OBS: Min blog har opført sig sært, og jeg har været nødt til at gendanne dette indlæg. Derfor er jeres kommentarer også forsvundet i mellemtiden.
"The Selfish Giant and Other Stories" af Oscar Wilde, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1888). 4/5 stjerner.
Oscar Wilde skrev smukke romaner, morsomme skuespil og digte, og han skrev også eventyr. Yndige, tragiske og letlæselige beretninger om trolde, prinser, havfruer og raketter, der på én gang forener det fantastiske med det jordnære.
Eventyrssamlingen "The Happy Prince and Other Tales" var Oscar Wildes første udgivelse, og eventyrene deri havde han skrevet til ære for sine to sønner.
“Love is not fashionable anymore; the poets have killed it.”
Jeg har altid vidst, Oscar Wilde kunne få mig til at sukke over hans dekadente ordbilleder og smukt sammensatte sætninger. Jeg har altid vidst, Oscar Wilde kunne få mig til at sprutte af grin over hans satiriske skuespil, mindre fadæser og indbyggede pegefingre af selvhøjtidelige karakterer. Jeg har altid vidst, at Oscar Wilde kunne skræmme mig med hans præcise afbildninger af menneskets egoisme, havesyge og grådighed. Men indtil nu anede jeg ikke, at han også kunne få mig til at græde.
I eventyret "The Happy Prince", introducerer Wilde en guldstatue af en afdød prins, der står på en piedestal og stirrer ud på byen. Statuen kan ikke udholde, hvad den ser, så den overtaler en forbiflyvende svale til at pille den gradvist i småstykker og uddele guld og juveler til folket, der så tydeligt mangler det. I "The Nightingale and the Rose" ofrer en anden fugl sig til ære for en kærlighed, der alt for hurtigt visner. I "The Birthday of the Infanta" får en prinsesse et levende væsen foræret som legetøj og behandler det præcist som legetøj uden følelser og uden kærlighed. Og i "The Devoted Friend" bliver en ven udnyttet af en anden – og uskyldig naivitet resulterer i ulykkelighed.
Wilde skriver så fint og melankolsk om væsener, der er for gode til deres omverden; mennesker hvis venlighed bliver udnyttet, dyr hvis ofre bliver glemt, og endda mennesker som behandles med en ligegyldighed, der næsten reducerer dem til objekter. Ensomhed og falske venskaber fylder meget i eventyrene, og selvom de er gemt bag talende nattergale, hjerteblodsroser og anden magi, er de hjerteskærende stykker af virkeligheden, som et alt for naivt menneske ofte bliver mødt med.
Jeg har altid vidst, Oscar Wilde kunne få mig til at sukke over hans dekadente ordbilleder og smukt sammensatte sætninger. Jeg har altid vidst, Oscar Wilde kunne få mig til at sprutte af grin over hans satiriske skuespil, mindre fadæser og indbyggede pegefingre af selvhøjtidelige karakterer. Jeg har altid vidst, at Oscar Wilde kunne skræmme mig med hans præcise afbildninger af menneskets egoisme, havesyge og grådighed. Men indtil nu anede jeg ikke, at han også kunne få mig til at græde.
I eventyret "The Happy Prince", introducerer Wilde en guldstatue af en afdød prins, der står på en piedestal og stirrer ud på byen. Statuen kan ikke udholde, hvad den ser, så den overtaler en forbiflyvende svale til at pille den gradvist i småstykker og uddele guld og juveler til folket, der så tydeligt mangler det. I "The Nightingale and the Rose" ofrer en anden fugl sig til ære for en kærlighed, der alt for hurtigt visner. I "The Birthday of the Infanta" får en prinsesse et levende væsen foræret som legetøj og behandler det præcist som legetøj uden følelser og uden kærlighed. Og i "The Devoted Friend" bliver en ven udnyttet af en anden – og uskyldig naivitet resulterer i ulykkelighed.
