Heltinde-hyldest #1: Introduktion

“Even now I'm not really sure which parts of myself are real and which are parts I've gotten from books.”

Nogle gange gemmer bøger på personligheder, der er større end historien selv. Når en bog har dannet uberørt støv på min bogreol i flere år, og jeg har glemt dens handling og plot, kan jeg sommetider endnu fremkalde mig dens karakterer. Jeg har en tendens til at knytte mig i højere grad til karakterer end til historier; og til at huske dem længe efter deres historie er endt og den egentlige bog er glemt. Jeg er endnu omgivet af navne fra barndomsbøger, jeg aldrig helt har givet slip på. Fiktive karakterer jeg har knyttet mig til over så lang tid, at de pludselig er mere end blot hovedpersoner; de er blevet mine heltinder.
Da jeg voksede op, var mit største barndomsidol ikke Askepot i hendes fejende blå kjole fra Disneys filmatisering. Ej heller var det Emma fra Spice Girls eller den uhyggeligt velproportionerede Barbie. Ulogisk nok trådte mit største barndomsidol og helt store heltinde ud af en bog. Hun hed Emily Byrd Starr, og var skabt og skrevet af L. M. Montgomery, som i forvejen var kendt for sin Anne-figur. Jeg havde læst og elsket mange bøger, før jeg mødte Emily i en slidt biblioteksbog - men aldrig var jeg blevet påvirket så dybt af nogen, som jeg blev af Emily. Jeg ville være hende. Jeg forsøgte at tale som hende. Jeg drømte om sort hår og grå øjne, og jeg døbte alle mine Belleville-figurer Emily, i hendes ære. Hun blev mere end en hovedperson i en bog, hun blev en heltinde. Jeg idoliserede hende.
Senere mødte jeg Lyra Belacqua, Alice, March-søstrene, Hermione Granger, Luna Lovegood, Elizabeth Bennet, Margaret Hale, Jane Eyre, Anne Elliot og Dorothea Brooke, som alle gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Et påfaldende antal af mine yndlingsbøger er karakteriseret ved deres dragende kvindelige hovedpersoner. Beundringsværdige, fascinerende og inspirerende heltinder, jeg gennem hele bøger brændende har ønsket det bedste for. Fiktive personligheder jeg er kommet til at holde af, og aldrig har været i stand til at slippe igen.

For nylig læste jeg en bog om netop dette emne, der gav mig alverdens stof til eftertanke. En bog om litterære heltinder, og de folk der vælger dem. "How to Be a Heroine" af Samatha Ellis. I den søger Samantha Ellis tilbage til sine mest elskede heltinder, genlæser bøgerne de kom fra, og forsøger at forstå, hvor hendes fascination opstod. Hun opdager, at hendes barndomsheltinder slet ikke var så genkendelige uden naivitetens lyserøde filter, hun finder mønstre i sine præferencer, og undervejs går det op for hende, hun sommetider har holdt med den forkerte; at hun hele sit liv har glorificeret Catherine Earnshaw, når hun burde have beundret Jane Eyre i stedet.
Samantha Ellis' projekt inspirerede mig i så høj grad, at jeg har besluttet mig for at gøre det samme. Her på bloggen vil jeg løbende genlæse og genopleve mine største heltinder, og diskutere dem med jer. Jeg vil både hylde den store indflydelse visse litterære kvindeskikkelser har haft på mit liv, og samtidig genoverveje deres betydning. Jeg vil fortælle hvorfor, jeg foretrækker Amy frem for Jo i Louisa May Alcotts "Little Women", og jeg vil undersøge, hvorfor Fanny Price fra "Mansfield Park" er så dybt problematisk. Jeg vil genopleve både Emily og hendes Månegård samt Anne og hendes Grønnebakke, for derefter at finde ud af, hvorfor den ene forekom mig så langt mere tiltalende end den anden. Jeg vil synliggøre Anne Elliot som den største omvæltning i Austens forfatterskab, og jeg vil atter vende tilbage til dengang, Luna Lovegood stjal Hermione Grangers rampelys (i mine øjne). Jeg vil glødende fremhæve den oversete Dorothea Brooke fra "Middlemarch", og jeg vil opspore den specifikke heltinde-type, jeg altid faldt for i mine barndomsår.
Det bliver et stort og omfattende projekt; en langvarig genopdagelsesrejse, og jeg håber I vil være interesserede i at foretage den sammen med mig. Indlæggene vil dukke op løbende og usystematisk; og det første af slagsen vil komme i næste weekend, hvor jeg vil nedskrive mine tanker om den, muligvis, mest ikoniske heltinde nogensinde; Elizabeth Bennet. 

Jeg har efterhånden længe udsat og overvejet dette lille indlægsprojekt - og spekuleret på, hvorvidt der var læsere til det eller ej. Men jeg er nået frem til, at jeg simpelthen ikke kan lade være, uanset hvad. Alt for ofte optager karakterdiskussioner tyve linjer i mine boganmeldelser, uden jeg formår at komme så langt i dybden med dem, som jeg gerne vil. Jeg elsker fiktive karakterer - og jeg vil gerne diskutere dem et sted, hvor der er mere plads til det.
I virkeligheden tror jeg også, de karakterer man som læser sympatiserer med, afslører store dele af ens inderste. Et valg mellem Scarlett O'Hara eller Melanie Hamilton, Elinor eller Marianne Dashwood, Susan eller Lucy Pevensie, siger måske langt mere om læserens personlighed end om forfatterens karakterskabelse.