"Hex" af Thomas Olde Heuvelt, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på engelsk – originalsproget er hollandsk. 2/5 stjerner.
Jeg læser sjældent gysere. Jeg er en kylling, og min krop reagerer næsten øjenblikkeligt med gåsehud, hvis nogen begynder at tale om onde ånder, mordgåder eller uforklarlige hændelser. Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på, dengang jeg som 13-årig så "The Ring", og jeg har relativt ofte mareridt om Voldemort. Jeg holder ikke til gyserfilm, og jeg duer slet ikke til de boglige gysere, som ofte trækker pinen længere ud.
Det var derfor med (en tung portion) tøven, jeg gav min læseklub ret i, at vi burde læse en gyser i oktober. Ingen af os er synderligt velbevandrede i genren, men en gyser skulle til i anledning af Halloween. Og en gyser blev det.
På bagsideteksten lyder "Hex" af Thomas Olde Heuvelt som en utraditionel gyser. Bogen lover nemlig en fortælling om en landsby, hvor en heks vandrer rundt med raslende kæder og sammensyede øjne. Hun er i stand til at transportere sig fra sted til sted og dukker ofte op i landsbybeboernes soveværelser, i deres haver, og går raslende og mumlende gennem byen. Hun er som sådan harmløs, fordi hendes onde øjne er syet i – men hendes tilstedeværelse betyder, at ingen af de bosatte i byen, kan flytte eller begive sig langt væk. De er forbandede; evigt forbundne til byen. Bliver de væk for længe, begår de selvmord. Og det er heksens skyld.
Heksens tilstedeværelse er en dyb hemmelighed. Men en flok landsbydrenge som er trætte af at være bundne til byen beslutter sig for at gøre op med hemmeligheden og dokumentere heksens færden via sociale medier. De håber, at afsløringen vil ødelægge heksens magt. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og de opdager det først for sent. Det siger bagsideteksten i hvert fald, men realiteten er en anden. Idéen om at afsløre heksen ophører hurtigt, og plottet går i en hel anden retning, end bagsideteksten antyder. Håber man på en gammeldags spøgelseshistorie mikset med moderne teknologi, bliver man skuffet. Det er slet ikke det, man får.
Det var derfor med (en tung portion) tøven, jeg gav min læseklub ret i, at vi burde læse en gyser i oktober. Ingen af os er synderligt velbevandrede i genren, men en gyser skulle til i anledning af Halloween. Og en gyser blev det.
På bagsideteksten lyder "Hex" af Thomas Olde Heuvelt som en utraditionel gyser. Bogen lover nemlig en fortælling om en landsby, hvor en heks vandrer rundt med raslende kæder og sammensyede øjne. Hun er i stand til at transportere sig fra sted til sted og dukker ofte op i landsbybeboernes soveværelser, i deres haver, og går raslende og mumlende gennem byen. Hun er som sådan harmløs, fordi hendes onde øjne er syet i – men hendes tilstedeværelse betyder, at ingen af de bosatte i byen, kan flytte eller begive sig langt væk. De er forbandede; evigt forbundne til byen. Bliver de væk for længe, begår de selvmord. Og det er heksens skyld.
Heksens tilstedeværelse er en dyb hemmelighed. Men en flok landsbydrenge som er trætte af at være bundne til byen beslutter sig for at gøre op med hemmeligheden og dokumentere heksens færden via sociale medier. De håber, at afsløringen vil ødelægge heksens magt. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og de opdager det først for sent. Det siger bagsideteksten i hvert fald, men realiteten er en anden. Idéen om at afsløre heksen ophører hurtigt, og plottet går i en hel anden retning, end bagsideteksten antyder. Håber man på en gammeldags spøgelseshistorie mikset med moderne teknologi, bliver man skuffet. Det er slet ikke det, man får.
“You adapted, and you made sacrifices. You did it for your children or for love. You did it because of illness or because of an accident. You did it because you had new dreams ... and sometimes you did it because of Black Spring.”
