"Eleanor & Park" af Rainbow Rowell

"Eleanor & Park" af Rainbow Rowell, fra forlaget St. Martin's Press, udgivet i 2013, 3.5/5 stjerner.

Bogen om den spirende kærlighed mellem Eleanor og Park er muligvis en af februars mest omtalte bøger. Alverdens blogs og Instagram-kontoer flyder over med billeder og tanker om bogen, der lige er blevet oversat til dansk. Hypen har været stor, og bogen er allerede blevet bredt læst.
"Eleanor & Park" er en sød og utroligt medrivende fortælling om den første forelskelse og alle de flaksende sommerfuglevinger, der medfølger. Historien udspiller sig i 1986 i Nebraska, og tager udgangspunkt i skole- og hverdagslivet for Eleanor Douglas og Park Sheridan. Kapitlerne skifter mellem at blive fortalt fra de to hovedpersoners perspektiv, og man følger således både Eleanors kaotiske hjemmeliv med råb og misbrug, og Parks mere stilfærdige tilværelse med småskænderier og diskussioner med sin far.
Selvom bogen hovedsageligt er markedsført som en sødmefyldt kærlighedshistorie, strækker den sig over flere tungere tematikker; identitetsovervejelser, mobning, vold, daglige trusler og en higen efter en næsten umulig accept i en forsamling af fordømmende teenagere.

“Holding Eleanor's hand was like holding a butterfly. Or a heartbeat. Like holding something complete, and completely alive.” 

Usikkerhed, tvivl, henkastede blikke, tilfældigt strejf af fingerspidser og indforståede smil. Udveksling af kasettebånd, læsning af tegneserier og et ledigt bussæde til og fra skole. Med "Eleanor & Park" mindede Rowell mig om, hvordan det var at være 16 år igen. Lige fra usikkerhedens grimme ansigt og knugende mavefornemmelser på den første skoledag, til ekstasen ved at lade en hel nat forsvinde med lange telefonsamtaler om alting og ingenting. Det tog mig et enkelt kapitel, og jeg befandt mig pludselig i en både glemt og fortrængt teenageverden igen.
Ved at lade sin historie udspille sig i 80'erne, tilføjer Rowell et drys af nostalgi. Hun sender sin læser på en opdagelsesrejse af god musik; behagelige toner fra The Cure, Joy Division og The Smiths spiller en stor rolle, og den musiske kærlighed danner baggrunden for mange begejstrede diskussioner mellem Eleanor og Park. Eleanor lytter til sin walk-man lige til dens batterier slipper op, og Park gør en dyd ud af at forære hende ny musik på særligt indspillede mix-tapes. Der er noget uendeligt sødt og uskyldigt ved at læse om en verden, hvor en pakke batterier regnes for den største gave, og telefonopringninger skal aftales minutiøst på forhånd.
Min begejstring for Rowells historie, var afgjort størst i bogens start, hvor det netop er disse små ting, der spiller den største rolle. Rowell pøser den ene skefuld sukker efter den anden ind i historien, og jeg nød den candyfloss-agtige eftersmag. Den første del af historien er så ubærligt sød, at jeg under læsningen sad med et vedvarende smil på mine læber. Forelskelsen bliver på en eller anden måde netop autentisk i dens overdrevne sødme. For hvis man ikke ser verden gennem et lyserødt filter, når man er 16 år og forelsket - hvornår gør man så?

“He was quiet. He wanted everything she'd just said to be the last thing he heard. He wanted to fall asleep with 'I want you' in his ears.” 

Mit problem med historien opstår derfor først i bogens anden halvdel - og særligt i de sidste 80-100 sider. For Rowell vil ikke blot lade dette være en sød kærlighedshistorie med undertoner af mobning og fremmedgørelse. Hun søger at gøre bogen til noget større, dybere og mørkere, og derfor indarbejdes mod slutningen et skarpt drejningspunkt. Under læsningen kunne jeg ikke lade være med at studse over den så pludselige ændring i bogens tone og tema. Selvom jeg udmærket godt forstår Rowells intention og behovet for at give den letvægtige bog mere tyngde, synes jeg, konklusionen blev fremført uden finesse eller elegance.
Mit forhold til bogens karakterer vekslede desuden mellem irritation og medfølelse. Eleanor og Park er begge fyldt med fejl, der hverken er charmerende eller tiltrækkende, men derimod blot virkelige menneskelige fejl. Eleanor er ubærligt usikker, mistroisk og omklamrende. Hun tænker sig aldrig om, før hun når til en konklusion, og hun kan ikke se ud over sine egne fordomme. Naturligvis er hendes kaotiske hjemmeliv delvist at bebrejde for det, og på flere punkter er hun i virkeligheden ødelagt og knækket.
Park er derimod en konformist, han er forfængelig og selvcentreret. Selvom han grundlæggende er imod mobning, gør han intet for at forhindre det. Han er ekstremt bekymret for at fremstå som svag; og denne bekymring er netop dét, der gør ham så svag i sidste ende.
Rowell portrætterer således hverken glansbilleder eller særligt sympatiske karakterer. I stedet bygger hun virkelige personligheder, der befinder sig i en mærkelig gråzone. Flere gange havde jeg lyst til at ruske Eleanor og råbe af Park; til at rette og ændre dem en smule. Der ligger en dobbelthed i mit forhold til dem som karakterer; jeg tror ikke, jeg holder af dem, men omvendt tror jeg heller ikke, de er designet til at blive holdt af.
Min endelige dom er således ikke-eksisterende. Jeg læste bogen på en enkelt dag; nød den første halvdel, og rynkede på næsen af Rowells forsøg på en storslået finale. Bogen er elskeligt let at bladre igennem, hurtigt læst og den tager sin læser på en genkendelig tidsrejse. De fineste øjeblikke er i virkeligheden de simpleste. Dyb, desperat, knitrende og kildrende forelskelse. Tårer, sommerfugle, og et drengenavn skrevet overalt på et kladdehæfte, om og om igen; essensen af et teenagehjerte - og mere til.

“Ever since the first day they'd met, Eleanor was always seeing him in unexpected places. It was like their lives were overlapping lines, like they had their own gravity. Usually, that serendipity felt like the nicest thing the universe had ever done for her.”