søndag den 14. februar 2016

"Petersburg Tales" af Nikolai Gogol

"Petersburg Tales" (org. titel "Петербургские повести") af Nikolai Gogol, fra forlaget Alma Books, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1842). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner.

"Petersburg Tales" indeholder fire fortællinger om livet i Sankt Petersborg i 1830'erne. Gogol blander det komiske med det tragiske, og tegner et levende, hektisk, urkomisk og illusorisk portræt af sin by. I de fire fortællinger følger man både en forelsket løjtnant, en maler der lever i drømme, en offentligt ansat der arbejder på et trøsteløst kontor, og man  kommer under huden på en mand, der langsomt glider væk fra virkeligheden og ind i en understrøm af feberhede drømme og uforståeligt vanvid.

This world is full of the most outrageous nonsense. Sometimes things happen which you would hardly think possible.

Jeg er fascineret af 1800-tallets Rusland. Af elegancen, oprøret, overdådigheden og fattigdommen. Af paradokset mellem fremtoning og virkelighed, og landets evne til at se ud som noget, men være noget andet. Og den dobbeltheden slår Gogol så smukt an, i den første historie i "Petersburg Tales". "Nevsky Prospect", som historien hedder, er en beskrivelse af en af Sankt Petersborgs mest centrale gader, hvor rige mænd, velklædte kvinder og unge drømmere færdes side om side. Et postyr af farver, larm og indtryk. Og dér, midt på gaden bliver en ung maler forelsket i en smuk pige. Han følger hende hjem, og hun åbner sin dør for ham. I ét øjeblik er alting perfekt og i det næste, indser manden at han har fulgt efter en prostitueret, der leder efter sin næste kunde. Han har stirret sig blind på et smukt ansigt uden at tænke på, hvad der ligger bag det.
På den måde vender Gogol sit Sankt Petersborg på en tallerken, og hvor "Nevsky Prospect" starter som en hyldest, ender den som en advarsel. "Nærm dig ikke Nevsky Prospect," siger fortælleren. For intet er, hvad det lader til at være.
Denne fortælling om polerede facader og hengemt bedrag går igen i Gogols historier. "The Overcoat" er en berømt fortælling om en mand, der er ansat på et kontor, hvor alle håner ham. Han lever et simpelt liv og spinker og sparer for at købe sig en ny frakke. Han er besat af tanken om en ny frakke, og da han endelig får den i hænderne, behandler alle ham anderledes. Frakken bliver en letkøbt identitet i Gogols by, der er kendetegnet ved overfladiskhed. Men en frakke er naturligvis en flygtig ting. 

But nothing is lasting in this world. Even joy begins to fade after only one minute. Two minutes later, and it is weaker still, until finally it is swallowed up in our everyday, prosaic state of mind, just as a ripple made by a pebble gradually merges with the smooth surface of the water.

Gogol skriver vidunderligt. Hans sætninger er ladet med symboler og sommetider helt vanvittige. For selvom "The Overcoat" og "Nevsky Prospect" til dels er tragiske fortællinger, er de også komiske. Bizarre. Og sommetider helt uden mening. I "Nevsky Prospect" er fortælleren fyldt med sarkasme, da han det ene øjeblik lovpriser sin yndlingsgade, og det næste øjeblik fordømmer den. I "The Overcoat" er slutningen ondskabsfuldt ironisk. Og i denne bogs tredje novelle, "The Nose", når Gogols absurditet nye højder.
For "The Nose" er fortællingen om en mand, der en dag vågner op uden en næse – kun for at opdage, at næsen er stukket af og lever sit eget liv som forfremmet soldat. Næsen er faktisk lige ved at flygte ud af landet på et tog, før den bliver standset. Det hele er urkomisk fortalt, beskrivelserne er geniale, og selv historiens fortæller slutter novellen med en undren over, hvad der egentligt er sket. Det er morsomt, velskrevet og så skarpt. Gogol leger med det overdrevne, og han gør det godt.
Jeg holdt så meget af at læse Gogols historier, der på en og samme tid var fuld af mening og berøvet al fornuft. Gogols univers er en surrealists paradis, og hans skildring af Sankt Petersborg er fyldt med farver, lys, liv og leg. Det var en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

2 kommentarer:

  1. Den lyder virkelig interessant! Jeg burde få taget hul på nogle russiske forfatterskaber, og det kunne da godt være Gogol skal skrives på læselisten! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du vil elske Gogol! Han skriver så mærkværdigt og fantastisk, at man ikke kan lade være med at blive revet med!

      Slet