OBS: Jeg undgår spoilers i dette indlæg, men hvis du helst vil undgå at vide noget som helst om bogens plot (som nogle Potter-fans foretrækker), bør du ikke læse videre.
Den ottende Harry Potter-bog, kalder nogen den. Bogen som ingen troede ville komme. Og bogen som Rowling sværgede, hun aldrig nogensinde ville skrive.
"Harry Potter and the Cursed Child" er omgivet af mystik. Den blev annonceret så pludseligt og forårsagede en verdenssensation, da den udkom. Fans opfordres (stadig) til at #keepthesecrets og ikke afsløre for meget af bogen og dens tilhørende teaterstykke i London, og der er tilsyneladende ingen, der er enige om, hvorvidt det virkelig er den ottende Harry Potter-bog eller ej.
Personligt synes jeg ikke, "Harry Potter and the Cursed Child" er den ottende Harry Potter-bog. Jeg har stillet den ved siden af mine andre Harry Potter-bøger i bogreolen, men det er som om, den ikke helt hører til der. Ikke så meget på grund af dens omkringliggende omstændigheder; genren, struktureren eller de nye medforfattere, men mere på grund af det faktum, at jeg efter at have læst bogen, ikke kan genkende en eneste af de karakterer, hvis liv den hævder at fortsætte. Jeg kan ganske enkelt ikke finde de elementer, der skulle gøre den til en Harry Potter-bog.
På det seneste har jeg diskuteret "Harry Potter and the Cursed Child" meget. Og hver gang jeg har forsøgt at kritisere den, er jeg stødt på mennesker, der har fortalt mig, at jeg har misforstået konceptet. At man ikke må forvente lige så meget af et teatermanuskript som af en bog. At det er et teaterstykke, der er skabt for at blive set og ikke for at blive læst. At manuskriptet i øvrigt ikke var tænkt som en bogudgivelse overhovedet. Det blev bare udgivet fordi fans viste interesse for det.
"Harry Potter and the Cursed Child" er omgivet af mystik. Den blev annonceret så pludseligt og forårsagede en verdenssensation, da den udkom. Fans opfordres (stadig) til at #keepthesecrets og ikke afsløre for meget af bogen og dens tilhørende teaterstykke i London, og der er tilsyneladende ingen, der er enige om, hvorvidt det virkelig er den ottende Harry Potter-bog eller ej.
Personligt synes jeg ikke, "Harry Potter and the Cursed Child" er den ottende Harry Potter-bog. Jeg har stillet den ved siden af mine andre Harry Potter-bøger i bogreolen, men det er som om, den ikke helt hører til der. Ikke så meget på grund af dens omkringliggende omstændigheder; genren, struktureren eller de nye medforfattere, men mere på grund af det faktum, at jeg efter at have læst bogen, ikke kan genkende en eneste af de karakterer, hvis liv den hævder at fortsætte. Jeg kan ganske enkelt ikke finde de elementer, der skulle gøre den til en Harry Potter-bog.
På det seneste har jeg diskuteret "Harry Potter and the Cursed Child" meget. Og hver gang jeg har forsøgt at kritisere den, er jeg stødt på mennesker, der har fortalt mig, at jeg har misforstået konceptet. At man ikke må forvente lige så meget af et teatermanuskript som af en bog. At det er et teaterstykke, der er skabt for at blive set og ikke for at blive læst. At manuskriptet i øvrigt ikke var tænkt som en bogudgivelse overhovedet. Det blev bare udgivet fordi fans viste interesse for det.
Og intet gør mig mere frustreret. For naturligvis er et teaterstykke og en roman ikke det samme. Naturligvis kan Rowlings lange beskrivelser af skolekapper og trylleformularer ikke overleve i et manuskript, hvis formål er at fastholde et publikums interesse. Naturligvis skal beskrivelser forvandles til fysiske ting i form af rekvisitter, kropssprog og tonelejer, og naturligvis er teaterstykket forholdsvist begrænset til ting, der kan lade sig gøre på en scene. Men det betyder ikke, at man ikke kan forvente lige så meget af et teaterstykke som af en roman. Og selvom dette teaterstykke ikke oprindeligt var tænkt til udgivelse, så er det blevet udgivet. Det er blevet indbundet, redigeret og udgivet; og altså er det beregnet til læsning. Og man kan med rette forvente, at det kan stå alene; at det er stærkt nok til at blive læst og ikke nødvendigvis set. For den egenskab har gode dramaer også. "Harry Potter and the Cursed Child" er bare, i mine øjne, ikke et af dem.
