Måske burde jeg være mere ambitiøs med mine litterære nytårsforsæt. Måske burde jeg skrive, at jeg burde købe mindre bøger, læse mere dansk litteratur og få læst alle bøgerne på mine bogreoler. Måske burde jeg skrive, at jeg skulle læse mere moderne litteratur og holde op med at genlæse de samme bøger år efter år. Måske burde jeg – men jeg ved, jeg ikke får det gjort alligevel. Det bliver tomme løfter.
Jeg tror ikke, jeg satte mig nogle litterære nytårsforsæt sidste år, og hvis jeg gjorde, jeg næsten sikker på, jeg ikke overholdte dem. Jeg har aldrig været god til at opstille regler for min læsning; mine bogvalg er altid præget af lyst fremfor mål, og selvom jeg sætter målene af oprigtig interesse, mister de hurtigt magien. Bare fordi jeg skal.
Ikke desto mindre er der mange ting, jeg gerne vil med min læsning. Flere ting jeg gerne vil opleve og opnå i bøgernes verden – og derfor opstiller jeg her en række nytårsforsæt, der i lige så høj grad er forhåbninger som egentlige mål.
I 2016 vil jeg gerne;
- Prioritere min læseklub lidt mere. Jeg er læseklub med tre fantastiske kvinder, som alle deler min passion for smukke bøger og gode romaner. Vi mødes ofte lidt sporadisk og læser hist og her – og i det nye år vil jeg gerne være med til at sørge for, at vi mødes oftere og læser flere bøger. En læseklub er nemlig ægte læselykke.
- Genlæse Peter Plys-bøgerne. Det er efterhånden længe siden, jeg har læst Milnes barndomsfine fortællinger om den gule plysbjørn. Hvis man kan føle hjemve overfor en bog, føler jeg det for den.
- Læse flere graphic novels. I år 2015 fik jeg for alvor øjnene op for genren, og i dette år drømmer jeg om at stifte bekendtskab med flere grafiske romaner. I særdeleshed vil jeg gerne læse de sidste numre af Neil Gaimans "Sandman". Det er nemlig en fantastisk velskrevet grafisk roman.
- Læse flere lange bøger. Som jeg skrev i tirsdags, har en uheldig kombination af pendleri og travlhed fået mig til at glemme glæden ved at befinde sig i en god, lang bog. Jeg vil gerne blive bedre til at tage mig tiden til at læse lange romaner og sætte mig ind i komplicerede plots – også selvom de tager tid og kræver koncentration. Det er nemlig så utroligt givende i den lange ende.
- Læse mere russisk litteratur. Russisk litteratur kan noget helt særligt, og jeg har så mange huller i mit russiske repetoire. I det nye år vil jeg så gerne læse mere Turgenev, en smule Pushkin og flere af Tolstojs mindre brudstykker. Jeg vil gerne læse "Kældermennesket" af Dostojevskij og "Døde sjæle" af Nikolai Gogol. Og jeg er sikker på, at det er tiden værd.
- Læse flere genrer – og læse flere teaterstykker og mere lyrik. De sidste par år har jeg forsøgt at læse en digtsamling i måneden. Og med en undtagelse af 2015 har det virket så godt. Jeg vil for evigt være en romanlæser – men jeg elsker også smuk lyrik og letlæste teaterstykker. I 2016 vil jeg forsøge at vende tilbage til mit tidligere lyrikmål og forsøge at læse et drama hver anden måned. I den forbindelse kunne jeg trænge til at få afstøvet mit Shakespeare.
Hvordan har I det med bogudfordringer og læsemål? Har I nogle litterære nytårsforsæt for 2016? I så fald, hvilke?
Dejligt indlæg. Jeg sidder selv og er ved at sammensæt et med mine litterære forsæt for 2016. Et af dem er bestemt også vores vidunderlige læseklub.
SvarSletJa, læseklubben længe leve!
