"A Portable Shelter" af Kirsty Logan

"A Portable Shelter" af Kirsty Logan, fra forlaget Association for Scottish Literary Studies, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Liska og Ruth bor i en lille hytte på Skotlands nordlige kyst. De er omgivet af stilhed. De har kun hinanden og det barn, der vokser i Ruths mave. Deres barn.
For at beskytte deres barn og træde ti skridt bort fra deres forældres fejl, har de to kvinder aftalt, at de aldrig vil fortælle andet end sandheden til barnet. Men sandhed er et mærkværdigt begreb, der kan strækkes og udvides i det uendelige. Og derfor hvisker Ruth drømmehistorier til sit barn, når Liska ikke er hjemme. Og Liska fortæller historier og eventyr til det ufødte barn, imens Ruth sover tungt. Langsomt indser de, at de har brug for historierne. At de ikke kan leve uden.
Historierne er af den fantastiske slags; varulve, cirkusartister, hekse, drager og havfruer optræder i lange parader i de små fortællinger, hvisket i mørket fra mødrene til ders barn. 

“But life is not a fairy tale. It's brighter and darker, longer and briefer, duller and more magical. It's full of contradictions, but one thing it's not is neat.” 

For hvad der føles som en evighed siden, imens det stadig var sommer, og der stadig fandtes blade på træerne, sad jeg i en skov og læste. Og imens jeg læste, glemte jeg helt, hvor jeg var. Jeg drukende i bogens ord, i dens vidundere og magi. Jeg forelskede mig i en forfatter, og det var ikke en stilfærdig oplevelse.

Og nu er det vinter. Der er ikke sollys udenfor, i stedet er verden dækket af et tungt gråvejrsslør. Det er først nu, jeg har fundet tiden til at vende tilbage til den forfatter, der udøvede så stor magi på mig i sommers. Jeg havde glædet mig i månedsvis til at vende tilbage til hendes univers, kun for at være skuffet nu når jeg har. Noget af forfatterens magi er forsvundet sammen med sommeren. Jeg synes ikke, "A Portable Shelter" er nær så smuk som "The Gracekeepers". Måske stammer skuffelsen fra sammenligningen. Måske er skuffelsen min helt egen skyld. Men den er der alligevel.

Jeg lærte aldrig at holde af "A Portable Shelter". Jeg nød enkelte historier, jeg nød enkelte passager, og jeg elskede Logans maleriske sprog. Men jeg kunne ikke forene mig med historiernes præmis; idéen om at historierne er mundtlige overleveringer, hvisket i mørket som mørke hemmeligheder – kun for at blive til bagateller og skuldertræk, da det hemmelige historiefortælleri blev afsløret. "Nå, gør du også det?" sagde karaktererne til hinanden og trak på skulderne. Som om bogen var en skør 70'er komedie, selvom historierne i den pegede på noget andet. Historierne havde været så meget stærkere, hvis de havde stået alene. Den alt for kunstige ramme var så unødvendig. 

“Some people are happy with treasures and wide oceans. Some people are happy with a single stone. It doesn't matter what others want if it's not what you want.”

Og historierne selv? Langt de fleste af dem var interessante. Størstedelen var smukke. Og enkelte var skinnende perler. Jeg gispede næsten, da jeg læste "Cutting Teeth", som er en voldelig, bizar og mærkeligt melankolsk historie om en kvinde, der jager en varulv og senere forsøger at gøre varulven rolig, imens hun leder efter sin egen vildskab. Det var velskrevet, dramatisk og en uhyggelig præcis diskussion af kultur og natur, det evige modsætningspar. 
Størstedelen af historierne mangler dog det voldelige islæt, der (metaforisk eller konkret) er at finde i eventyrsverdenen. For der er ingen tvivl om, at Logan efterligner eventyrene, selvom hun ikke helt mestrer kunsten til fulde. Flere af historierne var enestående i deres lyriske stråleglans, mens de plotmæssigt var tamme. Og er det ikke præcist det omvendte af den kendte eventyrsstruktur, der blev overleveret i simpelt, mundtligt sprog men var fyldt med voldsomme billeder og hurtig handling? 
Værst af alt, kan jeg ikke regne ud, hvad "A Portable Shelter" skal forestille at være. En eventyrslignende novellesamling? I så fald fejler den. En undersøgelse af de hemmeligheder vi ikke tør sige højt og i stedet hvisker i mørket? I så fald er dens endelige afslutning for tilgivende. Eller er den i virkelighed blot en samling af lyriske stemningsbeskrivelser? Det er det eneste, den succesfuldt lykkedes med at være. Ord over handling. Beskrivelser over budskab. Og form over indhold.
Jeg er skuffet over novellesamlingen. På en måde som jeg slet ikke havde forventet at blive det.