Jeg vil gerne indrømme, at jeg var skræmt fra vid og sans i løbet af bogens første 100 sider. Jeg læste med et hamrende hjerte og kunne slet ikke holde tanken om en heks med sammensyede øjne ud. Thomas Olde Heuvelt maler et stærkt billede af sin heks, og hun virker faretruende livagtig. Som den eneste karakter i hans bog.
For de karakterer det er meningen, man skal holde med, er slet ikke til at holde ud. Persongalleriet tæller en far, som har en yndlingssøn (og som ikke er bange for at sige det højt), en velmenende dreng i store problemer, en agressiv dreng hvis far udøvede hustruvold, og hustruen selv der er besat af landsbyheksen og kalder hende sin eneste ven, imens hun ofrer dyr og steger paté til hende. Desuden får man også glimt af landsbyens bryske betjent og et råd af ældre mænd, som uddeler straffe til alle dem, der truer landsbyens hemmeligheder. Ingen af dem føles troværdige, og det er svært at føle den store sympati, når heksen kaster dødsdomme til højre og venstre. Faktisk endte jeg med langt større sympati for heksen selv.
For de karakterer det er meningen, man skal holde med, er slet ikke til at holde ud. Persongalleriet tæller en far, som har en yndlingssøn (og som ikke er bange for at sige det højt), en velmenende dreng i store problemer, en agressiv dreng hvis far udøvede hustruvold, og hustruen selv der er besat af landsbyheksen og kalder hende sin eneste ven, imens hun ofrer dyr og steger paté til hende. Desuden får man også glimt af landsbyens bryske betjent og et råd af ældre mænd, som uddeler straffe til alle dem, der truer landsbyens hemmeligheder. Ingen af dem føles troværdige, og det er svært at føle den store sympati, når heksen kaster dødsdomme til højre og venstre. Faktisk endte jeg med langt større sympati for heksen selv.
“We still have human dignity. That stays intact, even if everything around us falls apart.”
Men karaktererne er ikke det eneste troværdighedsproblem i "Hex". Bogen skifter kurs mange gange undervejs og slutter i et imponerende rod af en finale, hvor hele byen mødes i et enormt blodbad. Forfatteren forsøger, i tråd med Shelleys "Frankenstein", at spørge om det onde er noget der fødes eller skabes, men det hænger ikke sammen med resten af bogens budskab. Hver anden side byder på et plothul, og den store finale er næsten uforståelig. Alting sker så hurtigt, at det slet ikke når at gøre indtryk. Det er ikke uhyggeligt, fordi der ikke er taget tid til sitren og kryben. Heuvelt leger ikke med antydninger eller bange anelser, han beskriver blot.
Jeg læste i bogens efterord, at Heuvelt i forbindelse med bogens oversættelse fra hollandsk til engelsk har omskrevet bogen. Originalt udspillede historien sig i en hollandsk landsby, og i den engelske version er historien i stedet flyttet til USA. Heuvelt har, at dømme efter sine egne ord, også lavet drastiske ændringer i bogens slutning og gjort den mere dramatisk – hvilket måske forklarer de mange plothuller undervejs. Jeg er ikke sikker på omskrivningens omfang eller betydning, for som Heuvelt selv skriver: nysgerrige læsere må læse den hollandske version. Og det kommer for mit vedkommende aldrig til at ske.
Jeg læste i bogens efterord, at Heuvelt i forbindelse med bogens oversættelse fra hollandsk til engelsk har omskrevet bogen. Originalt udspillede historien sig i en hollandsk landsby, og i den engelske version er historien i stedet flyttet til USA. Heuvelt har, at dømme efter sine egne ord, også lavet drastiske ændringer i bogens slutning og gjort den mere dramatisk – hvilket måske forklarer de mange plothuller undervejs. Jeg er ikke sikker på omskrivningens omfang eller betydning, for som Heuvelt selv skriver: nysgerrige læsere må læse den hollandske version. Og det kommer for mit vedkommende aldrig til at ske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar