"Rebecca of Sunnybrook Farm" af Kate Douglas Wiggin, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1994 (org. udgivet i 1903). 2/5 stjerner.
Åbningsscenen i "Rebecca of Sunnybrook Farm" beretter om en stor familie bestående af syv børn og en mor, der er enlig forsørger. Mrs. Randall ser sig af økonomiske årsager og jagende pladsmangel nødsaget til at bede nogle familiemedlemmer om hjælp, og lade dem tage sig af en af hendes døtre.
Valget falder på Rebecca, som lidt vemodigt tager afsked med sit barndomshjem for at begive sig mod Sunnybrook Farm og sine to tanter; den strenge tante Miranda, og den mere blødsødne tante Jane. Rebecca bliver af de to tanter snarere betragtet som en byrde end som en glæde - men Rebeccas livlige fantasi og sprudlende væsen overvinder selv de mest hårdføre hjerter.
Åbningsscenen i "Rebecca of Sunnybrook Farm" beretter om en stor familie bestående af syv børn og en mor, der er enlig forsørger. Mrs. Randall ser sig af økonomiske årsager og jagende pladsmangel nødsaget til at bede nogle familiemedlemmer om hjælp, og lade dem tage sig af en af hendes døtre.
Valget falder på Rebecca, som lidt vemodigt tager afsked med sit barndomshjem for at begive sig mod Sunnybrook Farm og sine to tanter; den strenge tante Miranda, og den mere blødsødne tante Jane. Rebecca bliver af de to tanter snarere betragtet som en byrde end som en glæde - men Rebeccas livlige fantasi og sprudlende væsen overvinder selv de mest hårdføre hjerter.
“Miranda Sawyer had a heart, of course, but she had never used it for any other purpose than the pumping and circulating of blood.”
Da jeg fandt denne bog blandt Bog&Idés række af billige børnebogsklassikere, læste jeg dens bagside med stigende fornemmelse af genkendelighed. Jeg nåede heller ikke længere end til bogens anden side, før det gik op for mig, den var skåret efter en velkendt skabelon. Den livlige pige, der ender hos sine to tanter, er et (alt for) tydeligt ekko af L. M. Montgomerys "Anne of Green Gables".
Det var med næsten vantro øjne, jeg opdagede præcist hvor meget de to historier var inspireret af hinanden. De to hovedpersoner er ens i deres livlige og håbløst romantiserende sind; Rebecca er akkurat ligeså optaget af dagdrømmerier, ordlege og opfindelsen af finurlige navne til enhver brøkdel af hendes omgivelser, som Anne Shirley er kendt for at være. Rebecca er tydeligvis ikke forældreløs, men hun er ligeledes et "skuffende udfald" af en adoption. De to tanter, Miranda og Jane, håbede på at tage sig af Rebeccas ældre søster i stedet for Rebecca selv, og er derfor uimponerede af Rebeccas flyvske og lidt ubehjælpsomme sindelag. Akkurat ligesom Anne Shirley er en skuffelse, fordi hun ikke er en dreng, er Rebecca Randall en skuffelse, fordi hun ikke er af en pragmatisk støbning. Begge bøger tager således udgangspunkt i deres hovedpersons kamp for anerkendelse og jordforbindelse; dannelsesforløbet spejles til mindste detalje.
Det mest pudsige er dog, at Wiggins roman blev udgivet før Montgomerys. Historien om den drømmende Rebecca er den originale inspirationskilde til en hel perlerække af børnelitteratur om adopterede piger, overtraditionelle tanter og forfatterambitioner. Wiggin skabte en udførlig skabelon, som flere forfattere senere fulgte - men det er ikke Wiggin, vi husker tydeligst indenfor genren. Hvorfor mon ikke?
“There are certain narrow, umimaginative, and autocratic old people who seem to call out the most mischievous and sometimes the worst traits in children.”
Problemet med Wiggins børnebog er fortællerstemmen, der ofte grænser til decideret moralprædiken. Overalt i de mange kapitler er der løftede pegefingre og indarbejdede lektioner; om at være god, ydmyg og uselvisk. Wiggin sætter sin hovedperson op på en uopnåelig piedestal, og lader ingen af sine bipersoner få del i hendes glans. Rebecca beskrives konsekvent som værende bedre, klogere og langt mere interessant end sine klassekammerater. I stedet for at illustrere hvorfor, læseren skal fatte sympati med Rebecca, dikteres hendes karakter blot med en tør fortællerstemme.
Ved at argumentere så kraftigt for sin hovedpersons overlegenhed, spænder Wiggin ben for sig selv. Det bliver hurtigt svært at holde af Rebecca i kraft af hendes overlegenhed, og under min læsning betragtede jeg hende som en flad og indskrumpen karakter. Det er umuligt at forvente noget usædvanligt af Rebecca - hun er ganske enkelt for forudsigelig, for god og alt for konstrueret.
