Tema-tirsdag #114: Jeg marathonlæser bogserier

Jeg har aldrig været den helt store serielæser. Både fordi jeg sjældent bevæger mig i genrer, der danner grobund for hele bogserier, og fordi jeg altid er meget forsigtig med at påbegynde en bog, der ikke umiddelbart afsluttes. Bogserier virker altid som et skræmmende stort projekt, der kræver megen overvejelse – for sommetider føles det som om, at der er en usynlig kontrakt mellem en læser og en forfatter, og at når noget er startet, bør det føres til ende. Og på den måde kan man pludselig føle sig forpligtiget til at læse tre middelmådige bøger for at færdiggøre et enkelt historieforløb. Jeg bryder mig ikke om tanken.

Men selvfølgelig er man ikke forpligtiget til at læse den anden bog i en serie, fordi man har læst den første. Selvfølgelig bør læsning altid være en fornøjelse og ikke en forpligtigelse, og selvfølgelig kan man stoppe en serie, hvor og hvornår, man vil – eller man kan holde en pause og vende tilbage til bogseriens univers, når humøret, tiden og omstændighederne passer bedre. Selvfølgelig kan man det. Jeg gør det bare ikke.

Jeg er, hvad man med rette kunne kalde en marathonlæser. Hvis jeg påbegynder en bogserie, og jeg ved, jeg gerne vil læse videre, så læser jeg videre med det samme. I min verden efterfølges bog et altid af bog to, og hvis en hel bogserie er udkommet, læser jeg den altid i ét, langt stræk. Jeg afslutter altid et projekt, før jeg påbegynder et nyt. Og intet sted er det så tydeligt som i min serielæsning.

I mange år troede jeg faktisk ikke, at man kunne gøre det anderledes. Da jeg var yngre, lod jeg ofte være med at begynde en bogserie, hvis ikke alle bøger i serien var udkommet. For jeg ville læse det hele i en sammenhæng. Også selvom der var tale om en historie, der blev delt op i flere bidder. Jeg forstod ikke, hvorfor så mange havde så mange ulæste fortsættelser stående på deres bogreoler, for det faldt mig aldrig ind, at man kunne holde pause midt i et læseprojekt. Det virkede ganske enkelt forkert. Og det gør det måske til dels stadigvæk.

For sagen er den, at hvis jeg først ligger en bogserie fra mig og holder pause mellem fortsættelserne, så er det usandsynligt, at jeg nogensinde vender tilbage. Bøger er universer, og for at jeg stadig skal kunne navigere rundt i de svimlende sidetal, huske og elske karaktererne, kende faretegnene og bevare min begejstring, har jeg brug for at læse fortsættelser, mens jeg endnu husker forgængerne. Jeg bliver nødt til at læse videre, mens mit hjerte hamrer på karakterernes vegne, mens mine tanker kredser om det næste udfald, og mens min bekymring og tvivl på den lykkelige slutning endnu eksisterer. Jeg bliver nødt til at læse videre, imens jeg stadig befinder mig i historien og ikke distraheres af alle de andre bøger omkring mig; mens jeg stadig oplever interessen og ikke blot skal genkalde mig spøgelset af den. 

Jeg marathonlæser bogserier. Fordi jeg kender ikke rigtigt andre måder at læse dem på. 

Hvad med jer? Er I også marathonlæsere, eller nyder I at læse bogserier i mindre afbræk – at holde pauser og vende tilbage til en sød genforening? Deler I jeres serielæsning op, eller sluger I den også bare helt, når I kan komme til det?