søndag den 30. oktober 2016

"Monster" af Patrick Ness

"Monster" (org. titel "A Monster Calls") af Patrick Ness fra Gyldendal. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner.

Jeg forventede mig store ting af denne bog. Jeg forventede et dybtfølt plot om sorg, sygdom, død og accept. En stærk metaforisk historie om et monster, der dukkede op for at hjælpe en dreng med at overkomme andre monstre, og det var akkurat, hvad jeg fik. Historien havde alt det, jeg havde forventet af den – det var bare mig, der ikke reagerede som forventet.
For "Monster" er uden tvivl en historie, der er skabt for at røre. For at fremkalde tårer, gisp og en taknemmelig forståelse til sidst. Selv baghistorien for bogen er rørende; det var nemlig forfatteren Siobhan Dowd, som fik idéen til bogen og underskrev en kontrakt på den. Hun døde af kræft, inden hun kunne skrive bogen, og derefter overtog Patrick Ness idéen og gjorde den til sin egen. Med Siobhan krediteret på forsiden og i forordet, naturligvis.
"Monster" er også en historie om kræft – men mest af alt historien om langvarig sygdom og hvad den gør ved folk og deres pårørende. Hovedpersonen Conor er en 13-årig dreng, der lever et isoleret liv, omgivet af en mor der ikke vil erkende, hun er dødeligt syg, en række bøller i skolen og kvælende specialbehandling fra lærere og familiemedlemmer, som lader Conor være i fred, fordi det er nemmere end at tale med ham.
Conor er isoleret i sin sorg, og derfor bliver han ikke bekymret, da et monster kalder på ham syv minutter over midnat. For måske er det i virkeligheden ham selv, der har påkaldt monstret, når det kommer til stykket. 
Historier er nogle vilde skabninger, fortsatte monsteret. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave.
Jeg var ikke stærkt optaget af "Monster", imens jeg læste den. Jeg forstod præmissen, jeg forstod at monstret var en form for manifesteret sorg, og så sad jeg egentligt blot og ventede på at finde ud af, hvordan bogen ville nå frem til sit budskab. Conor nægter at tale med nogen, men det er tydeligt, at han har brug for det. Så jeg bladrede i bogen og ventede på, at han ville åbne munden og på en eller anden måde finde ro i sine omstændigheder. 
Vejen til Conors erkendelse er selvfølgelig lang og snørklet; monstret fortæller mærkværdige ligninger for at få ham til at forstå, og Conor går igennem faser af benægtelse, vrede og afmagt. Ness skildrer isolationen og svigtet på en fin og troværdig måde, og fastholder hele tiden at mennesker er komplekse væsener, der kan rumme mange modstridende følelser på samme tid. Sproget er simpelt, men det er måske derfor, historien virker så ægte. Selv monstrets tilstedeværelse virker som en ganske naturlig ting. Jim Kays tilhørende illustrationer gør også sit og understreger bogens dystre stemning.
Menneskehjernen tror på små trøsteløgne, samtidig med at den udmærket forstår den smertefulde sandhed, der gør den slags løgne nødvendige. Og hjernen straffer én for at tro på begge dele.
Jeg har stor sympati for Ness' projekt, men bogen væltede mig ikke omkuld. Den knuste ikke mit hjerte. Den afslørede blot en sandhed, jeg allerede kendte på en måde, jeg allerede havde regnet ud.
Jeg brugte en stor del af bogen på at vente. At vente på noget skulle ske; at vente på den store følelsesbombe, andre havde beskrevet så indgående. Men den kom aldrig. I stedet fik jeg en fin lektion om sorgens væsen fra et børneperspektiv. Det var på ingen måde sensationelt, men det var sandt. Hvilket selvfølgelig også er en kvalitet i sig selv.

6 kommentarer:

  1. Jeg synes virkelig, at du har formået at skrive en rigtig fin anmeldelse af den, selvom den desværre ikke slog dig omkuld <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Riksen! Det var skisme svært.

      Slet
  2. Jeg hørte A Monster Calls som lydbog i vinters, og jeg var fuldstændig solgt. Men jeg har hørt andre sige det samme som du gør; at den er virkeligt god og rørende, men at den ikke kommer helt derud hvor man virkeligt sidder og tuder. Så på en måde er jeg ret glad for at jeg hørte den som lydbog, for der kom en langt mere personlig dimension indover, og jeg sad rent faktisk og tudede i toget flere gange da jeg hørte den. Havde jeg læst den i papirform er jeg dog ikke sikker på, at den havde begejstret i helt samme grad. Spøjst, så stor en forskel det gør, selvom det er samme historie.

    - Sille, This Fictional Life

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor er du heldig. Eller, man er jo ikke heldig fordi man tuder, men det var netop dén oplevelse af at elske bogen så højt, jeg også gerne ville have haft. Den krøb bare aldrig helt under huden på mig, hvilket er sært, for illustrationerne gjorde også sit. Jeg blev bare ikke så rørt, som jeg gerne ville have været..

      Og åh, du har en blog! Herlig opdagelse!

      Slet
  3. Ærgerligt at den ikke rørte dig så meget, som du havde forventet - men den bog har omvendt også fået så overvældende gode anmeldelser, at det er næsten umuligt ikke at have meget højt forventninger til den.

    Jeg læste den for et par år siden, inden den var blevet rigtig kendt i Danmark, og selvom jeg hurtigt kunne regne handlingen ud, fandt jeg den alligevel ret rørende og godt fortalt.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er som om, man næsten fejler den, hvis man ikke græder. Det er skørt..

      Og ja, den er godt fortalt. Personligt holdte jeg ikke så meget af ligningerne, men de gjorde det meget fint for historien, synes jeg :)

      Slet