"Radiance" af Catherynne M. Valente

"Radiance" af Catherynne M. Valente fra Tor Books. Udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Catherynne M. Valente er en af mine yndlingsforfattere, men hun er også en mystisk forfatter. Jeg læser hende ikke nødvendigvis for hendes historier og plots, men snarere hendes skrivestil som altid er så fantastisk og fremmedartet. Hendes bøger, er bøger man fordyber sig i. Man skal tage sig tid til at smage på snørklede sætninger, læse et par ordspil højt for at værdsætte deres lyriske kvalitet, og så skal man lære at leve med, at stemningen er vigtigere end forståelsen. For jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår, hvad hun vil sige. Jeg værdsætter bare, hvordan hun gør det.

"Radiance" er en klassisk Valente-bog. Det er en mærkværdig kombination af science-fiction, mysterie, steampunk, kærlighed og dokumentation af stumfilm. Bogen kredser primært om en forsvundet datter af en stor filmmager, som har viet sit liv til at dokumentere livet på de omkringliggende planeter. Bogen fører os dermed fra jorden til dekadente værtshuse på Mars og forskellige kultmøder på Neptun. Og på Månen danser tusinde kvinder i en glamourøs verden, der mest af alt minder om 20'ernes Hollywood. 

Rent strukturelt er bogen opbygget i mange kapitler med skiftende stilarter; Valente inkluderer brudstykker af de filmmanuskripter, hovedpersonen har udfærdiget, og skifter mellem synsvinkler på de, der kendte hovedpersonen og undrer sig over hendes forsvinden. Der er også inkluderet dagbogsnotater, avisartikler, interviews og lyriske passager i denne bog, som synes at bryde med enhver form.

“The Moon cares nothing for our cute little problems. She ate a thousand girls for lunch yesterday, and she was hungry again in an hour. She barely even looks at us. But I only have eyes for her.”

Jeg nød virkelig at læse "Radiance", men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg forstod bogen. Plottet var som sådan nemt at forstå – men på grund af bogens hoppende struktur og aldrig helt introducerede omgivelser, var det svært at følge med. Den kludredede tidslinje, de konstante skift mellem fokus på fader og datter, og de mange fortællestemmer gjorde bogen til sit eget mysterium.

Men det er netop det, man skal vide om Valente: hun er ikke bare en historiefortæller, hun er en stemningsformidler. Hendes bøger er forvirrende, fordi man skal føle forvirringen; hovedpersonens skæbne bliver uklar, og ligesom bogens mange karakterer, skal man som læser undre sig over, hvad i alverden, der er sket hende. For det handler ikke blot om at løse et mysterie om en forsvunden kvinde – det handler om etableringen af en myte, om de efterladte som i desperationen efter et svar, opfinder deres egne svar og historier. Det handler om at viderefortælle historier, og om det unikke filter vi alle kaster ned over virkeligheden.

“It's a fairy tale. A children's story. Not a funny or silly one, but one with blood and death and horror, because that's fairy tales, too. A kid got swallowed by a whale. A little Pinocchio. A little Caliban. It's all there. 

And, you know, in a fairy tale, the maidens are never dead - not really. They're just sleeping.”

Man kan mene, hvad man vil om Valente. Jeg vil godt kunne forstå, hvis flere ville kalde "Radiance" en forvirrende, usammenhængende og måske endda kedelig bog. For der sker så meget, at det sommetider føles som om, der slet intet sker overhovedet. Det er svært at følge med, og det er svært at regne ud, hvad det præcist er, man følger med i. Jeg tabte selv pusten flere gange.

Historien alene er ikke nok til at læse denne bog. Men det er sproget. Hvis du elsker lyriske stemningsbeskrivelser, overpyntede sætninger og et mærkværdigt univers helt ulig noget, du er stødt på før, så skal du læse denne bog.