Det er ikke formen på bogen, jeg opponerer imod, men indholdet. Plotmæssigt er "Harry Potter and the Cursed Child" en forvirrende oplevelse. Stykket starter i akkurat det øjeblik, den syvende bog slutter; på togperronen med Harry omgivet af sine venner og børn. Den unge Albus Severus Potter skal på Hogwarts, og han er nervøs for, hvilket kollegium han vil ende på. Han er nervøs, fordi han ikke vil skuffe sin far, den berømte Harry Potter.
Det er ikke formen på bogen, jeg opponerer imod, men indholdet. Plotmæssigt er "Harry Potter and the Cursed Child" en forvirrende oplevelse. Stykket starter i akkurat det øjeblik, den syvende bog slutter; på togperronen med Harry omgivet af sine venner og børn. Den unge Albus Severus Potter skal på Hogwarts, og han er nervøs for, hvilket kollegium han vil ende på. Han er nervøs, fordi han ikke vil skuffe sin far, den berømte Harry Potter.
For selvfølgelig er det hårdt for et troldmandsbarn at have dét efternavn. At konstant blive associeret med den mest idoliserede troldmand i verden. Og at skulle leve op til en mand, der har betydet så meget for så mange. Albus' fortvivlelse tager kun til i styrke, da han bliver sorteret i Slytherin, kun udviser et minimalt talent for besværgelser og ikke kan finde ud af den troldmandssport hans far var så god til. Hans eneste ven er Scorpius Malfoy, og han føler sig som en skuffelse på alle tænkelige måder. Og derfor går det galt.
Efter et skænderi med sin far, finder Albus en tidsvender. En tidsvender der pludselig bliver svaret på alle hans problemer. For ved at ændre fortiden kan han retfærdiggøre sig selv overfor sin far. I forbifarten glemmer Albus blot, hvor stor betydning selv de mindste ændringer kan få.
Tidsrejser er ofte besværlige ting at læse om og forstå. De ender også alle på den samme måde; med katastrofer der udpensler hvor afgørende det er, at tingene skete akkurat som de gjorde. Det handler om at rejse tilbage, ændre noget, rejse frem og opdage ændringens betydning, for derefter at rejse tilbage igen og ændre det tilbage. Og ved plottets afslutning er intet derfor ændret overhovedet. Det er en cirkelstruktur. Og det er kedeligt. "Harry Potter and the Cursed Child" er ingen undtagelse.
Men tidsrejseplottet betyder også, at Rowling ikke introducerer noget nyt. Ved at lade størstedelen af sit teaterstykke udspille sig i fortiden, i scener vi allerede kender, og med karakterer vi allerede elsker, slipper Rowling for at forklare, hvordan troldmandsverdenen ser ud i 2016. "Harry Potter and the Cursed Child" tilføjer intet nyt til den historie, vi allerede kender. I stedet bruger den nostalgien som den vigtigste fremdriftskraft. Og er det en fremdriftskraft overhovedet?
Jeg blev så skuffet over, hvor unødvendig historien føltes. Det er hurtig underholdning med præg af sensationshistorie og overdrevne afsløringer. En ydmyg ambition for en fortsættelse hele verden har ventet så længe på.
Plottet er forhastet; beregnet til at fastholde (et ungt) publikums opmærksomhed og med nye hændelser på hver eneste side. Ting sker hurtigt, for hurtigt, og midt i al tidsrejseriets hurlumhej mistede jeg også opmærksomheden. Det gik så hurtigt, at det blev kedeligt. For jeg nåede ikke at involvere mig. Jeg nåede ikke at holde af de personer, jeg læste om. Og det er en væsentligt fejl for en bog med en hovedperson, der er så svær at holde af.
