Alle ved, at man ikke må dømme en på dens cover. Det er almen viden, og det er den ene, uskrevne læseregel, som alle læsere må underkaste sig. Men jeg har længe spekuleret på, om der er en regel, der er mere væsentlig. Om man kan mene noget og udtale sig om bøger, man ikke har læst?
For et par år siden befandt jeg mig i et undervisningslokalet på universitetet. Jeg kan ikke huske, hvilket fag jeg havde, eller hvilken bog vi diskuterede, men jeg kan huske, at emnet var dannelsesromaner. Romaner, der omhandlede en eller anden form for personlig udvikling og beskrev overgangen fra barn til voksen. En af mine medstuderende rakte selvsikkert hånden op, og talte begejstret om Harry Potter-bøgerne og Harrys udvikling deri. Og da hun var færdig med at tale, trak min underviser på skuldrene og sagde: "Nu har jeg jo ikke læst Harry Potter, men det er jo bare en fantasyroman."
Den slags udprægede mistænkeliggørelse af moderne litteratur var ikke usædvanlig på Litteraturvidenskab. Men det, jeg bed mærke i var, hvor selvsikkert min underviser udtalte sig om en bog, han ikke havde læst. Og om hvor skødeløst han affærdigede vigtigheden af en bog, der har solgt i millioner af eksemplarer. Harry Potter-bøgerne vil måske ikke foreløbig høre hjemme på Litteraturvidenskab. Men de er unægteligt en del af litteraturhistorien alligevel. Og de er gode eksempler på dannelsesromaner. Men det kunne min underviser naturligvis ikke vide, når han ikke havde læst dem.
Når bøger bliver så populære som Harry Potter-bøgerne gjorde, er de overalt. Forrest i boghandlerne, i aviserne, i biografen og sågar i supermarkederne. Og man kan hurtigt danne sig et indtryk og tro, man ved noget om dem. Man kan hurtigt komme til at adoptere andres meninger, fordi de er blevet sagt så ofte, og man kan hurtigt komme til at glemme, at man rent faktisk ikke har læst bøgerne, fordi man er blevet eksponeret så meget for dem. Det skete igen, da Twilight-feberen rasede. Og måske i højere grad den sommer for et par år siden, hvor alle læste, skrev og talte om "Fifty Shades of Grey".
"Fifty Shades of Grey" er faktisk et af de mest interessante litteraturfænomener i nyere tid. For så mange bar deres holdninger udenpå tøjet og pralede samtidig af, at de ikke havde læst bøgerne. "Dét vil jeg aldrig læse, det er jo bare sådan noget usmageligt pjat," sagde flere. Som om det, at de ikke havde læst bøgerne, var et hædersbevis de kunne være stolte af. Og måske var de det også – men hvordan kan man kritisere noget, man ikke har læst? (Og endnu væsentligere: Hvordan kan bøger sælge så meget, når de er omgivet af så meget had?)
Men problematikken hører ikke kun til de store franchises eller kulturfænomener. Også på internettet støder jeg på kilometerlange diskussioner af bøger og forfattere, for bagefter at konstatere via Goodreads, at vedkommende slet ikke har læst forfatteren endnu. Og jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal forholde mig til det.
På samme tid er jeg heller ikke selv hellig. Jeg foretager også hele tiden antagelser og udvælgelser. Det er umuligt at læse alt, så selvfølgelig bliver man sommetider nødt til at dømme en bog på noget så basalt som dens cover eller dens generelle omtale og beslutte sig for, om man vil læse den eller ej. Læselivet er for kort til andet. Men faren opstår, når man begynder at udbrede sig om en bogs litterære kvaliteter, hvis man ikke har læst den. For hvordan i alverden har man en chance for at vide noget som helst om en bogs kvaliteter, hvis man blot tager andres ord for sande varer? For har vi ikke alle oplevet at læse en bog, der overraskede os fuldstændig? Det kan bøger nemlig. Og de gør det ofte. Man ved det bare ikke, før man rent faktisk har læst dem. Både litteraturkritik og bogdiskussioner holder op med at give mening, hvis man gengiver andres erfaringer og ikke medbringer sig egen. En af læsningens smukkeste kvaliteter vil altid være det unikke perspektiv, bogen læses ud fra. Det, den enkelte læser giver til bogen og tager med fra den kan aldrig gengives eller efterlignes af andre.
