"Twelve Days of Christmas" af Trisha Ashley

"Twelve Days of Christmas" af Trisha Ashley, fra forlaget Avon, udgivet i 2010. 3/5 stjerner.

En kvinde der forbinder julen med smertende minder, en mand der desperat forsøger at undgå den store familieforsamling, og en påtrængende, anmasende og insisterende familie, der drømmer om at inkludere alle i deres højtidsfejring. "Twelve Days of Christmas" har alle ingredienserne til en forudsigelig, hjertevarm julekomedie. 

Den unge Holly Brown sørger over sin mands død, den stædige Jude Martland vil helst ikke tilbringe julen med sin storebror, som har stjålet hans forlovede, og begge flygter langt ud på landet for at forsøge en jul, alene. Men en snestorm, en højtidsbesat familie og en række af tilfældige møder formår alligevel gang på gang at bringe Holly og Jude sammen, og ingen af dem får lov til at tilbringe julen alene, som de havde planlagt.

“The slightly musty, dusty scent of neglect has given way to the homelier ones of wood fires, beeswax and lavender polish, baking and fresh coffee.”

Jeg læste mange julebøger sidste år, og dette var en af dem. Blandt alverdens mislykkede forsøg på letbenet julelæsning, var "Twelve Days of Christmas" lige, hvad jeg ledte efter på daværende tidspunkt. Bogen var sjov, finurlig, fuldstændig forudsigelig, sukkersød og candyfloss-lyserød. At læse den var ligesom at se en romantisk komedie, og selvom den blev ligeså hurtigt glemt, som den blev læst, spredte den hygge og varme imens den varede.
"Twelve Days of Christmas" er på ingen måde en larmende, overvældende romance; det åbenlyse kærlighedsforhold mellem Holly og Jude udvikler sig gradvist under konstante forhindringer i form af et hektisk familieliv. Holly lokkes til at holde en julefest, og i den forbindelse bruges meget af bogens sideplads på at beskrive opskrifter, oppyntning, rengøring og traditioner. Sommetider befinder bogen sig på en vippekant mellem det kedsommeligt deskriptive og det stemningsbestemmende. Der var øjeblikke, hvor jeg virkelig følte, jeg var til stede i Hollys køkken til de traditionelle, engelske juleforberedelser og indåndede duften af tærte, småkager og steg. Og så var der andre øjeblikke, hvor jeg undrede mig over behovet for at beskrive en gulvvask, som alle ved, hvordan tager sig ud. Det var en særpræget vekselvirkning. 

“Falling for you was definitely not in my life-plan.”

Holly Brown er en uimodståelig karakter, og selvom hendes had-kærlighedsforhold til Jude kun langsomt tager form, er de begge lette at holde af og lette at forstå. Mellem klodsede episoder, næsten umulige uheld og gentagende familieforstyrrelser, opstår et oprigtigt bånd til karaktererne. Man venter, håber og ved, at de vil finde sammen. Og med et lykkeligt smil når man bogens konklusion, vender den sidste side og smiler veltilfreds med et hjerte fyldt af varme.
Jeg vil aldrig skrive, at denne bog er noget særligt, eller at den er et overraskende mesterværk. For det er den ikke. Men den er alt, hvad dens bagsidetekst lover; sød, fjollet og ganske fornøjelig. Som med enhver romantisk komedie, skal man være i det rigtige humør for at kunne værdsætte den, for hvad den er; en sød historie med et uskyldigt juledrys.

Konkurrence #22: Anden adventssøndag

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Gyldendal. 

Endnu et lys brændes, endnu en søndag afkrydses, og endnu en adventsgave åbnes. Tiden flyver af sted, og jeg nyder hvert eneste sekund af denne søde juletid. Det håber jeg også, at I gør. 

