"Rags & Bones" af Melissa Marr og Tim Pratt

"Rags & Bones" redigeret af Melissa Marr og Tim Pratt, fra forlaget Headline, udgivet i 2013. 3/5 stjerner. 

Denne antologi er en blanding af det velkendte og det ukendte. "Rags & Bones" indeholder 12 genfortællinger af klassiske romaner/noveller/eventyr, skrevet af 12 vidt forskellige forfattere. Bl.a. genfortæller Neil Gaiman Brødrene Grimms udgave af "Tornerose", mens Garth Nix omskriver Rudyard Kiplings "The Man Who Would Be King", og Kami Garcia bidrager med sin egen version af eventyret om Rumleskaft.
Alle 12 genfortællinger har en kort novelle-lignende form, og alle forfatterne indarbejder elementer af det mytiske, det grusomme og det fantastiske i deres fortolkninger af de klassiske historier. Hver genfortælling er efterfulgt af et lille efterord, hvor den pågældende forfatter redegør for sit valg af historie og fortællermetode.
Bogen kan sagtens læse uden et dybere kendskab til klassikerne bag - selv kendte jeg langt fra alle inspirationskilderne til forfatternes genfortællinger; men til gengæld blev jeg inspireret til at undersøge nogle af dem nærmere.

“He tells me that he loves me, and I smile at him. He wants me to say the words, but he does not demand it. I will say them one day. I will lie to him, and he will trust me then. He is a child in this, wanting love so desperately that he has caged me here and trains me like a pet. I will bide my time.” - Melissa Marr, "Awakened"

I virkeligheden vil det altid være uretfærdigt at reducere en læst novellesamling til et simpelt antal stjerner. Novellesamlinger vil altid være en balancegang mellem det elskelige og det kedsommelige; den endelige bedømmelse vil alt for ofte kun være middelmådig for at afspejle de noveller, man sprang over, og de noveller man grådigt fortærede. Er det meningen man skal elske alle noveller i en novellesamling eller antologi? Jeg tvivler. Især når det kommer til en samling vidt forskellige forfattere, der skriver til et bredt publikum. Det er nok snarere intentionen, at man skal opdage nye forfattere og nye noveller, som man elsker, og ignorere resten. Jeg tror altid, novellesamlinger som denne skyder med spredehagl.
Min middelmådige bedømmelse af "Rags & Bones" skal derfor ikke tages for bogstaveligt. Bogen var alt, hvad jeg troede den ville være, og jeg er ikke skuffet. Jeg måtte opgive adskillige noveller undervejs - mens andre fyldte mig med inspiration, læsefeber og endeløs beundring. Der er stor forskel på en helhedsvurdering og enkelthedsfortabelse. 
Naturligvis var det, fra første gang jeg hørte om bogen, forudbestemt at jeg ville elske Neil Gaimans bidrag. Hans "The Sleeper and the Spindle" er en tankevækkende genfortælling af eventyret om Tornerose, fortalt i Gaimans lyriske simplicitet og fyldt med hans britiske humor. Eventyret bliver i hans hænder omdannet til en besynderlig blandingsform, hvor forskellige eventyrsverdener ramler sammen i novellens sidste linje for derefter at tilføje en uforudset dybde til en genkendelig historie. 
Antologien introducerede mig også til nye forfattere, og deres genfortællinger ledte mig på sporet af nye klassikere. Holly Black omskriver Joseph Sheridan Le Fanus "Carmilla", så sympatien hviler på den unge vampyrpiges side. Jeg har kun for nylig hørt om "Carmilla", og Holly Black gjorde mig yderligere opmærksom på, hvor meget jeg drømmer om at læse den. Blacks genfortælling er fyldt med mørke, venskab og dødsmærket kærlighed, og den giver genlyd af sorg og misforståelse.
Ligeledes fik Melissa Marrs novelle mig til at købe bogen, den er baseret på. Marr omformer Kate Chopins feministiske værk "The Awakening" til en historie om en havfruelignende skabning, der tvinges til et liv på landjorden på grund af en besidderisk og voldelig mand. Havfruen higer efter en opløsning i bølgerne; en destruktiv frigørelse fra de bånd, der binder hende fast. Marrs mytiske fortælling var så rammende, at jeg nu ikke kan vente med at læse den bog, der inspirerede hende.

“The trees in the Forest of Acaire were pressed thickly together, and the forest floor was dark. A century before, it had been a forest only in name: it had been hunting lands, a royal park, home to deer and wild boar and birds beyond counting. Now the forest was a dense tangle, and the old paths through the forest were overgrown and forgotten. The fair-haired girl in the high tower slept. All the people in the castle slept. Each of them was fast asleep, excepting only one.” - Neil Gaiman, "The Sleeper and the Spindle"

Blandt de middelmådige bidrag, fandt jeg en overfladisk fornøjelse i Kami Garcias fortolkning af eventyret om Rumleskaft, som dog frustrerede mig med dens forudsigelighed. Jeg læste Kelley Armstrongs version af W. W. Jacobs' "The Monkey's Paw" med en følelse af, at historien ikke var omskrevet; snarere moderniseret, og jeg studsede over Margaret Stohls genfortælling af "The Castle of Otranto", der mest af alt bare føltes som en slidt kliché.
To af novellerne blev umulige for mig at færdiglæse og jeg har endnu ikke regnet ud, hvorvidt det skyldtes min manglende baggrundsviden om de oprindelige historiekilder, min svindende koncentration, eller de pågældende forfatteres skrivestil. Jeg opgav Saladin Ahmeds genfortolkning af "The Faerie Queene", samt Carrie Ryans omskrivning af E. M. Forsters roman "The Machine Stops" efter blot få sider.
Selvom jeg ikke elskede alle noveller i "Rags & Bones" betingelsesløst, blev mine oprindelige ønskedrømme for læsningen dog alligevel opfyldt. Antologien var en ligelig blanding af klichéer og originalitet. Der var noveller, jeg ikke kunne færdiggøre, og noveller jeg elskede fra første sætning. Skinnende perler og glitrende diamanter dukkede op i form af simple ord, og jeg fandt nye noveller at værdsætte og et par uberørte klassikere at læse. Og jeg tror, det er dét, der er den sande mening med genfortællinger, trods alt.