Hvad synes du? Støder du også sommetider på sætningen: "Jeg har ikke læst den, men det er jo også en dårlig bog"? Og i så fald, hvad synes du om den? Mener du, at man kan mene noget om en bog, man ikke har læst?
Det er virkelig et godt tema! Jeg må nok sige, at jeg selv af og til er skyldig i at dømme en bog ud fra en antagelse. Jeg lægger dog ikke skjul på, at jeg godt ved, at jeg på en eller anden måde er blevet mere elitær af at have læst litteraturvidenskab. Men jeg passer alligevel på med ikke at skilte med de holdninger, jeg ville f.eks. aldrig skrive om en bog, jeg ikke havde læst. En bog som 50 Shades ved jeg, at jeg aldrig får læst, jeg har dog læst et par enkelte små uddrag, og jeg synes, at det var så dårligt skrevet, at jeg ikke orkede at læse det hele, bare for at kunne sige min mening om den, og faktisk have læst bogen :D Man vender også atter tilbage til spørgsmålet om gode og dårlige bøger, for hvem skal egentlig bedømme det. Jeg husker tydeligt en underviser dømme Harry Potter ude uden selv at have læst den, man skal passe på med at dømme en bog på dens omslag, for man risikerer jo også at gå glip af en oplevelse.
SvarSletTak, Mette!
SletJeg har som sådan heller ikke noget imod fordomme. Eller jo, men de er jo naturlige nok. Problemet opstår bare, når man forklæder en fordom/antagelse som en mening eller et argument. Dét er jeg ikke så god til.
man gör ju trots allt alltid ett val VARFÖR man väljer att inte läsa en bok, och då har man ju (även om man kanske inte vill det) en orsak till det och en tanke om att den antagligen är dålig. så någonstans tänker man ju något om alla böcker, både om de bra och de dåliga! men jag håller helt med om att man ska vara försiktig med att yttra sig om man inte har full kunskap eller har läst dem, iallafall på ett nedsättande sätt.
SvarSletDet er rigtigt. Men at have en stålsat holdning om en bog, man ikke har læst og at udtale sig kritisk uden at give udtryk for, at det er en fordom og ikke en valideret holdning er virkelig et problem, synes jeg.
SletMan kan sagtens mene noget om en bog, man ikke har læst - men så er det jo 'bare' fordomme :-)
SvarSletJeg prøver at læse ret bredt, så ind imellem kaster jeg mig over bøger, som jeg ikke har de store forventninger til - mest af alt for at udfordre mig selv. Ind imellem bliver jeg positivt overrasket, og det er det hele værd - til trods for, at jeg så også får en række dårlige læseoplevelser pga. de bøger, som virkelig ikke er mig.
Jeg indrømmer i øvrigt gerne, at jeg dømmer en bog på forsiden. Ofte ligger der en del overvejelser bag, når forfattere og forlag vælger en forside, og derfor siger forsiden en del om stilen/historien/stemningen i bogen. Der er selvfølgelig undtagelser - både positive og negative - men jeg synes godt, en forside kan sige noget om, hvad man kan forvente sig af bogen.
Mvh.
Den lille Bogblog
Præcis. Og fordomme er naturlige nok – bare man ikke forklæder den som en valideret holdning.
SletOg i øvrigt er jeg også skyldig i at dømme en bog på forsiden. Men mere om det en anden gang ;-)
Ja, synes jeg har hørt andre sige den sætning, og måske har jeg også selv gjort det nogle få gange.
