Tema-tirsdag #108: Jeg har aldrig hørt en lydbog til ende

Da jeg var barn, lyttede jeg til kasettebånd. Hver aften inden min søster og jeg skulle sove, afspillede vi kasettebånd med indtalte historier. Det var sådan, jeg lærte Krummerne at kende. Og det var sådan, jeg allerbedst faldt i søvn: til lyden af en historie oplæst af en rolig stemme. Med alt fra Disney-eventyr fortalt med entusiastiske skuespilsstemmer til monotone oplæsninger af Thøger Birkelands børnebøger var vores lille båndbibliotek fyldt med skønne godnathistorier, der passede med et enkelt kapitel før sengetid.
I dag er kasettebåndene for længst skiftet ud med MP3-filer, der kan bæres rundt på telefonen og dermed i lommen. Oplæste historier er ikke længere kun en sengetidsaktivitet; de kan høres overalt og af alle. Jeg synes, det er sådan en fin tanke – og dog er det over femten år siden, jeg hørte en lydbog til ende. Og dengang hed det ikke engang en lydbog.
I teorien er jeg ovenud begejstret for lydbøger. Jeg elsker idéen om, at højtoplæsning og udtalte ord ikke kun er for børn, der skal sove. Tanken om at få foræret en historie, imens man gør rent, strikker, skriver, går, cykler eller kører bil er intet mindre end genial. Al spildtid forsvinder, og den traditionelle læsning bliver et mere fleksibelt begreb, der kan finde sted hvor som helst. Jeg kan ikke finde på én negativ ting at sige om lydbøger. Ud over at jeg simpelthen ikke er i stand til at bruge dem.

Jeg har forsøgt. Flere gange. Jeg har lyttet til tre kapitler af George R. R. Martins "En storm af sværd" for derefter at konstatere, at jeg ikke anede, hvilke karakterer de tre kapitler handlede om. Jeg har siddet i bussen og lyttet til Neil Gaimans egen oplæsning af "Stardust",  nydt hans ord og hans smukke accent for derefter at glemme lydbogen helt til fordel for en eller anden flyvsk spekulation. Jeg har gået ture med Stephen Frys oplæsning af Harry Potter i ørerne uden at høre spor. Og jeg har endda forsøgt at genopleve min barndomsglæde og lytte til en sød børnebog, imens jeg lå i min seng med det sørgelige resultat, at jeg faldt i søvn, før et kapitel blev læst til ende. Jeg kan simpelthen ikke finde koncentrationen.
Det er et sært problem. Især fordi jeg så ofte lytter til forfatterinterviews og litteraturdiskussioner, imens jeg går ture uden det samme problem. Jeg ved godt, koncentrationen er anderledes med en bog, men jeg forstår ikke, hvorfor oplæst fiktion nærmest øjeblikkeligt får mine tanker til at vandre. Selv når der er tale om mine yndlingsbøger, er der ingen garanteret succes. Jeg er ikke i stand til at høre en lydbog til ende.
En del af problemet er uden tvivl, at jeg har et større og større behov for selv at diktere min læsning. Jeg er ikke i stand til at acceptere, at en fremmed oplæser skal sætte mit læsetempo. At jeg ikke selv kan se ordene, som de fremstår på siden. At jeg ikke kan standse op og nyde synet af en vidunderlig sætning og læse den en-to-tre gange, fordi den er så velskrevet. Og jeg er slet ikke i stand til at acceptere, at jeg bliver nødt til at planlægge mine koncentrationspauser, at jeg ikke bare kan lade mine tanker vandre og fem minutter senere vende tilbage til historien uden at være gået glip af noget. Lydbogen tager læsningen ud af min egen kontrol.
Efterhånden er jeg tilbøjelig til at give op og glemme projektet. Til tørt at konstatere, at lydbøger ikke er noget for mig, selvom de var det engang. Men på den anden side tror jeg ikke på, det passer. For der er intet så smukt som at høre Neil Gaiman læse op af sin egen bog, intet så fascinerende som at lytte til Donna Tartts højtlæsning af sin montrøst lange "The Goldfinch" og intet så fint som at få en historie serveret i situationer, hvor man normalt ville være læseløs. Jeg skal bare finde den rigtige måde at bruge lydbøger på. Den rigtige måde for mig. 

Lytter til du lydbøger? Og kan du koncentrere dig om dem? I hvilke situationer lytter du til lydbøger, og hvad synes du, er den væsentligste fordel ved dem?