"Jane Eyre" af Charlotte Brontë

"Jane Eyre" af Charlotte Brontë, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1847). 5/5 stjerner.

"Jane Eyre" starter som en lidelseshistorie. Jane Eyre er en forældreløs ung piger, der lever af sin tantes gavmildhed og dagligt bliver mindet om det. Tanten, kusinerne og fætteren behandler hende med kølig overlegenhed og tyer sommetider til slag og til vold for at hæve sig over hende. Hun er et udkast, og hun sendes væk på en streng, religiøs kostskole for fattige, imens hun endnu er ganske ung.

Med en ufattelig stædighed fuldender Jane sin uddannelse på kostskolen, mens hendes skolekammerater dør omkring hende af sygdom og af dårlig pleje. Træt af den ulidelige isolation søger Jane væk fra skolen og finder en plads som guvernante på det smukke  gods Thornfield Hall. På Thornfield Hall finder hun et nyt formål med sit liv; både i sit arbejde med husets unge pige og i sin arbejdsgiver, den mystiske Edward Rochester, der taler til hende med uforbeholden ærlighed. En skrøbelig kærlighed til Mr. Rochester opstår i Janes hjerte og kulminerer i et følelsesmæssigt stormvejr, da en dyster hemmelighed fra Rochesters fortid bryder ud gennem husets vægge og ændrer alt.

“Good-night, my – " He stopped, bit his lip, and abruptly left me.” 

Børnemishandling. Galskab. En ond latter der runger gennem væggene og aldrig synes at stoppe. Begær. Magt. Et forhold mellem en rigmand og hans underordnede. Fattige mennesker og deres hjælpeløshed overfor rige mennesker og deres uanede privilegier. En skjult fortid. Idenitetsskifte. Brændende kærlighed og inderlig passion. Og hemmeligheder. Så mange hemmeligheder.

At sige at "Jane Eyre" er en dramatisk roman er at fortælle det åbenlyse. Charlotte Brontë arrangerer sine tillægsord så tæt rundt om bogens begivenheder, at det ikke er til at sige, hvornår hun skifter mellem beskrivelse og handling. Bogen er en velskrevet page-turner, og den gotiske atmosfære er til stede i hvert eneste afsnit. Hvert rum Jane træder ind i, hvert vindue hun kigger ud af, hvert træ hun passerer, og hver eneste mark hun betræder er fyldt med liv, farver og følelse. At læse "Jane Eyre" er som at se en film – og det er nok også derfor, den er blevet filmatiseret så mange gange. 
"Jane Eyre" er ofte blevet hyldet som en klassisk kærlighedshistorie, men jo mere jeg læser den, jo mere bliver jeg overbevist om, at det ikke er en kærlighedshistorie overhovedet. Det er snarere en livshistorie. Fra forældreløst barn til selvstændig kvinde beskrives Jane Eyres livsbane, og hendes konstante kamp for overlevelse, respekt, forståelse og kærlighed. Charlotte Brontë fortæller ikke en Askepot-historie om en udstødt pige, der får sin prins; i stedet beretter hun om en kvinde, der ikke blot vil have sine ønsker opfyldt, men som også vil kunne leve med dem.

 “I am no bird; and no net ensnares me: I am a free human being with an independent will.”

Det er umuligt ikke at beundre Jane Eyre som karakter og som kvinde. En barndom med ensomhed, vold, isolation og død tvinger hende til selvstændighed, og al den ondskab hun har mødt i verden, tvinger hende til at handle med venlighed. Hun er ofret, der ikke kræver hævn men i stedet søger forandring. Og selvom hun er svær at forstå, selvom hun tager valg, der får læseren til at skrige af frustration, gør hun det altid med integritet. Hendes eneste succeskriterie er at kunne se sig selv i øjnene. Og det er måske i virkeligheden det succeskriterie, vi alle burde leve efter.
Jeg elsker Jane Eyre så højt. Og jeg elsker romanen, hun kommer fra. Af alle Brontë-søstrenes mesterværker er det "Jane Eyre", der betyder mest for mig. Det er en af de sjældne bøger, man lever i, mens man læser. Og jeg er ikke længere sikker på, om jeg fortærede bogen, eller om bogen fortærede mig. Undervejs smeltede min virkelighed sammen med bogens og blev ét.
Man kan skrive så meget om temaer og budskaber i "Jane Eyre". Feminisme, kristendom, magisk realisme, overtro, magtstrukturer, upålidelige fortællere og en mærkværdig mangel på skelnen mellem skurke og helte, der maser alle bogens karakterer sammen i tætte, grå felter. Der er skrevet hele bøger om det, der gemte sig på Mr. Rochesters loft, og der er lavet utallige film, der udforsker de glødende følelser, der opstår mellem Rochester og Jane. Romanen er en uudtømmelig kilde for undren og inspiration. Og uanset hvilken vinkel man beskuer historien fra, er den altid ny. Man kan ikke genlæse "Jane Eyre", for bogen føles ny hver eneste gang.
Med prosa der sommetider forklæder sig som lyrik; en mandlig hovedperson der forklæder sig som en kvindelig sigøjner; en kvindelig hovedperson der ifører sig en ny identitet og et nyt navn; og en dannelseshistorie som eftertiden har døbt til at være en kærlighedshistorie, besidder "Jane Eyre" noget af forvandlingens magi. Og jeg aner ikke, hvad bogen vil forvandle sig til, næste gang jeg læser den. Det eneste jeg ved er, at jeg altid vil elske den.

“Every atom of your flesh is as dear to me as my own: in pain and sickness it would still be dear.”