SvarSletHvor er den søde kop fra, på det sidste billede? :D
Koppen er fra Miss Étoile :)
SletFedt tema! Relevant tema! Jeg tør vist godt indrømme, at jeg har taget mig selv i at være lidt snobbet i min omtale af Fifty Shades of Grey. I virkeligheden er det nok fordi jeg ikke forstår dens funktion. Og jeg har da også overvejet at læse den, udelukkende for at forstå det som fænomen. Men samtidig tvivler jeg bare på, det er noget for mig. Og ligesom jeg også godt kan være lidt hård overfor fantasy, fordi jeg synes meget af det er meget ens (og derfor forstår jeg heller ikke glæden så mange mennesker har ved det), er jeg nok også bare lidt hård over for bøger som Fifty Shades. Jeg ved det er urimeligt, og jeg prøver at lade være, men engang i mellem slipper det bare ud af mig.
SvarSletJeg har faktisk er fag dette semester, hvor en af undervisningsgangene hedder "How to talk about a book you haven't read". Er ret sikker på, det er ironisk ment, men det skal nok blive interessant haha.
Tak, Ida! Og jeg læste Fifty Shades af samme grund. Jeg følte faktisk, jeg blev nødt til det.
SletOg sikke et fag! Det vil jeg meget gerne høre mere om!
Jeg skrev for nyligt et indlæg om det der med at have en ulidelig lyst til at læse en bog, som man i forvejen mistænker at være dårlig. Og jeg står ved min holdning. Men jeg er ikke desto mindre begyndt at læse bogen, for jeg er NØDT til at vide, hvad det hele i virkeligheden handler om. Jeg var også typen, der gik ud og skaffede Fifty-bøgerne da hypen var på sit højeste, netop for at vide hvad hype handlede om! Fair nok, at man ikke har lyst til at læse en bog, og synes den lyder dårlig, men jeg synes virkelig man krydser en forbudt grænse, når man udtaler som så aktivt om bøger, man i virkeligheden ikke aner noget om.
SvarSletOg så har jeg i øvrigt lige skrevet en eksamensopgave om, at man godt kan dømme en bog på dens omslag ;)
// www.moonlitmadness.dk
Jeg læste også Fifty Shades. Jeg blev nødt til at danne mig en mening, før jeg kunne udtale mig. Også selvom jeg havde anelser.
SletFor anelser er jo netop ikke valideret kritik. Og når man gør noget så flyvsk som en antagelse til en stålsat holdning synes jeg, man har et problem.
Og så er jeg i øvrigt også skyldig i at dømme bøger på deres cover – men jeg tænkte, jeg havde nok argumentation i ét indlæg ;-)
Jeg synes det er et virkelig fint emne at tage op! Det er da helt OK, hvis man ikke har lyst til at læse Fifty Shades of Grey. Men så kan man altså godt sige "Jeg synes ikke den lyder som noget for mig" i stedet for "Jeg skal aldrig læse den bog, den er jo så dårlig!". Jeg har ikke læst Jane Austen, så jeg kan ikke udtale mig om dens litterære kvaliteter overhovedet. Men jeg har læst de første ti sider og konstateret, at det nok bare ikke er en bog for mig.
SvarSletTusind tak, Susanne! Og jeg er helt enig. Der er så stor forskel i de to udtalelser.
Sletpreach, woman!
SvarSletJeg synes du har helt vildt ret! Man kan måske ikke vide, om man kan lide en bog, man ikke har læst, men jeg tror godt, at man kan have en fornemmelse, hvorvidt den rammer indenfor ens præferencer. Men derfra er der langt til, at have en skråsikker mening, omkring en ulæst bog, som kun er dannet på baggrund af medieomtale/rygter.
