"The Princess Bride" af William Goldman

"The Princess Bride" af William Goldman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1973). 5/5 stjerner. 

Dette er en kompliceret bog at referere og genfortælle; for den er fyldt med historier og historier om historier. Goldman leger med et drilsk glimt i øjet med sin læser, og skaber to sideløbende plotlinjer, der ofte sammenfiltres og blandes.

En stor del af "The Princess Bride" er en fortælling om Goldman selv og om en bog, hans far læste højt for ham som barn. Goldman forsøger at overtale sin egen søn til at læse "The Princess Bride" af S. Morgenstern, men indser hurtigt hans far sprang alle de kedelige og besværlige dele af bogen over ved sin højtlæsning. Derfor beslutter Goldman sig for at omskrive "The Princess Bride", og herefter følger den egentlige kernehistorie i form af det eventyr, Goldman elsker så højt. (Ironisk nok findes der ingen S. Morgenstern, og "The Princess Bride" er Goldmans helt selvopfundne eventyr.)

Eventyrsdelen i "The Princess Bride" følger en smuk pige ved navn Buttercup, hendes fejlagtige forlovelse og hendes ægte sværd-fægtende kærlighed. Eventyret veksler mellem det yndige og det komiske med elementer af fægtning, tortur, gift, hævn, kærlighedskys, modige helte, mirakler og kæmper.

“This is my favorite book in all the world, though I have never read it.” 

Med sit regnbuefarvede blæk udtværer William Goldman linjen mellem virkelighed og fiktion. Han inddrager sig selv i sin egen fortælling, og fortæller om faktiske begivenheder i sit liv, samtidig med han skaber glitrende spindelvæv af sludder og vrøvl, løgne og fantasi. Han skriver side efter side om S. Morgensterns fantastiske bog, som hans far læste højt for ham som barn (selvom bogen og Morgenstern ikke eksisterer), han fortæller en rørende historie om, hvordan Morgensterns "The Princess Bride" ændrede hans liv og gav ham en uudslukkelig tørst for bøger, og han slutter af med et brændende ønske om at dele denne læseoplevelse med sin egen søn (selvom Goldman slet ikke har en søn, men derimod to døtre). Han iscenesætter sig selv som en videregiver af en allerede skrevet historie - og han bruger sit eget navn som en fiktiv karakter i bogens labyrintspil. 

På den måde indeholder "The Princess Bride" ikke blot en historie - den indeholder også en historie om en historie, en ornamenteret rammefortælling. Ved at blande sig selv ind i sin egen fiktion, fortæller Goldman om, hvordan en barndom kan blive præget af bøger, og et liv kan blive formet af ord. Værdien af en kærlig forælders højtlæsning og sporene fra en tidlig barndomsbog bliver hyldet i "The Princess Bride". Bogen er både et eventyr om yndige piger og tapre mænd - men også et eventyr om læsningen selv. Og det er dét, der gør den så usigeligt smuk.

Efterhånden som Goldman skifter emne, og kapitlerne langsomt orienterer sig mod den egentlige kernehistorie, eventyret selv, opstår løbende kommentarer og metafiktion. Goldmans fortællerstemme adresserer læseren direkte og advarer om katastrofer i de ventende kapitler eller indsætter noter og kommentarer om eventyrets morale. Lange diskussioner om hvad retfærdighed egentligt er, og hvad man egentligt kan forvente af et eventyr dukker op, kærligt indpakket i parenteser og sidenoter. Den mest elskelige karakter i "The Princess Bride" er således Goldman selv.

“Her heart was a secret garden and the walls were very high.”

I virkeligheden kunne man sagtens springe Goldmans lange intro-overvejelser og vedvarende kommentarer over, og fokusere på eventyrsplottet i stedet. Det ville blot være en skam; for så meget humor, stemning og læselykke ville blive tabt undervejs. Historien ville derved forvandle sig fra en ekstraordinær fortællerleg til et vanvittigt og fuldstændig uforudsigeligt eventyr.

Det inderste historielag er nemlig ikke blot et pudsigt, bedårende og hurtigt-bevægende eventyr tilsat en smule fantasy-drys; det er også en charmerende lille vittighed. Alt fra navngivelser til handlingsforløb udstråler naturlig satire. Karakterernes navne varierer fra en prinsesse ved navn Buttercup, en hest ved navn Horse, en ondskabsfuld prins ved navn Humperdinck, og inkluderer desuden en hævngerrig spanier der bliver ved med at mumle: “My name is Inigo Montoya. You killed my father. Prepare to die” igen og igen. Ligeledes arbejder mirakeludøveren Miracle Max med at fremstille chokoladerovertrukne genopstandelsespiller, altimens sværd klirrer og øjne lyner. Fra ende til anden er eventyret et herligt roderi af kaos og morskab. 

På trods af denne kendetegnende satire indeholder bogen dog også glimt af dybde og inderlighed. Smukke citater flakser rundt som tusinde sommerfuglevinger i den tætskrevne tekst, og det ægte kærlighedskys er målet, der arbejdes stædigt henimod. Buttercups hjerte bristes og knuses flere gange - og ligeså gør læserens. Bogen kaster en medrivende fortryllelse på sin læser, og det er umuligt at lægge den fra sig for blot et øjeblik. Den endelige finale er en hektisk nedtælling og en neglebidende pirrende kamp mellem godt og ondt; kærlighed og had. Jeg befandt mig på kanten af lænestolen i en tilstand af dyb koncentration, indtil jeg vendte den sidste side.

"The Princess Bride" er et enestående værk, fordi den fik mig til at glemme alt omkring mig. Den trak mig ind i en genkendelig historie om læsemæssig indflydelse og litterære livsstier - og den gav mig et eventyr med både komik og skødesløs elegance. I krydsfeltet mellem en overdrevet ekstravagant skrivestil og en simpel erkendelse af højtlæsningens magi, befinder denne bog sig i mit hjerte. Og der vil den forblive, ligeså længe jeg lever, og ligeså længe jeg læser. For når alt kommer til alt, er det netop dét, bogen handler om; læsningens indvirkning på livet og livets indflydelse på læsningen.

“‘Well, you haven’t once said you loved me.’ 

‘That’s all you need? Easy. I love you. Okay? Want it louder? I love you. Spell it out, should I? I ell-oh-vee-ee why-oh-you. Want it backward? You love I.’”