse eller opmærksomhed i New Yorks kunstnermiljø. Som en del af et større eksperiment beslutter Harriet Burden sig for at lege med perception og opfattelse ved at starte et projekt, som hun kalder Maskeringer. Hun lader mandlige kunstnere tage æren for hendes arbejde for at se, om hendes kunst i så fald vil blive bedre modtaget.

Eksperimentet er storslået, larmende og forvirrende. Da den endelige afsløring finder sted, og Harriet Burden træder frem er kunstverdenen lammet af mistro – især fordi Burden forrådes af sin sidste samarbejdspartner, Rune, som glødende benægter Harriets rolle i udstillingen, som han lagde navn til. 
"Den flammende verden" fortæller Harriet Burdens historie som en samling af tekster, der er blevet opsporet efter Harriets død. En kritiker udgiver uddrag af Harriet Burdens egne dagbøger, altimens brudstykker fra kritikere, fans og familiemedlemmer også er indarbejdet i fortællingen som modstridende synspunkter på Harriet Burdens komplicerede liv.

“Det er som om, alle verdenerne i mit hoved er døende, mine flammende verdener, som jeg har klynget mig til med alt hvad jeg har, er langsomt ved at slukkes.”

Da jeg var halvvejs igennem "Den flammende verden", kom Siri Hustvedt til Danmark. Jeg begav mig både afsted til hendes interview på Den Sorte Diamant og så hende igen dagen efter, da hun gæstede Politikens Boghal. Da jeg tog afsted var jeg anelse bekymret for at få spoleret den bog, jeg endnu var igang med, men da jeg begav mig hjem igen, gik det op for mig, at det slet ikke var tilfældet. Ordene på siderne havde ganske rigtigt forandret sig efter det store forfattermøde. De var kun blevet større.
Det er nu et par år siden, at jeg blindt samlede "Det jeg elskede" op fra hylderne i et gammelt antikvariat. Jeg læste bogen straks derefter, og jeg husker den stadig som en bog, der vibrerede af intellektualitet, sørgmodighed og puslespilslignende spørgsmålstegn. Den var smuk og skræmmende på én og samme tid; og akkurat det samme har jeg nu lyst til at skrive om "Den flammende verden".
Skal jeg være helt ærlig, er der ting i Siri Hustvedts nyeste bog, som jeg aldrig ville have skænket en tanke, hvis jeg ikke havde hørt forfatteren selv fremhæve det. For romanen er langt mere end en tekst om perception; den er en øvelse i det. Bogens kapitler består af vidnesudsagn, artikler, samtaler om Harriet Burdens liv samt lejlighedsvise uddrag af de dagbøger, Burden skrev adskillige af, da hun endnu var i live. Det er små brudstykker af en større historie, omhyggeligt redigeret og udvalgt af en forsker, der tilfældigt faldt over Burdens historie og synes, den var vigtig nok til at afsløre. Men hvilke motiver har denne forsker? Hvilke dele af Burdens omfangsrige dagbogsskriveri vælger han at offentliggøre og hvilke vælger han at udelade? Og er den historie, vi læser i "Den flammende verden" i virkeligheden ikke blot små uddrag af et helt liv? En historie der er blevet manipuleret med i en sådan grad, at den leder vores opfattelse i en særlig retning?

“Jeg kunne især godt lide al skriften på væggene, fordi det fik mig til at føle, at jeg gik ind i en bog, ikke i den forstand at jeg bogstaveligt talt gik på siderne, men at jeg bevægede mig rundt i rummet mellem ordene og de billeder, man skaber i bevidstheden, når man læser. Jeg oplevede også små pust af minder, der steg op og atter forsvandt, en halvt om halvt bekendt del af et sted eller af en tanke, ofte et let smertefuldt minde, hang et øjeblik i min bevidsthed og forduftede igen.” 

"Den flammende verden" er et djævelsk rod af intertekstualitet, metafiktion, genreskift og manipulation. Det er en roman, der er ufatteligt svær at læse, fordi dens vigtigste ord altid står mellem dens linjer. Det er en upålidelig roman, som man slet ikke kan stole på, for ikke ét eneste kapitel er skrevet uden henblik på den pågældende fortællers motiv. Alle karakterne i denne bog har deres egne motiver; og selv de ord, der er skrevet af Harriet Burden selv, er kun en brøkdel af sandheden. Og der er så mange sandheder at holde styr på.
Der er ingen tvivl om, at Hustvedt leger med sin læser. Hun slører en historie og tilbyder usammenhængende brudstykker, skubber historien i én retning og en anden, vandrer ind i blindgyder og labyrintmørke og besvarer aldrig det mest essentielle spørgsmål, om de stemmer der befinder sig bag Harriets egen.
Bogen er et eksperimentelt mesterværk – noget man skal læse med tungen lige i munden, øjnene vidtåbne og i et indelukket verdensrum.  Hustvedt stiller vigtige spørgsmålstegn ved måden at opfatte mennesker på, at opfatte bøger på og at opfatte køn på. Bogen tager sin læser på en rejse gennem New Yorks lukkede kunstnersamfund, der er så velskrevet, at de mange gallerier, værksteder og malerpensler kommer til live for øjnene af en. Harriet Burdens karakter udsender en lammende varme, der brænder romanen op indefra og gør hvert ord til et spiddende stik. Flammende, fortærende og levende – intellektuelt overlegen og fyldt med så mange detaljer, at man ikke kan undgå følelsen af at have overset noget. Bogen og dens forfatter har efterladt mig åndeløs.