"The Sense of an Elephant" af Marco Missiroli

"The Sense of an Elephant" af Marco Missiroli, fra forlaget Picador, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2012). 3/5 stjerner.

En kuffert fyldt med gamle breve, en gammel cykel og en stor hemmelighed. Det er hvad Pietro tager med sig, da han rejser tværs over landet for at tage imod et job som portner i en bygning i Milano. Rejsen foretages sent i hans liv; han er måske i virkeligheden for gammel til at vaske trappeopgange eller åbne døre, men han er opsat på jobbet. Og på at være en del af bygningen.
Og en del af bygningen bliver han. For beboerne tager imod ham med åbne arme og indvier ham i deres liv, deres hverdag og deres mange bekymringer. Og på sin vis begynder Pietro at holde øje med og hjælpe dem alle – og ofte gør han det uset.

“I've never stopped feeling like you were with me. Never. I wanted to tell you with this flesh while it lasts. It's an honest love, and I'll take it with me where I go.”

Der er ingen elefanter i "The Sense of an Elephant". Ingen trampende lyde, ingen brølende snabler og intet langt optog af elefantunger i en lige linje. Og alligevel er der hele tiden skyggen af en elefants vaner; en hovedperson der lever halvvejs på savannen og halvvejs i en bygning i Milano.

For "The Sense of an Elephant" er en fortælling om familier og de tilhørsforhold, der knytter mennesker sammen på tværs af familier. Og elefanten er kendt for dens evne til at forme livslange bånd mellem familie og venner og til at føle tab og adskillelse dybt. Med undtagelse af hanelefanterne der lever lange liv i adskillelse fra deres familier; som omflakkende nomader forlader de hunnen kort efter, de har parret. De møder aldrig deres børn.

"The Sense of an Elephant" er fortællingen om Pietro, der efter et langt og ensomt liv beslutter sig for at arbejde som portner langt væk fra sit hjem. Og i Milano lærer han mere om sig selv; han møder fremmede mennesker som han ender med at elske, han bliver en del af en bygning og en del af et fællesskab, og fra skyggerne holder han vågent øje med sine medbeboere, og betragter dem med en længsel og en kærlighed, der overstiger hans egen forstand. Særligt Martini-familien fanger hans interesse – af grunde som han aldrig siger højt.

“Only then did he see it: the elephant that he had given Lorenzo peeked out between the mattress and the headboard, its feet in the air and its trunk buried in the folds of the sheet. He placed it beside him. 'It's here,' he said, and made it so that one foot touched the child, because that was the sense of the elephants and of all fathers, their devotion to all sons.”

Jeg fandt "The Sense of an Elephant" i boghandlen og købte den, selvom jeg ikke anede, hvad den handlede om. Selv efter endt læsning er jeg ikke helt sikker på, hvad den handler om, for den er skrevet i et så stilfærdigt og undertonet sprog, at selv de mest dramatiske begivenheder virker hverdagslige. Handlingen kan alt for hurtigt løbe forbi en, hvis man lader bogens stemning fylde mere end de konkrete ord.
I virkeligheden er bogen, trods dens finurlige ydre og mange vrimlende karakterer, en alvorlig fortælling. Om liv, om alderdom, om familie, om faderroller og om svigt. Missiroli forsøger gennem Pietro at definere, hvordan vi forstår familier, og hvordan vi skaber dem. Og selvom hans pointe hele tiden er klar, er vejen dertil meget forkludret. Pietro er ikke en rationel mand, og alle bygningens beboere forekommer mig som søvngængere snarere end egentlige karakterer. 
Jeg er ikke sikker på, jeg nød at læse "The Sense of an Elephant". Bogen er en sær størrelse, som man skiftevis taber interesse for og vender side efter side i. Tempoet er sporadisk; på sin vis er det mest af alt en erindringsroman om fortidens fejl, og samtidig er det en   mystisk fortælling om en mand, der forlader sit hjem for at udspionere andre. Dele af bogen har stort potentiale til at røre og fremkalde stærke følelser – men den er skrevet i et distanceret sprog, der mest af alt efterlader mig med ligegyldighed og undren.