"Northern Lights" af Philip Pullman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1995). 5/5 stjerner.
"Northern Lights" er mange ting. Det er en børnebog, det er et eventyr, og det er en voksenprotest. Philip Pullman skrev sin bogserie, fordi han var frustreret over en anden, langt ældre, bogserie. Nemlig Narnia-bøgerne af C. S. Lewis.
Narnia-bøgerne handler om magi og eventyr, men de handler også om religion. Og deres slutning er berømt for dens håbløshed; en håbløshed som Pullman protesterede imod. Han var på udkig efter en mere positiv besked – og gemte den i en historie om ateisme frem for religion.
"Northern Lights" er fortællingen om pigen Lyra, der lever i et parallelunivers, hvor menneskesjæle lever udenfor menneskekroppen og i stedet tager form af et dyr, som er en livslang følgesvend. Lyra lever et lykkeligt eventyrsliv på Jordan College i Oxford – lige indtil hun en dag er vidne til en samtale, hun ikke forstår og bliver blandet ind i en sag, hun ikke kan overskue konsekvenserne af. Børn fra hele Lyras verden forsvinder og bliver bortført, og Lyra begiver sig også selv væk fra sine trygge rammer – bevæbnet med et gyldent sandhedskompas og en kildrende nysgerrighed.
“One moment several things are possible, the next moment only one thing happens, and the rest don't exist.”
Hver gang jeg genlæser "Northern Lights", rammer den mig som en hammer. Og jeg undrer mig. Jeg undrer mig over, hvad jeg så i den som barn – hvad der fangede min opmærksomhed i min allerførste læsning og fik mig til at huske bogen, elske bogen og placere den højt blandt mine skattede barndomsminder. Jeg tvivler på, at jeg forstod bogen dengang. Og hvordan kan man elske noget, man ikke forstår?
Måske var det panserbjørnene, der på én gang var forfærdelige væsener (så langt fra blide, pacificerede eventyrsskabninger, men i stedet forfærdelige og formidable. Jeg havde aldrig været Lyra i det virkelige liv; jeg havde aldrig sat mig op på ryggen af en panserbjørn, men billedet brændte sig fast på min nethinde alligevel som noget smukt, magisk og frostfint), eller måske var det de flyvende hekse, det dansende nordlys eller tanken om levende sjæle – daimoner, som de blev kaldt – der vandrede ved siden af deres menneskekroppe i dyreform? Eller måske var det i virkeligheden altid Lyra. Uskyldige, modige, eventyrlystne, stædige Lyra.
Jeg forstod ikke "His Dark Materials"-trilogien som barn. Jeg forstod ikke, hvor den kom fra, eller hvad den var skabt af. Jeg forstod ikke, hvad det betød, når man gjorde religionen og dens udøvere til skurke, og al snakken om Støv sprang jeg elegant henover. Jeg forestillede mig altid Støv som støv – den slags der ligger på hylder og bag møbler og ikke sjælelige partikler.
Men selvom jeg ikke forstod bøgerne, som jeg gør i dag, skabte jeg min egen forståelse. Jeg læste eventyret, og jeg elskede det. Jeg elskede den verden, som Pullman byggede rundt om Lyra og om mig; jeg elskede de velkendte navne og de helt nye betydninger. Jeg elskede de brutale kampscener og de smukke øjeblikke mellem Lyra og hendes venner. Og mest af alt elskede jeg de ordbilleder, Pullman malede; når jeg lukker øjnene kan jeg stadig se Lyra på ryggen af en isbjørn med et gyldent kompas i hånden og snefnug svævende omkring hende i en glitterstorm. Det er ridset fast i min hjerne.
Hver gang jeg genlæser "Northern Lights", rammer den mig som en hammer. Og jeg undrer mig. Jeg undrer mig over, hvad jeg så i den som barn – hvad der fangede min opmærksomhed i min allerførste læsning og fik mig til at huske bogen, elske bogen og placere den højt blandt mine skattede barndomsminder. Jeg tvivler på, at jeg forstod bogen dengang. Og hvordan kan man elske noget, man ikke forstår?
