søndag den 24. januar 2016

Læse-refleksioner #3: Læseåret 2015

Traditionen tro, udfylder jeg skemaer og ser tilbage på året, der er gået og bøgerne, der er blevet læst. Der er noget fint ved at skrive lister og besvare spørgsmål; at huske det der gjorde indtryk, og det der inspirerede skuffelse. 
Spørgeskemaet er lånt fra Andra – hvis blog jeg altid savner. 

Hvor mange bøger læste du i 2015? Goodreads fortæller mig, at jeg læste 122 bøger i år 2015. Jeg tror, det er nogenlunde præcist – omend jeg i en lang sommerperiode holdte pause fra Goodreads og måske glemte en specialebog eller to i forbifarten. 
Hvad var den korteste og den længste bog, du læste? Jeg læste ikke mange lange bøger i år 2015; jeg havde for travlt og var alt for ukoncentreret, tror jeg. Teknisk set er den længste bog jeg har læst det første bind af Neil Gaimans samlede Sandman-tegneserie, som er 1040 sider. Romanmæssigt tror jeg dog, den længste bog jeg har læst, er noget så beskedent som Alexandre Dumas' "The Three Musketeers" på 648 sider. Den korteste bog lader til at være "The Strange Library" af Haruki Murakami, som er en lillebitte bog på 77 sider – hvoraf næsten halvdelen af siderne er billeder. 
Hvad var den bedste bog, du læste i 2015? "The Children Act" af Ian McEwan. Bogen efterlod mig i en mærkværdig sindstilstand; jeg hviskede "åh nej", krøllede mig sammen på sengen og var ude af stand til at acceptere bogens slutning – eller det faktum, at den sluttede overhovedet. Ian McEwans ord har en uhyggelig evne til at snige sig ind i mit hoved. Og blive der for evigt. 
Hvad var den værste bog, du læste i 2015? Jeg er stadigvæk sur på "After You" af Jojo Moyes. Historien er forfærdelig, fordi den er så unødvendig – og jeg forstår ikke, at jeg rent faktisk brugte min tid på at læse den, når jeg allerede anede udfaldet. 
Hvilken bog i år 2015 overraskede dig positivt? "It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane. Jeg købte bogen, fordi den havde en lokkende forside og en pudsig bagsidetekst – og jeg havde aldrig forventet at grine så meget og læse den så hurtigt. Det er den bedste chick-lit roman siden Bridget Jones for mit vedkommende. Og det er rart for mig at få lidt at tiltroen til genren tilbage. 
Hvilken bog i år 2015 overraskede dig negativt? Jeg troede, jeg var sikker på succes, da jeg fandt "The Understudy" af David Nicholls i en spansk boghandel. Jeg har holdt meget af forfatterens andre bøger – men "The Understudy" var en enorm skuffelse. Det er længe siden, jeg har læst noget så intetsigende. 
Hvilken bog anbefalede du oftest i år 2015? "Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr. Jeg har talt meget og længe om den bog, og anbefalet den til alle fra mine veninder til min mor. Jeg tror, det er sådan en bog, mange vil værdsætte. Og som man ikke kan lade være med at elske. 
Hvilken bogserie opdagede du i 2015? Leigh Bardugos fantasy-serie, The Grisha, er muligvis den eneste serieopdagelse, jeg gjorde mig i 2015. Jeg både startede og afsluttede den i et anfald af hed læsefeber i marts. Og jeg var så underholdt. 
Hvilken bog fra en tidligere læst forfatter var din favorit? "The Pearl" af John Steinbeck. Jeg har for længst læst langt størstedelen af Steinbecks hovedværker – men "The Pearl" kom bag på mig, på en måde som jeg aldrig havde forudset. Det er en smuk bog. Smuk og desperat. 
Hvilke bøger som du læste i år 2015, vil du højst sandsynligt genlæse i år 2016? Oscar Wildes eventyr kræver næsten allerede en genlæsning, selvom jeg læste dem i november. Det er smukke, kunstneriske fortællinger om ulykke og venskab, og da jeg læste dem, undrede jeg mig over, hvorfor jeg ikke havde læst dem før. 
Hvem var den mest mindeværdige karakter i 2015? Jeg tænker stadig på Thérèse Raquin fra bogen af samme navn. Hun er ikke en beundringsværdig karakter. Hun er ikke en god karakter. Og hun er måske ikke engang en usædvanlig karakter. Men jeg husker hende så tydeligt for hendes desperation, livslede og komplette egoisme. 
Hvad er dit favorit forhold fra en bog i 2015? Måske er mit yndlingsforhold i 2015's bøger det mest åbenlyse af alle; forholdet mellem Peter og Alice i John Logans teaterstykke "Peter and Alice". Det er nemlig ikke blot mødet mellem to karakterer – det er mødet mellem to bøger og deres to legenderamte virkeligheder. 
