"Halvkode" (Half Bad #1) af Sally Green

"Halvkode" (org. titel "Half Bad") af Sally Green, fra forlaget Carlsen, udgivet i 2014. Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Promotionudgave fra Lindhardt & Ringhof. 3/5 stjerner.

Det er sjovt, hvordan en bog allerede kan opnå en sitrende hype inden dens udgivelse. "Halvkode" er allerede blevet oversat og udgivet i 42 lande, filmrettighederne er blevet solgt, og Goodreads vrimler med lovprisende anmeldelser. Sally Greens debutroman udkom d. 3. marts, og den har modtaget flodbølger af opmærksomhed.
"Halvkode" er en fantasyfortælling om hekse, der lever skjult i vores verden. Heksene er delt i to; hvide hekse og sorte hekse, og mellem dem spirer et brutalt had. Bogens hovedperson Nathan er derfor en usædvanlig dreng, da hans mor var en hvid heks og hans far en sort heks. Nathan er en halvkode, en  sammenblanding af hvidt og sort hekseblod. 

“Ofte er der næsten ingen vind i den stille time lige før daggry, og af en eller anden grund føles luften varmere, når det begynder at lysne. Nu kan du slå øjnene op og ligge i et par minutter og nyde solopgangen, som i dag er en tynd, lyserød stribe langs toppen af en smal skystrimmel hen over dunkelgrønne bakker. Og du har stadig et minuts tid, måske endda to, til at få samling på dig selv, før hun kommer.”

Fortællingen om Nathan og hans problematiske afstamning, føles som en ny drejning i den oldgamle forestilling om hvid og sort magi. I "Halvkode" færdes hekse blandt de uvidende mennesker, og udkæmper en indbyrdes kamp mellem hvide og sorte hekse. Greens fantasyunivers er utrolig dystert og fremmedhadsk; et Råd styrer det hvide heksesamfund med hård hand og opsporer sorte hekse for systematisk at udslette dem. 
Fantasyuniverset er som et frisk pust, altimens bogens plot føles velkendt. Idéen om en ung protagonist der er en del af en altafgørende profeti, og som samtidig er sønnen af en frygtet morder, er ikke ny. "Halvkode" er hverken mystisk eller uforudsigelig; lige fra den selvfølgeligt fatale forelskelse i pigen fra den mest hadske nabofamilie til den evigt tilbagevendende fader-problematik, er plottet en sammenkobling af velkendte elementer.
Sally Green starter fortællingen ved at citere Shakespeares berømte skuespil om Hamlet; et drama der netop omhandler pligten overfor faderskikkelsen. Hamlet føler sig pålagt en pligt om at hævne den, der dræbte hans far - og Nathan er tynget af akkurat samme pligtfølelse af retfærdiggørelse, hævn og blodbånd. Burde Nathan hade de hvide hekse, der forfølger hans far? Eller skal han hade sin far, der har ødelagt så mange liv med sin brutale magt? Hvor skal han placere sin loyalitet, og hvordan skal han lade sig definere?
Hvor gammel denne diskussion end måtte være, fangede den alligevel min opmærksomhed under læsningen. Green gør et stort nummer ud af at splitte Nathan mellem de to sider af hvid og sort. Tingene omvendes, og de hvide hekse ligner til forveksling de mørke sjæle med deres metoder af forfølgelse, tortur og hæmningsløst drab. Og det er naturligvis også meningen - for intet er sort/hvidt, når det kommer til stykket.

“Han svarer ikke, men lægger sig på knæ og omfavner mig. Sådan sidder vi længe. Han omfavner mig, og jeg er helt stiv af vrede og har lyst til at såre ham. Efter en lang tid omfavner jeg også ham, bare en lille smule.”

Greens skrivestil er en pudsig læseoplevelse. Enkelte kapitler er skrevet i en adresserende tone, og der fortælles om et "du" i stedet for et "jeg". Jeg går ud fra, tiltaleformen er et forsøg på at inddrage læseren i hovedpersonens krop, men det fungerede aldrig rigtigt for mig. Faktisk var resultatet akkurat det modsatte.
Langt størstedelen af bogen er dog fortalt fra Nathans perspektiv, i enkle og næsten barnlige vendinger. Korte sætninger, konstanterende ord og et gennemgående fravær af følelser. Teksten er støvsuget for lange spekulationer, ornamenterede beskrivelser og omfattende baggrundsviden. Green holder på sin information, og som konsekvens kommer hendes univers til at fremstå en smule hult.
"Halvkode" har efterladt mig en smule ambivalent og tøvende. Bogen er uden tvivl en pageturner, og på trods af dens over 400 sider, færdiglæste jeg den i løbet af få timer. Det er en bog, man kan sluge, og det er en bog, der kan underholde. På trods af en vaklende skrivestil, en gennemgående forudsigelighed og en sparsom baggrundsviden, er jeg sikker på, jeg ville have elsket den for ti år siden. I dag nøjes jeg dog med blot at kalde den et letlæst eftermiddagsafbræk. Hverken mere eller mindre.