Måske var det panserbjørnene, der på én gang var forfærdelige væsener (så langt fra blide, pacificerede eventyrsskabninger, men i stedet forfærdelige og formidable. Jeg havde aldrig været Lyra i det virkelige liv; jeg havde aldrig sat mig op på ryggen af en panserbjørn, men billedet brændte sig fast på min nethinde alligevel som noget smukt, magisk og frostfint), eller måske var det de flyvende hekse, det dansende nordlys eller tanken om levende sjæle – daimoner, som de blev kaldt – der vandrede ved siden af deres menneskekroppe i dyreform? Eller måske var det i virkeligheden altid Lyra. Uskyldige, modige, eventyrlystne, stædige Lyra.
Jeg forstod ikke "His Dark Materials"-trilogien som barn. Jeg forstod ikke, hvor den kom fra, eller hvad den var skabt af. Jeg forstod ikke, hvad det betød, når man gjorde religionen og dens udøvere til skurke, og al snakken om Støv sprang jeg elegant henover. Jeg forestillede mig altid Støv som støv – den slags der ligger på hylder og bag møbler og ikke sjælelige partikler.
Men selvom jeg ikke forstod bøgerne, som jeg gør i dag, skabte jeg min egen forståelse. Jeg læste eventyret, og jeg elskede det. Jeg elskede den verden, som Pullman byggede rundt om Lyra og om mig; jeg elskede de velkendte navne og de helt nye betydninger. Jeg elskede de brutale kampscener og de smukke øjeblikke mellem Lyra og hendes venner. Og mest af alt elskede jeg de ordbilleder, Pullman malede; når jeg lukker øjnene kan jeg stadig se Lyra på ryggen af en isbjørn med et gyldent kompas i hånden og snefnug svævende omkring hende i en glitterstorm. Det er ridset fast i min hjerne.
“So Lyra and her daemon turned away from the world they were born in, and looked toward the sun, and walked into the sky.”
Philip Pullman skrev "Northern Lights" som en protest som C. S. Lewis' Narnia-serie. Og ligesom bøgerne om Narnia, ændrer bøgerne om Lyra sig også, når de genlæses, efter barndommen er bragt til ende. Men i modsætning til C. S. Lewis' Narnia, mister Pullmans Oxford ikke noget af den grund. Bøgerne er akkurat lige så smukke på et senere tidspunkt i livet. Deres univers skrumper ikke ind. Det udvider sig kun.
Pullman forstår om nogen at skrive til både børn og voksne. Der er et eventyr at finde i "Northern Lights", og der foregår en (eller mange) kompleks diskussion begravet under eventyret. Og man behøver ikke at forstå det ene, for at nyde det andet. Man kan starte og slutte der, hvor man vil.
Selv starter jeg altid det samme sted; med en pige og hendes sommerfuglesjæl, der er fanget i et skab og bliver vidner til et politisk skakspil, hvor spillerne hverken er sorte eller hvide. Bogen udvisker alle linjer mellem godt og ondt. Kirken bortfører børn, og akademikere ofrer menneskeliv i jagten på viden. Panserbjørne flår hinanden ihjel, og mødre river sjæle ud af andres kroppe. Heksene er alvidende, og menneskerne gætter. Alting er uvist. Og persongalleriet er fuldendt.
Pullman skriver så lysende klart, og selvom hans inspiration af C. S. Lewis og John Milton er velkendt, er den svær at spore. Han bygger ikke videre på eksisterende fantasy-univers, men skaber i stedet noget, der er helt hans eget. Noget som aldrig er set før eller siden udgivelsen af "His Dark Materials". Jeg er til stadighed forundret over hans vinterunivers, og den buket af mærkværdige væsener, der færdes i det. Jeg elsker Lyra, som var hun en veninde; og det er hun måske også – jeg voksede op med hende, og hendes historie voksede med mig.
“We feel cold, but we don't mind it, because we will not come to harm. And if we wrapped up against the cold, we wouldn't feel other things, like the bright tingle of the stars, or the music of the aurora, or best of all the silky feeling of moonlight on our skin. It's worth being cold for that.”
Philip Pullman skrev "Northern Lights" som en protest som C. S. Lewis' Narnia-serie. Og ligesom bøgerne om Narnia, ændrer bøgerne om Lyra sig også, når de genlæses, efter barndommen er bragt til ende. Men i modsætning til C. S. Lewis' Narnia, mister Pullmans Oxford ikke noget af den grund. Bøgerne er akkurat lige så smukke på et senere tidspunkt i livet. Deres univers skrumper ikke ind. Det udvider sig kun.