Denne anden søndag i advent er der to vidunderfine bøger på højkant skrevet af en af nordens mest lysende forfatternavne. Gyldendal har nemlig været så venlige at sponsorere "Sommerbogen" og "Billedhuggerens datter" af Tove Jansson. Tove Jansson er en af mine absolutte yndlingsforfattere; en forfatter der i sandhed forstår simplicitetens magt. Hendes bøger er fyldt med fjerlette, glasklare og rammende observationer fortalt i et yndigt, næsten konstanterende, sprog. Jeg har tidligere anmeldt "Sommerbogen" her, og "Billedhuggerens datter" her.  

For at deltage i konkurrencen og vinde de to bøger skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg – fortæl gerne om jeres fineste juletradition. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 12/12, hvorefter jeg hurtigst muligt offentliggør den heldige vinder. 

Første adventsvinder

Den første, glitrende og søde decemberuge er ved at være forbi. Den lille lejlighed er pyntet op, et peberkagehus er blevet bagt og uhjælpeligt dekoreret, gaver er blevet indkøbt, og tre bøger er lagt ned i en boblekuvert klar til afsendelse. Jeg har fået Nico til at sige et vilkårligt tal mellem 1 og 140 og har derefter talt mig frem til den heldige vinder. Den første adventsvinder blev Carina, som jeg straks har sendt en lykkebringende mail til.

Resten af jer kan se frem til den næste konkurrence i morgen, hvor en ny, lille og særdeles fin bogstak er på højkant. Tak for jeres deltagelse og store opbakning i denne konkurrence – jeg glæder mig altid til at udlodde flere vinderchancer.

Jeg håber, at I også nyder decemberhyggen, og at I har en skøn weekend fyldt med julemagi.

"The Night Before Christmas" af Nikolai Gogol

"The Night Before Christmas" (org. titel "Ночь перед Рождеством") af Nikolai Gogol, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1831). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner.

Natten før jul flyver en heks over den ukrainske by, Dikanka, og lister et par af de funklende stjerner ned i sine kjoleærmer. Natten bliver langsomt dunklere og dunklere, og da selveste djævelen flyver over nattehimlen og beslutter sig for at putte månen i sin bukselomme, indhylles hele byen i et tæt mørke.
Natten før jul er nemlig en nat for hekseri; det er den sidste nat, hvor djævle og hekse kan lave ulykker og skabe kaos, da den kommende julefejring sætter en stopper for enhver form for ondskab og djævelskab.
Djævelen har set sig sur på Vakula, den lokale smed, og forsøger derfor at sabotere hans forhold til den smukke Oksana – landsbyens tilbedte skønhed. I den stille julenats mørke udkæmpes således en kamp mellem Vakula og djævelen. En kamp for kærlighed, julefred og månelys.

“The whole world changed. The blizzard died down, the ground lit up like a silvery desert, and even the cold seemed warmer. Bands of girls and boys carrying sacks with treats poured into the streets, and Christmas carols filled the air. What a gorgeous night!”

I en blanding af eventyr, fabel og satire, nedskreven lyrik og mundtligt fortalte ord, spinder Gogol en historie, der føles som noget fra en anden verden. Den første linje og linjen der fulgte, blev et læsemæssigt chok. Hvad der føltes som en ganske velkendt julefortælling ændrede form allerede efter det første punktum og blev til noget helt andet; en sælsom julefabel med en stemning, der næsten kunne indåndes fra de blotte papirssider.
I den korte fortælling om julenatten i den ukrainske by, leger Gogol med den russiske eventyrstradition. Flyvende hekse, levende djævle, forsvundne stjerner, kolde nætter og lange rejser på tværs af himlen, er alle elementer, jeg har set før og undret mig over før, når jeg har siddet med en russisk eventyrsbog. Men sammenkoblingen mellem julen og overnaturligheden, heksene og djævlene der rumsterer rundt i nattehimlen på selveste julenatten, har jeg aldrig hørt før. Det virker næsten som en kompliceret kunstform, et  fortryllende forsøg på surrealisme eller avantgarde.
Og dog er Gogols fortælling, på trods af månen der så belejligt passer i djævelens lomme, ikke et eventyr. Det er en bizar parodi, et satirisk mesterværk der spøger med menneskets natur. Den skæbnesvangre julenat indeholder ikke blot djævle og hekse; den involverer også tre mænd, der havner i tre kulsække efter at have kysset på den samme kvinde. Den smukke landsbypige Oksana bruger en evighed på at stirre i sit spejl, altimens mænd vælter frem og tilbage og hvirvler ind og ud mellem hinanden på det lokale værtshus. Det hele er en farce, et vidunderligt kaos skrevet i en munter tone og skjult bag et tyndt drømmeslør. 

“Everything glittered in the bright moonlight; the air was a transparent silvery mist. One could see everything that was happening in the sky; a wizard racing in his cauldron, stars playing hide-and-seek, a group of ghosts hanging together like a cloud, a devil dancing in the moonlight, a broomstick returning home after transporting a witch.”

Gogol slår armene ud og viser sig som den fuldendte satirist. Hans karikerede persongalleri er kilde til alverdens morskab, samtidig med at fortællingen aldrig mister sin overjordiske stemning og dragende kraft. De stille vintermalerier fryser fast på læserens nethinde, de gentagende beskrivelser af den glitrende sne, den mørke nat og den ventende jul er så farverige, at man kunne leve i dem for en stund. 

Selvom jeg ikke just ville kategorisere fortællingen for børnevenlig, er det dog netop, hvad den er. I Rusland og Ukraine udgør Nikolai Gogols fortælling en af grundstenene i juleopfattelsen. I dag læses "The Night Before Christmas" stadig højt for børneforsamlinger og skoleklasser, akkurat ligesom H. C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne" endnu bliver overleveret i Danmark. Gogols absurde scenarier har inspireret talrige balletter og film, og Vakula og Oksana er essentielle skikkelser, der elegant træder igennem Ruslands historie.

Og selvom jeg undres, forstår jeg det også godt. For Gogols fortællerstemme, hans uigennemskuelige genreblanding, dryppende satire og frem for alt, hans frostkyssede skrivestil der får det til at isne i mine fingerspidser, var nok til at få mig i julestemning. Gennem denne lille bog forvildede jeg mig ind i en mærkværdig juleverden, hvor latter er ligeså essentiel som morale. 

"Good Wives" (Little Women #2) af Louisa May Alcott

"Good Wives" er andel bog/del i Louisa May Alcotts serie, der begyndte med "Little Women". Læs min anmeldelse af "Little Women" her.

"Good Wives" af Louisa May Alcott, fra forlaget Puffin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1869). 5/5 stjerner.

"Good Wives" er både en fortsættelse af "Little Women" og en del af "Little Women". Skrevet og udgivet et år efter dens forgængers pludselige popularitet, er "Good Wives" et bestillingsarbejde, som Louisa May Alcott blev bedt om at udføre. Dagligt modtog hun breve om, hvad der nu ville ske med hendes kære pigebørn, og oftest blev hun spurgt om, om Jo skulle giftes og i så fald med hvem. Og "Good Wives" er, mest af alt, svaret på det spørgsmål. Alcott viderefører sine pigebørns skæbner og lade dem vokse op og blive kvinder.

For at gøre forvirringen større bliver "Little Women" og "Good Wives" ofte betragtet som ét samlet værk, og i USA er de traditionelt set altid blevet udgivet sammen, som to dele af en større helhed, og på sin vis giver det også god mening. "Good Wives" indeholder nemlig den finale, som "Little Women" udelader i sin bratte konklusion. I Europa, og også i danske oversættelser, er bøgerne dog altid blevet udgivet separat; som en originalhistorie og dens fortsættelse.

Uanset hvordan man betragter de to bøger, er det dog svært at læse den ene uden at læse den anden. "Good Wives" starter, hvor "Little Women" slutter og fører de fire pigebørn videre i deres liv. Historien om de fire søstre er slet ikke slut, og "Little Women" er slet ikke færdiglæst, før man også har læst "Good Wives".

“Life and love are very precious when both are in full bloom.”

Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vove at kalde "Good Wives" for en perfekt bog – og heller ikke "Little Women" for den sags skyld. Bøgerne er fyldt med moraliserende pegefingre, mærkværdige lektioner og er gennemsyret af viktorianske idealer. Selvom Alcott betragtes som en feministisk forfatter, og "Little Women" som et ikonisk værk, der lader kvindeskikkelsen blive fokuspunktet, er bøgerne fyldt med selvmodsigende lektioner. Og intet sted er det så tydeligt som i "Good Wives", hvor den ældste March-søster, Meg, bliver gift og skal oplæres som en dedikeret, omsorgsfuld og betænksom hustru. Alcotts prosa forvandles i enkelte kapitler til prædiken – og Megs selvopofrelse for sin mand lader meget tilbage at ønske. I Megs skæbne er der en belærende pegefinger, en faldgrube som man ikke bør tage alt for alvorligt, for Alcott forsøger også at opdrage sine læsere.

Men, som jeg sagde til min veninde i går, da snakken netop faldt på Alcotts elskede klassiker, er sagaen om Meg, Jo, Beth og Amy en bog, man læser for dens stemning. Og for dens karakterer. Alcotts ord fungerer som et stort krus varm kakao på en ubehjælpsom gråvejrsdag; sætningerne lander i munden med en sød varme og spreder sig ud i hele kroppen, fra tåspids til kinder, og efterlader en med en trøstefuld hjemlighed, en følelse af hygge der ikke kan fordrives. Uanset hvor uspiselige Alcotts lektioner kan være for den moderne læser, bliver de serveret med en sådan ynde, at det er svært at modstå og umuligt ikke at lade sig rive med.

Faktisk tror jeg, at "Good Wives" er min yndlingsdel af Alcotts berømte historie. For de fire piger man lærer at elske i "Little Women" bliver i "Good Wives" udviklet og digtet videre på i en sådan grad, at de føles virkelige. Amy ændres fra en karikatur af elegance til en følsom kvinde; Jo's ukuelige mod knækker og hun viser sig fra en skrøbelig side; Beths lyse sind formørkes; og den evigt problematiske Meg finder et øjebliks ro. "Good Wives" præsenterer ikke blot voksne kvinder men også voksende problematikker, gråzoner og nuancer, der gør den tidlige børnebog til en kompliceret ungdomsbog.

“She preferred imaginary heroes to real ones, because when tired of them, the former could be shut up in the tin kitchen till called for, and the latter were less manageable.”

For forholdene i "Good Wives" er komplekse, Alcotts forudsigelige plotlinje brydes og det ægteskab, som alle tog for givet forvandles til støv. Alcott modtog adskillige breve med undrende spørgsmål og rasende protester underskrevet af utilfredse læsere, da hun udgav "Good Wives" og offentliggjorde sin heltinde, Jo's, skæbne. Personligt har jeg dog altid elsket twistet, det uforudsigelige og det relaterbare i, at hvad der virker som en selvfølgelighed som barn, ikke nødvendigvis bliver til virkelighed som voksen. Alcotts karakterer er virkelige, fordi de forandrer sig. Fordi de bliver til noget andet og mere, end de første sider i den første bog hintede.

Der er ingen karaktererer, der så fuldstændigt har overvundet mit hjerte, som de fire March-søstre. Jeg åbner "Little Women" og "Good Wives" hvert eneste år op til jul, læser et par kapitler og føler mig straks hjemme; hjemme i den vidunderlige March-familie og hjemme i en bog jeg læste og elskede som barn. At læse Alcotts ord er at vende tilbage til noget, jeg altid har elsket og altid har kendt.

Da jeg genlæste "Good Wives" i disse stille decemberdage, befandt jeg mig flere gange på grådens rand. Kapitlerne om den engleblide Beth skærer altid i mit hjerte, men også i bogens mere overdådige lykkeøjeblikke sad jeg med en klump i halsen. Der er så mange små finesser i Alcotts ordlandskab, så mange scener der er en pauseknap værdig og så yndige formuleringer, at det er umuligt ikke at blive rørt. I bogens sidste kapitler blev jeg genforenet med ord, jeg var besat af som barn. Ord jeg skrev ned og gemte i mit slidte ringbind med digte, tegninger og fjollerier, fordi jeg gerne ville lade som om, de var mine. De var så smukke, at jeg helst ville beholde dem for mig selv;

“Four little chests all in a row, 
Dim with dust, and worn by time, 
Four women, taught by weal and woe 

To love and labor in their prime.”