SletJeg har egentlig heller aldrig rigtig sat nogen mål for min læsning, før sidste år. Og jeg havde alt for mange idéer, alt for store eller svævende mål og i sidste ende tror jeg, at jeg nåede meget få af dem. Jeg har dog lavet nogen igen i år, men noget færre og knapt så ambitiøse. De fleste af mine mål er skrive-mål, men jeg har da lavet er par læse-mål. Faktisk forsøger jeg også på den der "en digtsamling om måneden", for sidste år havde jeg bare sagt "flere" og det kunne jo være lige fra 3 til 20.
SvarSletUd over det er mit eneste sådan rigtige læsemål at læse mindst én roman på over 500 sider hver måned. Jeg har nemlig også for vane at gemme dem lidt af vejen i en alt for travl hverdag. Så jeg håber bare, at det virker.
Jeg kan godt lide, at du ikke har fået sammensat en kæmpe liste, men en der er overskuelig. Og mål der er lige sådan. Det kan hurtigt blive overvældende, hvis man lader sig rive med af alle de ting, man gerne vil, uden at tænke på om man også kan nå det. Det var det, der gik galt for mig sidste år.
Jeg er også sikker på, at nytårsforsæt er til for at blive brudt. Det er nok derfor, der er så mange, der griner af dem. Og en digtsamling om måneden kan varmt anbefales. Jeg skal bare lige selv op på hesten igen, hvad dét angår.
SletOg sejt at få læst de lange romaner også. De er nemlig guld værd.
Min liste er med vilje lidt ukonkret. Så er der mere albuerum og frihed til at få dem indfriet :)
For 2016 I would love to slow down my reading and invest more time with each piece of literature that finds its way into my bookshelves. I don't want the blogging pressure to make me read that fast.
SvarSletThat is such a great and healthy idea. Reading should always be fun.
SletRigtig godt indlæg :-)
SvarSletDet eneste litterære mål jeg har i 2016, er, at læse én krimi. Den genre har aldrig rigtig sagt mig noget, men jeg har en veninde som sværger til det, og jeg har lovet hende at læse en af hendes bøger. Jeg har det nemlig ligesom dig. Hvis jeg først sætter regler og rammer for min læsning, så mister jeg interessen. Så jeg læser altid efter lyst - også selvom det betyder at jeg ikke får læst nogle af de 30 ulæste bøger på mine bogreoler (som jeg nok snart BURDE læse) og også selvom det betyder at jeg læser mange bøger på samme tid - så er der nemlig altid en til lige det humør jeg er i.
Tusind tak, Zenia! og sejt at du vil bevæge dig ud i en genre, du aldrig har prøvet før. Det kunne jeg også godt trænge til :)
SletJeg har nye læseudfordringer hvert år - i år dog lidt færre. Et af mine mål er lidt i familie med et af dine, for jeg har planer om at læse mere om Ruslands historie - og gerne gennem historiske romaner, så det ikke kun er faglitteratur :-)
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Sikke en god idé! Ruslands historie er så vild og fascinerende!
SletSkønne nytårsforsæt/ønsker! Ville ønske jeg havde en læseklub, det lyder så hyggeligt.
SvarSletMit læse-nytårsforsæt/desperat ønske er blot at få læst :-)
En læseklub er virkelig sådan en skøn ting! Jeg er så glad for at have en :)
SletOg det er bestemt også et godt nytårsforsæt :)
Jeg har forsøgt at sætte mig nogle mål, men ved også med det samme at jeg højst sandsynligt ikke vil kunne overholde dem. Derfor kan man vel bedre kalde dem læseønsker, og et jeg altid bliver ved med at have er at læse flere eventyrgenfortællinger.
SvarSletOg komme videre i mange af de serier jeg læser i!
Læseønsker! Det udtryk kan jeg vildt godt lide. Og det er meget mere passende, faktisk!
SletJeg kan varmt anbefale de russiske forfattere! Især Døde Sjæle, den er virkelig god. Og ellers er min yndlingsbog nogensinde Dostojevkijs "Idioten". Glæder mig til at høre hvad du synes om russerne!
SvarSletJeg glæder mig også meget til 'Døde sjæle'. Den lyder fantastisk.
SletOg Dostojevskij er jeg heldigvis allerede bekendt med. Jeg er faktisk ikke så entydigt begejstret for 'Idioten', men elsker i stedet 'Forbrydelse og straf' stjernehøjt. Den er virkelig fantastisk.