"The Lion, the Witch, and the Wardrobe" (The Chronicles of Narnia #2) af C. S. Lewis

Man kan læse bøgerne i Narnia-serien i mange forskellige rækkefølger. Jeg har altid læst bøgerne i den rækkefølge, C. S. Lewis selv anbefalede, og derfor betegner jeg "The Lion, The Witch and the Wardrobe" som den anden bog i Narnia-serien, selvom den blev udgivet først. Læs mere om rækkefølgen på bøgerne her.

“The Lion, the Witch and the Wardrobe” af C.S. Lewis, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 1996 (org. udgivet i 1950). 5/5 stjerner.

C. S. Lewis' ikoniske eventyr begynder ved et tilfælde. De fire Pevensie-børn leger gemmeleg, snubler ind i et klædeskab og befinder sig pludselig i en hel ny verden. En verden dækket af sne, befolket af talende dyr og fyldt med glitrende skønhed. De befinder sig i Narnia.
I Narnia hersker en ægte vinterheks og på grund af hende, har sneen vundet over sommeren. Det er altid vinter men aldrig jul. Der er altid frygt og ingen glæde. Lige indtil Pevensie-børnene kommer – og med dem en oldgammel profeti om ophævelsen af heksens magi.

“Daughter of Eve from the far land of Spare Oom where eternal summer reigns around the bright city of War Drobe, how would it be if you came and had tea with me?” 

Dalende snefnug, løver og en kær lille faun der venter på te. Jeg har brugt timer på at sidde i gamle garderobeskabe og vente på lyden af klokker og det gennembrydende lys fra en velkendt gadelygte. Det er endnu ikke sket; men jeg venter stadig, og det sitrer endnu i mig, når jeg ser et enormt garderobeskab, beundrer et snedækket landskab eller ser små fingerringe med grønne perler. Aslans kongerige har altid virket så umuligt nært – så nær min egen rækkevidde, at jeg forventer at støde på det når som helst. Akkurat som Pevensie-børnene gjorde. 
Jeg tror, jeg var otte år gammel, da jeg for første gang opdagede Lewis' snedækkede eventyrsverden. Jeg sad i en gammel gymnastiksal og så ældre børn opføre et teaterstykke, der var baseret på bogen. Det var præget af tøvende skuespil og fnisende skuespillere, som skoleteater altid er, men som jeg sad der og betragtede de fjollede skolebørn i deres rustninger og pelskostumer, blev Narnia-verdenen virkelig for mig. Mere virkelig end den verden jeg befandt mig i. Og for et kort øjeblik så jeg løver, gadelygter og talende bævere dér i scenens rampelys.
Der gik lidt tid, inden jeg fandt forbindelsen fra gymnastiksalen til skolebiblioteket; men jeg blev ledt til en glemt bogreol af venlige bibliotekarer og mine egne mumlerier "en eller anden bog om et magisk skab". Derfra fandt jeg min vej til Narnia. Derfra forsvandt jeg fra min verden og ind i Lucys. Og selvom jeg aldrig har været der, er jeg heller aldrig kommet hjem igen. 
Historien er min, men for mange er den den samme. Børneøjne over hele kloden har læst Lewis' ord og på skift hadet Edmund, grinet med Lucy, grædt med Aslan og kigget med ekstra opmærksomhed og mistænkelighed på alverdens garderobeskaber efter endt læsning. Det er en evne, Narnia-fortællingerne har. Det er derfor, de er noget helt specielt. 

“People who have not been in Narnia sometimes think that a thing cannot be good and terrible at the same time.”

For mig har det aldrig handlet om Pevensie-børnene. Selvom jeg altid har været en karakterlæser og særligt som barn læste mig selv ind i alle de fiktive karakterer, jeg mødte, har jeg aldrig været interesseret i Pevensie-børnene selv. Jeg var ikke en fornuftig Susan; jeg var aldrig en modig Peter; jeg ville ikke være en fejlbar Edmund; og Lucy var alt for lille til, at jeg kunne sympatisere med hende. For mig har det altid handlet om verdenen. Om Narnia.
Narnia forekom mig så virkelig; som en paralelverden, der virkelig kunne rumstere og eksistere ved siden af den verden, jeg kendte. Det var et eventyrunivers fyldt med alt det, som børn forbinder med eventyr; talende dyr, talende træer, fantasivæsener, smukke slotte og lykkelige slutninger. Og bedst af alt, forekom det mig så tilgængeligt. Som et sted man rent faktisk kunne snuble ind i, hvis man åbnede den rette garderobeskabsdør. Og man behøvede slet ikke være noget særligt for at finde det; man kunne være en smålig Edmund eller en lillebitte Lucy. Narnia lod til at være åbent for alle – hvis man altså fandt det først. Og derfor var jeg på en endeløs jagt.
Jeg har hvinet af fryd, gyset af frygt og grædt bitre tårer, imens jeg læste Narnia-bøgerne. Plottet er så simpelt og så velkendt; en hjemme-ude-hjemme historie om fire børn, der tager på eventyr, overkommer deres frygt, og vender sikkert tilbage til den verden, de kom fra. Den verden som i sidste ende nok ikke er så sikker overhovedet. En skurk skal bekæmpes, og når eventyret er slut, efterlades børnene tilbage med en rastløshed, de ikke kan forstå. En rastløshed som læseren kun alt for let kan genkende.
Meget er blevet sagt om Narnia-seriens underliggende budskaber og moraler; C. S. Lewis' overlagte mimikering af kristendommens fortællermønstre, og karakterernes symbolisme der kan oversættes direkte til Bibelen. Og noget af kritikken er umulig at ignorere eller forsvare; Narnia-serien har så mange fejl. Men for mit vedkommende har bøgerne aldrig handlet om religion eller krig. De har derimod altid handlet om at tro på magi; og om at finde et glimmerkorn af lykke i en grå verden. C. S. Lewis fik mig til at tvivle på min egen verden, imens jeg læste hans bøger; akkurat ligesom Pevensie-børnene tvivler på deres, når en uskyldig gemmeleg forvandles til et legendarisk eventyr. 

“Well, sir, if things are real, they're there all the time."
"Are they?" said the Professor; and Peter did not quite know what to say.” 

Længe før Dumbledore fik Harry til at tvivle på sin virkelighed, fik den kære professor mig til at tvivle på min. Og dengang tog jeg et valg; jeg valgte, at jeg foretrak at leve i en verden, hvor garderobeskaber var mere end praktiske møbler – og hvor man ikke behøvede at være en eventyrshelt for at leve i et eventyr.