Albus Serverus Potter er ofte irriterende, uretfærdig og smålig. Han har ondt af sig selv og har set sig sur på sin far – akkurat som enhver anden teenager. Men hvor naturligt det end må være, er det svært at sympatisere med. Faktisk er det Draco Malfoys søn, Scorpius, der stjæler rampelyset. På trods af sit familienavn fremstår han langt mere sympatisk end Albus Potter.
Rowling introducerer meget få nye karakterer, men alligevel er persongalleriet svært at genkende. Harry Potter opdrager sine børn uden et gran af menneskeforståelse, Ronald Weasley er trådt i sine brødres fodspor og ejer en spøg og skæmt-forretning (på trods af tidligere manglende ambitioner og forretningssans) og er i øvrigt en tragisk pauseklovn, den afdøde Dumbledore har efterladt sig et maleri der har meget let til tårer, og McGonall udviser en imponerende usikkerhed og opgiver sine egne principper for at adlyde en hysterisk Harry Potter. Den eneste karakter med en smule dybde er – ironisk nok – Draco Malfoy, som alligevel har udviklet en komisk evne til at komme dumpende ind af pejse, hver gang nogen nævner hans navn.
Plottet er forhastet; beregnet til at fastholde (et ungt) publikums opmærksomhed og med nye hændelser på hver eneste side. Ting sker hurtigt, for hurtigt, og midt i al tidsrejseriets hurlumhej mistede jeg også opmærksomheden. Det gik så hurtigt, at det blev kedeligt. For jeg nåede ikke at involvere mig. Jeg nåede ikke at holde af de personer, jeg læste om. Og det er en væsentligt fejl for en bog med en hovedperson, der er så svær at holde af.
Albus Serverus Potter er ofte irriterende, uretfærdig og smålig. Han har ondt af sig selv og har set sig sur på sin far – akkurat som enhver anden teenager. Men hvor naturligt det end må være, er det svært at sympatisere med. Faktisk er det Draco Malfoys søn, Scorpius, der stjæler rampelyset. På trods af sit familienavn fremstår han langt mere sympatisk end Albus Potter.
Rowling introducerer meget få nye karakterer, men alligevel er persongalleriet svært at genkende. Harry Potter opdrager sine børn uden et gran af menneskeforståelse, Ronald Weasley er trådt i sine brødres fodspor og ejer en spøg og skæmt-forretning (på trods af tidligere manglende ambitioner og forretningssans) og er i øvrigt en tragisk pauseklovn, den afdøde Dumbledore har efterladt sig et maleri der har meget let til tårer, og McGonall udviser en imponerende usikkerhed og opgiver sine egne principper for at adlyde en hysterisk Harry Potter. Den eneste karakter med en smule dybde er – ironisk nok – Draco Malfoy, som alligevel har udviklet en komisk evne til at komme dumpende ind af pejse, hver gang nogen nævner hans navn.
"Harry Potter and the Cursed Child" er i mine øjne en fiasko. Ikke på grund af teaterformen og heller ikke på grund af det fjollede, uoriginale og decideret utroværdige plot – men på grund af, det er skrevet for at vække nostalgi for karakterer, der ikke er til at genkende.
Har du læst "Harry Potter and the Cursed Child"? Eller har du tænkt dig at læse den? Hvad synes du om bogen?
Jeg har ikke læst bogen endnu og må indrømme jeg er noget nervøs for at læse den. De anmeldelser jeg har hørt og læst er nemlig meget blandede - enten elsker folk den eller også hader de den - men på et eller andet tidspunkt skal den nok blive læst. Den er nemlig købt.
SvarSletDet er også en bog, der er skabt til at dele vandene. En HP-bog har alle altid en mening om. Jeg havde det ligesom dig; købte bogen uden at tænke for meget over det, og læste den da mine forventninger var faldet lidt ned.