På papiret indeholder "Rebecca of Sunnybrook Farm" alle de ingredienser, der udgør de sødmefyldte erindringer fra min barndomslæsning. Bogen er fyldt med små lektioner, fjerlet dramatik og døden af centrale karakterer - men den rørte mig ikke et sekund. Måske fordi jeg følte, jeg kendte historien i forvejen, eller måske fordi jeg ikke kunne abstrahere fra uretfærdige sammenligninger og kontraster. Det eneste indtryk, bogen har efterladt mig med, er en forståelse af, hvorfor plottets genfortolkninger er blevet mere berømte end originalen.
Da jeg fandt denne bog blandt Bog&Idés række af billige børnebogsklassikere, læste jeg dens bagside med stigende fornemmelse af genkendelighed. Jeg nåede heller ikke længere end til bogens anden side, før det gik op for mig, den var skåret efter en velkendt skabelon. Den livlige pige, der ender hos sine to tanter, er et (alt for) tydeligt ekko af L. M. Montgomerys "Anne of Green Gables".
Det var med næsten vantro øjne, jeg opdagede præcist hvor meget de to historier var inspireret af hinanden. De to hovedpersoner er ens i deres livlige og håbløst romantiserende sind; Rebecca er akkurat ligeså optaget af dagdrømmerier, ordlege og opfindelsen af finurlige navne til enhver brøkdel af hendes omgivelser, som Anne Shirley er kendt for at være. Rebecca er tydeligvis ikke forældreløs, men hun er ligeledes et "skuffende udfald" af en adoption. De to tanter, Miranda og Jane, håbede på at tage sig af Rebeccas ældre søster i stedet for Rebecca selv, og er derfor uimponerede af Rebeccas flyvske og lidt ubehjælpsomme sindelag. Akkurat ligesom Anne Shirley er en skuffelse, fordi hun ikke er en dreng, er Rebecca Randall en skuffelse, fordi hun ikke er af en pragmatisk støbning. Begge bøger tager således udgangspunkt i deres hovedpersons kamp for anerkendelse og jordforbindelse; dannelsesforløbet spejles til mindste detalje.
Det mest pudsige er dog, at Wiggins roman blev udgivet før Montgomerys. Historien om den drømmende Rebecca er den originale inspirationskilde til en hel perlerække af børnelitteratur om adopterede piger, overtraditionelle tanter og forfatterambitioner. Wiggin skabte en udførlig skabelon, som flere forfattere senere fulgte - men det er ikke Wiggin, vi husker tydeligst indenfor genren. Hvorfor mon ikke?
“There are certain narrow, umimaginative, and autocratic old people who seem to call out the most mischievous and sometimes the worst traits in children.”
Problemet med Wiggins børnebog er fortællerstemmen, der ofte grænser til decideret moralprædiken. Overalt i de mange kapitler er der løftede pegefingre og indarbejdede lektioner; om at være god, ydmyg og uselvisk. Wiggin sætter sin hovedperson op på en uopnåelig piedestal, og lader ingen af sine bipersoner få del i hendes glans. Rebecca beskrives konsekvent som værende bedre, klogere og langt mere interessant end sine klassekammerater. I stedet for at illustrere hvorfor, læseren skal fatte sympati med Rebecca, dikteres hendes karakter blot med en tør fortællerstemme.
Ved at argumentere så kraftigt for sin hovedpersons overlegenhed, spænder Wiggin ben for sig selv. Det bliver hurtigt svært at holde af Rebecca i kraft af hendes overlegenhed, og under min læsning betragtede jeg hende som en flad og indskrumpen karakter. Det er umuligt at forvente noget usædvanligt af Rebecca - hun er ganske enkelt for forudsigelig, for god og alt for konstrueret.
På papiret indeholder "Rebecca of Sunnybrook Farm" alle de ingredienser, der udgør de sødmefyldte erindringer fra min barndomslæsning. Bogen er fyldt med små lektioner, fjerlet dramatik og døden af centrale karakterer - men den rørte mig ikke et sekund. Måske fordi jeg følte, jeg kendte historien i forvejen, eller måske fordi jeg ikke kunne abstrahere fra uretfærdige sammenligninger og kontraster. Det eneste indtryk, bogen har efterladt mig med, er en forståelse af, hvorfor plottets genfortolkninger er blevet mere berømte end originalen.
Spændende at genfortolkningen er blevet mere berømt end originalen, og at Wiggins roman er udgivet før Montgomerys.
SvarSletJa, det er lidt pudsigt! Jeg var overbevist om, at Wiggin efterabede Montgomery - og blev helt målløs, da jeg opdagede, det var omvendt.
Slet