"The Pursuit of Love" (Radlett & Montdore #1) af Nancy Mitford

"The Pursuit of Love" af Nancy Mitford, fra forlaget Fig Tree, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1945). 3/5 stjerner. 

Nancy Mitfords første bog i trilogien om den dybt komiske og larmende Radlett-familie er en komisk affære, der behandler opvækst, ægteskab og kærlighed.
"The Pursuit of Love" introducerer familien Radlett og deres hektiske liv under mellemkrigsperioden. Familien Radlett er en uhyrlig kaotisk familie, og alverdens grinagtige episoder udspiller sig i deres hjem. Bogen fokuserer særligt på datteren Linda, og hendes forsøg på at forene ægteskab med kærlighed. En færd der egentligt er dybt tragisk, men som omdannes til noget let og humoristisk i Mitfords kyndige hænder.

“Always either on a peak of happiness or drowning in black waters of despair they loved or they loathed, they lived in a world of superlatives.” 

Som titlen så fint indikerer, er "The Pursuit of Love" en fortælling om en utrættelig jagt efter kærlighed. En forfølgelse der sender bogens karakterer på lange rejser og efterlader dem i umulige situationer. En af døtrene i familien Radlett stikker af til Hollywood for at gifte sig med en skuespiller, en anden af døtrene gifter sig tidligt med en mand tyve år ældre end hende selv blot for at behage sine forældre, mens hovedpersonen Linda kaster sig frygtløst ud i både ægteskab, skilsmisser og affærer.
Historien fortælles ligeledes set gennem Fannys øjne. Fanny er blevet tidligt efterladt af en mor, der flyver og farer og umuligt kan binde sig til én mand, og derfor er Fanny endt hos Radlett-familien i stedet. Fannys mor dukker løbende op i historiens forløb; som en formløs skygge uden navn, og et hoverende varsel for Lindas skæbne. Ægteskaberne og forholdene der portrætteres i "The Pursuit of Love" er vidt forskellige; men kærlighedsjagten er ens for alle bogens kvindeskæbner.
Selvom Mitford lader sine karakterer få tragiske præg, er bogen alligevel komisk læsning. En kendetegnende tør britisk humor flyder gennem siderne, og ind i karaktererne der næsten overgår hinanden i absurditet. Barndomsglimt fra Radlett-børnenes opvækst afslører bl.a. en jagt-besat far, der en gang årligt skiftede byttedyr ud med sine egne børn, og gik på "børne-jagt" (dog uden at skyde) for at få luftet sine heste, trænet sine hunde og opdraget sine børn. Radlett-familien er vanvittigt støjende, larmende og, fordi ingen af døtrene er tilladt nogen form for skolegang, også chokerende ignorant. På trods af historiens tragiske undertoner, formår Mitford således at vende det hele til en næsten overdrevet komedie.

“Life is sometimes sad and often dull, but there are currants in the cake, and here is one of them.”

Det er svært for mig at forme en præcis holdning om denne bog. For den gjorde, hvad den skulle, og den gjorde, hvad jeg vidste, den ville. Den underholdt mig med dens britiske humor og dens tørt konstaterende tone; og den gav mig en historie, jeg havde lyst til at læse, og lyst til at finde ud af mere om. Jeg kan ikke nødvendigvis sætte fingeren på et irritationsmoment eller et problem, men bogen overvældede eller rørte mig ikke. Den forandrede ikke mit liv eller efterlod mig søvnløs - den efterlod mig blot med en neutral følelse af at have læst en ganske god bog. Jeg kunne lide den, og bogens sidste sætning overbeviste mig om, jeg gerne vil læse den næste bog i Mitfords trilogi om Radlett-familien.
Normalt husker man bøger for deres åbnende sætning og første ord, men denne bog vil jeg erindre på grund af dens allersidste sætning, der netop indfanger al Mitfords tragikomik. For selvom Mitford åbenlyst gør nar af sine karakterer og deres evindeligt brusende snak om kærlighed, ægteskab og penge, så understreger hun også hvor uinformerede og undertrykte de er. Pigerne i Radlett-familien modtager ingen uddannelse, fordi deres far mener, at det at kunne spille klaver, tale fransk og kunne ride, er alt hvad de behøver, for at kunne opnå det de skal; at blive gift. Døtrene i Radlett-familien er således indoktrineret til at tro, deres eneste formål i livet er at indgå et ægteskab. Og derfor går det, som det går. Feminismen er tydelig.
Derfor er bogens hovedperson, Linda, også svær at tyde. For er hun blot et fjols, der bliver forelsket gang på gang - eller er hun modig, fordi hun tør følge sit hjerte frem for sin forstand? Bør hun grines af, fordi hun så ofte tager fejl - eller bør hun beundres, fordi hun tør tage chancerne? Mitford efterlader mange spørgsmål i læserens sind. Og hun gør det med en så charmerende humor, at man knap nok ænser det.