SletJeg har ikke læst "bogen" endnu men jeg ved heller ikke om jeg har lyst. Jeg synes det er en super god anmeldelse og jeg sidder tilbage med en følelse af at min første indskydelse om ikke at læse den - nok har været meget korrekt. Jeg elsker Harry Potter universet, det gamle og det 'rigtige' univers. Men, jeg har efterhånden hørt en del skuffende ord om den her bog så jeg tror jeg venter med at få den læst. Måske bliver venter til aldrig. Time will tell!
SvarSletAnyway, det var en god og velskrevet anmeldelse.
Tusind tak. Det var virkelig svært at skrive. Det er på en eller anden måde altid svært at skrive noget som helst, når det drejer sig om Harry Potter, synes jeg.
SletHvad bogen angår, havde jeg også sværget aldrig at læse den. Men helt ærligt, jeg blev for nysgerrig. Som man jo, igen, bare bliver, når det handler om Harry Potter.
Jeg var faktisk ret tæt på at kaste mig over den. Men det tog ikke ret lang tid og særlig meget viden om plottet, før jeg droppede det.
SvarSletDen lød meget som du beskriver den her faktisk. Og tænker jeg ingen grund har til den skuffende oplevelse. Derudover vidste jeg heller ikke helt hvordan jeg havde det med at skulle læse den som et manuskript fremfor en egentlig bog bog.
Så kom ret hurtigt frem til at det bare var en historie jeg skulle spring let og elegant udenom :)
Jeg læste faktisk også en del om plottet på forhånd. Og var meget forvirret. Så forvirret at jeg blev nødt til at købe bogen og læse det rigtigt. Og det blev ikke forbedret på den måde. Men, altså. Jeg havde ikke kunne holde nysgerrigheden ud alligevel.
SletHvad drama-formen angår, er det egentligt ok. Det var i hvert fald ikke dét, der ødelagde det for mig.
Jeg har ikke haft nogle ambitioner om at læse den - før nu. Din anmeldelse ramte mig et sted, så jeg nu virkelig har fået lyst til at læse den. Det skyldes måske lige meget fortsættelsen af historien, som det skyldes alle de ting der bare ikke fungerer.
SvarSletOg som en ekstra: fedt fedt fedt at læse en anmeldelse, hvor begejstringen virkelig ikke er stor (hvis den da overhovedet er der) og alligevel få lyst til at læse den!
Det er jeg faktisk rigtig glad for at høre! Jeg håber, du får en bedre oplevelse med bogen end jeg.
SletEn stor del af fejlen ved denne bog, er at det ikke er Rowling der har skrevet den.
SvarSletDet er John Tiffany og Jack Thorne. Rowling er kommet på idéen, titlen og har godkendt manuskriptet, men ikke selv skrevet et ord i det. Hvilket man også tydeligt kan mærke når man læser den.
Jeg er til dels enig. Og så alligevel ikke. For Rowling har givet tilladelse til at lade sit navn stå med stort, helt tydeligt på bogen. Og derfor må hun også stå til ansvar for bogens udformning, indhold og sprog. Jeg kan ikke forestille mig, at man som forfatter ville sætte sit navn på noget, man ikke kunne stå 110% inde for.
SletJeg vil nøjes med at nikke genkende til mange af de ting du allerede har skrevet, og ellers vente med andre tilføjelser til når jeg selv kommer med min anmeldelse i nærmeste fremtid. :)
SvarSletSpændende. Den glæder jeg mig til at læse :)
SletJeg har læst den og jeg var faktisk overraskende glad for bogen.
SvarSletJeg vil ikke sætte den op som denne ottende bog, eller denne 'fantastiske fortsættelse' - for det er den langt fra.
I mine øjne kunne den fungere lige så vel, som en af de ekstra bøger hun har skrevet (Quidditch gennem tiderne, fantastiske skabninger...) - for jeg oplevede den som en denne ekstra smagsprøve, skabt for at fodre sine fans, med lidt andet - et mellemmåltid, hvis du forstår.
Jeg var dog hverken skuffet eller ærgerlig over bogen og selvom at jeg kan nikke genkendende til mange af de ting, du skriver i din anmeldelse, så var jeg godt underholdt under min læsning.