Hvad var dit yndlings forsidedesign i år 2015? Jeg er så jubelbegejstret for designet af børnebogen "The Fox and the Star" – både indeni og udenpå. Bogen er fyldt med sirlige teninger og smukke mønstre designet af forfatteren selv. Coralie Bickford-Smith er et grafisk geni. 
Hvad var den smukkeste bog, du læste i 2015? "The Gracekeepers" af Kirsty Logan er så smuk i dens beskrivelser af en fremmed vandverden, at jeg næsten følte, jeg var der selv. Omringet af bølgeskvulp og adjektiver sank jeg ned i bogen og forsvandt fra verden. 
Hvilken bog var så spændende, du ikke kunne lægge den fra dig? Jeg begyndte "Lips Touch" af Laini Taylor på en travl dag, og jeg havde ikke tid til at læse den færdig. Det viste sig at være en grusom fejltagelse, og bogen torturerede mig i dagevis, før jeg havde tid til at samle den op igen. Da jeg endelig gjorde, var den væk i et snuptag. Så smuk og så altopslugende på samme tid. 
Hvilken bog du læste i år 2015 havde en scene, som du var ved at dø for at få lov til at diskutere med andre? Neil Gaiman er kendt for sine overraskelser; for ord der vender på en knivspids og angriber en, og novellerne i "Trigger Warning" er ingen overraskelse. Det kriblede og krablede i mig, da jeg læste novellen "Feminine Endings", og jeg måtte vente længe, før jeg kunne tale med en om det. 
Hvilken bog kan du ikke begribe, du ventede med at læse indtil 2015? "Den uendelige historie" af Michael Ende. Jeg har kendt til bogens eksistens, siden jeg var helt ung – og jeg har ville læse den lige så længe. Da jeg endelig læste den i oktober, var det akkurat så magisk, som jeg havde forestillet mig. Hvis ikke mere. Endes ord borede sig helt ind i mit hjerte. 
Hvad er din favorit passage eller citat fra en bog læst i 2015? Meget passende er min yndlingspassage fra en af mine yndlingsforfattere. Ingen kan skrive som Neil Gaiman – og ingen kan få ord om drømme til at lyde så drømmende, som han kan: People think dreams aren't real just because they aren't made of matter, of particles. Dreams are real. But they are made of viewpoints, of images, of memories and puns and lost hopes.”  
Hvilke blogindlæg var de bedste, du skrev i 2015? Jeg er taknemmelig for, at jeg skrev dette indlæg. At jeg fik sat ord på, præcist hvordan jeg havde det, så jeg kan vende tilbage til det og opleve det igen. Og jeg tror også, det var vigtigt for mig at skrive dette indlæg og rejse tilbage til en tid, hvor biblioteksbøgerne var hele min verden. Og min redning. Desuden nød jeg at skrive dette indlæg om bogsamleri og ejertrang – og det var på sin vis en smule ærefrygtindgydende og sørgeligt at skrive dette indlæg om Harry Potter og min manglende entusiasme. 
Hvad vil du huske læseåret 2015 for? Mangel på læsning. Og på læseinspiration. 2015 var sådan et hektisk år; og et halvt års specialeskriveri og research drænede min læselyst, stjal min tid og ødelagde min koncentration. Jeg har brugt så lang tid på at overstrege, understrege og omdanne ord, at jeg i en periode mistede lysten til at bruge min dyrebare fritid på bøger. Der var så mange af dem alle andre steder i mit liv.
Men jeg læste alligevel mange smukke bøger i år 2015 – og mange af dem var genlæsninger. Jeg genlæste Emily-trilogien, Philip Pullmans "His Dark Materials", "The Night Circus", "Little Women"-serien, "Great Expectations", "Jane Eyre" og "Stardust". Jeg vendte tilbage til velkendte historier i en periode af mit liv, hvor alting virkede fremmed. Og det er måske dét, der bør står mig klarest, når jeg tænker tilbage på læseåret 2015. Hvordan nogle bøger kan føles som at vende hjem. Og at ord kan være faste holdepunkter i en forbiflyvende verden. 
Hvad står på din litterære to-do-liste for læseåret 2016? At læse flere lange bøger  – og at tage mig den tid om dem, som jeg har brug for. At gå på opdagelse i russiske klassikere og stoppe op til en genlæsning i ny og næ. At blande genrer og at huske lyrik; og ikke mindst at prioritere min læseklub, som har givet og gjort så meget for min læsetid. 

Hvad husker du læseåret 2015 for? 


12 kommentarer:

  1. Hvor hyggeligt at samle op på året på denne måde! På trods af speciale og justering til "voksenjob" osv, virker det til, du har fået læst nogle fantastiske bøger i det forgangne år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tak søde Ida! Og det kan du tro, jeg har. Så mange gode læseoplevelser. Og oplevelser generelt.

      Slet
  2. Sikke hyggelig læsning :) Jeg kan anbefale dig at læse Momo af Michael Ende. Den er meget anderledes end Den uendelige historie, men bestemt værd at læse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og 'Momo' kommer straks på læselisten. Jeg har fået lyst til at læse mere Ende!

      Slet
  3. Jeg husker mit læseåret som året hvor jeg langt om længe tog med Harry til Hogwarts. Jeg havde aldrig læst bøgerne før og jeg blev fuldstændig overvældet af historien. De er fyldt med vigtige budskaber og fejlfyldte karakterer og jeg elsker dem for det.

    Jeg husker også året som værende fyldt med nye yndlingsbøger både af den seriøse, fjollede og bittersøde slags. Great Expectations, The Handmaid’s Tale, The Princess Bride og The Fault in Our Stars er nogle af dem.

    Og som det sidste husker jeg 2015 som året hvor jeg endelig turde kaste mig ud i de der graphic novels. Jeg har læst en masse af dem du har anbefalet på bloggen og det har været så sjovt! Det er jo en helt anden måde at læse på. Det var virkelig en udfordring for mig i starten fordi jeg susede gennem teksten imens jeg kun kastede hurtige blik på billederne men jeg lærte heldigvis at sætte tempoet ned og nærstudere billederne.

    Tak for alle de inspirerende indlæg du har givet os i løbet af 2015 Rikke! Jeg glæder mig til at følge dig herinde i 2016.

    Afslutningsvis vil jeg gerne spørge dig om du måske en dag kunne overveje at lave et indlæg, hvor du kommer med nogle forslag til andre bogrelaterede blogs, tumblrs og/eller Instagram profiler du selv holder af at følge? Jeg er konstant på jagt efter andre bogentusiaster jeg kan følge. Det kunne måske blive til et af dine tirsdagsindlæg?

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke mange fantastiske læseoplevelser, du har haft. Og tænk, at have rejst med Harry til Hogwarts for første gang. Jeg kan næsten misunde dig magien, du har oplevet. For den første gang man læser de bøger er noget særligt. Synes du ikke også, det var det?
      Og åh, Great Expectations! The Princess Bride! Og The Fault in Our Stars! Du nævner stjernebøger i flæng. Ah, ren læselykke.

      Graphic novels er sjove. Og helt bestemt værd at afprøve, men det tog godt nok også mig sin tid at 'lære' at læse dem. Det er interessant, synes jeg. Og jeg glæder mig til næste del af Sandman-læsningen. Har du læst dem?

      Og tusind tak for de søde ord. Jeg er glad for, du følger med! Hvad anbefalinger angår, kan du tro, jeg gerne vil. Jeg tror bare desværre ikke, jeg er så hip og så god til at opdage folk længere. Instagram er sådan en tidsrøver, så jeg forsøger ikke at klikke for meget rundt derinde.

      Slet
  4. Jeg husker første halvår for en masse gode læseoplevelser og andet halvår for komplet mangel på læsning qua fødslen af vores lille datter. Hun tager megen tid og megen tankevirksomhed bruges på hende. Derudover husker jeg året som året, hvor det for alvor blev sjovt at læse for vores store dreng. Når man bliver tre år, er der pludselig en verden af børnelitteratur, der åbnes for børn og forældre, der er afsindig sjovere at læse højt af, end hvad vi ellers har været vant til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, tillykke med datteren! Det er bestemt også et minde, der må være helt fantastisk. Sikke et år <3

      Slet
  5. Jeg får mere eller mindre lyst til at kaste mig over hver eneste bog du nævner i dette indlæg! Det evige læserproblem. Selvom det for dig har været et kaotisk år, så har det som altid været overordentligt spændende, inspirerende og tankevækkende at følge med herinde :)

    For mig blev læseåret 2015 virkelig et år, hvor jeg nåede vidt omkring. Jeg er især glad for, at jeg for alvor er begyndt at skrive anmeldelser af mine bøger, for det "tvinger" mig til at tage stilling til bøgerne på en helt ny måde, som gør, at det er langt mindre sandsynligt, at de forsvinder i mængden. 2015 blev også året, hvor der kom rytme i min læseklub og dermed voksede muligheden for at udfordre og underholde hinanden i høj grad, og jeg glæder mig til MANGE flere timer med dem i det nye år.
    Og sidst men ikke mindst blev 2015 året, hvor jeg endelig stiftede bekendtskab med Neil Gaimans vidunderlige ord efter lang tids sukken, og det er en magi, som jeg glæder mig over ikke længere at være foruden! :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ak ja, det evige læserproblem! Og tusind tak for de søde ord. Jeg er så glad for, at du læser med.

      Og du har helt ret. Anmelderi, eller bare det at skulle sætte ord på en bog, gør noget ved læseoplevelsen. Jeg synes, det sidder bedre fast. Og man reflekterer helt anderledes over, hvordan det egentligt var. Hvordan det føltes at læse en given bog. Det er fantastisk.

      Og, åh. Gaiman! Sikke et skønt bekendtskab!

      Slet
  6. Så kom der lige et par ekstra bøger på min tbr :-)

    Jeg husker 2015 som året, hvor jeg endelig fik læst og forelsket mig i I Capture the Castle. Tror, at det bliver en livslang kærlighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, åh alle de bøger altså!

      Og sikke et godt læseminde. Den bog er så evigt fantastisk. Jeg elsker den.

      Slet