Spørgerunde #2: Blogvenskaber, skrivelyst og kameraudstyr

Spørgsmål fortjener svar. Og i dag vender jeg derfor tilbage med den anden del af spørgerunden. I denne omgang fokuserer jeg på blogrelaterede spørgsmål om alt fra kameraudstyr til bloggervenskaber.

Hvad siger din familie til, at din blog er blevet så populær? Læser de også med? Jeg er – og har altid – været meget stolt over min blog, og derfor har jeg altid delt den med min omgangskreds. Det er også svært at bruge så meget tid på noget og ikke dele det med ens nærmeste. Nico har læst med fra den helt spæde opstart – og faktisk har han altid været med på råd om layout og billedredigering. Jeg tror, jeg viste bloggen til min mor, da jeg rundede de 100 læsere og hvinede af glæde. På den måde har min inderkreds fulgt bloggen fra dens opstart til nu. Og derfor tror jeg ikke, de har så meget at sige til, at læserskaren er vokset løbende. Det er jo bare sket helt naturligt og organisk uden det helt store hurlumhej.

Når det så er sagt, så tror jeg også, det er svært at forholde sig til et antal læsere. 2600 læsere er et stort tal, men min hjerne kan slet ikke rumme at forestille de 2600 vidt forskellige individer med komplekse liv og egen hverdag, som følger med herinde. Det kan jeg simpelthen ikke se for mig, og derfor glemmer jeg det ofte. Jeg tror, mine familie har det på samme måde.

Og hvad læseriet angår, så læste hele min familie meget intensivt med i begyndelsen. Alle indlæg blev kommenteret over spisebordet, og Nico havde meninger om alle billeder, jeg postede. Nu tror jeg egentligt bare, min mor, far og søster klikker forbi indimellem for at scrolle og skimme. Og Nico læser stadig med indimellem, når han lige falder over et indlæg på Facebook. Og når jeg beder om hans mening, selvfølgelig. 

Hvordan reagerer du hvis man ser dig på gaden og hilser på dig? Jeg bliver altid glad. Og jeg bliver også altid overrasket. Det kommer også altid lidt an på situationen – jeg er blevet stoppet et par gange, hvor jeg var på vej hen til toget eller bussen og var helt forfjamsket og splittet mellem at ville snakke og samtidig ikke have tiden til det. Den slags ærgrer mig altid.

Kunne du finde på at blive venner med en læser, der ikke har en bogblog, eller som nødvendigvis ikke er "kendt" på internettet, når det omhandler bøger? Det her er et lidt pudsigt spørgsmål, for venskaber er som sådan ikke noget, man tænker over eller planlægger. Det er bare noget, der sker. Oftest helt uden man bemærker det.

Men jeg forstår selvfølgelig godt, at (bog)bloggerverdenen udefra godt kan virke lidt indforstået, og at det sommetider kan føles som om, at alle (bog)bloggere helt automatisk er venner. Sådan er det dog ikke. Faktisk slet ikke, og jeg tror aldrig, nogen har oplistet en blog som et vennekrav.

Men det er selvfølgelig nemmere at oprette en forbindelse med en blogger end med en læser: af den simple årsag, at genkendeligheden er gensidig. At man hurtigere føler, man kender personen ud fra deres selvskabte internetunivers. Og at man måske oftere færdes til samme arrangementer eller i samme kredse – helt logistisk og lavpraktisk. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være omvendt.

Jeg siger altid, at det bedste ved at blogge er alle de herlige mennesker, jeg har mødt. Og det mener jeg af hele mit hjerte – lige fra bogbloggere der er blevet til veninder, forlagsfolk der har skrevet små, fine noter til bogpakker, og søde ord i kommentarer og mails der har hængt ved i flere dage. Der er kommet så mange mennesker ind i mit liv, som jeg ikke ville have været foruden. Og jeg er altid åben for flere.

Er der dage, hvor du ikke er i humør til at blogge, selvom du havde planlagt, at du skulle blogge? Ja. Ligesom jeg nogle dage har lyst til at genlæse Austen og andre dage hellere vil læse fantasy, er der bestemt også dage, hvor jeg gerne vil skrive 10 blogindlæg og dage, hvor jeg slet ikke vil skrive nogen. Mit humør skifter fra dag til dag, og det gør min bloglyst naturligvis også.