Pullman forstår om nogen at skrive til både børn og voksne. Der er et eventyr at finde i "Northern Lights", og der foregår en (eller mange) kompleks diskussion begravet under eventyret. Og man behøver ikke at forstå det ene, for at nyde det andet. Man kan starte og slutte der, hvor man vil.
Selv starter jeg altid det samme sted; med en pige og hendes sommerfuglesjæl, der er fanget i et skab og bliver vidner til et politisk skakspil, hvor spillerne hverken er sorte eller hvide. Bogen udvisker alle linjer mellem godt og ondt. Kirken bortfører børn, og akademikere ofrer menneskeliv i jagten på viden. Panserbjørne flår hinanden ihjel, og mødre river sjæle ud af andres kroppe. Heksene er alvidende, og menneskerne gætter. Alting er uvist. Og persongalleriet er fuldendt.
Pullman skriver så lysende klart, og selvom hans inspiration af C. S. Lewis og John Milton er velkendt, er den svær at spore. Han bygger ikke videre på eksisterende fantasy-univers, men skaber i stedet noget, der er helt hans eget. Noget som aldrig er set før eller siden udgivelsen af "His Dark Materials". Jeg er til stadighed forundret over hans vinterunivers, og den buket af mærkværdige væsener, der færdes i det. Jeg elsker Lyra, som var hun en veninde; og det er hun måske også – jeg voksede op med hende, og hendes historie voksede med mig.
“We feel cold, but we don't mind it, because we will not come to harm. And if we wrapped up against the cold, we wouldn't feel other things, like the bright tingle of the stars, or the music of the aurora, or best of all the silky feeling of moonlight on our skin. It's worth being cold for that.”
Det er uden tvivl også en af mine yndlingsbøger. Det er sådan en vidunderlig historie.
SvarSletSå vidunderlig. Så smuk. Så uforglemmelig.
Slethej rikke,
SvarSletjeg synes personligt, at det er lidt problematisk for ikke at sige manipulerende, at skrive en bog til børn, der med forfatterens egne ord handler om at slå Gud ihjel. Om han selv vil være ateist eller ej må han selv om. Men desværre har han selv fremstillet sig som en meget agressiv ateist, der for enhver pris vil dræbe religion og børns/voksnes tro på Gud. Jeg kan godt selv tage stilling til, om jeg tror på Gud, hvilket jeg gør. Og kan ikke se noget særligt charmerende ved hans agressive form for ateisme. Prøv lige at respektere andre mennesker og deres tro.
Undskyld den lange kommentar, pointen er at han ikke skal udnytte en børnebog til at manipulere børn til ikke at tro på Gud - eller ligefrem opmuntre til at 'dræbe Gud.'
Jeg synes ikke, at C.S. Lewis for eksempel manipulerer børn til at tro på kristendommen. Ej heller er han agressiv i sin tro på kristendommen. Det gør bare, at Lewis fremstår langt mere troværdig og rolig og harmonisk som menneske end den agressive Pullman.
Bare min personlige mening. Ærligt at ødelægge en god eventyrbog for børn med budskaber om had over for religion og Gud. Synes ikke lige det er, hvad børn har brug for at lære...
Fred være med det.
Jeg gætter på, du ikke selv har læst bøgerne?
SletJeg har læst både Narnia-serien og Philip Pullmans trilogi, og jeg har utrolig svært ved at se, hvordan C.S. Lewis skulle være mindre aggressiv. Jeg er helt uenig med dig i, at han virker rolig og harmonisk. Jeg tænkte aldrig over det som barn (jeg holdt meget af Narnia-fortællingerne, selvom de aldrig var øverst på min top 10), men da jeg som voksen fik serien i gave, og genlæste alle bøgerne, fik jeg nok. Virkelig nok. Så meget at når jeg en dag får børn, så bliver det ikke mig, der introducerer dem til Narnia.
Jeg synes om nogen, C.S. Lewis var moraliserende.
Da jeg nåede til den del, hvor han latterliggjorde og hånede skoler med både drenge og piger, samt børn der ikke blev slået, stod jeg helt af.
Hele beskrivelsen af Eustace Scrubbs forfærdelige personlighed, som tilsyneladende skyldes hans progressive forældre (som er vegetarer, pacifister og ikke-rygere...) er ekstremt trættende. Jeg synes i allerhøjeste grad, at C.S. Lewis fremstår som en sur, gammel mand!
