"Eugene Onegin" af Alexander Pushkin

"Eugene Onegin" (org. titel "Евгений Онегин: Роман в стихах") af Alexander Pushkin fra The Folio Society. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1833). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner. 

Indhold over form eller form over indhold? Det spørgsmål har plaget oversættere af "Eugene Onegin", siden bogen udkom i 1833. Ikke alene er bogen skrevet som et digt i flere hundrede strofer, den er også komponeret efter et kompliceret rimskema opfundet af Pushkin selv. Det tog ham ti år at skrive bogens otte kapitler, og de blev udgivet løbende i Ruslands tidsskrifter i årene 1825-1832. Hele  Rusland læste med og holdte vejret for at få den næste historiebid om den skødesløse Eugene Onegin og hans kærlighedstragedie.
Bogen er legendarisk. Den siges at indkapsle Ruslands tidsånd til perfektion, og strukturen alene har sikret den en plads i historien. Pushkin influerede en hel generation af russiske forfattergiganter, Tolstoj og Dostojevskij heriblandt, og inspirerede talrige operaer, skuespil og film. Og alligevel er det aldrig blevet helt muligt at læse Pushkins mesterværk i en fuldendt oversættelse.
For kan man oversætte Pushkins rim uden at miste mening eller udbytte ord undervejs? Kan man gengive de russiske ords rytme, og kan man samtidig bevare tekstens, ofte indforståede, humor, stemning og handling? Jeg kan godt forstå, Pushkins rim har vakt stor hovedpine blandt oversætterne.  Jeg kan også godt forstå, at Vladimir Nabokov valgte at ignorere rimene og oversætte Pushkins tekst som prosa, selvom jeg i denne omgang har holdt mig til James E. Falens velbevarede rim. I sidste ende er det nok alligevel blot en af de bøger, det ærgrer mig, jeg ikke kan læse på dens originalsprog.

“My whole life has been pledged to this meeting with you ...”

En rimende roman lyder som et besværligt læseprojekt, men faktisk fandt jeg "Eugene Onegin" utrolig letlæselig. Ordene flyder let fra Pushkins – og Falens – pen, handlingen er hele tiden glasklar, og hver eneste linje er et lille, perlende stykke poesi. Stemningen er dyster, til tider sælsom, men også humoristisk og samfundskritisk.
Bogen har et ganske småt persongalleri, bestående af hovedpersonen Eugene Onegin, hans udkårne Tatayna og hendes søster Olga og Eugenes eneste ven, Vladimir Lensky. Men bogens egentligt hovedperson er den larmende fortæller, der blander sig og kommenterer på sin historie, mens han fortæller den. Han bemærker, ironisk nok bogens udgivelseshistorie taget i betragtning, hvor svært det er at oversætte franske fraser til russisk, og han kommenterer på karakterernes mangler og følelser undervejs. Hele tiden er fortælleren til stede, og bogen er lige så meget Eugene og Tatyanas tragiske kærlighedshistorie, som det er historien om et værk, der bliver til. Pushkin væver sig så yndefuldt ind og ud mellem sine to sideløbende fortællinger, og skaber en usentimental ramme til en rørstrømsk historie.

“'But whom to love? /To trust and treasure?/ Who won’t betray us in the end? /And who’ll be kind enough to measure/ Our words and deeds as we intend?’”

"Eugene Onegin" er også en kærlighedshistorie. Det er fortællingen om den rige, privilegerede, kølige og overlegne Eugene Onegin, som flytter til landet fordi han arver jord, og fordi han er træt af det russiske overklassessamfund i byen. Her møder han den tilbagetrukne Tatyana og den yngre, og langt mere strålende, Olga. Og, stik mod al fornuft, lader han sit blik falde på Tatyana. Den stille, oversete, alvorlige og selvudslettende eksistens, som slet ikke gør noget for at tiltrække blikke eller møde øjne. Og hun falder for ham. Øjeblikkeligt.

Eugene er ond mod denne uerfarne pige, der falder så pludseligt for ham. Han bilder sig selv ind, at han skåner hende, men i virkeligheden tramper han på hende. Noget som han fortryder, da han møder hende senere i livet, og deres skæbner har vendt. I sin arrogance spilder han sin chance for evigt – altimens Tatyana ofrer sin lykke til sin stolthed.

Det er en sjov form for kærlighed, Pushkin beskriver. Tatyana bliver øjeblikkeligt forelsket på naiv skolepigefacon, og Eugene bliver kun betaget af det, han ikke kan få. To klichéer mødes og ender som eksempler på det overklassessamfund, de begge sværger at hade. Det er genialt udført.

Det har taget mig lang tid at få "Eugene Onegin" læst. Der er noget intimiderende ved en roman på vers, men Pushkin gør læsningen let som en leg. Skal du starte med de russiske mestre, kan du sagtens starte her.