"A Wrinkle in Time" (Time Quintet #1) af Madeleine L'Engle

"A Wrinkle in Time" af Madeleine L'Engle fra The Folio Society. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1962). 4/5 stjerner.

"A Wrinkle in Time" er en vidunderlig skør og mærkværdig lille børnehistorie om forsvundne fædre, fjerne riger og om faren ved overdreven selvsikkerhed. Jeg morede mig, da jeg læste den; det var den perfekte, letbenede og tilpas eftertænksomme bog til en lang aften efter en lang læsedag. Akkurat som jeg forestillede mig, det ville være.

Bogens historie begynder med en kidnapning. Den 13-årige Megs far forsvinder, og hendes  indadvendte lillebror begynder at vende sig mere udad. En fremmed dukker op i natten, og et helt nyt eventyr begynder. Sammen med en anden dreng og tre ældre kvinder med efternavne der alle begynder med W, drager de to søskende ind i et fremmed univers for at vinde over mørket og bringe deres far tilbage.
Det bliver til en fantastisk og hektisk hurlumhej-rejse, der kun kan lade sig gøre, fordi de tre hekselignende W-kvinder, kan rynke tid og rum og træde ind gennem folderne på verden. De krøller ganske enkelt universet sammen, og i stedet for at rejse lineært, rejser de hurtigt ved at træde over folderne og derefter strække verden ud igen. Det er et uendeligt fint rejseprincip; resultatet af fjollerier og fantasier. 

“Believing takes practice.” 

Den første sætning i bogen er: "It was a dark and stormy night", og dermed fylder L'Engle åbningsscenen med humor og litterære allusioner. Det er trods alt få forfattere, der kan begynde med en kliché og slutte med et festfyrværkeri af originalitet. Men det kan L'Engle. Og hun gør det helt ufejlbart.
Jeg holdt virkelig meget af at læse "A Wrinkle in Time" og lære karaktererne at kende. Meg er en stædig outsider; en pige som så ofte bliver overset, men som er fyldt med drømme og håb alligevel. Hendes 5-årige lillebror, Charles Wallace, er en fascinerende blanding af barnlig logik og gammelmandsklogskab, og deres følgesvend Calvin er en tiltrængt påmindelse om, at selv populære, sportsudøvende børn kan føle sig alene. L'Engle gør op med mange klichéer og barndomshierarkier undervejs, og både Charles og Meg må indse, at verden og menneskerne i den ikke er så enkle, som de troede.

“The only way to cope with something deadly serious is to try to treat it a little lightly.” 

Hvis jeg skulle beskrive bogen med et enkelt ord, ville jeg kalde den for pudseløjerlig. For den er fyldt med skæve karakterer, ulogisk logik og små, hjertevarmende stunder. Det er en fantasy-roman, men det er også en bog om søskende og om at føle sig lidt anderledes. Og så er det et fantastisk eventyr.

“People are more than just the way they look.”