Læse-refleksioner #1: De 10 bedste bøger i år 2015

2015 har været et travlt år, et hektisk år og et helt vidunderligt år. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har nået og opnået så meget, men her i årets sidste dage kan jeg se tilbage på en række gyldne begivenheder og så mange smukke læsestunder.

I 2015 har jeg læst 122 bøger, og 18 af dem har været genlæsninger. Når jeg ser tilbage på årets læseoplevelser og mine pertentlige Goodreads-statistikker, slår det mig, at ud af de 15 bøger, jeg har bedømt til 5 stjerner, er de 11 af dem genlæsninger. Jeg er sikker på, at jeg midt i al travlheden har søgt tilbage til de læseoplevelser, jeg allerede kender. Dem jeg elsker allerhøjest.

Derfor er årets højdepunktsliste kortere end de foregående år. I år har jeg blot samlet 10 af de bedste bøger i mit år 2015. For at bevare overblikket består listen af bøger, jeg har læst for første gang i år 2015. Listen herunder er en refleksion over nye bøger, der gjort indtryk, og den er skrevet i prioriteret rækkefølge fra 10. pladsen til den uforglemmelige 1. plads.

#10: "It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane. Hvornår har du sidst grinet hjerteligt over en bog? Ikke siden "Bridget Jones' Diary" har jeg grinet så højt eller så længe  af en fiktiv karakter, og ikke siden Rowells "Attachments" har jeg læst en så perfekt romantisk komedie. "It's Not Me, It's You" er en af den slags bøger, man har det oprigtigt sjovt med. En af den slags bøger, der får en til at sprutte af grin, imens den slipper tusinde flaksende sommerfugle løs i ens indre. Den er sjov, klog, sarkastisk, britisk og vidunderligt fin – og jeg har fundet den frem flere gange i løbet af året for at genlæse en sjov passage og genfinde hverdagsglæden på en dum dag. 

#9: "Thérèse Raquin" af Émile Zola. I virkeligheden er "Thérèse Raquin" en modbydelig bog. Men den indeholder en særegen grusom skønhed, der er umulig ikke at beundre. Den gotiske fortælling om en kvinde, der har en skæbnesvanger affære, er ikke rædselsfuld på grund af de mord, den beskriver, eller den besættelse den skildrer; den er tværtimod rædselsfuld fordi den afdækker den basale mørke, der hviler i så mange menneskers underbevidsthed. De ting man er i stand til at gøre for at overleve. 

#8: "The Gracekeepers" af Kirsty Logan. Kirsty Logans debutroman har givet genlyd i internettets afkroge, siden den udkom. Og det er ikke tilfældigt; for i den finder man en helt ny verden udgjort af stjerneklart vand, omrejsende cirkusartister og en lang række af ensomme nætter. Verdenen Logan skaber er poetisk og forunderlig; et melankolsk stemningsmaleri man kan forsvinde helt ind i. Hendes sprog er noget helt anderledes og  hendes verden så fremmedartet, at man ikke kan undgå at blive lokket med af hendes ord.

#7: "The Enchanted Wanderer and Other Stories" af Nikolai Leskov. Nikolai Leskov er en russisk forfatter, som alle burde kende. En forfatter der ikke skriver, men fortæller. At læse hans fortællinger bringer minder frem, som aldrig har eksisteret; minder om sene aftener på snuskede kroer som del af en større forsamling med en historiefortæller i midten; minder om lejrbål ved landevejene og lavmælte hemmeligheder hvisket under stjernerne; og gamle familielegender fortalt fra mund til mund i flere hundrede år. Nikolai Leskov er nemlig en mundtlig fortæller. Hans historie er fantastiske i sig selv – men følelsen af at få dem fortalt er uforglemmelig. 

#6: "A Traveller in Time" af Alison Uttley. En af årets sødeste læseoplevelser er også en af årets sidste. Jeg har netop færdiglæst "A Traveller in Time" i dag med et smil på læben og en rolig lykkefornemmelse i kroppen. Bogen er nemlig en charmerende, gammeldags perle. Et barndomseventyr og en opdagelsesrejse fortalt i det fineste billedsprog overhovedet muligt. 

#5: "The Twistrose Key" af Tone Almhjell. At læse "The Twistrose Key" mindede mig om at være et skolebarn, der lige har opdaget Narnia. Tone Almhjell tog mig ved hånden og førte mig ind i et snedækket barndomsunivers, der på én gang forekom mig mærkværdigt velkendt og fuldstændig nyt. Selv uden garderobeskaber og løver er "The Twistrose Key" et kærligt minde om C. S. Lewis' eventyrsserie, fordi den indeholder mindst ligeså meget magi skjult i dens sider. Det er længe siden, jeg har læst noget så fortryllende.

#4: "Den uendelige historie" af Michael Ende. Michael Endes historie er kendt af så mange – og også af mig. Jeg voksede op med den i filmform, og tænkte aldrig langt nok til at læse ordene bag. Nu kan jeg kun fortryde det; for bogen er af den slags, jeg fortryder, jeg ikke har læst før. Uden at vide det har jeg manglet den og dens ordtrylleri i mit læserliv. For Michael Ende kan noget med sine ord og sine armbevægelser; han kan gøre en tekst levende, og forvandle en læser til en deltager. Sidemæssigt er "Den uendelige historie" ikke uendelig – men jeg er sikker på, den vil vare for evigt alligevel. 

#3: "Lips Touch" af Laini Taylor. Fantasy er ikke min foretrukne genre, men allige blev jeg fortryllet af "Lips Touch". For Laini Taylor skriver med en usammenlignelig sensualitet; det fantastiske ikke hendes fortællinger er ikke hendes dæmoner, feer eller varulve men derimod skrivestilen selv, der er så atmosfærisk, at man forsvinder ind i den. Ikke siden "The Night Circus" har jeg læst noget, der dannede så tydelige og stærke billeder på min nethinde. "Lips Touch" er ikke en bog, man læser – det er derimod en bog, man lever i for en stund.

#2: "The Pearl" af John Steinbeck. Jeg undrer mig endnu over, at en så lille bog som "The Pearl" kan indeholde så meget historie. Det er sådan en præcis, ondskabsfuld og smuk fortælling om menneskers grådighed, samfundets korruption og om inderlige drømme om et bedre liv i en bedre verden. "The Pearl" er en bedragerisk simpel historie om en mand, der finder en perle – og om et samfund, der finder et offer. Det er historiefortælling, når det er allerstørst. 

#1: "The Children Act" af Ian McEwan. Jeg tænker stadig tilbage på den junidag med en ufrivillig gysen. Den junidag, hvor jeg samlede "The Children Act" op, begyndte at bladre, og pludselig befandt mig midt i nattemørket med et hamrende hjerte. Den junidag hvor et eller andet blev vendt på hovedet – noget som stadig ikke er rettet helt op. Ian McEwan knuste ikke blot mit hjerte med "The Children Act", han sneg sig også ind i mit hoved og ændrede på mine tanker. Og det er en bogs mest sjældne og vigtigste egenskab overhovedet. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2015? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?