"Little Men" (Little Women #3) af Louisa May Alcott

"Little Men" af Louisa May Alcott, fra forlaget Hesperus Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1871). 4/5 stjerner. 

"Little Men" begynder med et ønske, der er gået i opfyldelse. I "Good Wives" drømte Jo om at starte et børnehjem og en skole for drenge, og den drøm er blevet til virkelighed i "Little Men". Plumfield giver genlyd af glade drengestemmer, og Jo befinder sig midt i det hele, som legekammerat og moderfigur for de mange kærlighedshungrende drenge.

På Plumfield bor 10 drenge og piger – den violinspillende Nat, som har levet et hårdt liv på gaden er den seneste tilføjelse. I en hverdag af lektier og leg får de forsømte drenge liv i kinderne igen, og selvom Jo ofte må kæmpe for at bevare tålmodigheden, er livet på Plumfield alt det, som hun drømte om og håbede på. Og langt mere til. 

“It takes so little to make a child happy, that it is a pity in a world full of sunshine and pleasant things, that there should be any wistful faces, empty hands, or lonely little hearts.” 

Denne bogs eksistens vil altid være et mirakel for mig. En kærkommen overraskelse af den slags som kommer alt for sjældent i en bogelskers liv. En overset perle og en anledning til en lang tilbagerejse ind i det barndomsunivers, jeg elskede så højt. 

Jeg læste Louisa May Alcotts bøger som barn. Eller også slugte jeg dem. "Little Women" og "Good Wives" var blandt mine største læseskatte, og jeg har smilet, sukket og grædt så meget sammen med Meg, Jo, Beth og Amy, at de føles som en del af mig selv. Alt for ofte har jeg ønsket, at Louisa May Alcott havde skrevet flere bøger i serien om de fire pigebørn – og for få år siden, opdagede jeg, at det havde hun. "Little Men" er tredje bog i serien om March-familien. Og jeg anede det ikke.

Første gang jeg læste "Little Men", gjorde jeg det med blandede følelser. Jeg var så lykkelig over at have opdaget endnu en bog i serien, jeg elskede så højt; og jeg så lidt skuffet over, at serien ikke kredsede så meget om de karakterer, som jeg længdes efter at høre mere om. For selvom "Little Men" afgjort hører hjemme sammen med bøger om familien March, handler de mere om den nye March-generation end den gamle. Meg, Amy og Laurie er skygger i baggrunden, Jo hører hjemme i mellemgrunden, altimens March-børnene og Jos plejebørn indtager pladserne på hovedscenen. Men dermed ikke sagt, at nye og gamle karakterer ikke spejler sig i hinanden. For Alcott lader dele af sin historie gentage sig med nye ansigter – og derfor er intet helt fremmed for læseren alligevel. 

“…Mrs. Jo sat smiling over her book as she built castles in the air, just as she used to do when a girl, only then they were for herself, and now they were for other people, which is the reason perhaps that some of them came to pass in reality.”

"Little Men" er en børnebog med en struktur, der matcher "Little Women" helt perfekt. Plottet er kun løst sammehængende, og hvert kapitel er en lille episode, der illustrerer et særligt karaktertræk ved en af de mange karakterer. Små drengebørn – og enkelte piger – myldrer ind og ud mellem siderne, og det kræver en halv bog, før man er helt sikker på, hvem der er hvem – og hvem der kan hvad. Men til den tid har de alle boret sig igennem ens inderste hjertekammer.

Alcott skriver om gavmildhed, ydmyghed, kristendom og familieliv med en velkendt varme, og selvom hun sommetider prædiker og moraliserer, sørger den vidunderlige blanding af vilde, larmende og velmenende drengebørn for at bære historien videre uden alt for mange pauser og uden alt for mange løftede pegefingre. Især den generte Nat med sine smukke violintoner vandt mit hjerte, imens den velmenende og hårde ballademager Dan knuste det. Alcotts drengebørn er på en uventet måde blevet mig næsten lige så kære som hendes pigebørn. 

Jeg kan ikke lade være med at ønske, at jeg havde læst "Little Men" og fortsættelsen "Jo's Boys" som barn. Bøgerne havde stillet min hedeste Alcott-feber, da den rasede. Men på den anden side er der også noget smukt ved en god overraskelse. Og efter at have undværet bøgerne i så mange år, værdsætter jeg nu deres eksistens endnu mere.