Wilde skriver så fint og melankolsk om væsener, der er for gode til deres omverden; mennesker hvis venlighed bliver udnyttet, dyr hvis ofre bliver glemt, og endda mennesker som behandles med en ligegyldighed, der næsten reducerer dem til objekter. Ensomhed og falske venskaber fylder meget i eventyrene, og selvom de er gemt bag talende nattergale, hjerteblodsroser og anden magi, er de hjerteskærende stykker af virkeligheden, som et alt for naivt menneske ofte bliver mødt med.
“Surely Love is a wonderful thing. It is more precious than emeralds, and dearer than fine opals. Pearls and pomegranates cannot buy it, nor is it set forth in the marketplace. It may not be purchased of the merchants, nor can it be weighed out in the balance for gold.”
Wilde skriver så fint og poetisk, og skaber eventyr der i tonen minder mig om de bedste af H. C. Andersens eventyr. Og Wilde var uden tvivl også inspireret af Andersen, da "The Fisherman and His Soul" opererer ud fra Andersens principper om havfruens sjælløse færden, og det offer der kræver, før havfolk og mennesker kan forenes i kærlighed. Men hvor målet hos Andersen er sjælen, er det hos Wilde noget langt mere jordnært, der stræbes efter; sjælefreden.
Og måske er det derfor, jeg elsker Wildes kunsteventyr så højt. Fordi de så tydeligt beskriver menneskelige problemer uden den moralske højtidelighed, der er at spore i selv de bedste folkeeventyr. Pointen er altid glasklar, og det er let at overføre de dansende fantasiskabninger til hverdagslige problemer, der stadig er relevante i dag. Wilde skriver om persontyper, vi alle kender, og om livsbegivenheder vi alle har gennemgået – uanset om det er forliste venskaber eller ulykkelig kærlighed. Med sine eventyr indhyller Wilde blot hverdagen i et drømmeslør.
Det er længe siden, jeg har læst noget så fint som denne eventyrsamling. Oscar Wilde får eventyrkunsten til at fremstå så let og så simpel, at man helt glemmer, hvor stramt et format, han benytter. Og kigger man nærmere, vil man opdage, at Wildes korte fortællinger både indeholder elegant skriveri, smukke beskrivelser, humor, varme og melankoli. På én og samme tid. Og derfor er hans værker så evigt gyldige. Også i dag.
Wilde skriver så fint og poetisk, og skaber eventyr der i tonen minder mig om de bedste af H. C. Andersens eventyr. Og Wilde var uden tvivl også inspireret af Andersen, da "The Fisherman and His Soul" opererer ud fra Andersens principper om havfruens sjælløse færden, og det offer der kræver, før havfolk og mennesker kan forenes i kærlighed. Men hvor målet hos Andersen er sjælen, er det hos Wilde noget langt mere jordnært, der stræbes efter; sjælefreden.
Og måske er det derfor, jeg elsker Wildes kunsteventyr så højt. Fordi de så tydeligt beskriver menneskelige problemer uden den moralske højtidelighed, der er at spore i selv de bedste folkeeventyr. Pointen er altid glasklar, og det er let at overføre de dansende fantasiskabninger til hverdagslige problemer, der stadig er relevante i dag. Wilde skriver om persontyper, vi alle kender, og om livsbegivenheder vi alle har gennemgået – uanset om det er forliste venskaber eller ulykkelig kærlighed. Med sine eventyr indhyller Wilde blot hverdagen i et drømmeslør.
Det er længe siden, jeg har læst noget så fint som denne eventyrsamling. Oscar Wilde får eventyrkunsten til at fremstå så let og så simpel, at man helt glemmer, hvor stramt et format, han benytter. Og kigger man nærmere, vil man opdage, at Wildes korte fortællinger både indeholder elegant skriveri, smukke beskrivelser, humor, varme og melankoli. På én og samme tid. Og derfor er hans værker så evigt gyldige. Også i dag.
Åååhr hvor har du fået fat i den smukke, smukke bog?
SvarSlet