Et digt med lyden af noget fortabt. Et digt der i al sin simplicitet udforsker og beskriver de fire søstre, hele bogen har brugt på at belyse. Et digt der fortæller en historie alle kan relatere til; om kister med barndomshåb der er blevet lukket og dækket af tidens støv for derefter at blive fundet frem igen og efterlade ejerne med mindeglimt. Akkurat som den følelse jeg får, når jeg læser "Good Wives" igen og igen.

"Good Wives" er ikke en perfekt bog. Det vil jeg aldrig nogensinde vove at påstå. Jeg kan godt forstå, at nogle ikke kan holde den ud, og jeg kan godt forstå, at så mange finder den forældet. Men for mit eget vedkommende, er den noget af det mest vidunderlige, jeg nogensinde har læst. 

Selvom bogen ikke handler om meget andet end fire pigers stille opvækst og deres kommende ægteskaber, så er der noget i ordene, der taler til mig på tværs af tid og sted. Jeg kan ikke sætte mærkater på det eller definere det, men historien om de fire March-søstre er fyldt med en gammeldags charme, en eviggyldig sødme, som jeg ikke kan ryste af mig. 

"Good Wives" indeholder spor af romantik, knugende øjeblikke af sorg, essentiel personlig udvikling, løftede pegefingre og en del snak om penge, økonomi, hårbånd og silkekjoler. Men mest af alt indeholder den mit hjerte. Og derfor er "hjertevarm" det eneste ord, jeg kan bruge til at beskrive bogen med. "Good Wives" er en hjertevarm slutning på en hjertevarmende fortælling.

Tirsdags-tip #4: Til julelæseren

Her i decembers glitrende dage, har jeg, ligesom sidste år, sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være til inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Sidste år besluttede jeg mig for, at jeg ville tilbringe min december med en stor stak julebøger. Jeg brugte lang tid på at klikke rundt, bestille hjem, finde juletitler og opdage juleklassikere. Desværre fandt jeg udvalget en smule snævert og svært at overskue; det var alt for let at finde romantiske chick-lit bøger om kærlighed og børnebøger om julemanden, men alt for svært at finde klassisk julevarme. Det har forlaget Penguin dog ændret på i år med deres nye klassikerserie, Penguin Christmas Classics.
Penguin Christmas Classics er ny bogserie, der på nuværende tidspunkt består af fem juleklassikere. Fra Charles Dickens ikoniske "A Christmas Carol" til Louisa May Alcotts næsten ukendte julenoveller og Nikolai Gogols surrealistiske juleeventyr "The Night Before Christmas" er bøgerne et udpluk af juletraditioner fra hele verden. Det tog mig kun et øjeblik at bestille tre af bøgerne fra serien hjem – og drømme om de to andre, som nu står på min ønskeliste.
For ikke alene er bogserien fyldt med juletraditioner, den er også designet med et drys af vinterskønhed. Røde, nysgerrige fugle pryder alle fem forsider med glimmerdetaljer og guldskær hist og pist. Indeni er bøgerne dekoreret med sirlige mønstre og søde illustrationer, der passer perfekt til forsidernes skæve og finurlige design. Det er julet uden at blive for sæsonbetinget. 
Jeg er så begejstret over, at jeg har opsporet de her julebøger – både på grund af deres indhold og deres design. Jeg er i hvert fald sikker på, at bøgerne vil forsøde mine decemberdage og drysse lidt julestemning over mine læsestunder. Og jeg kunne forestille mig, at de søde, små bøger ville glæde enhver læser, bogelsker og bogsamler som adventsgave, julegave eller selvindkøbt forkælelse.

Penguin Christmas Classics er udgivet i år af Penguin Classics, og hele bogserien kan ses her. Bøgerne forhandles hos de fleste online-forhandlere, og kan bl.a. købes her.

