Tema-tirsdag #111: Jeg savner at læse lange bøger

Jeg havde helt glemt det. Hvor godt det kan føles at læse en lang bog. Midt i min travlhed og mit fokus på pendlervenlige bøger havde jeg skubbet tanken til side, og i stedet rakt ud efter de tynde og kompakte romaner. I min rus og min glæde over 80-siders lange klassikere, lod jeg Dickens stå og læste to noveller i stedet. 

Når jeg ser tilbage på det seneste læseår, er der mange ting, der springer mig i øjnene. En af dem er, hvor få romaner på over 500 sider, jeg har læst. Og jeg ved udmærket godt hvorfor; når man har travlt og læser for at slappe af, virker det langt mere overskueligt at vælge en bog med et begrænset sideantal og en mulighed for færdiglæsning. Længere bøger ligner ofte uoverskuelige projekter, som kræver slid og arbejde i stedet for hyggelige hjemmestunder. Og af samme grund er de så lette at nedprioritere.

Men lange bøger er også store muligheder. De mange sider indeholder så stort et potentiale; historien kan bevæge sig i en million forskellige retninger, før den slutter, de eventuelle udfald er mange, og man kan ende med at slutte i en hel anden verden, end man startede. Lange bøger forstørrer og uddyber alting; man får lov til at tilbringe længere tid sammen med de karakterer, der føles som ens venner, og man får lov til at lære hvert eneste gadehjørne at kende i den fiktive by, man færdes i. Man får længere tid til at knytte sig og til at indleve sig – og alligevel føles det helt ubærligt, når man lukker en lang bog og siger farvel. For man har nemlig levet i bogen for en stund.

På det seneste har jeg smuglæst i den 1000-siders lange "Byen brænder" af Garth Risk Hallberg. Bogen startede som et nysgerrigt arbejdsprojekt – og er endt som hjertelæsning af allerhøjeste kaliber. For jeg vender side efter side og forbløffes konstant over de mange karakterer, deres mange motiver, og deres mange måder at bevæge sig ind og ud mellem hinanden på. En roman med så mange historietråde, karakterer og subplots kan kun være lang. Og jeg havde helt glemt, hvor meget jeg savnede den slags litterært storhedsvanvid.

For der unægteligt noget særligt ved at læse en lang bog. Ved at befinde sig i dagevis, i ugevis i den samme historie, omgivet af de samme karakterer. Ved at mærke sidernes tyngde i hænderne på en gråvejrsdag, hvor regnen laver yndige dryp-lyde på ruden. Ved at krølle sammen med et tæppe og læse fra tidlig morgen til sen aften – og stadig ikke have fortæret en hel bog. Ved altid at have noget til gode, ved altid at have noget frem til – og ved ikke at ane, hvor bogen egentligt fører en hen. Jeg bliver opslugt af lange bøger på en måde, som jeg aldrig gør af de kortere romaner. Og jeg elsker følelsen.

Jeg savner at læse lange bøger og ikke lade mig skræmme af omfanget på forhånd. Jeg savner at tage mig tiden og finde roen til at læse en bog, der ikke bare sådan lige kan forlades igen. Og hvis jeg har et nytårsforsæt i år, må det være at lukke murstensromanerne tilbage i mit liv. Uden tilløb, uden tidsberegning, uden skelen til læseudfordringer og antal blogindlæg: bare med rendyrket fornøjelse og koncentration.

Læser du flest lange bøger eller korte bøger? Lader du dig også sommetider skræmme af tykke bogrygge og svimlende sidetal? Og hvad er den bedste bog på over 500 sider, du nogensinde har læst?