Jeg synes Tolkien er et meget bedre eksempel på en fantasy-forfatter som får pakket godt med religion ind i sin historie på en ikke-agressiv måde. Jeg har selv skrevet 1.g. opgave om katolicisme i Silmarillion, så jeg var allerede som teenager helt klar over, kristendom var en del af historien. Men jeg synes den var meget diskret flettet ind - især når man tænker på, Tolkien og Lewis er fra samme tid og var gode venner.
Alt det der med Philip Pullman slår gud ihjel, det skal man lige tage med et gran salt. Historien er i virkeligheden mere agnostisk end ateistisk, synes jeg. At han har en agenda, er man dog ikke i tvivl om, det vil jeg give dig ret i.
Philip Pullman beskriver skæbnen, han beskriver sjælen og han beskriver "støv" som noget bevidst. Noget "andet". Og støvet er godt. Det hjælper Lyra, det holder balance i verden. Pullman giver aldrig et svar på jordens oprindelse. Det virker ikke specielt ateistisk, synes jeg? Jeg læser mere bøgerne som et opgør mod kirken end et opgør mod al religion.
"Gud" er i trilogien ikke en skabende gud. Gud er den allerførste engel, som skabte et magtimperium med kirken. Han er ældgammel, og han er både træt og senil. Han trænger til at dø. Et vindpust flår hans skrøbelige, gamle englekrop i stykker.
Som jeg læste bogen (både som voksen og som barn), så er Pullmans pointe ikke det, at gud skal dø. Pointen er, at døden ikke skal frygtes! At døden er trist og sørgelig, et evigt farvel, men at døden samtidig er smuk og poetisk. At selvom himlen ikke findes, så kan døden alligevel være noget fint.
Når spøgelserne vælter ud af underverdenen får de et sidste blik mod himlen, stjernerne og græsset. Derefter opløses de i vinden, så deres molekyler hvirvles ud i verden, hvor de vil blive brugt i en ny form, i et nyt liv, igen og igen og igen og igen...
Man kan sige hvad man vil om Pullman, men det budskab elsker jeg ham for.
Er det mere manipulerende at argumentere for ateisme end for kristendom? Hvor du finder Pullmans antigud blasfemisk, er der mange andre, der finder Lewis' påtrængende skabelsesberetning decideret smagløs. Selv mener jeg bestemt ikke, Lewis er vinderen af sammenligningen. Især fordi han, som Nadia også berører, argumenterer for mere end for kristendom. Han er antifeministisk og reducerer sine kvindelige karakterer til bagateller der ikke kan deltage i eventyrene mere, fordi de går i strømpebukser og med læbestift. Dét ville jeg bestemt ikke bryde mig om at en kommende datter skulle læse og lære.
SletJeg kan også godt selv tage stilling til, om jeg tror på gud eller ej. Men hvor jeg mener, Pullman lægger op til diskussion af begrebet og af religion generelt, virker det på mig som om, Lewis ikke vil diskutere men derimod nedtvinge sin religion og sin tro på andre. Uden forklaring. Uden mulighed for diskussion eller spørgsmålstegn.
Jeg vil altid opfatte Lewis som den mest agressive i den diskussion.
Jeg husker så tydelig, hvordan jeg i årevis følte mig "uden for", fordi jeg aldrig havde læst His Dark Materials ligesom alle mine venner. Men det var jo en serie til børn, så jeg kunne under ingen omstændigheder give mig til at læse den nu! Da jeg endelig læste hele serien for lidt over et år siden, var det med stor sorg over, at jeg ikke havde gjort det før, for sikke en oplevelse! Faktisk kunne jeg slet ikke forstå, at den var skrevet til børn. Børnebøger plejer da ikke have så meget dybde, så meget vold og så meget ulykkelighed. Og ikke desto mindre var det bare en smuk og vidunderlig oplevelse.
SvarSletJeg kommer aldrig til at kunne forbinde den smukke serie med barndomsminder, men den har alligevel lynhurtigt indtaget en helt speciel plads i mit boghjerte :)
// www.moonlitmadness.dk
Det er helt bestemt atypiske børnebøger. Men det er nok netop også det, der gør dem så uforglemmelige. Der er intet helt som dem :) Og jeg tror aldrig, man bliver for gammel til dem. Til alle velskrevne børnebøger, generelt.