Månedlig opsummering: Pludselige november

November var: mange ting. Jeg tænker tilbage og mødes med et miskmask af indtryk, der endnu ikke er blevet fordøjet, øjeblikke der har udspillet sig for længst og alligevel ikke har bidt sig fast, og vigtige milepæle jeg slet ikke har fået reflekteret over. November virker så mærkeligt sammensat, hver uge har været sin egen episode med sin egen morale i en større kæderække af begivenheder. Men sådan kan man vist sige om alting.

November var BogForum, årets største boglige begivenhed. En deadline, et kalenderkryds og en vidunderweekend med ømme fødder, hjerteballoner og klirrende champagneglas i selskab med selveste Sophie Kinsella. November var en lettelse – på mere end én måde – og oprigtig begejstring der vendte med mig hjem, dag efter dag.
November bragte også min sidste undervisning på universitetet – nogensinde. Det lyder så uendeligt hult, og jeg går ud fra, at det burde betyde mere for mig, end det egentlig gør. Mit sidste kursus på Litteraturvidenskab var ovre, før det begyndte og uden tid til overhovedet at spekulere over, hvad der skete, og hvad jeg lærte undervejs.
På mange måder har jeg altid betragtet november som en mellemmåned, et stadie mellem efterår og vinter, hverdag og juletid. Måske har jeg altid undervurderet måneden en smule; for denne november har været udgjort af tiltrængt kærestetid, biografture, stearinlys, gode bøger, god mad og godt selskab. Jeg har besøgt min mor i Jylland, min veninde i København, grinet i timevis sammen med min søster, tilbragt skoletid med verdens dejligste medstuderende og siddet i et tog, set en solnedgang og gået igennem en gågade udgjort af lys. November har behandlet mig bedre, end jeg havde forventet. 
I november læste jeg: 16 bøger (to af dem læste jeg i forbindelse med mit pensum). 

I november købte jeg: 10 bøger. Heraf er en del af dem ventende julelæsning. 

Novembers store læseoplevelse: Da jeg færdiglæste "The Shadow of the Wind", følte jeg mig fortabt. Jeg var læsemæssigt mættet, og jeg vidste, at uanset hvilken bog, jeg læste derefter, ville den aldrig blive ligeså god. Ligeså stor. Ligeså overvældende. Det er en særligt sjælden læsemagi, der kan få mig til at glemme min nattesøvn, mine omgivelser og mig selv. "The Shadow of the Wind" var fyldt med den magi.

Novembers mest skuffende læseoplevelse: "Hvalernes Sang" af Jojo Moyes var ikke en dårlig bog – men den var heller ikke overvældende god. På sin vis var den både hyggelig og intetsigende, en hurtigtlæst bog med et lidt for løst plot.

Novembers mest mindeværdige ord: “Once, in my father's bookshop, I heard a regular customer say that few things leave a deeper mark on a reader than the first book that finds its way into his heart. Those first images, the echo of words we think we have left behind, accompany us throughout our lives and sculpt a palace in our memory to which, sooner or later—no matter how many books we read, how many worlds we discover, or how much we learn or forget—we will return.” fra "The Shadow of the Wind" af Carlos Ruiz Zafón. 

Novembers lyrikvalg: Jeg er faktisk slet ikke i lyrikhumør. Jeg begynder at læse smukt komponerede vers, og jeg taber tråden. Jeg ender med at skimme, at glemme og at lægge dem fra mig. Jeg tror, jeg har brug for en åndepause fra lyrikken. Jeg venter på sne, på rolige øjeblikke og på stille, helt stille, læsestemning. 

På decembers læse-liste står der: Juletraditioner og genlæsningsøjeblikke. Den hjertevarme barndomsfavorit "Little Women" af Louisa May Alcott og juleklassikeren "A Christmas Carol" af Charles Dickens ligger allerede klar på mit natbord. Ligeledes har jeg samlet en lille stak julefortællinger i en herlig blanding af klassikere, chick-lit, noveller og børneeventyr.