Dejligt at du havde en god oplevelse med bogen! Jeg tror, mit problem er, at jeg ikke helt kan se, hvor den passer ind i forfatterskabet. Den er ikke en adskilt 'companion novel' som de andre, fordi den netop fører karaktererne videre. Fortæller os, hvad der skete. Omvendt er det ikke en fortsættelse, fordi det ikke er en officiel del af serien. Jeg aner ikke, hvad det egentligt er. Eller hvad det egentligt skal.
SletJeg kan personligt ikke se formålet i et mellemmåltid – mellem hvad? Og vi var ikke mætte efter det sidste punktum i bog 7? Måske er jeg også bare på tværs, fordi jeg reelt set ikke ønskede mig en fortsættelse på den her eller nogen anden måde. For mig sluttede serien, da den gjorde.
Men, altså. Jeg er glad for, du blev glad for et drys mere af Hogwartsverdenen. Det er helt sikkert også det, Rowling har haft som intention. At gøre sin fans glade. Det er jeg sikker på.
Jeg er fuldstændig enig i din anmeldelse omkring karaktererne og deres personlighed! Jeg synes helt klart ikke, at man skal associere denne bog med resten, for at man skal kunne lide den. Jeg synes den var meget fangende, men det er også det eneste gode ved den. Specielt Harrys karakter var frygtelig, og jeg kunne aldrig forestille mig, at han ville være så egoistisk, specielt ikke overfor sin egen søn. Jeg synes ikke at den syvendes bog slutning lagde op til, at deres forhold ville blive så anstrengt, og jeg synes faktisk at jeg kom til et punkt, hvor jeg synes at Harry var den karakter jeg mindst kunne lide. Han blev enormt usympatisk, og det var ikke den Harry jeg kunne kende fra bøgerne, så generelt synes jeg hellere, at den ikke skulle have været udgivet.
SvarSletDet er sjovt, fordi jeg kunne slet ikke rigtigt komme 'ind' i bogen. Det hele gik så hurtigt, at jeg faktisk slet ikke kunne nå at engagere mig i alt det, der skete. Det var ikke kedeligt, det var bare ikke ... medrivende. Jeg sad hele tiden og holdte øje med sidetallene.
SletOg du har helt ret ift Harrys karakter. Jeg forstår ham ikke. Jeg kan ikke kende ham. Men jeg kan bestemt heller ikke kende Ron, som næsten tangerer en parodi på Fred, Draco Malfoy som dukker råbende op hver andet minut – og Dumbledore, som har efterladt sig et tudbrølende maleri. Jeg forstår godt Harrys uforløste vrede i den sammenhæng, men i bog syv slog det mig netop, at han ved sin egen ofring *accepterede* Dumbledores beslutning og hans samtidige forræderi. Jeg kan ikke se, hvorfor det også skal blandes ind i forbifarten. Det blev i øvrigt heller ikke løst synderligt elegant, og det er nok i virkeligheden Dumbledores karakter, jeg synes, har trukket det korteste strå i det her teaterstykke. Han er så forsimplet.
Jeg synes simpelthen delen med Dumbledore der græd var så tåkrummende, at den eneste grund til, at jeg ikke smed bogen fra mig, var fordi jeg blev så chokeret! Handlingen ligger så langt væk fra Dumbledores karakter, at jeg synes det er helt til grin!
SvarSletJeg er så enig! Dumbledore er min yndlingskarakter, og jeg føler nærmest, Rowling begik et karaktermord. Tåkrummende er det helt rigtige ord.
SletÅh tak for denne anmeldelse! Jeg er selv dramatiker og bliver så uendeligt ked af, at hele verden tilsyneladende nu tror, at de ikke kan lide at læse dramatik, fordi de ikke kan lide dette ene værk - altså at det skyldes formen og ikke indholdet - og et drama kan og skal altså, som du skriver, også fungere som læseværk, og det er en vidunderlig genre, når det er skrevet ordentligt. Dejligt at møde en ligesindet, jeg var lige ved at opgive håbet :-) og tak for den inspirerende blog!
SvarSlet