"Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf

"Legenden om juleroserne" (org. titel "Legenden om julrosorna") af Selma Lagerlöf fra Eksistensen. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 1910). Læst på dansk – originalsproget er svensk. 4/5 stjerner.

Selma Lagerlöf er en legendarisk skikkelse. Hun levede og skrev i begyndelsen af 1900-tallet, og hun er i dag kendt for sin romantiserede skrivestil og særligt "Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige", som jeg endnu ikke har læst. Faktisk er "Legenden om juleroserne" den første af hendes bøger, jeg læser – men jeg tror bestemt ikke, det bliver den sidste.

"Legenden om juleroserne" er en slags eventyr. Det er en kort fortælling om en  røverfamilie, der lever som vilde i dybet af Göingeskoven. De lever et isoleret liv, og har ikke så meget med omverdenen at gøre – lige indtil røvermor og hendes børn slentrer ind i en smuk have, ejet og passet af en flok munke. Ingen af dem er dog synderligt imponerede; for i skoven hvor de bor, blomstrer der én gang om året en have smukkere end alle andre. En have der kun kommer til syne på selveste julenatten ... 

“Det kan godt være, at jeg ikke før har været inden for en havemur, men I munke, som er hellige mænd, burde vide, at den store Göingeskov hver eneste julenat forvandler sig til en blomstrende have ...”

Omdrejningspunktet i "Legenden om juleroserne" er en blomstrende have, og bogen foregår delvist om sommeren. Røvermoderen svarer igen, da hun bliver hånet for sin bedrevidenhed, og inviterer en af munkene til at bevidne julemiraklet; et mirakel der forekommer munken umuligt, da han ser hvor simpelt og ukunstfærdigt, røverne lever. Kan sådanne mennesker virkelig kende til skønhed? Og vil frelserens have virkelig blomstre for dem – lovbrydere, som de er? 

Der er ingen nisser, julemænd eller juletræer i Selma Lagerlöfs lille bog. På trods af det, emmer den med julestemning alligevel; for den handler om mirakler, om godhjertethed og gavmildhed mod fattige, og mest af alt handler det om tro; troen på Gud, men også troen på mirakler og fænomener, der ikke kan forklares med rationalitet. 

“Og hvert år sender den sine hvide blomster og grønne stilke op af mulden ved juletid, som om den aldrig har kunnet glemme, at den engang har vokset i den store julehave.”

Kristendommen spiller en stor rolle i Selma Lagerlöfs forfatterskab – og også i denne lille julehistorie, som nærmest har en evangelistisk karakter. Men det gjorde mig ikke spor, for bogen er langt fra prædikende eller belærende. 

I stedet er den skrevet i et levende og hyggeligt oplæsersprog; når man læser den for sig selv, er det næsten umuligt ikke at mindes juleoplæsningen i folkeskolen, omgivet af barnelatter, kalenderlys og ferieforventing. Den lune fortællerstemmen gør bogen til en af de sødeste julehistorier, jeg har læst i lang tid. Og det på trods af dens umiddelbare mangel på traditionelle juleelementer.