"Daughter of Smoke and Bone" (Daughter of Smoke and Bone #1) af Laini Taylor

"Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2011. 4/5 stjerner.  

Karou har blåt hår. Hun lever i Prag, bor i sin egen lille lejlighed og frekventerer ofte en lille butik, hvor monstre bor. De selvsamme monstre hun hver dag tegner i sin notesbog – og når andre spørger, lader hun som om, monstrene kun eksisterer i hendes fantasi og ikke i hendes virkelighed. 
Akkiva er en engel. Han flyver mellem verdener og igennem sprækker i himlen, som er usynlige for andre. Han jagter et særligt monster af en særlig grund. Hans sorte vinger brænder, og hans øjne er fyldt med vrede. Indtil han ser Karou og bliver mindet om noget, han troede, han havde glemt.

“Have you ever asked yourself, do monsters make war, or does war make monsters?”

Mennesker med løvefødder, antilopehoveder, oksehaler eller katteører. Engle med sorte, smuldrende vinger og ulmende øjne. Og én menneskepige med blåt hår, en tom hukommelse og et evigt spejdende øje, på udkig efter tænder fra de dødes munde. Og midt i det hele, døre og indgange mellem verdener, fra vores jordklode til fjerne himmelstrøg. Laini Taylors verden er så fremmedartet og dog så smuk.
For det hele afhænger af gentagelser, følelser og noget der rører på sig i karakterernes indre. Karou ved ikke, hvem hun er, Akkiva ved ikke det heller ikke. De er to fremmede væsener fra fremmede verdener, og deres livsbaner burde aldrig krydses. Men det gør de, og Karou laver en enkelt, tilfældig bevægelse med sit hoved, der får Akkiva til at tøve. Karou er fremmed, men hendes bevægelse er velkendt. Og han ved, han bliver nødt til at finde ud af hvorfor.
De to sværmer om hinanden gennem hele romanen. Karou kan hele tiden høre vingesus, og Akkiva spejder hele tiden efter noget blåt. De orienterer sig ud fra hinanden. Danser en lydløs dans, gennem Prags gader og himlens skyer. Ingen af dem ved hvorfor. Jeg troede, jeg havde regnet ud hvorfor – kun for at tage fejl i det allersidste øjeblik, da plottet vendte, og jeg måbede.
"Daughter of Smoke and Bone" er en fortælling om verdener i oprør, om krig mellem to overjordiske racer og almindelige mennesker fanget i krigen mellem dem. Men det er først og fremmest en kærlighedshistorie. En vidunderligt velskrevet kærlighedshistorie om to væsener, der tiltrækkes af hinanden imod al fornuft. En knusende og overbevisende tiltrækning, der får bogens poetiske linjer til at dryppe af sanselighed.

“Happiness. It was the place where passion, with all its dazzle and drumbeat, met something softer: homecoming and safety and pure sunbeam comfort. It was all those things, intertwined with the heat and the thrill, and it was as bright within her as a swallowed star.”

For Laini Taylor kan skrive. Hun fremaner stemninger og bygger karakterer med simple bogstaver. Hendes kimærer er mærkværdige væsener, sammensat af lige dele mennesker og monstre, og alligevel forekommer deres kultur, traditioner og historie mig lige så troværdig som menneskenes. Taylor placerer ikke kun fantasivæsener i vores verden – hun giver dem også en baggrund, en grund til at eksistere og trække vejret side om side med menneskerne. Og det er så let at blive blændet. Så let at blive imponeret. Så let at forsvinde ind i de lyriske beskrivelser og smertelige minder. Taylor skriver med en ynde, der er svær at efterligne.
I "Daughter of Smoke and Bone" er der krig. Der er gråzoner, ondsindede engle og englelignende monstre. Der er en pige og en dreng, som elsker hinanden, en engel og en dæmon der drages mod hinanden, og en flok desperate væsener hvis liv afhænger af mennesketænder og evig hemmelighedsgræmmeri. Der er mørke mærker på døre, og der er huse der brænder i natten. Der er så mange mysterier, og der er så mange smukke ord. Men størst af alt er kærligheden. Altid.
Jeg læste "Daughter of Smoke and Bone" på en enkelt dag, og dagen efter læste jeg den næste bog i serien. Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet. Karou og Akkiva infiltrerede mine tanker og mine drømme, og det eneste jeg ville, var at tilbringe min tid med dem, med Laini Taylors ord og befinde mig i det fremmede univers, jeg var begyndt at elske. Der var intet andet end bøgerne, imens jeg læste. Verden blev væk. Laini Taylors ord var det eneste, jeg kunne se.

“She craved a presence beside her, solid. Fingertips light at the nape of her neck and a voice meeting hers in the dark. Someone who would wait with an umbrella to walk her home in the rain, and smile like sunshine when he saw her coming. Who would dance with her on her balcony, keep his promises and know her secrets, and make a tiny world wherever he was, with just her and his arms and his whisper and her trust.”