"Om skønhed" af Zadie Smith

"Om skønhed" (org. titel "On Beauty") af Zadie Smith, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner. 

Den egentlige hovedperson i Zadie Smiths vittige samfundsroman hedder Howard. Navnet er hentet fra E. M. Forsters klassiske roman "Howard's End", og ligeså er store dele af plottet.
Ligesom E. M. Forster, skriver Zadie Smith om anstrengte forhold mellem familier, og deres vedvarende krydsende veje. Romanen tager næsten form som en familiesaga, der beskæftiger sig med hvert kernemedlem af Belsey-familien og Kipps-familien.
Howard Belsey er en midaldrende mand fanget i både intellektuel og eksistentiel krise; hans utroskab har nedslidt hans ægteskab, og hans ambitiøse bog om Rembrandt er endnu uskrevet. Dertil har hans værste fjende og største kritiker, Monty Kipps, udgivet en enormt succesfuld bog om Rembrandt, og er lige ankommet som gæsteforelæser på Howards universitet.
Howard og Monty befinder sig i et intenst og næsten håbløst ærkefjendskab, der kun besværliggøres af deres koner, som bliver veninder, og deres børn som bliver bekendte. Tilsyneladende kan de to familier slet ikke undslippe hinanden.

“Jeg er i virkeligheden meget egoistisk. Jeg har levet for kærligheden. Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for verden - min familie, ja, men ikke verden.” 

Zadie Smith er et forfatternavn, der længe har befundet sig på min indre læseliste. Jeg har drømt om at stifte bekendtskab med den britiske forfatter og hendes så roste romaner. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da jeg genkendte hendes navn på en slidt bogryg til bibliotekets bogudsalg. Jeg betalte en femmer og blev en boglig mursten rigere.
Jeg besluttede mig altså for at læse og købe "Om skønhed", simpelthen fordi den pludselig befandt sig lige foran mig. Set i bakspejlet burde jeg måske have undersøgt Zadie Smiths forfatterskab nærmere på forhånd - og valgt en af hendes andre bøger som introduktionslæsning. For selvom "Om skønhed" var en god bog, var den ikke den  ubetingede succesoplevelse, jeg havde håbet på. Mit læsemæssige problem opstår allerede i romanens struktur.
Fordi "Om skønhed" udfolder sig som en blanding mellem en familiesaga og en sæbeopera, beskæftiger dens kapitler sig med et virvar af karakterer. Perspektivet skifter konstant mellem den komisk nedtrykte Howard Belsey, hans stærke kone Kiki og deres tre børn; den intellektuelle Zora, den hiphop-entusiatiske og slang-talende Levi, og den lidt ældre  og distancerede Jerome, der er beklageligt forelsket i Monty Kipps datter, Victoria.
De forskellige karakterer fører læseren til vidt forskellige scenarier; Kiki indleder et dybtfølt venskab med Monty Kipps kone, Zora forsøger at skrive lyrik, Levi bliver betaget af radikale idéer, Jerome surmuler i stilhed, og Howard udøver Bridget Jones-lignende uheld, imens han forsøger at bevare et intellektuelt image.
Der er mange subplots indarbejdet i bogens forløb; og som altid er jeg efterladt med en følelse af, at nogle karakterer fik langt bedre historieforløb end andre. Alt for meget tid bliver spildt på den usympatiske Zora, hendes (håbløse) forsøg på at tænke poetisk og på at fange opmærksomheden fra en af hendes tiltrækkende medstuderende. Egentligt fandt jeg Levis gradvise slingren ind på et sidespor mest interessant; men han var samtidig ulidelig at læse om på grund af en distraherende accent i hans tale. Howards ufrivillige komik og skildringen af det hykleriske universitetsmiljø blev således min største læsemotivation.

“Og således skete det igen, det daglige mirakel, hvorved det indre åbner sig og får tilstedeværets blomst til at folde sine millioner af kronblade ud, her, i verden, blandt andre mennesker. Det var hverken så svært, som hun havde troet, at det ville være, eller så nemt, som det så ud.”

Dermed ikke sagt, at romanen er uden værdi; for den gemmer på adskillige øjeblikke af stor brillians. Zadie Smith gør sin samfundskritik spiselig ved hjælp af al den humor og varme, hun indarbejder i de to fjendske (og dog sammenknyttede) familier.
Et af hovedtemaerne i "Om skønhed" er diskussionen af kulturforskelle; både Belsey- og Kipps-familien tilhører den sorte middelklasse (med undtagelse af Howard, der atter skiller sig med sin bleghed), og tillægger deres etnicitet særlige betydninger. Ligeledes er den stærke modvilje mellem Howard Belsey og Monty Kipps et billede på to vidt forskellige akademiske tilgangsvinkler, og er gennemsyret af dobbeltmorale og selvmodsigelser. Smith sætter spørgsmålstegn ved måderne at være intellektuel på - og, som titlen hentyder, måden at være smuk på. Resultatet er en mangfoldighed af karakterer med helt særegne præg af både skønhed og intelligens.
Under min læsning stødte jeg på vidunderligt fine betragtninger og passager, og jeg blev ellevild med Smiths tørt kommenterende skrivestil og spiddende observationer. Plottet vandt mig dog ikke nødvendigvis over; måske på grund af dets mange uigennemskuelige omveje, måske på grund af dets omfang, eller måske på grund af en hærskare af karakterer, der alle tilføjer deres egne dramaer, og ultimativt skubber bogen over absurditetens målstreg. 

Har I læst noget af Zadie Smith? Og tror I, jeg vil kunne lide en af hendes andre bøger bedre?