"Forbandede yngel" af Anne-Cathrine Riebnitzsky

"Forbandede yngel" af Anne-Cathrine Riebnitzsky, fra Politikens Forlag, udgivet i 2013. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 4/5 stjerner.

Hovedpersonen i "Forbandede yngel" er Lisa, der kaldes hjem fra sit militære arbejde i Afghanistan på grund af hendes lillesøsters selvmordsforsøg. I flyet beslutter Lisa at lette sit hjerte og betro sig til manden ved siden af hende. Med en hudløs ærlighed beretter hun om en problematisk opvækst med fatale konsekvenser. Lisas opvækst var uden en barndom; i stedet var den fyldt med vold, manipulation og alt for voksne beslutninger.

“Under radioens konstante susen og min mors kamp ved gryderne ser jeg på sommerfuglene, der flakser lavt omkring over græs og buske. Jeg tænker, at jeg skal passe på, at mine drømme om at flyve højt ikke brænder mine vinger af og sender mig tumlende til jorden som et dumt møl. Alligevel drømmer jeg om ørnevinger. Jeg drømmer om at hæve mig højt til solen og svæve væk. Jeg drømmer om at have kløer, der kan slå ihjel, og et næb, der kan trække kød i trevler.”

Jeg læste "Forbandede yngel" samtidig med min mor, og efter endt læsning fandt jeg telefonen frem, og diskuterede den med hende. Vi var både enige og uenige; enige om Riebnitzskys blændende skrivestil, bogens spændingskurve og den hårfine balance mellem rå realisme og polerede sætninger. Uenigheden opstod, da vi nåede til fortællerstruktureren, brugen af flash-backs, og Riebnitzskys skarpe klip mellem fortalt tid og hurtigt bevægende nutid. Jeg var begejstret, mens min mor var frustreret.
"Forbandede yngel" er næsten filmisk i dens udtryksform; hovedpersonen, Lisa, befinder sig på et fly, hvor hun betror sin medpassager tunge øjeblikke fra sin opvækst. Disse betroelser adskilles af en anden plotlinje, hvor vi følger Lisa efter hun stiger af flyet, begiver sig mod sygehuset og genforenes med sin storebror. To forskellige nutidsformer flettes gradvist ind i hinanden, samtidig med at fortidens spøgelser optager en stor del af romanens fokus.
Linjerne mellem romanens tidshorisonter sløres, og det er ikke altid muligt at adskille dem fra hinanden. Resultatet kan være en smule forvirrende, men omvendt også enormt givende. Romanens krydsklipning tillader læseren en høj grad af forståelse for, hvorfor Lisa handler, som hun gør. Hendes nutid bliver gradvist lettere at forstå i takt med at hendes fortid træder frem. Hverdagstragedier blandes med krigskatastrofer, og barndomstraumer videreføres til livsstilvalg. På trods af bogens fragmentariske fortællerform oparbejdes en indsigtsfuld helhedsfornemmelse.

“Et sted derude har horisonten opløst sig. Der er ingen linje, kun uendeligt lyserødt. Jeg kan ikke skelne de mørke, buttede skyer fra øerne. Jeg ved blot, at de er der. Øerne, som jeg er vokset op iblandt. De svæver mellem skyerne.”

"Forbandede yngel" er en næsten ubærligt brutal fortælling om en opvækst fyldt med sorte huller af usikkerhed og frygt, og den konsekvens der medfølger. Lisa og hendes tre søskende vokser op som skakbrikker i en ulidelig magtkamp mellem deres forældre, der dagligt anklager hinanden for sindssyge og utilregnelighed. Faderens foretrukne krigsvåben er rå vold, mens moderen benytter sig af manipulation og psykisk terror. Begge dele sætter uudslettelige spor og efterlader åbne sår.
I deres voksenliv skifter tre ud af de fire søskende den hjemlige krig ud med den reelle krig - de imaginære våben bliver til noget håndgribeligt, og det er at foretrække. Efter at have befundet sig i et katastrofalt minefelt hele deres barndom, er de velforberedte til at trække i militære uniformer, og forsvinde ind i en systematisk hverdag med regler og rutiner. Lisa udvikler en passion for faldskærmsudspring, og oplever flygtige øjeblikke af klarhed, når hun kan slippe kontrollen og lade sig bære af vindpustene.
Det tog mig en enkelt dag at færdiglæse den utroligt gribende beretning om Lisas vedvarende overlevelseskamp og livets mange krigsformer. Jeg befandt mig i et tidsmæssigt tomrum, mens jeg læste den, og de 330 sider blev vendt med en utålmodig grådighed. Riebnitzsky skriver om et voldsomt emne med en sproglig ynde, og skaber dermed en fascinerende kombination af højtflyvende poesi og grimme realiteter. 
Bogens slutning er, bogstavelig talt, farvet i solnedgangens lyserøde nuancer, og karaktererne fastfryses i et gyldent skær. Der er håb forude; og der er endnu skønhed at finde i deres liv. Jeg har hørt mange kalde slutningen sentimental og rosenrød i forhold til historiens barske forløb - og selvom jeg til dels godt kan tilslutte mig kritikken, betragter jeg alligevel slutningen som bogens mest rammende sandhed. Gennem sine sidste ord formidler Riebnitzsky en rørende tiltro til den menneskelige natur, og hvad den kan gennemleve og overkomme. Karakterernes skader, mærker og ar bliver ikke bagatelliseret, men snarere bearbejdet. "Forbandede yngel" er en beretning om hele livsforløb, og når de tæt omslyngede skikkelser efterlades under den lyserøde himmel, er historien slet ikke slut endnu.