"Peter and Alice" af John Logan

"Peter and Alice" af John Logan, fra forlaget Oberon Books, udgivet i 2013. 4/5 stjerner.

Da J. M. Barrie skrev "Peter Pan" var han inspireret af en flok drenge, der tilfældigt krydsede hans vej. En af de drenge hed Peter, Peter Llewelyn-Davies, og han var hele sit liv kendt som Peter Pan. Også selvom hans forhold til J. M. Barrie forværredes, som årene gik.
Lewis Carroll var en mand, der fortalte mange historier. Og en af dem fortalte han til nabobarnet Alice Liddell, som insisterede på, at han skulle skrive historien ned. Det gjorde han, og senere blev "Alice's Adventures in Wonderland" udgivet. Som konsekvens blev Alice Liddell blev kendt som "dén Alice" resten af sit liv.
I 1932 mødte den 80-årige Alice Liddell den 35-årige Peter Llewelyn-Davies, da de begge var til stede til en Lewis Carroll-udstilling. Teaterstykket "Peter and Alice" taget afsæt i det møde, og det som de to voksne barndomslegender måske talte om.

“In the place called Adulthood there are no Cheshire Cats... for they can't endure the suffering of the place.”

Ved du, hvad der skete med Peter og Alice, efter deres eventyr var slut? Efter det sidste ord var skrevet og læst, og bogen blev lukket, udgivet og læst af en ny? Vidste du, at Alice tog hjem fra Eventyrland, og at Peter Pan voksede op? For bag historierne om Peter og Alice, gemmer der sig andre historier. En historie om en dreng der mistede sin mor, flyttede ind hos en forfatter og så sine brødre dø én efter én i selvmordsulykker og i krig. Eller en historie om en pige, der blev forbudt at mødes med den ensomme forfatter, der havde gjort hendes sommerdage så lyse – og i stedet voksede hun op, fødte børn og mistede dem, før de havde levet deres liv til ende.

Historien om Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell adskiller sig meget fra historierne om Peter Pan og Alice, som vi alle fik læst højt som børn. For det er nemlig ikke kun historier. Det er virkelighed.

Uden at vide det forestiller jeg, det må være svært at være kendt for noget, man aldrig har gjort. At blive kaldt for et navn man aldrig har heddet. Og at have minder om et liv, man aldrig har levet. Men fordi Peter Llewelyn-Davies var kendt som inspirationskilden til Peter Pan, og Alice Liddel som inspirationskilden til Alice i Eventyrland, måtte de hver dag i deres liv blive konfronteret med, at de var dén Peter. Dén Alice. Uden at de som sådan var det.

“We can’t live in a fantasy. Reality may be hard, but it’s all we have.”

Historien er fascinerende, og det faktum at Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell en dag mødte hinanden i en boghandel i London, er nervepirrende. John Logan forsøger i "Peter and Alice" at forestille sig, hvad de ville tale om – og jeg vrider min hjerne for at forestille mig det samme. De må have haft meget at sige til hinanden. Eller måske slet ingenting overhovedet.

"Peter and Alice" er en skævvridning af virkeligheden. Det er en fortælling om en ung, frustreret og sammenbidt Peter og en ældre, mere tilbagelænet Alice. Det er historien om historierne vi kender; hvordan en pige blev udødeliggjort og hvordan en dreng måtte stå til ansvar for en fiktiv karakter, han intet havde med at gøre. Og det er så hjerteskærende at læse om splittelsen mellem det fiktive og det virkelige; mellem det skrevne idyl og de tragiske liv. 

Og midt i det hele vælter minder, spøgelser og drilske karakter ind på scenen. Alice møder den Alice, som hun var engang – og Peter ser pludselig J. M. Barrie i øjnene på trods af flere års tavshed. Det er svært at regne ud, hvor virkeligheden ophører, og forestillingerne begynder. Akkurat ligesom Peter og Alices menneskeliv altid er blevet regnet som halvt fiktion.

John Logans teaterstykke er hjerteskærende læsning – og jeg forestiller mig, at Ben Whishaw og Judi Dench har tryllebundet deres publikum, da stykket blev opført i 2013. Teksten var i sig selv nok til at tryllebinde mig, side efter side, imens mit hjerte langsomt faldt fra hinanden. Det er ikke nødvendigt at kende historien om Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell, for at forstå skuespillet. Men den virkelige historie kaster en sælsom skygge over den maniske Peter og den forsonende Alice i teaterstykket. Og Peter Logan yder med sine velkomponerede og intelligente sætninger de to legender den retfærdighed, de fortjener. Det er et smukt stykke fyldt med smukke ord.