Derfor himler jeg altid med øjnene, når uvidende stakler proklamerer, at de da hvert fald ikke gider læse (indsæt fx: Jane Austen eller Byen Brænder..), fordi de bare *ved*, at dén bog kan de hvert fald ikke lide fordi: det er noget gammelt outdated møg eller fordi: alle-folk-taler-om-den-så-jeg-skal-være-RasmusModsat-bare-fordi. For det er da, om noget, at danne sig en forudindtaget mening, kun baseret på ens egne præfabrikerede ideer.
Du har helt ret. Der er bare så stor forskel på en fornemmelse og på noget, man fremstiller som en valideret holdning. Jeg finder det meget problematisk.
SletOg du har helt ret. Egentligt har jeg ikke så meget imod fordomme – bare ytreren er klar over, det er en fordom og ikke fremlægger det som en eviggyldig sandhed. Det er det jo ikke.
Hvis man ikke har læst bogen kan man ikke antage noget som helst. Bøger skal man give sig tid til - ligesom mennesker - at lære at kende. Jeg mødte meget bog-snobberi på engelsk-studiet, og har altid sat en ære i ikke 'at være for fin' til bestemte bøger. Jeg giver det meste en chance. Når det er sagt, har jeg dog selv mine fordomme, og jeg må indrømme, at de for det meste bliver bekræftet (fifty shades er virkelig elendig). Men jeg udtaler mig kun om bøger, hvis jeg har læst dem.
SvarSletJeg kender det så godt fra Litteraturvidenskab. Det var en skøn uddannelse – men der var stor forskel på, hvordan man omtalte visse bøger.
SletOg selvfølgelig har man fordomme. Det er helt okay! bare man er klar over, man har dem. Jeg læste i øvrigt også Fifty Shades – netop fordi jeg ikke kunne holde ud ikke at diskutere med. Og det syntes jeg ikke, jeg kunne, før jeg havde læst den.
Nu må jeg sige det igen: Virkelig godt indlæg!
SvarSletJeg kan virkelig godt forholde mig til det du skriver. Jeg synes faktisk ikke så tit jeg støder på at folk kritiserer bøger de ikke har læst - ikke personligt i hvert fald, men jeg har da hørt om det. Og netop af samme årsag valgte jeg faktisk at læse Fifty Shades of Grey for nogle år siden, netop fordi alle havde en mening om den, og jeg nægtede at være 'en af dem' som talte dårligt om den, uden at have læst den - eller dømme den ud fra hvad andre sagde - så jeg læste den, og jeg kunne ikke lide den, men nu har jeg da min egen mening om den, og ikke andres. Det er faktisk ret vigtig for mig. Jeg bliver aldrig sådan en som udtaler mig om bøger jeg ikke har læst - andet end "jeg har HØRT den skulle være god/dårlig". Men jeg tror de fleste bogelskere/læseheste ser lidt en dyd i netop ikke at dømme bøger før man selv har læst dem. Sådan har jeg i hvert fald opfattet det :-)
Tusind tak, Zenia! Og jeg har netop også læst 'Fifty Shades' af samme grund. Det følte jeg, jeg blev nødt til. For alle snakkede sådan om den, og jeg kunne ikke snakke med, før jeg havde læst den.
SletSelvfølgelig kan og må man mene noget og udtale sig om bøger man ikke har læst :)
SvarSletIndlægget blivet et sammentræk af to problemstillinger, det ene god argumentationsetik og den anden holdninger til bøger man ikke har læst. Som andre har været inde på ligger det i udsagnet. Jeg synes; "50 shades of grey vil jeg aldrig læse, det er jo bare sådan noget usmageligt pjat," er åbningslinjen til verdens kedeligste diskussion, hvorfor diskutere en bog med en der ikke har læst den. Til gengæld er "Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, så baseret på anmeldelser/anbefalinger/de første 10 sider, gider jeg ikke læse Jane Austen", det åbner op for en diskussion. For hvor henter man sine anbefalinger, hvor meget kan man få ud af 10 sider, etc.