Før i tiden havde jeg et Excel-ark med blogindlæg, der skulle udgives på bestemte dage og billeder, der skulle tages inden en bestemt dato. Det var et mesterværk af røde, grønne og gule linjer, jeg hele tiden skulle forholde mig til. Og det gik selvfølgelig galt; for jeg kan ikke leve efter et skema, og min bloglyst kan ikke planlægges.

Med tiden har jeg måtte lære mig selv, at livet er for kort (og mine fridage er for få) til at lægge ufleksible planer. Som følge deraf er min blog blevet langt mere uregelmæssig og ustruktureret, men til gengæld er hvert eneste indlæg et produkt af lyst. Og det gør hele forskellen.

Blogger du nogen gange af 'pligt' eller er det altid lyst-betonet? Som jeg har skrevet ovenfor, er det noget, jeg har måtte lære mig selv. Jeg har altid været meget ambitiøs omkring Paperback Castles, og det har ikke altid været til min egen fordel. Sommetider har mine ambitioner fået mig til at glemme, at jeg oprettede bloggen, fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi det var sjovt.

Mine nye blogregler er derfor ikke-eksisterende. Jeg blogger, når jeg har lyst, og jeg læser og anmelder akkurat, hvad jeg har lyst til. Det er så fjollet med blogpres, for det kommer altid indefra. Det er aldrig andres forventninger, der ødelægger bloglysten, det er ens egne. Og det er så giftigt og fuldstændig unødvendigt.

Hvilke blogs elsker du selv at følge (det behøver ikke at være bogrelaterede)? Min absolutte yndlingsblog er WishWishWish, som er skrevet af Carrie. Jeg har fulgt hende i flere år, og jeg synes, hun er så talentfuld. Både til at tage billeder, men også til at formidle stemninger.

Jeg elsker også A Girl, A Style, som er skrevet af den australske Briony. Desuden har jeg fulgt Michelle fra Oh you pretty things i mange år, og jeg elsker at finde hende i min Bloglovin'-feed. Jeg er også en smule besat med Tumblr-bloggen The Optimist's Daughter, som simpelthen er så fin, personlig og simpel i sit udtryk.

Hvad bogblogs angår, elsker jeg The Book Castle og er dybt misundelig på Alices smukke billeder. Jeg klikker også ofte forbi Bookswept, som er en side med smukke billeder og citater. Jeg er trofast læser hos søde Anne Nikoline fra Windblown Pages,  dygtige Mai fra Litteraturlistig, altid velformulerede Ida fra Tanker om sproget og jeg henter alle mine fantasy-anbefalinger hos Susanne. Der er så mange dygtige bogbloggere, og min remse er allerede lang. 

Havde du andre navne i tankerne, da du startede Paperback Castles? Det havde jeg helt sikkert, men jeg kan ikke huske dem. Paperback Castles udspringer fra dette citat: “She made her home in between the pages of books” (fra "Linger" af Maggie Stiefvater). Jeg brugte en del tid tid at tænke på, hvordan jeg bedst mulig kunne nedkoge det at leve i bøger til en blogtitel. Det endte med Paperback Castles, og jeg kan ikke huske de andre titler, jeg havde i spil. 
Nico bliver dog ved med at sige, at bloggen burde hedde Hardback Castles, fordi jeg elsker hardbacks højere. Det spiller dog ikke helt så godt.

Hvilket kamera bruger du til billeder og video, og hvem tager billederne? Jeg filmer og fotograferer med mit Canon EOS 600D. Til billeder bruger jeg oftest et 50 mm. f/1.8 objektiv, og når jeg filmer, bruger jeg standardobjektivet på 18-55mm.
Jeg har dog et problem med filmeriet for tiden, da jeg har mistet mit hukommelseskort og derfor bruger et med mindre plads og dermed mindre kapacitet til at filme i HD. Det vil jeg gerne snart rette op på, men indtil da filmer jeg bare i lavere opløsning end sædvanligt.
Jeg tager i øvrigt altid selv billederne til bloggen. Jeg er nemlig ikke så god til at instruere Nico og formidle præcis, hvordan billederne skal være. Jeg hygger mig i stedet meget med at tage billederne selv – og slæbe selvudløser og kamerastativ med mig rundt for at klikke løs. 

Har du overvejet at starte en YouTube-kanal? Ja, men jeg får det ikke gjort. Jeg elsker YouTube-universet og følger så mange dygtige videobloggere, men jeg har simpelthen ikke tiden til at pleje endnu et medie. Gid jeg havde!