Ironisk præcision og jagten på et sted at græde

På mange måder var den lille bog med den lyserøde forside og bemærkelsesværdige titel en særpræget læseoplevelse for mig. I "Der er ingen steder at græde her" fortæller Britt Tippins en historie om en tilsyneladende lykkelig kernefamilie bestående af Maria, hendes mand Peter og deres søn. Forhåbningerne om endnu et barn i familien begynder at veje tungt, da Maria ikke kan blive gravid, og fertilitetsbehandlinger bliver en integreret og anstrengt del af familiens hverdag. Enhver form for spontanitet og glød afvises til fordel for rutiner, skemaer og ægløsning.

Et minimalt resumé af romanen kan således hurtigt afsløre et væld af temaer og motiver, og på den måde er man som læser aldrig et øjeblik i tvivl om, hvilken retning plottet bevæger sig hen imod. Britt Tippins kradser hurtigt glimmeret af kernefamiliens glansbillede og begynder et velkendt opgør med de polerede overflader og den tilhørende romantisering. Nærvær og nutidsfølelse vejer tungt gennem siderne, og hovedpersonen Maria forsøger konstant at famle sig frem til den knap, der kan slå autopilot-indstillingen fra.

Britt Tippins skriver sig dermed ind i et velkendt tema og en lang række af moderne romaner, og netop da jeg havde afskrevet bogen som noget velkendt, stødte jeg på noget forunderligt. Et sært lille krumspring af en sætning dansede ind i mit synsfelt, og den ramte fuldstændig plet. 

“Man siger, at det er lettere at være anonym i en storby end ude på landet, at de blaserte blikke ikke ænser andre mennesker, men den påstand er noget vrøvl. En eneste gang lod jeg teorien komme på prøve og tudede uhæmmet fra hjørnet af Vestergade til Skindergade, og mindst fire fremmede mennesker standsede mig på ruten for at spørge, om der var noget i vejen (hvad havde de forestillet sig, at jeg ville svare på det?), mens fem gange så mange gloede på mig, som om jeg havde fuldskæg. Nej, københavnere var konsekvent hjælpsomme, og byen omklamrede mig som en beruset klassekammerat til en genforeningsfest. [...]

Efterhånden gav jeg op; der var ingen steder at græde her.” 

Måske skyldes min begejstring for ovenstående passage, at jeg selv har prøvet at flygte fra fremmedes velmenende blikke med tårer i øjnene, måske skyldes det, at hele idéen om anonymitet i en menneskemængde er en skrøne, eller måske er det blot Britt Tippins' sans for det tragikomiske, der tiltaler mig. Uanset hvad blev hele min læseoplevelse præget af den så ironisk præcise formulering.

Linjerne beskriver nemlig ikke kun mentaliteten i Københavns menneskefyldte gader, men derimod også Marias stigende behov for et frirum og en privat sfære - et sted at være sig selv og et sted at græde. Overalt i bogens forløb er hun omgivet af irriterende og elskelige personligheder, der stiller sig i vejen for blot én enkelt glinsende tåre. På arbejdet stiller kontorstriglen Sarah nærgående spørgsmål, i hjemmet er Maria bevogtet af uskyldige barneøjne, en aldrende svigerfar og en distanceret mand. I Tivoli bliver hun nedstirret som var hun pædofil, og i Esbjerg forelsker hun sig i en illusion. Der er ingen steder at græde, ingen steder at tale frit, og ingen steder at smide masken for blot et øjeblik - og det er dét, der determinerer hele romanens udfald. 

Selvom Marias kamp for et sted at græde er absurd, er konklusionen på hendes søgen uendeligt skrøbelig og tankevækkende. For hvis der ikke er et sted at græde, betyder det vel, at vi skal smile hele tiden. Og kan man det?