At skrive om at skrive

Trisse Gejls samtidsroman, "Siden blev det for pænt" er en fortælling om Trine Vedel, som er en kvindelig forfatter fanget i midtvejskrise og evig venteposition; med hænderne i skødet venter hun magtesløst på, hendes ægteskab vil falde fra hinanden, at smerten over hendes brors død vil forsvinde, og at inspirationen til hendes tredje roman vil dukke op. Ventetiden fordriver hun med sanseløse branderter, ligegyldige affærer og halvhjertede forsøg på at skrive en kærlighedsroman.
"Siden blev det for pænt" efterlod mig med stor begejstring og en vedvarende summen af tanker. Tanker om læsning, fortolkning og skrivning, der ville få enhver litteraturelsker til at standse op et øjeblik. For udover at være en diskussion af det moderne menneskes jagt på lykke, er "Siden blev det for pænt" også en forfatters fremstilling af en anden forfatter. Trine Vedels forfatterskab lægger sig nærmest som et metafiktivt lag over dele af fortællingen, og tillader Trisse Gejl at skrive om at skrive. Tidligt i romanen formuleres Trine Vedels forfatterkvaler med følgende sætning:

“Jeg længes efter et rigtigt liv, hvor det er mig selv der mærker regnen på huden, og ikke en eller anden fiktiv figur.”

Et af Trine Vedels største problemer er nemlig, at hun savner autencitet. Hun vil ikke skrive og skabe fiktive personligheder med sine ord - hun vil skabe dem med sine følelser. Bogen er fyldt med Trine Vedels refleksioner over sammenhængen mellem romaner og deres forfattere. En sammenhæng som hun mener, må eksistere i højere eller mindre grad.

Denne forestilling bliver dog fuldstændig punkteret, da Trine Vedel får mulighed for at interviewe hendes store forfatteridol Richard Ford, og han fuldkommen benægter enhver sammenhæng mellem ham og hans hovedperson. Ifølge ham er hans karakterer udelukkende sproglige konstruktioner og ren fiktion. Efter interviewet vakler Trine Vedel ud, forvirret og desillusioneret. Det billede hun havde skabt sig af sin yndlingsforfatter viste sig at være en hul løgn - og hun føler sig snydt.

Diskussionen om sammenhæng mellem forfattere og deres bøger, har altid interesseret mig, for til en vis grad er det langt nemmere at forholde sig til, at forfattere skriver en brøkdel af dem selv ind i deres tekster og deres karakterer, frem for at forestille sig en utydelig forfatterskikkelse gemt væk bag en klinisk distance af ren fiktion. Som læser vil man gerne læse en bog og tro på, man har fået et glimt af forfatteren bag - måske fordi, det tilføjer en vis grad af intimitet til læsningen. Men det betyder nødvendigvis ikke, det altid er sådan.

Interessant nok opdagede jeg dog, at Trisse Gejl rent faktisk selv har interviewet Robert Ford engang - hvilket har startet en kæderække af spekulationer over bogens egen autencitet. Er Trine Vedel mere end en sproglig konstruktion? Og er hendes dybe tro på sammenhængen mellem forfattere og deres karakter i virkeligheden en afspejling af den sammenhæng, hun selv er skabt med af hendes egen forfatter? Således stiller "Siden blev det for pænt" ikke kun spørgsmålstegn ved hele skriveprocessen - men også læsningen selv. Og det kan jeg egentligt meget godt lide.