SletDe er så skønne!
Ih, den bogserie er bare så fantastisk, men det er godt nok mange år siden jeg har læst den og hele din beskrivelse her giver mig lyst til at læse den igen. Jeg må lige hjem og tjekke efter at jeg ikke har pakket den ned! :D
SvarSletFor der er så utrolig mange ting man kan huske fra at læse den som ung, men som også kan bidrage med mange andre ting nu man er blevet 10 år ældre.
Den er nemlig så skøn, og man får meget ud af at genlæse den, synes jeg! :)
SletElsker elsker den serie og den udgave. Regner med at købe den i foråret. Så fantastisk flot og den trilogi har et særligt plads hos mig. Men jeg adskiller altid lidt det gyldne kompas fra de andre. Den blev læst meget før jeg fik læst de sidste to bind (hvorefter mit hjerte tvang mig til at holde pause fra læsningen et par dage før jeg var mentalt i stand til at hoppe til en ny bog). Jeg læste en gang en artikel hvor forfatteren mente at det er Pullmans brug af "daimons" som gør det til en fantastisk børnebog. Alle børn som læser den kan bagefter prøve at forestille sig deres "daimon". Meget godt fundet på - ligesom meget andet i den som de ovennævnte panserbjørne. Jeg tror skredet væk fra børnemålgruppen, hvis Pullman overhovedet sigtede efter den, er særlig tydelig i bind 2 og især 3 - og selvom jeg er meget glad for hele serien så er det gyldne kompas på et niveau højere end de to andre. Den ufattelig chokerende slutning, i hvert fald for mig da jeg læste den, er permanent indridset i mit hoved. Tror jeg bedst kan sammenligne det med Harry Potter bind 4... som også tager en rimelig dyster drejning til sidst (det gør de senere bind også men bind 4 er for mig vendepunktet mens de senere er "gentagelser"). Men det er nok plapren fra mig. Igen fantastisk bogserie og endnu mere fantastisk bogudgave!
SvarSletPs: Jeg har i øvrigt Lyra højt på listen over pigenavne til fremtidig datter - omgangskredsen kritiserer dog valgte som de synes mere minder om ordet nyre, myre osv. Blasfemi!
Det er en fantastisk bog – og ja, også en fantastisk udgave. Fik Folio-udgaven af min mor, da jeg blev færdiguddannet i september. Tager sommetider stadig mig selv i at sidde og beundre dem. De er fantastiske.
SletOg der er nok noget om det med daimons. Jeg spekulerede også selv meget på min egen daimon. Jeg bilder mig selv ind, at det ville være en hvid kat. Hvad så end det siger om mig.
Der er helt sikkert en kraftig slutning på bind 1. For mit vedkommende tror jeg dog, bind 3 er min yndlingsbog i serien. Det er så velskrevet og velkomponeret. Og sikke en finale! Jeg elsker de bøger.
Og Lyra er nu et smukt pigenavn. Uanset hvad andre end må mene.
Jeg er i øjeblikket selv i gang med at genlæse denne ekstraordinære serie, som har en ganske særlig plads i mit hjerte, og jeg kan meget nemt relatere til din oplevelse af værkerne, både din daværende og nuværende oplevelse. For jeg elskede inderligt Pullmans bøger som barn/ung, men uden at forstå referencerne til Milton og Lewis til fulde. Glæden ved at læse dem igen er ligeså stor som første gang, hvis ikke større, for nu kan jeg sætte pris på endnu flere ting i hans univers, end jeg kunne som barn. Jeg bliver næsten trist ved tanken om at afslutte serien på ny, eftersom jeg husker det hul, den efterlod efter første læsning.
SvarSletHvor fantastisk med en genlæsning. Det er virkelig den slags bøger, man burde vende tilbage til oftere. De betyder nye ting hver gang, synes jeg. Men længslen efter at have afsluttet dem er selvfølgelig altid den samme. Suk.
SletJeg er også vokset op med trilogien, og jeg synes kun, at den er blevet bedre, efterhånden som jeg er blevet ældre. Tror snart, det er tid til et genlæs igen-igen :-)
SvarSletDen er også fantastisk. Pullman er virkelig en stjerneskribent!
Slet