mandag den 30. november 2015

Månedlig opsummering: Hurtige november

November var: en god nyhed, en håndfuld gode venner og et hjem, der bliver mere hjemligt for hver dag, der går. Jeg har brugt meget tid på at se gode film, tænde stearinlys og holde hyggelige hvidvinsaftener med søde veninder, i takt med at dage e er blevet mørkere og kortere. I november har jeg været til en fantastisk 25-års fødselsdag i Aalborg hos en veninde, jeg alt for sjældent ser. Jeg har danset og sunget natten væk i en fyldt lejlighed til min og Nicos helt egen indflytterfest. Jeg har drukket hvidvin med søde veninder og drukket kaffe med en veninde, der alt for længe har været ude af mit liv. Jeg har set årets første snefnug falde, købt et juletræ (der endnu står bart og upyntet i vores stue), og jeg har tilbragt en stille weekend i det københavnske med en barndomsveninde og en bradepande med æbleskiver. 
Og selvom det føles som en evighed siden allerede, har jeg også været til BogForum, hvor jeg smilte og talte, lige indtil jeg blev helt øm i kinderne. Jeg hilste på så mange bloggere, og så mange seje og passionerede mennesker, som jeg hidtil kun har talt med gennem tidlige morgenmails sendt fra kontorstolen. Desuden har jeg med en hel sommerfugleflok i maven skrevet under på en ny kontrakt og dermed udbyttet min projektansættelse på Lindhardt og Ringhof med en fastansættelse det selv samme sted. Min fremtid ser lys ud, og tiden jeg går i møde bliver så smuk. Jeg er spændt og lettet på samme tid. Og jeg glæder mig til at udrette en masse.
Og midt i det hele er det også blevet jul. København og Odense er blevet prydet med funklende lys og røde hjerter, og jeg har faret rundt i butikker for at købe adventsgaver til Nico og julegaver til min familie. November plejer altid at være sådan en lang ventemåned, en slags sidste forhindring inden juletiden for alvor ankommer, men i år har det været helt anderledes, og det ventende kalenderblad kommer helt bag på mig. Julen kommer så tidligt i år – eller også er jeg bare allerede forsinket.
I november læste jeg: 11 bøger. Og langt de fleste af dem var deres læsetid værd.
I november købte jeg: 11 bøger. Hvilket bringer mig tilbage på et sært nulpunkt. 
Novembers store læseoplevelse: Med "Jane Eyre" af Charlotte Brontë øverst i månedens læsestak, blegner alt andet ved siden af. Bogen er så blændende; så voldsomt velskrevet og fyldt med personer, der også lever udenfor bogens sider. Jeg elsker den bog så højt; men af nyere og førstegangslæseoplevelser, må jeg også nævne Oscar Wildes eventyr og Laini Taylors "Lips Touch". 
Novembers mest skuffende læseoplevelse: Uden tvivl "After You" af Jojo Moyes. Jeg forstår stadig ikke, at den bog rent faktisk er til. Jeg forstår ikke, hvad den skal gøre godt for. Eller hvem i alverden den er skrevet til.
Novembers mest mindeværdige ord: Der er så meget, jeg kan citere her. Alligevel vælger jeg en af Laini Taylors poetiske sætninger, der så fint illusterer hendes omfattende historiemagi: “Staring at her face, she began to fancy her outer layer had begun to melt away while she wasn't paying attention, and something -- some new skeleton -- was emerging from beneath the softness of her accustomed self. With a deep, visceral ache, she wished her true form might prove to be a sleek and shining one, like a stiletto blade slicing free of an ungainly sheath. Like a bird of prey losing its hatchling fluff to hunt in cold, magnificent skies. That she might become something glittering, something startling, something dangerous.”  
Novembers læseklub-læsning: Læseklubben skulle være mødtes i fredags for at diskutere "The Buried Giant" af Kazou Ishiguro. I stedet blev mødet dog aflyst, og bogen forblev for mit vedkommende ulæst. Jeg tror dog, vi forsøger at flytte bogen og mødet til december i stedet. Og det glæder jeg mig til.
På decembers læse-liste står der: Julebøger, hjertevarme historier og søde, kanelduftende moraler. Jeg glæder mig til at læse Nancy Mitfords julehistorier, til at læse juledigte og til at læse Charles Dickens' og Wilkie Collins' fælles julesamarbejde. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig også til dovne julehelligdage med Narnia-bøgerne liggende opslåede foran mig, og Philip Pullmans snefnugsfyldte trilogi som selskab. Det bliver magisk. Det er julen altid. Og jeg glæder mig til meget mere af den.

Hvad med jer? Hvad fik I læst i november, og hvad gjorde særligt indtryk? Og hvad står på jeres læse-liste for december?

13 kommentarer:

  1. Jeg har det præcist som dig! November forsvandt bare, men samtidig har det været en måned med vidunderlige oplevelser og mennesker.

    Jeg skal i december også have julebøgerne frem! Mit mål er at nå let it snow af john Green m.fl. OG!! My true love gave to me, som du anbefalede mig at købe sidste år - det er hermed gjort og jeg glæder mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis! Hvor i alverden blev den af? Det er simpelthen gået så stærkt. På både godt og ondt.

      Og det lyder så hyggeligt med julelæsning. Det er det bedste <3

      Slet
  2. Oh, Jane Eyre <3333 that book is simply perfect! My favourite read of November had to be Frankenstein. That book took me completely by surprise. For December I need to read Pride & Prejudice and it will be my first time completing it since I tried reading it when I was 14 and stopped around page 50 but I think I'm ready for it now. I also wanna read A Christmas Carol :)

    SvarSlet
    Svar
    1. 'Jane Eyre' really is perfect. Such a stunning book! I adore it. 'Frankenstein' is so lovely as well. I've read it multiple times and it just as powerful every time.

      Slet
  3. Du har ret, november forsvandt lynhurtigt, men det lyder da også til du har fået en hæsblæsende oplevelsesrig måned, med alle de ting du har nået.
    Jeg prøvede at starte After You lydbogen her forleden, men oplæseren var så træls at jeg gav op efter to kapitler, nu ved jeg slet ikke hvad jeg så skal gøre, om jeg skal vente et godt stykke tid med at læse den, eller slet ikke læse den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert. Det har været sådan en god måned.

      Og jeg forstår dig godt. Det er sådan en mærkelig bog.

      Slet
  4. November var både hurtigt overstået, men også uendeligt lang for mit vedkommende, hvilket er en underlig og frustrerende følelse - nu er december dog begyndt og jeg er overbevist om, at den bliver meget bedre!

    December byder på julehistorier for mig - jeg har ikke købt nye bøger dette år, men jeg har heldigvis et par stykker, jeg ikke nåede sidste år. Jeg glæder mig til gensynet af 'Peters jul' og 'A Christmas Carol', men 'The Polar Express' er den første julede bog jeg åbner. <3

    Glædelig første december!

    SvarSlet
    Svar
    1. December kan kun blive bedre – det er jo december. Jeg elsker den her måned og alt den julehyggeri. Det er guld værd.

      Og åh, 'The Polar Express'! Jeg har ikke læst den endnu, men nøj hvor vil jeg gerne. Den virker magisk!

      Slet
  5. Det lyder til at du har haft en god november-måned! <3
    Min er også bare gået stærkt og forsvandt lige pludselig... Nu er det snart jul.

    Åh den fine lyseholder har jeg også købt! Den er SÅ fin :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den har nemlig været så skøn! Og nu er det jul, og det er fantastisk. Jeg elsker december <3

      Lysholderen er faktisk en gave fra Stine -men det gør den ikke mindre fin :'D

      Slet
  6. Lyder som en skøn november! Tillykke med fastansættelsen! Og jeg håber, at du når til The Buried Giant i december - er så spændt på at høre hvad du synes om den :-)

    Min november blev præget af, at jeg fik en datter - netop som den første snestorm var godt igang uden for Rigets vinduer. Min bedste læseoplevelse var nok Bird Box af Josh Malerman og The Little Stranger af Sarah Waters.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, søde Gitte! Jeg er så glad for det ;D Og glæder mig meget til 'The Buried Giant' og mere Ishiguro!

      Og tillykke med din datter. Hvor er det fantastisk. <3

      Slet